Læsetid: 10 min.

En lagkage i synet på USA - og en på en mark i Pennsylvania

Humor. Den animerede familien Griffin fra serien 'Family Guy' har netop overhalet 'The Simpsons' som USA's mest populære tv-familie. Den blev ellers aflyst efter blot tre sæsoner, men som det første tv-show nogensinde kom den tilbage på skærmen efter et folkeligt krav. I dag er seriens unge forfatter, Seth MacFarlane, den rigeste manuskriptforfatter i Hollywood, og han har skabt et milliardimperium på grænseoverskridende, plat og fornærmende humor. Først nu er vi ved at lære familien at kende i Danmark
Den animerede familien Griffin fra serien 'Family Guy' har netop overhalet 'The Simpsons' som USA's mest populære tv-familie. Den blev ellers aflyst efter blot tre sæsoner, men som det første tv-show nogensinde kom den tilbage på skærmen efter et folkeligt krav. I dag er seriens unge forfatter, Seth MacFarlane, den rigeste manuskriptforfatter i Hollywood
27. december 2008

Den 11. september 2001 vågnede Seth MacFarlane op i Boston med ondt i hovedet. Dagen før havde han været ærestaler på sit gamle universitet, selv om han knap havde afsluttet sin uddannelse. Som blot 27-årig var MacFarlane allerede en af USA's mest eftertragtede komikere, og hans egen tv-serie Family Guy var godt på vej til at overhale The Simpsons som det mest populære animerede tv-show.

Efter talen festede han igennem hele natten og derfor vågnede han nu op en time senere end planlagt. MacFarlane skulle flyve tilbage til L.A. kl. 7.45, men da han forpustet ankom til lufthavnen et kvarter før take off, var gaten lukket, og selv om han tiggede og bad, kom MacFarlane ikke ombord på flyet. En halv time senere var flyet kapret, og kl. 8.46 kolliderede det mod Nordtårnet i World Trade Center.

I MacFarlanes tv-serie, få år efter angrebene mod World Trade Center, har skuespilleren James Woods stjålet seriens hovedperson - den fedladne middelklasseamerikaner Peter Griffins - identitet.

Nu sidder Woods i familien Griffins stue og ser David Lettermans talkshow sammen med resten af familien. Letterman har inviteret James Woods i studiet for at tale om sin nye film, og det viser sig, at Peter Griffin har stjålet James Woods identitet og nu er i gang med at ødelægge hans karriere.

Griffin (der så påstår, han er James Woods) sidder i studiet og fortæller, at han er aktuel med en folkelig komedie om den 11. september, der hedder World Trade Center 2000 and Fun, hvor han spiller en vinduespudser, der netop er færdig med at vaske alle vinduerne i Nordtårnet, da han vender sig om og ser flyveren er på vej.

"Det er god gammeldags humor," griner Peter Griffin. "Det er som to lagkager i synet og én på en mark i Pennsylvania."

Men det er ikke det værste for den rigtige James Woods, der sidder hjemme i Griffins stue og river sig i håret. Det værste er, da Letterman fortæller, at det er skuespilleren David Spade, der har lavet flyets stemme.

"Hvad?! Jeg ville aldrig arbejde sammen med David Spade," råber James Woods og giver Peter Griffin sin identitet tilbage.

Måske venter du på en pointe her, men det er ikke sådan, Seth MacFarlane arbejder. Det er ikke det, der har gjort ham til Hollywoods dyreste manuskriptforfatter. Det er ikke almindelige jokes, der har gjort Family Guy til den mest sete animerede serie nogensinde i amerikansk tv og opbygget MacFarlanes milliardimperium, der i dag breder sig til flere serier og adskillige platforme.

Det er den bizarre og grænseoverskridende kritik af amerikansk populærkultur. En humor, hvor intet er helligt, og alle midler tages i brug. Selvmord, sodomi, pædofili, religion (Gud og Jesus er tilbagevendende figurer, hvis popularitet er steget dem helt til hovedet), voldtægt, krigsveteraner, handicappede, homofobi, politik, racisme og ja, selv terrorangrebene den 11. september skraldgriner amerikanerne af, når det bliver set gennem Seth MacFarlanes øjne.

Som da Peter Griffin besøger Ground Zero med sin talende og intellektuelle hund Brian:

Peter: "Ground Zero - så det var her, den første fyr fik AIDS."

Brian: "Peter! Det er her, terrorangrebene den 11. september fandt sted."

Peter: "Så Saddam Hussein gjorde det her."

Brian: "Nej."

Peter: "Den irakiske hær."

Brian: "Nej."

Peter: "Den afghanske hær."

Brian: "Nej. Hverken Irak eller Afghanistan havde noget at gøre med det her. Det var nogle saudier, libanesere og egyptere, der var finansieret af en saudier."

Peter (pause): "Så det du siger er, at vi bliver nødt til at bombe Iran?."

Allen og Broadway

Seth MacFarlane er vokset op i Connecticut i det nordøstlige USA, og allerede som otteårig begyndte han at tegne striber til den lokale avis. Senere - da han studerede kunst på Rhode Island School of Design - begyndte han at interessere sig mere for animation og skuespil.

Her udviklede han tegnefilmen Life of Larry, der handler om en midaldrende mand og hans intellektuelle hund Steve. MacFarlane spillede selv alle rollerne i filmen, som skaffede ham et job hos tegnestudiet Hanna-Barbera, der står bag serier som The Flintstones, Tom & Jerry og Yogi Bear.

Hos Hanna-Barbera blev han som 22-årig ansat som forfatter og tegner på tv-kanalen Cartoon Network. Her fik MacFarlane mulighed for at videreudvikle Life of Larry, og da opfølgeren Larry and Steve blev vist på tv, fik mediemastodonten Fox Networks færten af det unge talent. Fox stod bag den verdensomspændende animerede succes The Simpsons, og de havde brug for en værdig arvtager.

Tv-selskabet gav Seth MacFarlane 50.000 dollar og et halvt år til at skabe et prøveafsnit, der byggede på historien om Larry and Steve. Oplægget var helt frit - det eneste, der lå fast, var seriens titel Family Guy.

Uden søvn og uden at se solen i et halvt år sad Seth MacFarlane i sit lille køkken og tegnede i døgndrift. Hovedpersoner, bifigurer, koncept og tegnestil blev udviklet ned til mindste detalje, og seks måneder senere var familien Griffin født. Forbillederne var Woody Allen, The Simpsons og broadwaymusicals, humoren grov, anstødelig og plat. Fox købte omgående tre sæsoner.

En homoseksuel baby

Family Guy kredser om en middelklassefamilie i byen Quahog nord for New York. Seriens egentlige hovedperson er familiens far, Peter Griffin, der er en irsk-amerikansk arbejder, som har giftet sig med overklassepigen Louis.

Peter er ikke alene ubegribelig dum, men også helt igennem usympatisk og egoistisk. Han siger upassende ting om handicappede og sorte, er uansvarlig over for sine børn, blasfemisk og brutal. Alligevel er Peter altid glad, og selv om det måske lyder underligt, er det svært ikke at holde af den kejtede hovedperson.

Peters bedste ven er hunden Brian. Brian er det eneste dyr i serien, der har menneskelige egenskaber (bortset fra Sarah Jessica Parker, som optræder som hest). Modsat Peter er han intellektuel - uddannet fra Brown University, men også en temmelig falleret akademiker. Han er i gang med en bog, han ikke helt kan få hul på, og da han i et afsnit får drømmejobbet som skribent på magasinet The New Yorker, viser det sig oven i købet, at han aldrig blev helt færdig med sine studier.

Redaktionen på The New Yorker - der i øvrigt er så intellektuelle, at de ikke har noget tarmsystem, og derfor heller ikke noget toilet - fyrer ham. Brian ryger desuden lidt for meget pot, drikker for meget Martini og har svært ved at binde sig til kvinder. I virkeligheden er han hemmeligt forelsket i Louis.

På trods af alle disse meget menneskelige egenskaber opfører Brian sig stadig som en hund. Han gør af sorte mennesker (hvilket han skammer sig over), han kan ikke lade være at løbe efter en bold, bliver han bundet, kan han ikke finde ud af at befri sig selv ,og når han bliver fuld, jagter han sin hale.

Brian er også den eneste, der helt forstår, hvad babyen Stewie siger. Stewie er også intellektuel og taler med stærk britisk accent, men da han kun er et år gammel, er der naturligvis en hel del, Stewie ikke har erfaret endnu. Blandt andet sin seksualitet, og det er mere end antydet, at Stewie er homoseksuel - for eksempel når han har homoerotiske dag-drømme om sin bamse Rupert.

Desuden drømmer han om at slå sin mor ihjel (og forsøger også flere gange) og har som erklæret mål at få verdensherredømmet. Han er sarkastisk, højreorienteret, og grundet hans seksualitet har han smag for gamle amerikanske musicals og bryder af og til ud i sang og step.

De to andre børn i familien er Meg og Chris, der heller ikke har det for nemt. Ingen i familien bryder sig om Meg. Konstant får hun at vide, at hun er grim, og de fleste vittigheder familien kan samles om, er på bekostning af hende.

Chris er lige så uintelligent som sin far og har et problem med en vred abe, kun han kan se, der sidder i hans klædeskab og truer ham.

På vejen, hvor de bor, møder vi desuden en række tilbagevendende karakterer. Blandt andre den seksualforstyrrede Glen Quagmire, afroamerikaneren Cleveland, den handicappede politimand Joe, og Herbert, en pædofil gammel mand, der tilsyneladende er forelsket i Chris.

På kanten af et sagsanlæg

Handlingstråden i Family Guy er afsindig tynd og til tider helt fraværende. Mest af alt er den bygget op omkring en uendelig række flashbacks og små sekvenser, der kommenterer og parodierer populærkulturen, politikere og de kendte.

Parodi er måske ikke det helt rette ord, for til tider er Family Guys jokes så grænseoverskridende, at man skulle tro, de bad om at få et sagsanlæg på halsen. Som når Ronald Reagan langt væk i alzheimers står ved en McDonalds restaurant og banker hovedet ind i muren, mens han råber "Mr. Gorbatjov - riv denne mur ned".

Når kendte tv-værter fremstilles som pædofile, Gud, som en selvoptaget skørtejæger, der sender Jesus ned på jorden, fordi han ikke gider hænge på ham, eller når søskendeparret Maggie og Jack Gyllenhall diskuterer, hvem af de to, der er grimmest.

Det er heller ikke svært at finde kritikere af Family Guy - også fra andre end kristne organisationer og neokonservative. Kollegaerne på serien South Park har kritiseret Family Guy for at være grimt tegnet og uden nogen handlig, og de har reserveret et halvt afsnit kun til at slå på Family Guy.

Den direkte konkurrent, The Simpsons, har klaget over, at rammen mindede for meget om deres ideer, og i et afsnit laver Homer Simpson kloner af sig selv, hvor én af dem er Peter Griffin. Family Guy svarede igen ved at lade den perverse bifigur Glenn Quagmire voldtage Marge Simpson og efterfølgende skyde hele familien Simpson med et jagtgevær.

Det er grovkornet humor, og Fox Networks havde de første sæsoner svært ved at placere Family Guy på sendefladen. Serien gav store problemer for tv-stationen, og efter anden sæson gav de Family Guy gratis væk til Cartoon Networks og beholdt kun rettighederne til videresalg og merchandise.

Successpiralen

Men et trofast publikum fulgte med over på den nye kanal, og serien tog til i popularitet. Derfor besluttede Fox at afslutte serien med en spillefilm efter tre sæsoner, og så havde de egentlig ikke tænkt sig at bruge mere tid på Seth MacFarlane.

Men da dvd-salget til serien begyndte, og filmen kom ud, ændrede Fox mening. Salget slog alle rekorder for tidligere tv-serier, og som den første serie i historien gjorde serien comeback i 2003. I dag er serien den mest populære animerede tv-serie og har overtaget The Simpsons' sendetidspunkt kl. 21 søndag aften.

Seth MacFarlanes karriere gik ind i den samme successpiral som serien. Han lægger selv stemme til Peter, Brian, Stewie og et par bærende bifigurer, og han har sideløbende haft tid til at udvikle andre projekter.

I 2005 søsatte han serien American Dad om en stærkt højreorienteret og temmelig dum CIA-agent, og i september i år landede han en historisk aftale med Google om at skabe små to-minutters film til nettet.

Men i stedet for at få en kontrakt og en pose penge, som de fleste andre manuskriptforfattere ville have skrevet under på, gik MacFarlane i stedet i kompagniskab med Google om reklameindtægterne. Det har allerede givet ham langt mere, end han kunne få med en løncheck, da Burger King meldte sig som sponsor for de første 50 afsnit.

Showet hedder Seth MacFarlane's Cavalcade of Cartoon Comedy og spiller på samme humor som de flashbacks Family Guy er spundet op omkring.

Efter en uge på nettet var det første afsnit det mest sete klip på YouTube. Sammen med reklameindtægterne fra YouTube har Seth MacFarlane beholdt en del af rettighederne til merchandise og videresalg af sine tv-serier, hvilket i en alder af kun 35 år har gjort ham til en af USA's rigeste tv-producere. Erhvervsmagasinet Fast Company anslog for nylig MacFarlanes formue til mere end 25 milliarder kroner.

Og det er ikke blot økonomisk kapital, den unge komiker har høstet. Sidste år blev han bedt om at holde tale for de afgående elever på det prestigefyldte Harvard University, men hvis ledelsen havde drømt om en opbyggelig tale om hårdt arbejde, belønning og gode råd, fik de en lang næse.

"Når jeg ser ud over alle de her asiatiske ansigter, kan jeg ikke lade være at tænke - tag den Hitler. Vi vandt," indledte MacFarlane og fortsatte med ironiske kommentarer som:

"Jeg ved, de fleste af jer snart skal til Irak og tjene vores land eller rejse til Afrika for at hjælpe folk i nød, men husk, at der også er penge at tjene på Wall Street."

Og uden at kommentere det yderligere var hans bedste råd:

"Husk at minde jeres sambo om, hvor ærgerligt det er, at hans forældre ikke kunne være her i dag, og husk altid at være venner med mindst én jøde."

'Family Guy' kan ses på DR1 hver lørdag og søndag. Seth MacFarlane's 'Cavalcade of Cartoon Comedy' kan ses på YouTube.com

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu