På et fransk provinsdiskotek sker der oftest knap så meget. Andet end at man kan drikke sig i hegnet og derefter ende i kanen med tilfældige mandspersoner. Og det er sådan set godt nok, hvis ikke lige kondomet springer. Det gjorde det så for mig her tidligere på året. Og så er fanden løs. På med tøjet, ud ad døren, hjem på hotellet, mens alle smitterisikovurderinger, risikogruppeanalyser og alt muligt andet - som jeg vender tilbage til - kører rundt i knolden i en hysterisk strøm.
Så indtræder fornuften, og man spørger receptionen om vejen til det nærmeste hospital. I Frankrig kan man - som i Danmark - nemlig få en såkaldt PEP-behandling, hvis man har været udsat for en hiv-smitterisiko. Ind på skadestuen og sidde og vente i det skarpe lys. Og så stamme sig igennem nattens eskapader foran en overlæge, der nægter at tale andet end fransk og opgivende ryster på hovedet: l'amour n'est pas un jeux - kærligheden er ingen leg. Så hjem igen til hotellet og synke den første af de piller, der vil indlede de næste tredive dages tilværelse som (potentiel) hiv-smittet. Værsgo at skyl.
Tilbage til start
En PEP-behandling er en slags hiv-behandling bare kogt ned til tredive dage. Man tager de samme piller som hiv-smittede, der er i almindelig behandling. Fidusen er, at tager man disse piller lige efter, at man kan være blevet smittet med hiv og en måned frem, så kan pillerne banke en mulig infektion ned. Helt ned. Altså ud af kroppen og sådan tilbage til start. Så derfor tager man jo de piller. Også selvom man får det dårligt. Jeg brækkede mig således op ad ruderne hos Star Tour på Rådhuspladsen på en søndagstur, måtte gå hjem fra koncert med heftig diarre, havde konstant graviditetslugtesans og måtte undgå alle former for parfume, blomster eller rester af vaskepulver, havde konstant ditto-kvalme og måtte spise mig igennem et halvt Arla-sortiment for bare at få noget indenbords og var sygemeldt på grund af hovedpine og konstant træthed. Jeg vil anbefale dem, der sammenligner hiv-behandling med sukkersyge, at stikke snuden ned i nogle af de pilleglas, der stod på min reol i de tredive dage. Den evige metalliske smag i munden, syntetiske lugt fra min krop og udslet på min hud glemmer jeg ikke lige med det sammen.
Hakkeordenen
Nå, men det værste er jo ikke alle de bivirkninger. Og når jeg tænker tilbage, er det faktisk heller ikke alle de der eksistentielle betragtninger om liv og død, om man nu overlever og alt det der. Det fylder selvfølgeligt, men ikke det meste. Mest fyldte tankerne om konsekvenserne af et liv som hiv-smittet. For mens GlaxoSmithKline og medicinalindustrien sørger for pillerne (mens de griner hele vejen til banken), så er der jo en hverdag og sociale sammenhænge, der skal være styr på.
Og som bøsse i dagens Danmark, er det bare et faktum, at man som hiv-smittet havner lidt længere nede i hakkeordenen i det interne kastesystem.
En undersøgelse viste for et par år siden, at 70 pct. af danske bøsser enten slet ikke eller helst ikke ville gå i seng med en hiv-smittet. Og når jeg snakker med mine hiv-smittede og ikke-hiv-smittede venner, bliver det ikke meget bedre. Folk fortæller, hvordan de bliver blokeret af andre brugere på datingsites, alene fordi de har skrevet på deres profil, at de er hiv-smittede. Og andre fortæller, hvordan de, når de går i byen, undgår at gå hjem med dem, der har for markerede kindben a la Ole Henriksen og Martin Hall, eller som er for blege eller tynde - eller som de har set for meget i byen - for de er nok hiv-smittede.
Piller og perspektiv
Nu er det ikke fordi jeg forventer, at hiv-smittede bliver mødt af et super solidarisk regnbue-fællesskab uden fordomme. Eller at jeg kan frasige mig for selv at være en del af det trip. Men jeg må sige at de tredive dage på piller satte dette noget i relief. I bogen Bøssepesten beskrives, hvordan det københavnske bøssemiljø dealede med hiv og aids i 80'erne og 90'erne. Her rullede man blandt andet ud på de infektionsmedicinske afdelinger med gourmetmad, store kandelabere, besøgsvenner og hele pivtøjet. Og 'man' er altså her lig med masser af folk fra homomiljøet.
I dag ser man stort set stiltiende til, mens alle hiv-smittede gennem lovgivningens paragraf 252 mere eller mindre gøres til kriminelle. Hiv-smittede kan straffes med op til otte års fængsel, hvis de udsætter andre for smitte (så er den abe placeret). Og man fortsætter med at glo på kindben, selvom hiv har været en del af bøssemiljøets dna i over 20 år.
Der går en lige linje fra den forstokkede franske overlæge over lovgiverne til apartheidtendenserne i bøssemiljøet, der deler folk efter virustal.
Jeg bidrager desværre selv til det, når jeg afslutningsvist (selvfølgelig med det alibi, at jeg må udløse spændingen) finder det nødvendigt at skrive, at jeg efter endt behandling (igen) var ikke-hiv-smittet.
Sune Prahl Knudsen er journalist
Der er ikke nogen "hakkeorden", fordi 70 procent af bøsser ikke vil have sex med en hiv-smittet. Man bestemmer selv hvem man vil gå i seng med.
Derimod er det selvfølgelig forkert at afvise socialt samkvem med hiv-smittede. Det sker desværre også.
Det er en stor misforståelse af blande de to ting sammen.
Hvad angår straffelovens § 252, så kriminaliserer den ikke alle hiv-smittede, men kun dem der bevidst smitter andre. Man kan diskutere om strafferammen er for høj - det synes jeg den er, og der er sikkert noget homofobisk forskrækkelse inde i billedet.
Men selve princippet er at det skal være strafbart at tilføre andre en bevidst skade (som man evt. kan blive livsvarigt syg eller dø af). Det er et helt rimeligt princip, som hiv-organisationerne burde bakke op om i stedet for at klynke.
Man burde også opfordre de hiv-smittede til åbenhed og ærlighed om deres status. Når mange kigger på om en person ser "sund" ud, så er det jo fordi man ikke kan forvente et ærligt svar.