Læsetid: 5 min.

Kan man stå på ski i Spanien?

Sne. Det er synd for de spanske turistkontorer. Vi kunne opleve landet som så meget mere end Costa de Sol og andre kyster, men forbinder stadig næsten udelukkende Spanien med blå himmel, gyldne sandstrande og hvidskurede bygninger. Et sted hvor man går i T-shirt, ikke pakket ind for at beskytte sig mod vejret. Hvor mange ved overhovedet, at man kan stå på ski i Spanien?
Snesport. Foruden Sierra Nevada er Formigal og Baqueira-Beret i Pyrenæerne blandt de mest populære spanske skisportssteder. På billedet Pirena 2008 Grand Prix Affinity hundeslæderæs i januar 2008 i Baqueira-Beret, der ligger i pyrenæerne i det nordlige Spanien.

Snesport. Foruden Sierra Nevada er Formigal og Baqueira-Beret i Pyrenæerne blandt de mest populære spanske skisportssteder. På billedet Pirena 2008 Grand Prix Affinity hundeslæderæs i januar 2008 i Baqueira-Beret, der ligger i pyrenæerne i det nordlige Spanien.

Dani Cardona

5. december 2008

For at få svar på det spørgsmål foretog jeg en lille rundspørge i mændenes omklædningsrum i svømmehallen i Seymour Place i det centrale London. Fire frivillige blev adspurgt:

"Findes der skisportssteder i Spanien?"

På trods af intervieweren, der som i et tvivlsomt italiensk tv-program klædte sig af, mens han stillede spørgsmålet, svarede alle. Ingen vovede at svare "Ja", men alle mente, at da landet har bjerge, måtte det også egne fint sig til skisport.

Det er selvfølgelig korrekt. Der er mange skisportssteder i Pyrenæerne, og nogle få nede sydpå, navnlig et sted lige over Granada, der tidligere var kendt som Sol y Nieve, men nu blot kaldes Sierra Nevada.

Foruden Sierra Nevada er Formigal og Baqueira-Beret i Pyrenæerne blandt de mest populære spanske skisportssteder. De vinder frem i disse år på grund af manglen på ordentlige indkvarteringsforhold på franske skisportssteder og prisstigninger i Andorra.

I Formigal har de nu 21 skilifter, 137 km pister og 2300 hektarer skiterræn. Hotellerne og restauranterne er gode, såvel i dalen som på bjerget.

Jeg havde min første erfaring med det 'nye' Spanien, da jeg sidste vinter rejste til Baqueira-Beret.

Jeg ankom til lufthavnen i Toulouse, og der var ikke meget liv på den franske side af Pyrenæerne. Alt var lukket og slukket kl. 20 mandag aften. Men efter en times kørsel var der, trods snefald, liv i Vielha, hovedbyen i Val d'Arn.

Det var der også i hytterne, på skihotellerne og i forretningerne, som sælger og udlejer udstyr, på den 14 km lange strækning op til Baquiera-Beret.

Og foyeren på Hotel La Pleta mindede om undergrundsbanen i myldretiden. Jeg kunne godt holde op med at bekymre mig om, hvorvidt restauranten ville være åben, og i stedet begynde at bekymre mig om, hvorvidt jeg kunne få bord.

Det viste sig at være skoleferie, og hotellet med 70 værelser var fuldt booket. Jeg satte mig til bords kl. 22.30 ved siden af en flok børn på mellem fire og ni år, hvis forældre klogeligt havde placeret sig ved et andet bord. Det var sjovt nok, mens børnene spiste, men mindre sjovt, da bøvsekonkurrencen gik i gang.

Det sneede hele natten, ligesom det havde gjort dagen før, og næste dag blev det ved, indtil der i løbet af 48 timer var faldet 85 cm sne. Og det må have været rart for skiløbere, da det, efter at jeg var taget af sted, klarede op igen. Jeg kunne godt stå på ski, hvilket jeg da også gjorde, men jeg kan ikke fortælle noget om området, for jeg så det aldrig.

