Læsetid: 2 min.

Ondskabens mad

Bare fordi Bush siger, at et land er ondt, holder dets mad ikke op med at smage fantastisk
Hvis vi forstår andres spisevaner, har vi lettere ved at forstå international politik, siger forfatteren Chris Fair.

Hvis vi forstår andres spisevaner, har vi lettere ved at forstå international politik, siger forfatteren Chris Fair.

SABAH ARAR

30. december 2008

Vi er, hvad vi spiser, og hvis vi forstår andres spisevaner, har vi lettere ved at forstå international politik. Dette er budskabet i en ny bog, Cuisines of the Axis of Evil and Other Irritating States: A Dinner Party Approach to International Relations, som er skrevet af Chris Fair, en førende ekspert i sydøstasiatiske forhold, tidligere FN-udsending og en fanatisk kok. Bogen er inspireret af de middagsselskaber, som hun har holdt, efter at George Bush i januar 2002 beskrev Irak, Iran og Nordkorea som "ondskabens akse".

Den tale til det amerikanske folk, hvori Bush udpegede aksen, var et af de afgørende øjeblikke i international politik i dette århundrede. Mange kommentatorer fandt, at den tilsyneladende tilfældige sammenkædning af to bitre fjender, som lever side om side i en eksplosiv region, og et fattigt, isoleret, men svært bevæbnet land var besynderlig. Fair fandt formuleringen særlig uappetitlig.

Geopolitik og mad

At spise sammen er et symbol på forsoning, og en festmiddag har altid været den bedste anledning til at forgifte en politisk modstander. Efter at have rejst, arbejdet og spist i Mellemøsten, Syd- og Sydøstasien i mange år begyndte fru Fair at holde middagsselskaber med mad fra ondskabens akse:

"Da Bush holdt sin tale om ondskabens akse, synes jeg, at det var absurd, men helt ærligt også lidt sygt," siger hun med sin midtvestlige accent, som får ordene til at virke mindre alvorlige.

Geopolitik og mad passer lige så godt sammen, som samak masquf (den irakiske nationalret) og friske tomater gør. I 90'erne sultede folk i Nordkorea, da afgrøderne blev ramt af oversvømmelser, men den eneste ændring, som landets leder, Kim Jong-il, foretog, var at skifte fra brandy til bordeaux af helbredsmæssige årsager. Samtidig har et potentielt rigt land som Cuba problemer med fødevareforsyningen:

"Nordkorea og Cuba lider af grasserende fødevaremangel. Kim Jong-il importerer pizzabagere, mens hans folk klarer sig med at spise bark og mad doneret fra Sydkorea og Kina, når de nu er i humør til det. Og Cuba er et land, hvor Castros revolution tynges af fødevaremangel, selv om det er omgivet af et hav fyldt med fisk," siger Fair.

Hver sin smag

Hvert land har sine spisevaner. Ved sine middagsselskaber serverede Chris Fair kold, koreansk kødsuppe med boghvedenudler, og hendes gæster stod i kø ved mikrobølgeovnen for at varme retten. I Kina er mad blevet et sikkerhedsmæssigt problem, siger hun:

"Antallet af madforgiftninger i Kina er uacceptabelt. De eksporterer en hel masse, og vi tester kun en lille del af det. Kineserne er ligeglade med, at de eksporterer gift," siger hun.

Blandt de amerikanske retter er hun især glad for kylling i øldåse, og inddragelsen af amerikansk mad i bogen stemmer overens med hendes forsøg på at forstå Bush-regeringens betydning for USA's rolle i verden. Selv om hun har spist i nogle af de mere ugæstfri lande i verden, trækker hun stregen ved visse typer af mad:

"Jeg er hundeelsker, så jeg ville ikke kunne spise en hund, men jeg fortryder, at jeg ikke spiste rotte i Burma. Faktisk smager rotte næsten som kylling."

© The Independent & InformationOversat af Mads Frese

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu