Læsetid: 4 min.

Litteraturen og mig

Litteraturudvælgelse. Læser man bøger for at genkende eller for at blive overrasket?
18. december 2008

Når jeg nu synes, at Moby Dick er sådan en god bog, så hænger det jo nok sammen med, at min fætter i sin ungdom var hvalfanger. Og på lignende vis forholder det sig velsagtens med mig og "Den grimme ælling": Havde jeg mon læst den historie endda flere gange, hvis ikke min nabo holdt fjerkræ?

Ja, det er selvfølgelig det rene vrøvl. Ikke desto mindre almindelig anerkendte argumenter, når der snakkes bøger i medierne og på blogger, under litterære arrangementer og afstemninger. Den ene læser undskylder sin særlige begejstring for en roman med, at han har boet netop i det kvarter, hvor den foregår, den anden pynter på sin totale afvisning med det forbehold, at hun aldrig har været i Kolding.

Man favoriserer og forkaster ud fra ens historiske interesser, politiske tilbøjeligheder, personlige vederfarelser, seksualitet, erhverv, religion, barndom og opvækst, syn på familien, storbylivet, Freud, foretrukne feriesteder, hobbyer, hunde, håb til fremtiden, hvad som helst, litteratur kan risikere at dreje sig om. Og hvad der kommer til at gøre det ud for et gældende kvalitetskriterium, bliver bare: Den bog er lige mig! Eller altså: Ikke værd at læse.

Men hvor langt ud i hampen sådan en snak end kan hinke, må jeg alligevel modificere 'det rene vrøvl' til 'en lille smule er der vel om det'. Det kan bidrage til behaget i en roman, hvis den kyndigt kommer ind på noget, som man selv tilfældigvis har særligt kendskab til. Mere end en klat flødeskum på vællingen bliver det ligegodt aldrig. Piller vi dage og uger af vores rigtige liv for at læse Krig og Fred, Lykke-Peer, Ulysses, Stenbukkens vendekreds, Verdens lys, så er der ingen af os, tror jeg da, der vil hævde, at det gjorde jeg, fordi jeg på forhånd kendte disse romanuniverser ud og ind. Da nærmere tværtimod: Jeg nåede hele vejen igennem dem alle sammen, fordi de netop ikke 'er mig', men noget andet, som jeg gennem dem kunne erfare også er mig.

Nye opdagelser

For læsere, for den sags skyld også for ikke-læsere, er det derfor en god idé at tøve med at bestemme sig for, hvem man sådan 'er', indtil det er for sent. Helt til den sidste bog falder ud af ens hænder, vil man så være i stand til at gøre forbavsende opdagelser. Man vil, idet man oven i købet underholdes på trods af enhver rædsom virkelighed derude bag bindet, igen og igen finde ud af, at der hører andet og mere med til 'mig', end både man selv og ens nærmeste hidtil har regnet med. Man vil, måske først og fremmest, kunne sikre sig mod at falde hen i nogen som helst gruppering af mennesker, mod at havarere med sig selv som tilhørende en bestemt 'slags'. Hvilket man mange gange må affinde sig med i dagliglivet, men under læsning af dertil egnede værker - og der er heldigvis tusinder af dem - kan man atter få lov at blive én, der er noget helt for sig selv, men til gengæld som alle andre.

Jo, heller ikke fordi gruppering i virkelighedens verden skal være så slem en ulykke, i mange sammenhænge er den både en fristelse og en fordel, måske også en både praktisk og mental nødvendighed. Den går blot på tværs af det væsentlige i, hvad netop litteraturen - og andre kunstarter - har at byde på - og det har som bekendt ingen hidtil kunnet definere, men lad mig nu for denne torsdags vedkommende fastslå, at det er noget med, at vi hver især gennem denne kunst kan komme så langt ud over vore egne personer i noget fællesmenneskeligt, at selv så i øvrigt afgørende vilkår som at være mand eller kvinde, ung eller gammel, sort eller hvid mister deres betydning. For slet ikke tale om den dubiøse betydning, det kan have at være grøn eller gul eller blå, eller hvilken farve sociologisk forskning og/eller marketingstrategiske spekulationer nu vil krydse os af med.

Man bliver dog ikke farveløs af at udsætte sig for stor litteratur. Man bliver en regnbue.

Brud med tid og sted

Apropos markedet så kolporteres litteratur ofte, tilsyneladende imod sit egentlige væsen, som om den henvendte sig til segmenter. Det kan alligevel så småt retfærdiggøres derved, at en stor portion af litteraturen faktisk gør det, og enten ikke ejer eller vil vide af noget egentligt litterært væsen. Og det kan yderligere retfærdiggøres et lille stykke derved, at det er svært lige på stedet at afgøre, hvilke bøger der har noget af det, og hvilke slet ikke har. De, der i højeste grad har det, fragter nemlig ikke bare deres læser ud af hendes egen forestilling om sig selv og ud af hendes tilfældige tilværelse og ud af den krop, et sæt gener har sat hende til at leve i og med, men endelig også ud over den tid, denne krop er indespærret i. Og om dette har nogen chance for at lykkes, om en bog virkelig kan bryde ud af sin tid, under stort rabalder eller med et listigt grin, og dermed, øjeblikkeligt og til stadighed, skønt naturligvis (og gudskelov) imaginært, vil kunne befri sine læsere fra hele den epokale klaustrofobi, ja, det kan desværre kun tiden selv afgøre.

Det er vel litteraturkritikkens opgave, eller dens ideelle ditto, at fremsætte kvalificerede gæt på tidens sendrægtige afgørelse. Kvalificerede af en forvokset litterær næse og endeløs læsning, i sagens natur jo ikke mindst af klassikerne, og der kan findes eksempler på kritikere, der således betyngede ikke har gættet helt ved siden af. Men flere eksempler på det modsatte, for nok har kvaliteterne gennem tusinder af år været de samme, men ingen præcise kriterier for deres tilstedeværelse er gældende, og slet ikke dem, der så ud til at være det i forrige sæson eller for fjorten år siden fik bevis på, at de var eviggyldige.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu