Teateret Mungo Park i Allerød har fået en jysk søster, Mungo Park Kolding. Det bliver det største teater vest for Odense og syd for Århus, siger Moqi Simon Trolin, der er tiltrådt stillingen som teaterchef på det nye teater. Selv er han både fra nord og øst: Han er svensk, uddannet teaterinstruktør fra Statens Teaterskole i København og lidt af en antropolog. Selv om han ikke fik gjort antropologistudiet færdigt på universitetet, har han taget metoderne til research og undersøgelse af verden med i sit arbejde med skuespillet.
Med stykker som Den 13. nævning om terrorsagen i Vollsmose og forestillingen om flygtningelejren Sandholm har Moqi Simon Trolin markeret sig som en stemme, der gennem fiktionen forholder sig kritisk til virkeligheden. Men Mungo Park Kolding bliver mere og andet end 'virkelighedsteater':
"Jeg kan godt mærke, jeg kommer til at hænge lidt på den betegnelse, men vores næste forestilling er Mumin, og det kan man i hvert fald ikke kalde virkelighedsteater."
Visionen er at skabe et nyt teater, som både har rødderne forankret i det lokale og blikket vendt ud mod det globale:
"Min vision er at bygge det her teater op og i det hele taget finde ud af, hvordan vi gør det. Hvordan tiltrækker vi det publikum, der er her lokalt, men helt klart også, hvordan vi laver et teater, som får et så højt kunstnerisk niveau, at folk vil rejse hertil? I første omgang nationalt, men i sidste ende også internationalt."
Med et fast ensemble af skuespillere, nye lokaler og visioner om at vise ny dramatik tegner Mungo Park Kolding sig allerede nu som en markant kunstnerisk institution i provinsen. Selvom der har været travlt op til både åbningen af teateret og til premiereforestillingen Seest, har Mungo Park Kolding allerede mærket en interesse og har modtaget flere henvendelser fra andre lokale institutioner. Moqi Simon Trolin glæder sig over modtagelsen og håber, der i fremtiden bliver mulighed for at udvide det lokale netværk og samarbejde på tværs. Indtil nu har det været lokale håndværkere, der har hamret de skrå brædder på plads, mens barpersonalet er hentet ind fra designskolen i Kolding.
Seest, Estonia og tsunami
Moqi Simon Trolin er engageret i sin forestilling. Så engageret, at det er svært at få ham til at fortælle om sine planer for teateret, markedsføring, pr, samarbejdspartnere og økonomi. Fremtidsperspektiver og mere overfladiske handlingsplaner ligger et andet sted i hans bevidsthed. Kolding ligger ham på sinde, og Seest ligger hans hjerte nær:
"Forestillingen Seest er et godt eksempel på, hvordan man kan skabe opmærksomhed omkring teateret og en forestilling lokalt ved at tage fat i en lokal problematik, som man kan diskutere og derved gøre til en meget større hændelse, end den er i sig selv."
Længe inden fyrværkeri-eksplosionen i Seest havde Moqi Simon Trolin arbejdet med en katastrofeproblematik, som han ikke rigtig kunne formulere. Det handlede både om færgen Estonias forlis og om den tsunami, der for et par år siden tog mange tusind mennesker med sig i døden. Moqi Simon Trolin fortæller, at selvom tsunamien foregik et helt andet sted på kloden, ramte den på sin vis også Sverige, da mange svenske turister omkom i flodbølgen:
"I begge situationer, kan man mærke, hvordan et samfund bliver lammet, og hvad der sker i det. Og så kommer der mange personlige historier ind, fordi det rammer en masse familier. Familierne bliver slået i stykker, blandt andet fordi folk dør. Det skete heldigvis ikke i Seest, men selve krisesituationen var der."
Flere familier havde en nærdødsoplevelse, fortæller Trolin og gengiver en historie, han har fået fortalt af de lokale. Det er historien om en far, der var ude at fiske ved Kolding Fjord, da ulykken ramte byen:
"Fra vandet kunne han høre det enorme brag og se den røgsky, der fulgte, men han var afskåret fra sin familie. Han anede ikke, hvor omfattende ulykken var, og frygtede derfor, at hele byen var væk."
Den far, der så ulykken fra fjorden, var uden telefonisk kontakt med omverdenen. Han vidste ikke, hvor hans familie var, men kunne bare se ulykken ske. Det rummer en mærkelig dramatik, forklarer Moqi Simon Trolin:
"Der er mennesker, som er blevet ramt af følelsen af, at de måske har mistet alt. Det er en oplevelse, man ikke kan tage fra dem. Heller ikke selvom man bagefter siger: 'Seest-ulykken var jo ikke så stor. Der var jo kun en brandmand, der døde'. Hvis man troede, hele ens familie var væk, hvordan skal man så håndtere den situation?"
Chok- og sorgprocessen følger efter en situation som den i Seest, også selvom skaderne primært var materielle. Den fysiske ramme, der udgør et hjem, og de fotografier, der udgør fortællingen om en familie, om et liv og om en tid forsvandt med et brag efterfulgt af flammer. Gennem sin research har Moqi Simon Trolin oplevet fortællingen om en lokal katastrofe i Danmark både indefra og udefra:
"Nogle gange kan man mærke, at folk udefra er meget undrende. De har spurgt mig: 'Hvorfor er det så interessant? Har de ikke fået deres huse?'. Men skaderne er meget mere end de materielle."
Ramte børnene
Skuespillet om Seest er set fra et barns perspektiv, siger Moqi Trolin, der har ladet historien udspille sig i en ni-årig piges perspektiv. Han forklarer videre, at fornemmelsen for synsvinklen blev yderligere forstærket af en undersøgelse fra Århus Universitet, der kom under arbejdet med stykket. Den viste, at 38 procent af børnene i en skole ved Seest lider af posttraumatisk stress:
"Så katastrofen har haft en indvirkning, ligegyldig hvad man udefra set vil sige om ulykkens omfang. Der er sket noget i det samfund, som har påvirket det meget."
Forestillingen Seest har fået gode anmeldelser, trods forudgående kritik af at gøre en lokal katastrofe til underholdning. Moqi Trolin vender det hellere om. Det er ikke underholdning, når han sætter Seest på scenen: Det er eftertanke. Det er et modigt udspil at skabe debat om en lokal katastrofe, som stadig sidder på nethinden hos byens borgere. Og det er ikke kun anmelderne, der har taget godt imod stykket. Også publikums reaktioner har været positive - og følelsesladede. Moqi og Mungo Park Kolding er kommet godt fra start.
