Læsetid: 5 min.

Ikke mere opgør med opgøret

Måske blev 2008 endelig året og USA stedet, hvor fronterne for og i særdeleshed mod ungdomsoprøret blev sendt på pension
Måske blev 2008 endelig året og USA stedet, hvor fronterne for og i særdeleshed mod ungdomsoprøret blev sendt på pension
Kultur
20. december 2008

Det så ud, som om det ville vare for altid. Hvis man prøvede at forklare sig, havde man tabt. Hvis man ikke prøvede at forklare sig, havde man givet op. Og hvis man talte aggressivt ligesom modstanderne, lignede man en taber, som havde givet op, og nu spillede de andres spil. Det var et spil styret af en forurettelse, som kom fra fortiden og blev forlænget ind i nutiden med en kraft, der gjorde det svært at se, hvordan det kunne blive anderledes. Det var sådan, republikanerne blev ved med at besejre demokraterne. De red på en forurettelse, som de kunne tale op, og de kunne gøre ethvert avanceret argument til symptom på svaghed og ubeslutsomhed.
En præsidentsøn kunne i det perspektiv tale som ’folkets mand’ imod eliten. Han talte på vegne af det retskafne, kristne og autentiske Amerika. Journalisten Thomas Frank beskriver i What’s the matter with Kansas, hvordan valget i 2004 blev set som en historisk sejr for det røde, republikanske Amerika over det blå, liberale Amerika. Vælgerne kendte Bush i 2004. Ulighederne i USA blev stadigt større, udlandsgælden voksede voldsomt, og den føderale regerings forbrug blev ikke mindst på grund af krigen i Irak ved med at stige, og stadig kunne Bush rejse verden rundt og hævde, at man udbredte frihed og demokrati. Der blev iværksat undersøgelser om »liberal indoktrinering« ved universiteterne i USA, og den mand, som så sig selv som leder af den frie verden, førte kampagne mod naturvidenskabens monopol på udlægning af naturhistorien og anbefalede, at ’intelligent design’ skulle diskuteres ved siden af evolutionslæren. Og George W. Bush blev genvalgt i 2004.

Kulturkrigen
Den konservative forurettelse syntes funderet i ungdomsoprøret som en slags mytologisk urbegivenhed. Som Barack Obama ganske præcist beskriver i Modet til at håbe, følte han sig under valgkampene i 2000 og 2004 »undertiden som en tilskuer til babyboomernes psykodrama. Et drama, der havde rødder i gammelt nag og hævnkomplotter, som var indgået på en håndfuld universitetscampusser for længe siden og nu skulle udspille sig på den nationale scene.« Fronterne og fjendebillederne var årtier gamle, og alligevel blev de ved med at dominere. Som politiker forsøgte Bill Clinton at vride sig ud af dette skema gennem ’triangulation’; han definerede sin politik som hinsides højre og venstre og overtog flere af modstandernes ideer for at blive uangribelig. Men som privatperson med historierne om de seksuelle eskapader blev han af Newt Gingrich & co udlagt som indbegrebet af den umoralske liberale dekadence. Han blev gjort til figur på det forfald, som skulle være startet i 60’erne.
Hvis man kun fulgte den offentlige debat, kunne man i de sidste 20 år have fået det indtryk, at ungdomsoprørets sejre blev rullet tilbage. Men det er en grundlæggende kategorisk fejlslutning at antage, at forandringer i den offentlige debat direkte reflekterer forandringer i befolkningens holdninger. Det er dokumenteret, at mange også konservative identificerer sig med borgerrettighedsbevægelsens og ungdomsoprørets sejre. Det gælder både kvindernes rettigheder, minoriteternes rettigheder og skepsis over for autoriteterne. Det er eksempelvis karakteristisk, at den seneste konservative kulturkriger Sara Palin selv brugte såkaldt progressive argumenter, da hun hævdede, at hun blev diskrimineret på grund af sit køn af mænd, der ikke kunne acceptere kvinder i ledende stillinger. Den bemærkelsesværdigt brede jubel over Barack Obamas sejr og opbakningen til ham fra en række moderate republikanerne er endnu et indicium på, at de progressive sejre ikke blev tabt efter konservatives moralpolitiske momentum. Den dominans, der i 2004 så ud, som om den ville vare for altid, var pludselig blevet historie. En fremtrædende konservativ intellektuel skrev efter valget, at nu måtte det være slut: Republikanerne kunne ikke blive ved med at dyrke en moralsk kamp, der var 40 år gammel. En anden konservativ redaktør stemte på Obama, fordi republikanernes billede af nationen efterhånden lignede en karikatur på en befolkning af kristne kapitalister.

Lytte og krise
Der er mindst to gode grunde til, at det lykkedes de liberale at tale til det håb om moralske fremskridt i de amerikanske borgere, som længe var blevet udstillet som progressiv selvdyrkelse og liberal slaphed. Den ene er, at Obama havde analyseret babyboomernes konflikt fordomsfrit og offensivt. Han havde lyttet til, hvad der blev sagt på begge sider og udviklet et sprog til at adressere den kritiske kerne i de konservative argumenter. Hvad for eksempel religion angår, så han, hvordan den militante kristne offensiv blev mobiliseret af den militante ateisme. Obama anlægger selv en delikat mellemposition. Hvad race angår, erkendte han, at den hvide skyldfølelse over slaveriet – uberettiget eller ej – var »udtømt«, samtidig med at han iagttog den fortsatte diskrimination. Han erkendte, at de seneste årtiers omvæltninger har medført så drastiske forandringer i familielivet, i forholdet til autoriteter, på arbejdsmarkedet og socialt, at enhver progressiv må starte med at tage de konservatives indvendinger alvorligt. Obamas indsigter er ikke enestående, men almindelige: Det lykkedes at overskride »babyboomers psykodrama«, fordi nye generationer var vokset op i en forandret kultur og identificerede sig med andre problemer og fronter. Den anden gode grund kom udefra. Det er ikke til at sige, om Obama havde vundet valget, hvis det ikke havde været for krisen.
Det blev i løbet af 2008 tydeligt for de fleste, at USA selv er en nation med behov for genopbygning. Den nation, som har turneret med missionske visioner om nationbuilding, blev af mange hjemme oplevet som en økonomisk og social fejlslagen stat. Den finansielle og økonomiske krise skabte betingelserne for, at man kunne vinde offentlig autoritet og tillid ved at tale et fagligt sprog med lange argumenter og med enorm opbakning udpege forskere fra Harvard og Berkeley til ministerposter.
Opløsningen af de gamle fronter giver ikke garantier for løsningen af de nye problemer, som synes kolossale i deres mangfoldighed, fra klimakrisen til finanskrisen. Men de giver håb om, at de unge og dem, der er lidt ældre, kan finde og formulere deres egne fronter, og at, det der synes umuligt, måske ikke længere er det.
ruly@information.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jørgen Mathiasen

På dansk har adressere endnu ikke officielt fået betydningen at forholde sig til – endnu, det skal nok komme. Man undrer sig såmænd bare over, hvor relate endnu ikke har samme udbredelse.
Hvor er behovet for anglicismer i dansk? Måske skulle man kigge hos Bourdieu, for signalgivningen overtrumfer vist meningen.

Lars Christiansen

Man undrer sig også over, hvor længe endnu kommentatorerne kan analysere (på!) det amerikanske valg.

(Ellers en fin analyse).