Læsetid: 2 min.

Juletræ med europynt

Morten Messerschmidt og hans kæreste Dot Wessman synger højtiden ind på ny cd med julesange fra hele EU - på originalsprogene
Kultur
11. december 2008

Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt på mobilen efter en lang dag i politiske udvalg og folketingssal:

- Ved du godt at nr. 10 på jeres nye cd er skrevet af en gammel kulturradikal?

"Det var jeg ikke klar over."

- Det er Mogens Lorentzens sang 'Juletræet med sin pynt', der venter på vi får begyndt, og aldrig har været så kønt og så grønt, men lugter brunt og brændt, når alle lys er tændt ..."

"Jeg vidste ikke, at han var kulturradikal. I så fald er der da endelig noget kulturradikalt, som alle har taget til sig! Men nu er sangene jo snarere valgt med hjertet end med hjernen, og ikke ud fra politisk indstilling."

- Udgivelsen hedder ellers 'Jul i Europa'...

"Ja, vi prøver at vise, hvad der forener, og hvad der er af charmerende forskelligheder i de europæiske lande, når det drejer sig om jul ..."

- Let it snow, Stille Nacht, Feliz Navidad ...

"... fordi vi prøver at ramme klangbunden i nationernes Europa. Det er jo heller ikke nogen hemmelighed, at jeg er kandidat ved valget til Europa-Parlamentet."

- Slutsangen er også 'Titte til Hinanden', selv om den ikke har meget med jul at gøre ...

"Næ det er nærmest en forårssang, men den er med som bonusnummer. Det er en dejlig melodi ...

- Du synger sammen med din kæreste Dot Wessman, som er i sangerindepavillonen Bakkens Hvile. Har I delt revirerne imellem jer, så hun optræder på Bakken, og du synger i Tivoli?

"Vi har ingen planer om at begrænse os!"

- For nu at vende tilbage til Mogens Lorentzen, så var han medforfatter til PH-revyerne og med i kredsen omkring Kritisk Revy.

"Måske skulle jeg ha' spurgt Søren Krarup til råds om Mogens Lorentzen."

- Men hvis sandheden skal frem, smed de andre ham vistnok ud, da han i 1937 havde skrevet sangen 'Mor Danmark'. Melodien til juletræet to-tre år senere er skrevet af Egil Harder, som også har skrevet melodien til Kaj Munks 'Den blå Anemone'

"Ja, Kaj Munk har vi stor respekt for i Dansk Folkeparti. For hans rolle i frihedskampen dengang!"

- Du er både tidligere kirkesanger og nuværende operafan. Hvilken stemme er du?

"Min ambitus er tenor!"

- Ikke habitus, men ambitus. Hvad betyder det?

"Stemmeleje."

- Men du har ikke tænkt dig at bruge ambitussen til at skræmme flygtninge og indvandrere ud af landet med?

"Dér tror jeg trods alt, at det er mere effektivt at bruge stemmen på Christiansborg. Men det er godt både at kunne synge og tale!"

- Tak for samtalen!

"Ja, selv tak, og glædelig kommende jul!"

ADW@INFORMATION.DK

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her