Læsetid: 6 min.

Man kan vel sin Murakami

Prestige. Hvert årti har sine forfattere, man kan skal kunne tale med om. I 0'erne har de urbane kulturkonsumenter kastet deres kærlighed på japanske Haruki Murakami. Men snart må borgerdyrene finde sig et nyt forfatterskab at profilere sig på. For forskelsmarkeringen bliver hurtigt en fællesskabsmarkering
Hvert årti har sine forfattere, man kan skal kunne tale med om. I 0'erne har de urbane kulturkonsumenter kastet deres kærlighed på japanske Haruki Murakami. Men snart må borgerdyrene finde sig et nyt forfatterskab at profilere sig på
18. december 2008

Christian Stadil er faldet i søvn med sin blonde kæreste om halsen. Portrættet er i cremet sort/hvid og står i skarp kontrast til det farverige fotografi af hans chill out room på den anden side af opslaget i coffee table-bogen Designerhjem.

På maven af den spirituelle forretningsmand, i centrum af billedet, ligger en bog. Det er den japanske forfatter Haruki Murakami, Christian Stadil poserer med. Og det er næppe tilfældigt.

Hvert årti har sit repertoire af forfattere, som man skal kunne tale med om, hvis man ikke vil falde helt igennem til middagsselskaberne i villakvarteret. I 1980'erne var det Milan Kundera og Gabriel Garcia Márquez. I 1990'erne Peter Høeg og Paul Auster. Og i 0'erne skal man mindst have læst Murakamis hovedværk Trækopfuglens krønike og helst også titler som Kafka på stranden og Efter midnat.

Point på prestigekontoen

De er urbane typer. Veluddannede. Belæste. Globalister. Kulturkonsumenter. Politisk korrekte.

Christine Feldthaus er ikke i tvivl om, hvem der er Murakamis primære målgruppe. kartoffelrækkesegmentet, kalder hun dem.

"De bor i de pænere dele af byen. De går meget ud. På cafe, i teatret, til ballet. Og de læser avis. Og det er vel at mærke ikke de aviser, man pakker fisk ind i, men dagblade, de har valgt aktivt og betaler fuld pris for," siger livsstilseksperten.

Selv læser hun også Murakami. Han kan altså et eller andet helt særligt, forklarer hun. Men det er ikke alene for den litterære kvalitets skyld, man køber hans bøger, påpeger hun:

"Inden for det her segment har man et enormt behov for lige at høste et par point ved havelågen ved at kunne namedroppe et par af de rigtige forfattere. Omvendt støvsuger man reolerne for alt det, der er allermest mainstream. For hvis svigermor og hendes veninder synes, det er godt, så kan man altså ikke også selv synes det."

Og svigermor, der stadig læser svenske krimier, er endnu ikke nået til Murakamis særegent japanske, distinkt postmoderne udgave af magisk realisme. Det er derimod de politisk korrekte meningsdannere. Og derfor giver det point på prestigekontoen at have Trækopfuglens krønike og alle de andre frække titler stående på række i reolen, mener Christine Feldthaus:

"Man rynker lidt på næsen, hvis nogen kommer og spørger, om man har læst den nye Camilla Läckberg. Nej Vorherre bevares, det har man da ikke. Det er jo mainstream. Det kan vi ikke bruge vores tid på. Så vi søger lige laget over, og der finder vi Murakamis bøger. De har i virkeligheden et bredt tilsnit og er til at forstå, men alligevel er de lidt mere. Og selvom de er let tilgængelige, kan man stadig møde folk, der spørger: Murakami, hvem fanden er han? Og det er jo det største, når man kan tippe nogen om en bog, og de ikke kender forfatteren. Så er man mere med på beatet, end de er," siger Christine Feldthaus og tilføjer:

"Når man forærer Murakamis bøger til vennerne, får man lige nogle hurtige point, fordi parnasset også synes godt om ham, og fordi han er lidt over mainstream. Måske ikke lige så mange point, som hvis man har en eller anden lille bitte Blendstrup-bog med, som ingen har hørt om. Men flere, end hvis man kommer slæbende med Khaleid Husseinis Drageløberen, der har haft så meget succes, at den for længst er røget over i svigermor-litteraturen."

Symbolske fjer

Forfatteren og reklamemanden Knud Romer peger ligesom Christine Feldthausen på, at man kan bruge et forfatterskab som Murakamis til at definere sig selv i forhold til alle de andre. For ham at se taler den japanske forfatters bøger primært til akademikere, der tilbage fra deres studietid er vant til at tyde tegn og fortolke og jonglere med diverse fine referencer.

"Endelig får man brug for al den lærdom, man har tillært sig på universitet og ikke kan bruge til en skid i sin dagligdag, fordi man arbejder på et forsikringsselskab, der vil skide på, at man har siddet og læst Kafka. Pludselig får man mulighed for at pynte sig med nogle symbolske fjer af kulturel kapital," siger Knud Romer og påpeger, at det tjener en vigtig funktion, at bøgerne ikke er alt for let tilgængelige:

"Det skal ikke være noget, enhver bare lige kan konsumere. Det skal kræve viden og connaisseurship og evnen til fordybelse og forståelse. Og det besidder man alt sammen, signalerer man, når man læser Murakami. Så på den måde markerer alle de her individualistiske små borgerdyr en bestemt identitet. De foretager en afgrænsning fra al mulig overfladisk forbrugslitteratur, som masserne underholder sig med."

Men samme logik indebærer også, at Murakami snart ikke længere kan bruges til at afgrænse sig fra mainstream med. For han er selv ved at blive mainstream:

"Det er ikke Hennes & Mauritz endnu, men det er heller ikke længere Armani. Og det er jo individualiseringens fare. Det er ligesom, når Beckham pludselig får sjovt hår og på den måde laver en forskelsmarkering. Så findes der kun ham, der ser sådan ud, og ingen andre. Men problemet er, at næste uge sidder alle hans fans ude på lægterne og har fået samme hårpragt som ham. Og så er den frisure jo ikke længere en forskelsmarkering. Nej, den er en fællesskabsmarkering. Og så bliver han igen nødt til at få en anden frisure, som markerer en ny forskel," siger Knud Romer og slutter:

"På samme måde må Murakami-læserne finde en ny forfatter, som ikke er lige så læst. Men han skal på den anden side ikke være alt for hemmelig, for så er der ikke nogen, der kan opfatte forskelsmarkeringen. Så bliver det lidt ligesom de her ekstremt prestigiøse mærkevarer, som ingen kender til og forstår signalværdien ved."

Et forsuttet bolsje

Den vurdering er Christine Feldthaus enig i. Hun nævner Stieg Larsson som et eksempel på, at et forfatterskab ikke længere kan bruges til at hæve sig over mainstream, når det selv bliver mainstream.

"Man læste begejstret de første par bøger i hans serie og syntes virkelig, at han kunne noget, ham man havde opdaget der. Men ved tredje bind mistede jeg i hvert fald selv lysten, fordi han var blevet så overeksponeret. Nu er Murakami jo stadig slet ikke på Stieg Larssons niveau rent salgsmæssigt herhjemme, men der kunne godt sket noget af det samme for hans forfatterskab, fordi han bliver mere og mere populær. Så det kan da sagtens være, han på et tidspunkt ikke længere er den forfatter, man siger, man har liggende på sit natbord, når man bliver interviewet til Politikens spalte om, hvad man læser for tiden," siger Christine Feldthaus og sammenligner så den japanske forfatters bøger med tasker fra Gucci:

"Det er ikke længere interessant at have sådan en. Den er ikke længere koblet op på fantasi. Den er et forsuttet bolsje, som ikke længere smager af noget."

Men nogen ligegyldig Gucci-taske er en Murakami-roman nu alligevel ikke, tilføjer Christine Feldthaus. Faktisk tror hun, Murakami med sine eksistensfilosofiske romaner leverer noget, det moderne menneske har brug for.

"Han er et godt modsvar på den ekstreme fokusering på det materielle, vi har været igennem i de senere år. Webergrill, udestuer, firehjulstrækkere og alt det lort. Han driver læseren tilbage til en oplevelse af, at der er noget andet end det materielle, og noget som måske kan gøre mennesket lykkeligere," siger livsstilseksperten, der også tror, det langsomme tempo i romanerne er sundt for det moderne menneske:

"Han giver en eller anden blødhed. Han trækker tempoet ud af tingene. Og det er en mangelvare midt i det hæsblæsende tempo, som alting foregår i i vores højeksplosive samfund, hvor der er et stort krav om omstillingsparathed hele tiden. Du skal leve op til dit eget bedste. Du skal gå til win-win-samtaler på dit job og stå til rådighed 24 timer i døgnet. Men når en forfatter som Murakami sløver tempoet ned, hiver han sin læser ud af ræset og ned på et andet lag, som man måske også kunne være kommet til med sådan noget som meditation."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvad med at bare læse hvad man selv kan lide at læse, at læse hvad der udfordrer, danner, udvikler en selv? I stedet for alt det der "Jeg er intellektuelt rigere end du"-prangen, CEPOS på hjernen for pseudoer.

Katrine Kiilgaard

Kunne ikke være mere enig med Life J ovenfor! Stolpe op og stolpe ned med Knud Romers og Christine Feldthaus ligegyldige livsstilsbetragtninger.

Christian Gosvig Olesen

Bourdieu har ikke levet forgæves. Problemet med, at dele folk op i hvor meget kulturel kapital de har og hvad de ellers kan lide af revl og krat er blot, at det intet siger om den æstetiske oplevelse eller nydelse de har når de læser. Der er ganske givet nogen der læser Murakami fordi de skal profilere sig i forhold til deres venner - dem om det - men det er degraderende for Murakami, at reducere ham til en kliché, som et ikon for et årti, der lige så godt kunne have været en anden, lige som det er at degradere alle de andre forfattere, i stedet for at diskutere kvaliteterne eller mangel på samme i deres værker.
Artiklen er skåret over en temmelig klassisk skabelon hvor det fremstilles som sjovt, at fortælle hvilke folk, der kan lide hvad og om deres mere eller mindre pinlige bevæggrunde for det. Det er uinteressant "intellektuel" sladder... men jeg lo dog meget over billedet af Stadil.