Et sted ude i snestormen skulle der være 33 skilifter og 108 km pister (især blå og røde, men også et par sorte) i et terræn på i alt 1922 hektarer. Jeg kørte med to lifter og prøvede to pister, inden jeg stillede skiene og gik ud for at udforske byen.

Statshemmelighed

Baquiera-Beret er kendt for at være stedet, hvor kong Juan Carlos står på ski. Med fare for at komme til at røbe en spansk statshemmelighed er jeg nødt til at sige, at det ikke er sandt. Nogle betvivler, at det nogensinde har været det: En af mine venner, som er stamgæst i Lech i Østrig, hævder, at kongen holder skiferie i de østlige alper, hvorimod hans tilstedeværelse på pisterne i Baquiera-Beret blot er en officiel forpligtelse.

Under alle omstændigheder står han ifølge byens turistchef ikke længere på ski, men har overdraget stavene til næste generation, så kongefamilien bruger stadig sin officielle, men upåfaldende skihytte, som ligger lidt længere nede ad bakken i forhold til Hotel La Pleta.

Jeg havde jo sat næsen op efter en ægte royal oplevelse og havde derfor gjort mig visse forestillinger om Baquiera-Beret.

Folk med krone på hovedet foretrækker som regel store, gammeldags 'skilandsbyer' som St. Moritz, Davos og Lech, så det kom som et chok for mig at opdage, at Baquiera-Beret har mere til fælles med moderne betonbyer som Les Arcs i Frankrig.

Bymidten har alle de fejl, som præger de skisportssteder, der blev opført i 60'erne og 70'erne: tomme butikker, bygninger med små lejligheder, som er privatejede og derfor som regel står tomme, og skilifternes base er, som i en tidligere æra, uhensigtsmæssigt placeret uden for byen.

Derudover lå der, ligesom i Bulgarien, en kæmpestor, grim byggeplads lige i nærheden.

Det viste sig, at jeg var en dag for tidligt på den til godt skivejr og et år for tidligt til at kunne nyde byen.

Snart flytter Baquiera-Berets hen til det sted, hvor byggepladsen ligger, og hvor en ny og mere tilgængelig skiliftsbase, et mere turistvenligt bycentrum og to nye femstjernede hoteller er under opførsel.

I lokal stilart

Selv om Baquiera-Beret var uindbydende om dagen, var byen en oplevelse om aftenen. Jeg spiste middag på restauranten La Borda Lobato, som ligger i en gammel lade, der snarere end istandsat er blevet lappet.

De fleste af loftsbjælkerne er originale, og de eneste forbedringer er det 15 kvadratmeter store gulv, et indgangsparti i glas og de diskrete betonstøttepiller i hvert hjørne, som holder taget oppe. Langs bagvæggen står en fem meter lang grill, og her spiser man kød. Men som ikke-kødspisende valgte jeg en stør, der var fanget i nærheden, og det var langt den bedste ferskvandsfisk, jeg nogensinde har smagt. Dertil drak jeg Ribera del Duero, sidste vinters smarteste rødvin, som også var fantastisk.

Næste dag kørte jeg ned ad bakken til Vielha for at studere den moderne arkitektur, som turistchefen, Robert Buil Gascon, havde fortalt mig om. For at forhindre upassende byggeri i Val d'Arn, der prises højt for sin natur og kultur (dalen har sit eget sprog, som tilhører den occitanske sprogfamilie), kræver byggereglementet, at bygningerne opføres i den lokale stilart, som Hotel La Pleta er et tidligt eksempel på.

Selv om intentionen er fin, giver den slags påbud sjældent tilfredsstillende resultater. Som så mange andre steder oversvømmes de få ægte, gamle bygninger - de gotiske kirker - af en syndflod af pastiche og facader. På vejen så jeg en ny benzintank, opført i typisk Val d'Arn-stil fra først i det 21. århundrede.

Var dét det nye Spanien, eller var det gamle vendt tilbage? Ingen af delene, desværre.

Oversat af Mads Frese

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu