Læsetid: 3 min.

Kulturministeren vil sætte fokus på ligestilling

Kulturområdet halter bagefter, når det gælder ligestilling. Nu lover kulturminister Carina Christensen (K) forbedringer, selvom hun afviser at have en særlig forpligtelse og hverken vil sætte konkrete mål eller indføre kønskvoteringer
Kultur
20. december 2008

I de 20 mest markante kulturinstitutioner i Danmark er der kun én kvindelig leder. På museernes vægge er der en klar overrepræsentation af mandlige kunstnere. Kulturministeriet er desuden et af de ministerier, der ifølge Velfærdsministeriets opgørelse arbejder mindre med ligestilling end flere andre ministerier.

Kønsforskere, kunstnere og kulturordførere kritiserer manglen på ligestilling og har i den forgangne uge opfordret kulturministeren til at gå ind i sagen.

Den opfordring har hun nu taget til sig, og Kulturministeriet vil fremover gøre mere ud af ligestilling, lover Carina Christensen (K).

Angiveligt vidste kulturminsteren ikke, hvor grelt det stod til med ligestilling på hendes område, før Dagbladet Information bragte en række artikler om emnet:

"Nej, jeg var jeg faktisk ikke klar over, men jeg synes det er et meget spændende tema," siger hun.

Ministeren er enig med kritikerne i, at det kan gøres bedre:

"Vi ligger på linje med de andre ministerier på vores egne institutioner. Men derfor kan man sagtens gøre det bedre. Jeg tror på, at kvinder kan bidrage med noget andet, og jeg synes generelt, at man skal gøre alt, hvad man kan for at fremme ligestilling," siger Carina Christensen.

Intet særligt ansvar

Socialdemokraternes ligestillingsordfører, Julie Rademacher, og direktøren for KVINFO, Elisabeth Møller Jensen hører til dem, der mener, at Kulturministeriet spiller en særlig rolle i ligestillingskampen, fordi det er et værdiministerium, som både kan og bør gå forrest på netop dette emne.

Men Carina Christensen mener ikke, at hun qua sit område har et særligt ansvar:

"Jeg synes da alle ministerier skal fokusere på ligestilling. Nu ligger det jo sådan set ressortmæssigt under Velfærdsministeriet, men vi vil da fra Kulturministeriets side fokusere på ligestilling fremover. Det håber jeg også, at alle de andre ministerier vil gøre," siger hun.

SF's kulturordfører, Pernille Frahm peger på, at situationen er så fastlåst, at der må indføres en direkte kønskvotering for kulturinstitutionerne, hvis der skal ske forandringer.

Ingen kønskvoter

Kønskvoter er dog ikke et redskab, Carina Christensen vil tage i brug:

"Jeg tror ikke på kvoter, og jeg tror heller ikke, at det må være særlig rart for en kvinde kun at blive sat ind på en post, fordi man er valgt ud fra en kvote. Det skal jo være kvalifikationerne, der tæller. Vi har masser af dygtige kvinder, som sagtens kan komme ind på topposter, uden at det behøver være via kvoter."

-Men hvad skal man så gøre helt konkret?

"For det første få sat fokus på problemet og en debat i gang om det og på den måde også mere aktivt begynde at lede efter potentielle lederemner blandt kvinder. Jeg tror, at hvis vi går forrest i forhold til bestyrelsesudpegninger, så kan vi inspirere andre."

- På universiteterne har man nogle steder lavet en ordning, hvor man belønnes, hvis man ansætter kvindelige ph.d'ere. Kunne du forestille dig sådan en løsning?

"Jeg er ikke meget for særskilte belønninger og særskilte kvoter. Hvis man får en knaldhamrende dygtig kvinde på topposten, så er det en belønning i sig selv."

- Vil du opstille mål for arbejdet eller sætte en tidsfrist?

" Nej, ikke andet end at jeg vil sige, at det er noget, jeg vil have fokus på i det videre arbejde."

Carina Christensen peger konkret på, at hun vil være meget opmærksom, når der skal indstilles bestyrelseskandidater til institutionerne direkte under ministeriet.

Så skal der indstilles både en kvinde og mand, hvilket også er lovpligtigt.

Desuden vil hun overveje at indskrive ligestillingsmål i resultatkontrakterne med institutionerne og indgå et samarbejde med velfærdsminister og minister for ligestilling, Karen Jespersen (V).

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her