Læsetid: 3 min.

Naivt kunstnerjeg møder stort arkitekturjeg

Det er kun i ganske få af værkerne i Vordningborg at glassets særlige muligheder inddrages
Kultur
19. december 2008
Det er kun i ganske få af værkerne i Vordningborg at glassets særlige muligheder inddrages

Jørn Hjorting spurgte engang i en quiz, hvad et glasøje var lavet af. Det kunne lytteren ikke svare på.

"Det er lavet af glas," sagde Jørn Hjorting, hvortil lytteren replicerede:

"Nå ja, ellers kan man jo ikke se igennem det."

Historien er et klassisk eksempel på, at folk ikke tænker sig om. Og det har de ikke gjort på Vordingborg Bibliotek, hvor Kulturarkaden holder til.

Det mest naturlige for en kunstner, der bliver forelagt et nyt materiale, er at bruge et par tanker på dets egenskaber, og her ville man i hvert fald komme frem til at 1. Det er noget, lyset falder igennem.

Og 2. Det er skørt og skrøbeligt og går i stykker. Og især yngre kunstnere ville nok også kaste en tanke på materialets nyere kunstneriske ophav, 70'er kitchæstetikken og internationale kunstnere som Robert Barry og Dan Graham.

Sympatisk og fortyndet

Udstillingen Glaskunst-Kunstglas, der er en hyldest til glarmesteren Per Hebs

gaard, er både sympatisk og forståelig. Hvem under ikke selv den bedste kunstner en luns af den praktiske erhvervsarkitekturs mange millioner? Men kunstnerisk set består udstillingen næsten kun af fortyndede versioner af værker på lærred.

Ursula Reuter har lavet et par blomster, det er feminimt og følsomt, men hvad skal det på glas, hvorfor kan det ikke bare tegnes?

Desuden er det hængt henover sprosserne på Kulturarkadernes vinduer, så sprosserne ligesom streger det gennemsigtige billede ud!

Peter Brandes må være den dårligste kunstner, vi har. Og så hjælper det altså ikke at male på glas. Hvis abstrakt kunst har en afdeling for kitch, må han være kongen.

Ib Geertsen har lavet en Ib Geertsen på glas. Og hvordan er det så lige man har det med Ib Geertsen, nå ja, man har det ligesom med Ib Geertsen på Arlas mælkekartoner, eller var det Daniscos sukker, eller var det et højhus i Rødovre?

Og Peter Stuhrs ufarlige hippielysekrone med en vammel forbindelse til universet, bliver heldigvis blændet af lamperne i loftet, der får det til at fremstå helt skørt, og man tænker på Olafur (Eliasson) for hvem ophængningen er ligeså vigtig som værket. I kulturarkaden møder det naive kunstnerjeg et stort arkitekturnej.

Et lille værk af Kirkeby, en skitse fra Frejlev Kirke, skilder sig ud, fordi han også bruger blyindfatningerne som en effekt. Det er utroligt, at der ikke er andre, der har gjort det, det oplagtes taktik letter virkelig forståelsen.

Ligesom man heller ikke kan lade være med at tænke på, hvordan det må have været dengang Olafur for sjov googlede 'farvet glas, lys og kunst,' han må have råbt holy motherfucker og siddet med samme følelse, som ham der opfandt clipsen, hvorfor fa'en er der ikke nogen, der har tænkt på det her noget før!?!

De mindst ringe

Bjørn Nørgaard er næstmindst ringe med sit typiske Valerio Adami billede, et tegneserieagtigt værk, der sammensætter figurer med tykke streger.

Det er ubehjælpsomt, barnagtigt og infantilt og handler om noget historisk fortælling af en art, men glasset tilfører det dog noget. Det får en snert af gotisk kirkekunst, selvom det er frygtelig fladt.

A Kassen har klart gjort det bedst med en reklame for et tidligere værk, hvor de fik en shawarmabar til at skære kebaben ud som et kendt værk af Bracusi og overført det til glas.

De bruger perspektivet genialt, kaklerne i bordet ligner noget, der er lavet af knust glas, og som de eneste inddrager de glassets egen æstetik i værket.

Så med Olafur, der har sat sig på farver gennem glas, og A Kassen, der bruger materialet smukt, mangler vi nu kun én, der kan vise os det smukke i smadret glas. Vi foreslår et fieldtrip til Nørrebro og venter spændt.

Glaskunst-Kunstglas, Kulturarkaden og Erhvervscenteret, Sydhavnsvej 6, Vordingborg til den 23. december

Serie

Kunst ved Jeppesen

Seneste artikler

  • Stressstreger

    23. september 2010
    Det bedste ved udstillingen er heldigvis Daniel Milans streg. En helt tynd sort krimskrams tilsat brede tykke sorte strøg. Det ser enerverende ud, fordi han kun tegner bevægelsen og skyggerne, og når man koncentrerer sig, får man øje på, at det er døde mennesker eller bizarre motiver med døde dyr og opstemte mennesker, han har tegnet...
  • Billige grin

    19. august 2010
    Moderne kunst for arabere er ligesom mavedans for danskere. Det er muligt, at vi alle har maver, men ve de egyptere, der skal tage imod den første danske mavedanserdelegation på kulturel udvekslingsrejse
  • Utopien nærmer sig

    19. august 2010
    Som en del af et projekt, der skal bringe utopien tilbage på kunstscenen, har kunstneren Goodiepal længe ført krig mod Det Jyske Musikkonservatorium, der fyrede ham i 2008. Krigen har ført ham verden rundt med en forelæsning om computerkunst, men dog ikke tættere på forsonende ord fra konservatoriet
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her