Læsetid: 3 min.

'Kulturministeren bør gå forrest på ligestillingsområdet'

Der findes kun én kvindelig chef i de 20 største danske kultur- institutioner. I Folketinget har kulturordførerne flere bud på, hvordan Kulturministeriets ligestillingsindsats skal forbedres. Men der er bred enighed om, at det skal gøres. Kun Dansk Folkeparti vil ikke aktivt gå ind i den debat
Kulturlivet bør gå forrest, når det gælder ligestilling, mener socialdemokraternes ligestillingsordfører, Julie Rademacher.

Kulturlivet bør gå forrest, når det gælder ligestilling, mener socialdemokraternes ligestillingsordfører, Julie Rademacher.

18. december 2008

Kulturministeriet er ét af de ministerier, der arbejder 'mindre med ligestilling', hedder det på Velfærdsministeriets hjemmeside: www.lige.dk. Her kan man danne sig et indtryk af kønsfordeling og ligestillingsindsats på statslige institutioner under ministerierne.

Blandt andet kan man se, at kun 17, 3 procent af Kulturministeriets institutioner arbejder meget med ligestilling.

I går beskrev Dagbladet Information, at der også er meget få kvindelige ledere på de største danske kulturinstitutioner, og flere forskere mener, at kulturområdet generelt halter bagud, når det kommer til ligestilling.

Kulturministeriet er desuden ét af de ministerier, der placerer sig dårligst i de lovpligtige ligestillingsredegørelser, som laves hvert andet år.

Kulturområdets situation ryster Pernille Frahm, kulturordfører for SF:

"Jeg har bemærket, at der er rigtig mange kvindelige aktører på kulturområdet. Derfor ryster det mig da lidt, at det ser så grelt ud på lederniveauet. Men det overrasker mig ikke, for ligestilling er desværre ikke noget, der kommer af sig selv," siger hun og peger på, at der nærmest er lige så få kvindelige ledere på kulturinstitutionerne som i forsvaret, selvom kulturlivet er meget mere kvindedomineret.

Tydelig tendens

Også Johs. Poulsen, kulturordfører i Radikale Venstre, er overrasket over, at der er en meget klar tendens til, at kvinderne er underrepræsenterede i kulturinstitutionerne:

"Det er et markant billede, der tegnes, og det må vi nødvendigvis have vendt. En målsætning må være, at der om f.eks. 10 år skal være en ligelig fordeling af mænd og kvinder. Ikke kun for at have begge køn repræsenterede, men fordi der er store kvaliteter forbundet med også at have kvinder på de ledende poster," sigerJohs. Poulsen.

Socialdemokraternes ligestillingsordfører Julie Rademacher mener, at særligt Kulturministeriet må gå forrest på ligestillingsspørgsmålet:

"Det skuffer mig, at Kulturministeriet ikke går foran på det her området, fordi de som regel ikke holder sig tilbage i forhold til værdidebatten."

"Det bør være en klar målsætning om at støtte op om ligestilling, og det er da helt oplagt at netop kulturlivet går forrest," siger Julie Rademacher og efterlyser i samme åndedrag et ligestillingsudvalg i Folketinget: "Regeringen nedprioriterer ligestillingsområdet, og det er det her jo et billede på."

Også Enhedslistens ordfører Per Clausen mener, at kulturminister Carina Christensen (KF) må gå ind i sagen.

Han stillede i går flere §20-spørgsmål til ministeren efter at have læst Informations artikel. Der skal en aktiv indsats til at ændre situationen, mener Per Clausen:

"Man bør beskæftige sig seriøst med, hvordan man gør i andre lande, hvor det går meget bedre. Der er mange steder at hente inspiration, og så skal det videreformidles til institutionerne," siger han.

Institutionernes indsats

Museer, akademier, konservatorier, teatre og de andre aktører på kulturområdet skal selv ansætte flere kvinder, hvis der skal gøres noget ved kønsfordelingen. Men det kan gøres på flere måder, mener Pernille Frahm:

"Vi må opfordre Kulturministeren til bevidst at gå efter kvinder, og skal jeg være ærlig, synes jeg, man skal lave en kønskvotering. Man kan jo lave det i en årrække og så evaluere det for at se, om man skal justere bagefter," foreslår hun.

Simon Emil Ammitzbøll, der har siddet næsten fire år i Folketingets Kulturudvalg mindes ikke, at udvalget nogensinde har diskuteret ligestilling. Men han ser ligesom sine udvalgskollegaer en oplagt mulighed for at rejse spørgsmålet over for den forholdsvis nytilkomne kulturminister:

"Det er ikke nok med statistikker og den slags. På de enkelte institutioner skal man have en dialog om, hvad mangfoldighed egentlig er. Og det er noget, der skal sikres på hele det offentlige område. Jeg synes da, at det ville være en oplagt mærkesag for den nye kulturminister at kaste sig over," siger Simon Emil Ammitzbøll, der desuden peger på spørgsmålet om etnisk mangfoldighed.

Mangfoldighed mangler

Kulturministerens partifælle kulturordfører Henriette Kjær (KF) vil meget gerne være med til at diskutere, hvad der kan gøres på området. Hun er selv tidligere social- og ligestillingsminister, men vil alligevel ikke blande sig for meget:

"Det første, man skal gøre, er at være bevidst om, at man faktisk mangler den mangfoldighed på kulturområdet. Synliggørelse er et godt skridt på vejen. Nu skal jeg jo ikke blande mig i ministerens arbejde, men jeg vil da gerne opfordre hende til at se på det. Jeg kan heller ikke forestille mig andet, end at det ville være spændende at arbejde med," siger hun, men afviser at tage kvoteredskabet i brug.

Det var ikke muligt at få Carina Christensens egen kommentar til opfordringen, men flere ordførere lover at præsentere hende for problemstillingen ved næstkommende lejlighed.

Kun Dansk Folkepartis Karin Nødgaard mener ikke, det er så vigtigt et emne, at hun vil gå aktivt ind i debatten.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu