Læsetid: 4 min.

En juleskrøne i 40-året

Kapitel 3. I hvilket Viktor Vendekaabe kommer på universitetet i de bevægede dage da meget blev anderledes og her viser sine rige evner
Kapitel 3. I hvilket Viktor Vendekaabe kommer på universitetet i de bevægede dage da meget blev anderledes og her viser sine rige evner
4. december 2008

Det kom lidt efter lidt, og så gik det stærkt, og hver og en måtte finde ståsted i de medrivende forandringer

Som så mange andre af de store årgange var Viktor Vendekaabe gået gennem gymnasiet uden at føle noget særligt ved det. Lærerne på den fine gamle skole brød sig ikke om unge mennesker og ville hellere have været ansat på universitetet. Nu skulle de føre årgang efter årgang op til den studentereksamen, som de mente hovedparten ikke fortjente. Der blev oven i købet flere uværdige. De strømmede til, fra nær og fjern horderne af unge som i en ond drøm. Af piger kom der også flere og gjorde kaos totalt. Det var som om klasselokalerne, uforandrede siden lærernes egen skoletid, var ved at sprænges under det indre tryk af svulmende ungdom. For at modstå presset uddelte de gamle lærere med rund hånd nedvurderende standpunktskarakterer. Intet duede jo mere. De unge mænd lod hånt om udtalen i engelsk, tilsidesatte det tyske sprog, sjuskede i fransk og med historiske årstal; de lod håret gro, gik med bare tæer; og pigerne viste lår, og musikken var uudholdelig.

Kun få af eleverne skilte sig ud fra hoben, mente lærerværelset med den stillestående luft af brugt madpapir og sur cerutrøg.

Lærernes trøst

Viktor Vendekaabe var mange læreres trøst. En ung mand med sund forstand og et opladt sind, der let lod sig bøje efter nødvendighedens princip og rettede ind, når andre skejede ud. Viktor Vendekaabes svar på de stillede opgaver afveg aldrig fra det, man med rimelighed forventede af en lydhør elev. Viktor Vendekaabe sagde aldrig for lidt, når han blev spurgt og aldrig for meget, men holdt sig til den gyldne middelvej, ruten ad hvilken den forstandigt forsigtige uden hastværk og uden at se sig for meget til siderne gerne færdes.

Lærernes tilfredshed med Viktor Vendekaabe beroede ikke mindst på dennes bemærkelsesværdige evne til at forudse den næste lekties krav og beredvilligt melde sig til besvarelsen af små specialopgaver i de følgende lektioner. Det hændte at de utilpassede, uopdragne elever stillede næsvise spørgsmål, eller lod som om de ikke forstod skolens berettigede krav og blev kontrære. En sådan opførsel behøvede man ikke frygte fra Viktor Vendekaabe. Kun over for de ganske få lærere - to, tre der let lod sig ryste af uforudsete begivenheder, døjede med det disciplinære og var kørt ud på et sidespor uden styr på ret meget. Over for dem trådte Viktor Vendekaabe i anderledes karakter. Med opfindsomhed udfordrede Viktor Vendekaabe den umulige lærer med påfund og indfald, som en udenforstående fejlagtig ville opfatte som ondsindede. Grovkornet kunne det være, men altid morsomt. Det hændte at en og anden svag lærer eller vikar midt under en sådan behandling mistede besindelsen, ja en enkelt brød sammen og græd sine modige tårer - i den grad pinligt for vedkommende. Ham så de ikke mere.

Efter den slags episoder var ingen i tvivl om, hvem der var klassens fører.

Denne erfaring om magt over andre, om end periodisk, medbragte Viktor Vendekaabe, da han efter en studentereksamen - over middel takket være evnen til at sige det forventelige i rette tid - påbegyndte et universitetsstudium i statsøkonomi og ledelseskundskab; af folk der aldrig selv blev til noget hånligt og misundeligt kaldet eskalatorkarrierekandidat.

Og så slog de store årgange for alvor igennem. Protesterne mod den fjerne krig i det tropiske Sydøstasien, trangen til at være anderledes, behovet for at finde et ledigt standpunkt, en hidtil uprøvet samfundsorden, det ene med det andet, ophøjede materialismen til teoriens mål, planøkonomien til politisk credo.

Forelæsningerne på universitetet suspenderedes af de studerende, situationens generalstab indkaldte til stormøder, hvor man indefra barrikaderede dørene og formente folk over tredive adgang.

Prinsessen til bords

Viktor Vendekaabe var straks med, da han så hvor det bar hen, og meldte sig som forelæser i marxistisk strukturanalyse med særligt henblik på overtagelse af forvaltnings- og produktionsmidlerne. I dagene før havde Viktor Vendekaabe ved en lykkelig indskydelse udeladt morgenbarberingen. Nu indså han ved at udskifte jakken med en islandsk sweater, som gamle Vendekaabe for længst havde kasseret til fordel for kamgarn med krokodille, at det rette ydre afgav signaler om det korrekte indre.

I løbet af ingen tid blev Viktor Vendekaabe, der altid var parat med forventelige analyser, ordførende bestyrelsesnæstformand i fakultetets faglige gruppe. Efter at have manøvreret i et par dage overtog han behændigt formandsstolen og forlangte kronprinsessen til bords ved den årlige universitetsmiddag, da han forinden havde fået håndlangere til at låse rektor samt sin nærmeste rival til formandsposten inde på toilettet i konsistoriekælderen.

Nu gik det stærkt for Viktor Vendekaabe.

(Fortsættelse følger)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu