Læsetid: 10 min.

En kritiker møder sin værste kritiker

Skal litteraturkritikeren være elitær og stærk? Eller skal han forsøge at forstå, hvorfor folk læser Elsebeth Egholm? Morgenavisen Jyllands-Postens Jakob Levinsen og Weekendavisens Lars Bukdahl har kastet sig ud i en penne-fejde. Information lægger lokale til en duel mellem de to kamplystne litterater
Skal kritik være elitær eller folkelig? Morgenavisen Jyllands-Postens Jakob Levinsen og Weekendavisens Lars Bukdahl duellerer
11. december 2008

Fejden begyndte her i avisen. Weekendavisens litteraturkritiker Lars Bukdahl havde netop vundet Kunstrådets Formidlingspris på 100.000 kr.

"Det er høj humor. Lars Bukdahl repræsenterer i mine øjne det formentlig mest ukritiske litteratursyn. Den mest gammeldags finlitterære tankegang, man overhovedet kan opdrive herhjemme," sagde Morgenavisen Jyllands-Postens litteraturredaktør, Jakob Levinsen, til Information.

Lars Bukdahl svarede tilbage i Weekendavisen. Han var ikke spor finlitterær, men derimod repræsentant for en bred litteraturforståelse, der blandt andet inkluderer rap, skrev han og langede til gengæld ud efter Jakob Levinsen, der er en af bagmændene bag Jyllands-Postens Vor tids danske roman-afstemning.

"Hvorfor ikke sælge helt ud, Mester Jakob, og blive bestsellerredaktør omsider i stedet for al denne klodsede halvhjertethed?" spurgte Bukdahl, der mente, at bestsellere og genrelitteratur var blevet prioriteret over litterær kvalitet, da juryen udvalgte de 100 værker, som Jyllands-Postens læsere kan stemme på.

Jakob Levinsen replicerede på hjemmebane. I sin klumme i Jyllands-Posten kritiserede han Lars Bukdahl for på altmodisch avantgardistisk facon kun at have øje for sprog og form og automatisk nedgøre den bredt anlagte realistiske romanlitteratur.

"Set ovenfra kan det mest af alt minde om det lille barn, der til den store litterære familiefest stiller sig ud midt på gulvet og råber frække ord, i håb om at nogen af de voksne vil tage ham op og tage ham alvorligt," knurrede Levinsen.

Vildt, vulgært, folkeligt

Information har indbudt de to stridslystne litterater til duel en mørk eftermiddag. Vi sætter os i mødelokalet under portrættet af avisens grundlægger, Børge Outze, der selv var mand for en fyrig fejde, når lejligheden bød sig.

Jakob Levinsen lægger ud:

"I forhold til, hvad det vil sige at være elitær, er vi voldsomt uenige, fornemmer jeg. Min holdning er, at selvom jeg har relativt stålsatte og, synes jeg selv, velargumenterede holdninger om, hvad der er godt og skidt, så udelukker det ikke, at jeg kan acceptere, at andre har helt anderledes holdninger. Selvom jeg er typen, der læser Ulysses, når jeg er på badeferie, kan jeg udmærket acceptere, hvis der er andre, der læser noget helt andet".

Så er det Lars Bukdahls tur:

"Jeg kan godt følge dig på flere punkter. Nu er det selvfølgelig altid svært at finde ud af, hvad der er skældsord, og hvad der ikke er. Jeg har svært ved at se det at være elitær som noget, jeg ikke vil være. Men jeg har rigtignok en ide om, at litteratur skal kvalificere sig som sprogkunst. Selvom jeg nu nok ville mene, at jeg er mere nuanceret, end at jeg bare kigger efter en eller anden lyrisk, stilistisk fedheds- eller kønhedsgrad. Men sagen er, at jeg stadig synes, det meste danske prosa er skrevet for kedeligt, for rugbrødsagtigt. Jeg kan lide yderlighederne. Jeg kan lide den hårdeste, særeste påhovedstående avantgarde, og så kan jeg lide det, der er helt vildt og vulgært og folkeligt. Og problemet ved den litteratur, som jeg kan finde på at blive hidsig på, fordi den bliver rost og fremhævet, det er jo, at den er pæn. Den er nydelig og ordentlig."

"Hvorfor skulle yderligheder per definition være mere interessant end det, der ikke er yderligheder?" spørger Jakob Levinsen. "Det er påfaldende ved denne her diskussion, at din kritik af den brede litteratur nærmest helt ned i ordvalget minder om de diskussioner, man havde for 30 år siden mellem tilhængere af klassisk musik og tilhængere af rockmusik. Mange af de klassiske purister anholdt rockmusikken for at være for enkel, for banal, for forudsigeligt skåret til. Og i øvrigt kunne Bob Dylan ikke synge."

En stærk kritiker

Denne gammeldags skelnen mellem finkultur og mainstream, fortsætter Jakob Levinsen, korresponderer med Lars Bukdahls gammeldags opfattelse af kritikerrollen:

"Jeg fornemmer, at du i vidt omfang har bygget dit brand på den gamle forestilling om den store kritiker. Når han skrider ind ad Gyldendals port, så bæver praktikanterne, Carsten Jensens skægstubbe stritter, Jens Christian Grøndahl knytter sine manicurerede næver i lommerne på Armani-habitten. Og det kan selvfølgelig være ret underholdende, men jeg synes også, det er noget, der kommer til at tage opmærksomheden fra litteraturen, hvis det kører ud af kontrol."

"Hvad er det så for en praksis, du som litteraturredaktør med ansvaret for et anmelderhold forsvarer?" svarer Lars Bukdahl. "Det er svage anmeldere. Det er anmeldere, der flyder i med tapetet, og som har hver deres lille gesjæft, og som ikke blander sig i de andres gesjæfter og ikke kunne finde på at udvise aktiv nysgerrighed. Men jeg har svært ved at se, hvad der er gammeldags ved at være en stærk kritiker og med liv og sjæl og krop og intellekt at konfrontere sig med den danske litteratur. Det ville være et problem, hvis jeg blev tyran og diktator. Men det er jeg jo ikke."

"Problemet i denne her diskussion er jo, at der er to Lars Bukdahl'er," udbryder Jakob Levinsen. "Den ene er ham, der sidder her og diskuterer. Den anden er ham, der igennem årene er vokset frem på Weekendavisen. Som jeg ser det, er det skredet fra at være kritik, man kunne bruge til noget, selvom det ikke nødvendigvis handlede om litteratur, man interesserede sig for, til at være blevet en slags ritual."

Distriktspsykiatrien

LB: "Det forstår jeg ikke. Jeg skriver om litteratur. Det er dig, der kalder mig psykopat. Jeg har aldrig hørt mig selv kalde folk den slags."

JL: "Jeg har aldrig kaldt dig psykopat. Der skal meget mere til."

LB: "Nej, men du henviste mig til distriktspsykiatrien (i en omtale i Jyllands-Posten af Lars Bukdahls anmeldelse af Peter Høegs Den stille pige, red.). Det forstår jeg ikke. Jeg synes, jeg skriver om litteratur."

JL: "Ikke når du taler om forfattere som hadeobjekter."

LB: "Det gør jeg da heller ikke. Jeg taler om aversioner. Jeg taler om deres bøger, om deres tekster, om deres forfatterskaber."

JL: "Hvorfor er det et problem for dig, at andre har et andet forhold til Jens Christian Grøndahl, end du har?"

LB: "Dårlig litteratur er et problem for mig. Jeg lever for god litteratur."

JL: "Jamen, du har én definition af litteratur."

LB: "Det bliver jeg da nødt til at have. Hvorfor skulle jeg ikke gå ind for det, jeg går ind for. I håbet om, at der er stemmer, der er stærke nok til at forsvare andre ideer om, hvad litteratur er. Jeg kan jo ikke gøre for, at alle andre er så almindelige, kyste og konsensusliderlige og mumlende omkring mig."

Børne-bling-bling

Jakob Levinsen virker nu ikke særlig konsensusliderlig.

"Det nytter ikke noget at stille det op sådan, at den litteratur, jeg ikke bryder mig om, pr. definition er dårlig. Og at de folk, der læser den, er dumme og uoplyste. Man skal lægge sine holdninger frem. Og hvis det overhovedet skal fungere avismæssigt, så skal de være stærke og velunderbyggede. Men man skal også se på, hvad det er, folk kan lide ved bøgerne, selvom man ikke selv er begejstret for dem," lyder det fra litteraturredaktøren.

- Så kritikerens rolle bliver også at undersøge, hvad det er, folk kan lide ved bøger, man ikke nødvendigvis selv kan lide?

"Ja. Jeg synes jo, noget af det, der kendetegner den virkelig gode, store kritiker, det er nysgerrigheden over for det, han ikke selv forstår. Et paradeeksempel her fra avisen er, da Klaus Lynggaard, som jeg synes er en fremragende rockkritiker, gik ind og så Nik & Jay, fordi han ville undersøge, hvad det her børne-bling-bling egentlig gik ud på. Det gjorde han, fordi han har en empati over det, der er ham væsensfremmed. Og jeg vil ikke sige, han ligefrem gik derfra som fan. Men han fik i hvert fald forklaret både sig selv og læseren, hvad det er, de kan," siger Jakob Levinsen.

Det er imidlertid ikke et synspunkt, der strider Lars Bukdahl imod:

"Det kan jeg erklære mig fuldstændig enig i. Mit projekt - som jeg synes er et projekt, man bør have - er at forsøge at holde en nysgerrighed i live. Også på nogle af yndlingsaversionerne. Altså prøve dem af hver gang, selvom det jo er meget let at blive luksusanmelder. Hvis man har opnået en vis position på sin avis, får man jo sådan nogenlunde alt det, man gerne vil have. Men engang imellem skal man også skride ud og vælge noget helt andet. Og jeg valgte så engang romanen Dronningeskolen af Maria Helleberg , som jeg havde lutter fordomme over for. Men så fandt jeg ud af, at denne her roman var en meget minutiøs, sær, crasy skildring af det liv, de kongelige gik og levede i 1800-tallet. Det var en enorm fin, skidegod og fascinerende bog, måtte jeg erkende."

- Men hvis du ikke havde kunne lide den roman, Lars, kunne du så forestille dig alligevel ikke at rakke den ned? For jeg tror, det er det, Jakob taler om. At forholde sig undersøgende over for det værk, man egentlig ikke selv bryder sig om?

"Der synes jeg også, der er en udvikling i gang i mig. Jeg tror mindre og mindre på poetikker. Det gør man jo som ung. Man har en ide om, at man kun på det og det program kan skrive ordentlig litteratur. Og det eneste, jeg tror på nu om stunder, det er talent. Og jeg tror på, at litteratur kan ske hvor som helst. Et af de mest sindssygt slidsomme arbejder, jeg har haft, var, da jeg satte mig ind i danske rapmusik, som er et godt eksempel på noget, der ikke sagde mig noget som sådan. Jeg havde fornemmelsen af, at der var et eller andet. Men det var mig et helt fremmed udtryk Så det brugte jeg en tre-fire år på at sætte mig ind i. Og det var virkelig lektier i den hårde forstand," svarer Lars Bukdahl.

Homogeniseret mælk

På spørgsmålet om, hvorvidt han ville kunne forholde sig undersøgende over for, hvilke evner man kan tilskrive en bestsellerforfatter som Elsebeth Egholm, som han virkelig ikke bryder sig om, må Lars Bukdahl dog tilstå, at han ville få det svært.

"For mig er det helt reelt et mysterium, hvorfor fanden folk læser hende. Hver dimension er dilettantisk eksekveret. Men hvis man skulle sige noget, så skulle det være et eller andet med identifikation. At der er det her kvinderum og sådan noget, som jeg allerede begynder at falde i søvn over."

Men i stedet for at fokusere på det gode i det dårlige kan det være mere interessant at se på, hvordan det dårlige er dårligt, mener Lars Bukdahl.

"I mine yndlingsaversioner har det været interessant at fokusere på den dårlige litteratur. For nu om stunder er det blevet besværligt at finde ud af, hvorfor det er dårligt, og hvordan det er dårligt. Meget af det er jo dårligt ved at være godt, men pænt, kedeligt, anonymt. Og det er jo bøger, som det er lettest at anmelde godt, for det er svært at sige, hvorfor de er dårlige. Men hvis man ikke vil ende med den der meget kedelige, homogeniserede mælk, synes jeg, der ligger en central opgave i at udrede, hvorfor de er dårlige."

Men fokuseringen på det dårlige er farlig, mener Jakob Levinsen:

"Hvis man som kritiker fokuserer meget på sine aversioner, risikerer man, at ens kritik bliver reduceret til noget, der henvender sig til folk, som man har mistænkt for også at stoppe op på motorvejen og se på biluheld. Altså folk, som ikke egentlig interesserer sig for litteratur, men som læser kritikken af ren blodtørst."

- Men hvis kritikeren ikke påpeger, at de dårlige bøger er dårlige, svigter han så ikke læseren?

"Jo. Men det, jeg opponerer imod, er, når kritikerens diskussionsoplæg om, hvad der er godt og skidt, glider over og bliver den objektive sandhed. Når man hævder, der er den rigtige litteratur, som er den, man selv går ind for, og så den dårlige. Når kritikeren bliver sådan en slags litterær Hizb ut-Tahrir, der ligger inde med sandheden om alting, og alle de andre er vantro hunde, som man skal forfølge, hvor end man møder dem."

Diskussion er glimrende

Anderledes demokratisk mener Jakob Levinsen, Jyllands-Postens afstemning om Vor tids bedste roman er. Lars Bukdahl har til gengæld kaldt afstemningen latterlig og meningsløs i et interview i netop Jyllands-Posten.

"Jeg havde et kæmpe raserianfald over for den journalist, der skulle spørge mig om mit syn på afstemningen. Det, der byder mig imod, er ideen om, at sådan en afstemning skulle kunne sige noget om noget som helst. At det, at et flertal peger på, at noget er godt, skulle give nogen særlig mening," siger Lars Bukdahl.

- Og hvad for en mening, synes I på Jyllands-Posten, det giver, Jakob?

"Der er det lidt pudsige ved det, at modstanderne tillægger det meget større betydning, end vi selv gør. Det er et læserengagerende projekt. Vi har villet starte en diskussion blandt almindelige læsere om, hvad god litteratur er," lyder det fra Jakob Levinsen.

- Og kan det ikke være meget forfriskende, Lars?

"Jo. Jeg synes bare altid, det der med afstemning er noget mærkeligt noget. Man savner det kvalificerede grundlag at stemme på. Folk burde have læst alle de bøger, de skal vælge imellem. Men jeg må sige, at jeg er blevet noget formildet efter mit raserianfald. Nu har jeg det jo meget skidt med at sidde her og uddele ros. Men jeg har i mellemtiden fundet ud af, at folk skal argumentere for deres valg i den her afstemning. Det er jo en fin ting. Og det er klart, at diskussion om litteratur til enhver tid er glimrende," siger Lars Bukdahl.

Det er en passende sidste replik, bliver vi enige om. De to duellanter takker begge ja til en lakridsfredspibe. Den slags har de ikke fået, siden de var børn, fortæller de.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer