Læsetid: 10 min.

Litteraturen under træet

Godt og skidt. Informations anmeldere opsummerer året, der gik, og anbefaler litteratur, der jo eventuelt kan lægges under juletræet
18. december 2008

Trivialiteternes Invasion

af Erik Skyum-Nielsen

Den mest markante og samtidig mest løfterige nye tendens i årets danske litteratur(er), det er naturligvis interferensen imellem det traditionelt 'høje' og det ifølge gængs og rigid konvention 'lave' - narrativt i form af kriminalistiske plotstrukturers invasion i den samtidsskildrende prosa samt stofmæssigt-tematisk i form af ublu kropsligheder (Kristian Bang Foss), perversioner (Christina Hagen) eller bare rene trivialiteter, som hos Helle Helle, der smukt fortætter trenden på de allersidste sider af Ned til hundene, hvor skæbnedrama står side om side med det at købe ind til kinagryde! Tendensen ses overalt, også hos den lige pludselig så dagligdagssolidariske Lone Hørslev i Naturlige fjender og Lars Frost, hvis Ubevidst rødgang raffineret spiller lægeromanens klicheer ind en i dybt etisk-moralsk familiesaga over et kun lige akkurat fortidigt Danmark. Ja, og selvfølgelig finder man masser af såkaldt lavlitterære elementer hos Hanne-Vibeke Holst, men det tæller nu alligevel ikke rigtig, for uanset hvor ivrigt hun selv og hendes skingert skrigende venner klager over manglende priser og præmier, så lægger hun sig med Dronningeofret lige nøjagtig den centimeter under laveste fællesnævner, som får én til at gå andre steder hen, hvis man gerne vil vide, hvad der sådan ligesom rører sig i den nyeste digtning. Så foretrækker jeg langt Sissel-Jo Gazans intelligente bud på en dansk videnskabsthriller, Dinosaurens fjer, beviset på, hvor spændende palæontologi jo i virkeligheden kan gøres.

Ovids bitterligheder. Tristia. På dansk af Otto Steen Due. Gyldendal.
Havet er en scene. Ursula Andkjær Olsen. Gyldendal.

Svenskerne kan

af Kamilla Löfström

For mig viste 2008 sig allerede som det fede bogår, vi nu ved, det blev, i februar, da jeg var til de små forlags og kulturtidsskrifters messe, Smått förlagt, i Malmö. Messen blev holdt for andet år og kan kort beskrives som det stik modsatte af BogForum på Frederiksberg - alene det, at det finder sted på et for bogmarkedet så ukristeligt tidspunkt som februar!

Det svenske forlag Rámus (der også har udgivet en svensk gendigtning af nogle af Højholts 60'er-digte) arrangerer, og ud over at få lov til at glo og befamle i hobetal af nordiske kvalitetspublikationers udforskninger af bogmediet, så har publikum også mulighed for at overvære oplæsninger og kritikersaloner. Her hørte jeg for første gang navnene Ida Börjel og Pär Thörn nævnt. Siden har jeg selv nævnt dem så ofte som overhovedet muligt, fordi deres bøger bevæger mig, og det både følelses- og tankemæssigt - som skønne og gode bøger gør det.

I februar var det et tegn, nu ser jeg Smått Förlagt som et af mange vidnesbyrd om, at vi ved siden af den store stygge bestsellerisme også har en herligt ustyrlig, skandinavisk small press og undergrund, som ikke bare er grænseoverskridende og eksperimenterende som en ungdommelig fase, inden den giver sig til at skrive rigtige bøger (der kan blive årets julegaveidé), men som er det, fordi forfatterne helt enkelt vil videreføre samtalen om, hvad litteratur er og kan være - akkurat som alle skønne og gode bøger gør det.

Konsument-köplagen, juris lyrik. Ida Börjel. OEI Editor.
Din vän datamaskinen, For hela familjen. Pär Thörn. Modernista.

Identitets-kvaler

af Torben Brostrøm

I Klaus Rifbjergs romantrilogi, som nu er afsluttet med bindet Rod, er der en scene, hvor drengen Kim leger med kviksølvet fra et knust termometer, triller med det, så det snart løber sammen, snart skilles i forskellige former. Et godt billede på romanens tema og form. Jeg kan videre bruge det som en oplevelse, mange af de bøger, jeg har læst i år, næsten alle som en i søgen efter den personlige identitet, der gråtglinsende har det med at savne fast og stabil form, men snarere leger med den skrivende.

Opsigtsvækkende også i så henseende er f.eks. strømmen af oversatte norske romaner, af bl.a. Lars Saabye Christensen, Per Petterson, Thure Erik Lund, Erlend Loe. Og for nu at fortsætte kategoriseringen, så er den stolte række af indbyrdes omtrent jævnaldrende kvinder nærmest ved at overtage dansk litteratur, som også på kulturens andre områder, Naja Marie Aidt (Bavian), Helle Helle (Ned til hundene), Lone Hørslev (Naturlige fjender), Katrine Marie Guldager (En plads i historien), Solvej Balle (Frydendal - og andre gidsler), Christina Hesselholdt (Camilla and the Horse), Kirsten Hammann (En dråbe i havet). Man kan alene af titlerne, som er et studium værd, ane identitetskvalernes tema.

Og de bare stiger og stiger med forfatternes alder, hvis man tænker på Suzanne Brøgger og lystens mytologiske veje (Sløret) og så på en topnotering af læselyst med Dorrit Willumsens raffinerede lille roman Dage med slave, hvor den velkonsoliderede kvindes liv slår revner, da hun fristes til at købe en ung pige som slave og konfronteres med en ubegribelig og farlig ungdom. Med sin drømmesikre stil åbner forfatteren for en uforståelig, æggende verden, der bærer faldet i sig.

Ned i det konkrete

af Helle Juhl Lassen

2008 blev året, hvor svenske Mara Lees mesterlige åbningslinjer kunne læses i dansk oversættelse: "Det vidste hun om sig selv: Denne skønhed går ikke i arv. Lea Nord længtes ikke efter at reproducere sig". Lees lyserøde Ladies er en imponerende debutroman: stilsikker og stram i sin komposition, springende mellem tider og steder, knivskarp i sin karaktertegning og krydret med filosofisk prægnans uden at personerne bliver flade, drevet frem af en både fængende og rørende historie. Mara Lee har desuden noget, man kan savne hos danske prosaister, nemlig interessen for det absolut abstrakte, for de store, eksistensfilosofiske sammenhænge og strukturer og for den kunstneriske ud- eller de-formning af disse.

Årets bedste danske prosaister skriver sig ind i en velkendt rille, hvor man helst dykker ned i det konkrete, f.eks. i provinsmiljøer (Helle Helle: Ned til hundene, Kristian Bang Foss: Stormens i 99, Hørslev: naturlige fjender), i Mette fra velfærdsdanmark (Hammann: En dråbe i havet) eller i en historisk tid (Guldager: En plads i historien, Frost: Ubevidst rødgang), og de gør det utrolig dygtigt, med kritisk brod. Men trænger man til afveksling, vil jeg foreslå, at man vender blikket mod nord eller mod poesien: 2008 blev også året, hvor Ursula Andkjær Olsen leverede sit indtil nu ambitiøse storsystemiske poesiværk: Havet er en scene: "Det gælder bare om at holde sig flydende".

Ladies. Mara Lee. Rosinante.
Havet er en scene. Ursula Andkjær Olsen. Gyldendal.

Kvalitetsforlag

af Georg Metz

Mens bestsellerkulturen blomstrer, og den lavere fællesnævner behersker de elektroniske medier, markerer enkelte forlag et kvalitativt niveau inden for faglitteraturen. Historieløsheden forekommer i den forbindelse som det rådende flertals og følgagtige kommentatorers mantra. Dette ses fortrinsvis bekræftet i den besynderlige historiekanon. Med fejl. Her kan man tale om historieløshed. Publikationerne hos de antydede udgivere - med universitetsforlagene og Vandkunsten i front - kompenserer med flotte og dybsindige værker. Det er svært af vælge, men Henrik Nebelongs: Richard Wagner er en biografi, der trænger sig på som en af de mest velskrevne og rystende bøger i 08. Var han virkelig så slem? Ja, det var han. Nebelong guider læseren sikkert gennem livsværk og kraftgeni. I serien om de store strømninger og forstadierne til det modernes samfund er Aarhus Universitetsforlag nået til 1800-tallet med Romantikkens verden. Og dermed jo også den danske guldalder med åndsbollerne på slap line i den lille forurenede og snævre hovedstad ved sundet, hvor kongen bød, og det hemmelige politi huserede. I denne store flotte bog er megen indsigt givet, også forudsætningerne for dansk neonationalisme i disse år og meget andet godt.

Richard Wagner. Liv, værk, politik. Henrik Nebelong. Forlaget Vandkunsten.
Romantikkens verden. Ole Høiris og Thomas Ledet (red.). Aarhus Universitetsforlag.

Lidt mindre interessant

af Tue Andersen Nexø

I bogsæsonen 2008 har en række exceptionelt gode forfattere udgivet gode bøger, som desværre ikke var helt så gode som deres forrige værker. Portrættet af Udkantsdanmark i Helle Helles Ned til hundene er mere idyllisk og knap så præcist som i Rødby-Puttgarden; Claus Beck-Nielsens Suverænen er lidt mindre interessant end hans Selvmordsaktionen (som på sin side var lidt mindre interessant end Claus Beck-Nielsen (1963-2001). En biografi); Kirsten Hammanns En dråbe i havet er ikke på højde med Fra Smørhullet; Klaus Høecks Palimpsest er fantastisk - alt, Høeck skriver, er fantastisk - men ikke helt så fantastisk som hans sene hovedværker Hsieh og In nomine; uagtet bogens mange andre kvaliteter, så savner man Lars Frosts evne til at spidde sin - min - generations totale mangel på rygrad i den historiske roman Ubevidst rødgang. Sæsonens bedste læseoplevelser har været de skæve værker, dem uden hovedværksambitioner: Pablo Llambias' - rasende - og dens amokløb på en lille, skarp idé; Niels Frank, som i Små guder atter en gang skifter poetisk retning; den totale mangel på saglighed i Jens Blendstrups Toværelses med lykkelig udgang. Eller Christina Hesselholdts Camilla and the Horse, som sætter sin prosa og sine personer fri til at lave de mest uhyrlige, fantastiske, elektrificerende herresving.

Camilla and the Horse. Christina Hesselholdt. Gyldendal.
Om mennesker og dyr. Plinius den ældre. Forlaget Basilisk (den perfekte mandelgave i et dannet hjem, den perfekte julegave til en tør onkel).

Intellektuel tilfredsstillelse

af Lilian Munk Rösing

Sommeren 2008 vil for mig altid være knyttet til Mara Lees debutroman Ladies. Jeg rejste rundt med romanen og læste den på stranden, i skoven, i skærgården, i toget, i hængekøjen. Og fik i overvættes begejstring mine nærmeste til at læse med. Deriblandt min kræsne, kritiske, musikalske søster, som altid finder en falsk tone at krumme tæer over i selv det sobreste stykke prosa eller poesi, men ikke hos Mara Lee.

Det er sjældent, at den nordiske samtidslitteratur formår at tilfredsstille mig både intellektuelt og litterært. Men det gjorde Mara Lees roman, som udmærker sig ved at underkaste hele den verden, der normalt ikke reflekteres dybere end i damebladenes glitrede overflade, en genuin filosofisk refleksion.

Romanens beretning om fire veninder (fotografen, digteren, den smukke, den dovne) har den karakter af eksistentielt eksperiment, som ifølge Kundera kendetegner den store romankunst, og Kundera kan der være grund til at slå et slag for mod udgangen af dette år, hvor han med anklagen for stikkeri i sin kommunistiske ungdom er blevet stillet foran de halvoplyste mediers moralske domstol.

Et værk fra årets danske boghøst, som jeg tror, Kundera ville kunne lide, er das Beckwerks Suverænen, som filtrer sine tekstuelle rødder langt ned i den europæiske romantradition. Denne uhyggeligt velskrevne, morsomme og melankolske satire over den amerikanske vrangrealisering af demokratiets utopi iscenesætter to romanpersoner, Nielsen & Rasmussen, som et romanesk makkerpar à la Sancho Pansa og Don Quixote eller Jacques og hans herre.

Ladies. Mara Lee. Rosinante.
Suverænen. Das Beckwerk. Gyldendal.

Forfatterskaber dominerer

af Tonny Vorm

De store danske bogforlag satser ikke på bøger, men på forfatterskaber. Hver gang jeg spørger en forlægger, der gider høre på mig, hvorfor de ikke udgiver Rick Moodys The Ice Storm (1994) eller Richard Yates' Revolutionary Road (1961) lyder svaret, at "bevares, det er gode bøger, men er forfatterskaberne ikke døde?" Og jo, det må jeg erkende: Moody er ikke i form i dag, og Yates er, ja, død.

Danske læsere skal tilsyneladende vænnes til en oversat forfatter, før de gider købe ham eller hende, og så er én god titel sjældent nok uagtet dens litterære kvaliteter. Forlagene vil hellere bruge penge på en titel fra et etableret navn eller et yngre navn, der på sigt kan give læsere og litterær prestige.

Derfor har vi igen i år fået Roth, McCarthy, Auster, Oates, DeLillo og så videre på dansk, og derfor er vi blevet introduceret for blandt andre Gary Shteyngart og Don Winslow.

Det er der ingen grund til at beklage, heller ikke selv om Roths Exit genfærd skuffede og Oates' murstensromaner Graverens datter og Vandfaldet udkom med en måneds mellemrum!

Blot er det op til de mindre forlag at samle 'døde forfatterskaber' op - og det er har de heldigvis gjort. Töffsteins, Bahnhof og Proskrift har udsendt henholdsvis John Kennedy Tooles Fjolsernes forbund (1980), F. Scott Fitzgeralds Den sidste mogul (1941) og Abraham Cahans Yekl (1896), så selv om jeg stadig savner Doctorow på dansk, må jeg konstatere, at forlagene tilsammen gør det godt, når det gælder oversættelser af amerikansk litteratur.

Og i øvrigt får vi The Ice Storm og Revolutionary Road på dansk næste år.

Fjolsernes forbund. John Kennedy Toole. Töffsteins.
Frankie Machines Vinter. Don Winslow. Klim.

Fodbold og alderdom

af Anton Geist

Forlagene har satset på firserlandsholdet i år. Det er der kommet en del trivielle titler ud af. Men det er altså også blevet til to rigtig fine fodboldbøger: Berlingske Tidendes litteraturredaktør Jens Andersens Frank Arnesen-biografi, Frankie Boy, og Weekendavis-skribenten Joakim Jakobsens fortælling om dynamitdrengenes storhed og fald, Tynd luft - Danmark ved VM i Mexico 1986. Begge bøger leverer modige, originale perspektiver på deres stofområde, bakket op af intelligente analyser, og de er pokkers velskrevne.

Særlig imponeret er jeg af Tynd luft, der hører til de allerbedste sportsbøger herhjemme nogensinde. Bogen er simpelthen blændende skrevet og eminent velresearchet.

Der er langt fra fodboldbøger til gamle Siegfried Lenz, der i år udgav det lille uprætentiøse alderdomsværk Et minuts stilhed. "Måske er det den smukkeste bog, han nogensinde har skrevet," jublede tysk litteraturkritiks store stjerne, Marcel Reich-Ranicki. Og der er noget om snakken. Et minuts stilhed er en glitrende god lille bog, der uden så mange dikkedarer fortæller om at blive voksen, om at elske og miste og om at fortælle det fraværende nærværende. Den er ført i en stil, der er afstemt sentimental og altmodisch, men nøgtern, præcis og diskret.

Man fornemmer, 82-årige Lenz ikke længere har noget at skulle bevise. Han vil bare gerne fortælle en historie.

Tynd luft - Danmark ved VM i Mexico 1986. Joakim Jakobsen. Gyldendal.
Et minuts stilhed. Siegfried Lenz. Hovedland.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu