Læsetid: 7 min.

En klubmands død

Navnet er ukendt for de fleste, men da den 47-årige fodboldleder Per Thune for knap to uger siden døde, var det for de fleste selve inkarnationen af en fodboldklub, der forsvandt. Og med ham måske selve ideen om en ubetalt amatør som omdrejningspunkt i en moderne fodboldforretning
Navnet er ukendt for de fleste, men da den 47-årige fodboldleder Per Thune for knap to uger siden døde, var det for de fleste selve inkarnationen af en fodboldklub, der forsvandt. Og med ham måske selve ideen om en ubetalt amatør som omdrejningspunkt i en moderne fodboldforretning
13. december 2008

Der lugter af sure målmandshandsker i spillertunnellen under Farum Arena. Den særlige og umiskendelige lugt af sved og gummi, som breder sig, når et par hænder, der har været lukket inde i et trangt og luftfattigt rum gennem 90 minutters aktivitet, pludselig befries af deres ejer. Mens et tv-hold interviewer trænere og et par udvalgte spillere fra hjemmeholdet og gæsterne fra AGF, løber en medhjælper med en kurv med beskidte spillertrøjer slalom rundt om journalister og fodboldspillere engageret i den sædvanlige parade af fodboldbanaliteter.

Lænet op af et stålskab står en ung spiller, endnu i en svedig spilletrøje, og fortæller en anden type historie, da den første runde af interviews er overstået;

"Jeg kan huske engang, hvor vi var kommet i kvartfinalen i en stor turnering i Frankrig. Det kørte ikke, vi var helt sløve. I pausen samlede han os i en cirkel og så sagde han: Gå løs på mig. Slå, giv mig alt hvad I har i et minut. Så det gjorde vi, og det må have gjort ondt. Jeg mener, vi havde Duncan med og alt muligt. Men det virkede. Vi gik ud og var tændte og vandt. Det har ikke stået i nogen pædagogisk håndbog, men det fungerede," konstaterer Anders Kure.

"Den slags ser man ikke meget mere. Han var et unikum, og jeg tror ikke, der findes typer som ham længere".

Farvel til Mr. AGF

Årets uigenkaldeligt sidste superligakamp, en langgaber på 0- 0, er lige overstået. Bolddrengene er ved at pakke bandereklamerne ned i aftenkulden på det moderne, men atmosfæreforladte stadion, og de sidste publikummer drysser ud sammen med fodboldåret. Tilbage står vinteren og diskussioner om spillerkøb, trænerskifter og almindelig sladder i den sport, der fylder så uforholdsmæssigt meget i mange menneskers liv.

Fodbold er forretning. Men samtidig er det en sport, der mere end de fleste andre grene af underholdningsindustrien er drevet af følelser og nostalgi og en konstant søgen efter heroiske og loyale figurer, der overskrider pengenes rammer. Og det var det perfekte objekt, den længsel fandt i den 47-årige Per Thune, der i lørdags blev begravet i den lille landsbykirke i Viby uden for Århus med omkring 300 mennesker udenfor kirken og lige så mange indenfor, inklusiv Århus' biskop, Kjeld Holm som taleholder og med fodboldfænomenet Stig Tøfting som en af kistebærerne. Den efterfølgende superligakamp blev spillet med sorte sørgebind, mens den tidligere AGF-angriber Morten Duncan Rasmussen dedikerede et mål til den afdøde i sin kamp for Brøndby samme weekend.

"Det er til Per Thune. Jeg kunne jo desværre ikke komme til begravelsen i dag. Det var ham, der fandt mig dengang i gamle dage, og da jeg var ved at stoppe, var det ham der overtalte mig til at fortsætte, da jeg var helt lille, så det må være til ham, " sagde Morten Duncan Rasmussen.

Mens aviser og tv hver dag flyder over med historier om fodboldspillere, transferrekorder og trænerfyringer, var det de færreste uden for en begrænset kreds, der nogensinde havde hørt om den høje og fysisk bastante Thune, der på sit visitkort kunne skrive annoncesælger som professionel beskæftigelse og tilføje en uafsluttet uddannelse på pædagogseminariet, som han nåede at begynde på, før han blev ramt af scerosesygdommen ALS. Men de officielle titler interesserede de færreste, for Thune var, som de lokale medier konstaterede i artikler og nekrologer, bare kendt som ""Mr. AGF" og som sådan en usædvanlig ting i moderne fodbold; en ulønnet frivillig, der fungerede som motor i en professionel fodboldklub.

"Hvor alle andre prioriterer deres arbejde over alt andet - måske lige bortset fra familien - prioriterede Thune altid AGF over alt andet. Han var herude hele tiden, uden at få en krone for det, han stod parat, når ungerne kom fra skole, og var her til klokken ni om aftenen. Det er i høj grad ham, der har været kulturbærer i AGF, og som har præget hele klubben og alle de unge mennesker, der er kommet igennem klubben med de værdier og principper, der er nedarvet i klubben gennem dens lange historie. Når man kom til træning, gav man hånd, og det gjorde man også, når man gik, og man skulle opføre sig ordentligt," siger klubbens fodboldformand, Steffen Olesen, der startede som træner i AGF i 1977 sammen med Per Thune, et år før professionel fodbold blev indført og ændrede grundvilkårene i de danske fodboldklubber.

En ekstra støtte

Per Thune, der selv hverken havde børn eller var gift, kom til at stå som synonymet på flere årgange af unge spillere, som på godt og ondt kom til at stjæle rampelyset med blændende fodbold og linedans på den rigtige og forkerte side af loven, og hvor holdlederen kom til at stå som en slags reservefar, både for de, der virkelig havde brug for det, som f.eks. Stig Tøfting efter at hans forældre døde, og for en lang række af andre unge talenter.

"Efter mine forældres død, holdt Per Thune et ekstra øje med mig. Han var med til at give mig råd om at finde balancen mellem fodbold og de fester, jeg blev inviteret til. Han inviterede mig i Parken til min første landskamp. Bagefter var vi i Tivoli. Den dag glemmer jeg aldrig," som Stig Tøfting skriver i erindringsbogen No regrets.

"Han var altid direkte, og han kunne godt virke lidt hård, men han tog nærmest mig til sig som en søn," forklarer forsvarsspilleren Michael Lumb, der ligesom Anders Kure er en af de unge spillere på det nuværende hold, der blev hentet til klubben som dreng af Per Thune. "Han var meget speciel og betød meget, især for de børn, der var lidt vanskelige, som havde det svært i skolen, som han virkelig hjalp."

For klubben, aldrig for penge

Han fungerede som holdleder i klubbens ungdomsafdeling i knap 30 år, hvor han var ansvarlig for de unge spillere i klubben og for at finde og opdyrke talenter som Martin Jørgensen, Stig Tøfting, Claus Thomsen, Marc Rieper og de fleste af de unge spillere, der i dag udgør grundstammen på holdet, uden nogensinde at tjene penge på dem eller ret beset på så meget andet. Hans egen version af privatøkonomien var, at han var nødt til at "stille med to kautionister for at låne telefonen i en bank", men lukrative tilbud om at fungere som scout for andre klubber eller om at rykke højere op i det professionelle hieraki blev afvist. Det var en loyalitet, der nærmest kunne virke lidt himmelråbende, som da han til i en festtale udtalte, at "99 pct. af alle verdens fodboldspillere ønsker før eller siden at spille i AGF. Og resten, de lyver!"

For en anden AGF- og fodboldetusiast, Århus-biskoppen Kjeld Holm, der holdt talen ved begravelsen og var en god ven af den afdøde fodboldleder, var Per Thune helt central i det sociale projekt, en fodboldklub også kan være:

"Thune var bæreren af den der specielle AGF-ånd, som ind imellem har været væk, den ånd, der lidt banalt med Kennedy-citatet siger; spørg ikke, hvad dit land kan gøre for dig, men hvad du kan gøre for dit land. Han var ekstrem retskaffen, nogle gange nærmest lidt naiv, men han byggede rammer for de unge mennesker og gav alt i en grad, så det ind imellem nærmest blev for meget, så det for eksempel ikke økonomisk kunne køre rundt. Men der er jo brug for den slags folk," konstaterer han.

En folkelig ener

Spørgsmålet er imidlertid, om der findes mange af den slags typer tilbage i en professionel fodboldverden, hvor striden mellem den traditionelle talentudvikling og ønsket om at købe sig til succes har været ved at rive Brøndby itu, og hvor modstandernes tilråb ned mod FCK ofte går på, at de ikke er en klub, men et selskab.

"Jeg tror stadig, der findes nogle, f.eks. i Brøndby, men der er færre," siger den tidligere AGF-træner Hans Petersen, der i dag kommenterer fodbold og er redaktionschef på gratisavisen Urban.

"Folk som Per Thune betyder meget i professionelle klubber, fordi de binder tingene sammen mellem de professionelle og amatørerne. I dag stilles der større og større krav til folk, der påtager sig den slags roller, og de jobs bliver professionaliseret."

Et synspunkt, der på sin vis bliver bakket op af fodboldformanden Steffen Olesen:

"Den gang Thune og jeg selv startede, var det ikke så svært at skaffe frivillige, som det er i dag. Men tingene har jo forandret sig fuldstændig. I dag har folk for travlt med deres arbejde til at engagere sig i en klub på den måde, og det arbejde, Thune udførte, bliver folk jo fuldtidsansatte til i dag. For fem år siden var det bare forældre, der udførte ungdomsarbejdet, i dag skal du have en uddannelse for at gøre det."

For Kjeld Holm er netop den forankring imidlertid værd at holde fast på:

"De frivillige betyder alt - også i professionel fodbold, for hvis de ikke er der, er der ingenting. Du kan ikke købe dig til succes - med FCK som et enkeltstående dementi. Men uden den basis kan dansk fodbold ikke eksistere. Tingene er blevet mere professionelle, og folk har fået mere travlt, men hvis du ikke har den forankring, så dør fodbold som en folkelig idræt."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu