Læsetid: 5 min.

Læserne skriver

Debat fra dagens bogtillæg
18. december 2008

Spild af ånd og intellekt

Erik Lyng, Thisted

Georg Metz undrer sig (13-14 december) over hadet til vores allesammens Store Klaus. Janteloven? - Næppe: Klaus behøver ikke tro, han er noget, han er bare. Snarere skyldes det, at nogen af os andre mener, han er noget, og det er altså ikke noget, vi tror, det er noget vi ved(!)

Men Klaus opfattes som en højrøvet skiderik, som finder P Kjærsgaard og proselytters ængstelige og rethaveriske ævl ret uinteressant.

Søren Espersen kundgjorde engang i den mindst ringe, at DF giver stemme til den syvende del, der udgør Dronningerigets åndelige restfattigdom. Overtegnede sank så ned i Børge Mogensen-tremmesofaen (et smukt, pissedyrt og eksemplarisk umageligt siddeinstrument) og sagde til sig selv: "Hansen, sagde jeg, du er da demokrat, men har du nogensinde næret et uforløst ønske om at høre, hvad denne patetiske syvendedel mener?"

Svar: "Næh, man havde nok helst været fri" - og det var måske en fejl?

Det har naget mig i mange år, at jeg ikke kunne finde ud af, hvorfor jeg fornemmede en vis form for lighed mellem kulturradikaleren Georg Metz og hans fundamentalistiske modstander, Søren Krarup.

Jeg har holdt Information i alle årene siden 1968, har nydt og nyder at læser Metz' kritik af Krarup og resten af det politiske kleresi, men har også tit oplevet, at der bliver skudt helt ved siden af i konklusionerne.

Så kom Metz' glødende forsvar for en stor digter, Klaus Rifbjerg, som lider af samme sygdom, personlighedsmæssig eller kulturradikal , det ved jeg faktisk ikke.

Metz tillægger en forfatter synspunktet "at man kun er rigtig, rigtig kunstner, når man får revet sig sammen til med 10 års mellemrum at skrive om dem, der er lige så fladpandede som en selv, spiser brun sovs med træske og bor på Lolland i et nedlagt hønsehus uden indlagt deodorant."

Det er så veloplagt skrevet, og det minder så meget om Rifbjerg og om (read my lips), Søren Krarup.

Men det er altså Metz - og det gik op for mig den dag, den 13. december, 2008, at mange af de frisindede ikke ejer et gran af storsind, når de selv er udsat for kritik. Kritikerne skal ikke bare modgås eller affejes - nej, de skal spottes, hånes, latterliggøres.

Først der kan Metz åbenbart ånde frit igen, men Metz er ikke spor barnlig; det er Rifbjerg, og han har altid vist denne side af sit ansigt, men aldrig forstået det, hvis den blev påvist. Søren Krarup vil sikkert blive rasende over at blive sammenlignet med de to kulturelefanter.

På en måde er der tale om et usædvanligt spild af ånd og intellekt, når tre så begavede analytikere og beskrivere geråder i raseri ved den mindste bebrejdelse.

Ingen af dem er benådet med alderdommens mildhed - eller visdom. Men det kommer nok!

Bukdahls pris er velananbragt

Michael Kongstad Nielsen, Virum

I duellen mellem Levinsen og Bukdahl mangler der noget, ingen rigtig vil tale om. Levinsen mener, kritikeren skal interessere sig for den litteratur, de fleste læser. Undersøge og finde ud af, hvad det er, folk godt kan lide ved den. Selv om kritikeren ikke selv kan lide den, eller måske direkte mener, den er dårlig. Hvorfor? Det er da fordi en avis har brug for mange læsere, og ikke vil skubbe nogen af dem fra sig ved at skrive negativt om de bøger, de godt kan lide. Når en bestseller er under opsejling (og det ved alle, hvornår er), bliver aviserne på underfundig vis involveret i markedsføringen og lanceringen ved at omtale begivenheden, interviewe forfatteren, skrive om bogen og om, hvad de andre aviser skriver osv. samt - nå ja, levere en kritisk anmeldelse. Avisen har en underliggende markedsmæssig interesse i, at den kalkulerede succes bliver til virkelighed. Denne interesse slører kritikerens blik for værkets kvaliteter.

Kunstrådet motiverede sin formidlingspris til Bukdahl bl.a. således: "Det er Kunstrådets indtryk, at kunst- og kulturstoffet i dag prioriteres lavt på mange redaktioner, at massemediernes kulturjournalistik snarere tager form af produktlancering og forbrugerinformation end egentlig kritisk, debatskabende kunstformidling. Kunstformidlingen er blevet mere populistisk og underlægges markedsvilkår frem for public service-idealer, og der er mangel på overordnet (...) kunstkritik, der forholder sig til tendenser, sætter samfundet til debat og udfordrer vanetænkningen." Levinsen mener ikke overraskende, at Kunstrådet tager fejl. Men vi andre almindelige læsere kan både se og forstå, at rådet har fat i noget. Prisen til Bukdahl er aldeles velanbragt, for i ham har vi en herlig og dristig kritiker, der brænder for god litteratur, og som altid er inspirerende at læse, uanset om man er enig eller ej. Og Bukdahl har tilsyneladende fået frie hænder til at skrive uden at skulle skele til, hvad markedet dikterer, eller hvad de fleste andre mener, eller hvem der sælger flest bøger.

Anmeldelsen drukner i anmelderen

Niels From, Lyngby

Af Informations bogtillæg d.11-12 fremgår, at avisen har lagt lokale til en kritikerduel mellem Levinsen - Bukdahl. Da jeg ikke er synderlig varm på kritikeren Bukdahl, læste jeg ivrigt for måske at få verificeret (eller afkræftet) min animositet.

Og jo! I afsnit seks fornemmer jeg, at Levinsen rammer plet: "... det lille barn, der til den store litterære familiefest stiller sig ud på gulvet og råber frække ord i håb om ... " Og igen i afsnit 12: " ... når han (den store kritiker) skrider ind ad Gyldendals port, så bæver praktikanterne, Carsten Jensens skægstubbe stritter, Christian Grøndahl knytter sine manicurerede næver ... "

Begge citater udtrykker, at der rumsterer et udtalt selvpromoverende element i Lars Bukdahls (LBs) kritik. F.eks. i den plotrøbende og jeg-fikserede anmeldelse af filmen Kandidaten, hvor det lykkedes LB at sige 'jeg' 15 gange over to afkortede spalter. Og hans reaktion på den efterfølgende bebrejdelse: "Kritik er for helvede uafhængig åndsvirksomhed!" Eller dobbeltkonfektvåset på bloggen, hvor LB diskuterer LBs stil!

Men lad os slutte med denne her: "Der skal talent til at være kritiker!" Uden tvivl sandt. Jeg har bare aldrig hørt andre anmeldere gå rundt og sige det. Selvfølgelig er det godt at have en stil, men hvis anmeldelsen er ved at drukne i anmelderens egen frenetiske ordflom, var det måske værd at overveje, hvor meget der er ærlig analyse, og hvor meget der er eksponeringslir. Det er også værd at huske, at forfatteren godt kan undvære kritikeren, men at den omvendte sætning ikke gælder.

O.k. måske ville det være mere fair at lade LB selv anmelde et par digte af eget forfatterskab? (fra samlingen 116 chok for sheiken) medanmeldercitatet af LB selv: "I den flaksende spredthed af friskfyragtig ironi og patos,strejfer du flere gange gode takter, men et påtrængende selvstændigt projekt nægter at udskille sig eller bare et uanstrengt selvfølgeligt digt, beklager". Det var Brandes der gjorde kritiken til en kunst. Det er der enkelte kritikere, der siden har misforstået.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu