Læsetid: 2 min.

Prosaens urkraft

4. december 2008

Forfatteren Preben Major Sørensen går til ekstreme yderligheder i sin nye bog 'På vippen', der udkommer i dag. I det tekststykke, vi bringer på næste opslag, handler det om den muslimske pigebande Amazonegruppe Z, der voldtager og dræber unge hvide mænd med blinkende slagterknive. Omvendt racisme, sex og bestialsk drab i en vild cocktail. Resten af bogen fortsætter mønstret med udpensling af de værste seksuelle perversioner, lemlæstelse og bestialiteter. Begsorte drømme om overskridelse. Det er sådan noget, der på en dårlig dag kunne lande på forsiden af Ekstra Bladet under overskriften 'Perverse digterfantasier'.

I særlige paranoide stunder kan man godt frygte for, hvordan disse skriverier skrevet af en ældre forfatter på Langeland bliver opfattet. Vi lever i en moralsk tid. Den kunstneriske frihed, som tidligere tider hårdt har tilkæmpet sig, bliver fra tid til anden sat over styr, når vi forveksler en samfundsmæssig moral med en kunstnerisk. Det er balladen om Jørgen Leths Det perfekte menneske vel nok et af de bedste eksempler på.

Normalitetsbegrebet afviser gerne vold og dødsdrift som del af grundlægggende menneskelig natur Men har vi helt glemt den oprindelige forbindelse tilbage til det rituelle offer som hele vores civilisation og kultur er grundlagt på?

Megen litteratur helt tilbage fra de antikke græske tragedier har handlet om det. Og det gør Major Sørensens nye bog på også på en ny måde. Tænk blot på den sammenhæng, som dybest set er brændstoffet i hans bog. Tænk på volden, krigen og terroren. Eller tænk mere konkret på Natascha Kampusch og Josef Fritzls kælder. Tænk på Tønder-sagen og andre sager om børneprostitution, tænk på blodskam og på den seksuelt betonede kannibalisme i Tyskland for nogle år siden. Perversioner af enhver art finder sted i samfundet, og de bliver ved med generation efter generation at gentage sig. Den logik kan civilisatoriske fremskridt ikke ændre ved. I kunsten kan den dog fremstilles, så den får en form.

Vi har nok alle en primitiv vold i os. Ødelæggelsen, drabet, offeret og kønsakten repræsenterer de stærke energier, som til alle tider både har stor betydning for civilisationen og for kunstværket. Det kan være svært at få øje på en moral eller noget opbyggeligt i Major Sørensens prosa. Det er rene æstetiske produkter, hvor volden og overskridelsen er kanaliseret ud i kunstværker. Det er mennesket, når det er dyrisk. Det er mennesket, når det er drevet af viljen til vold og magt. Ligesom Major Sørensen, der da han ville være læge mere var interesseret i sygdommen end helbredelsen, så er han som kunstner mest interesseret i at beskrive sygdommen i den samfundsmæssige krop og den indre sammenhæng mellem tingene, som kunstnerens optik privilegerer ham til.

Tro dog endelig ikke, at Major Sørensens ekstreme prosa, som den kommer til fuld udfoldelse i hans nye bog, ikke også samtidig er forbundet med en dybereliggende moral. Det ejendommelige er jo, at det perverse og groteske i kunsten på mærkværdig vis er forbundet med det anstændige og raske, ligesom også Major Sørensens ekstatiske prosa er intimt forbundet med den klassiske vestlige litteratur, og hans tilsyneladende amoral intimt forbundet med Det Gamle Testamente. På sin egen bagvendte måde finder der i den gode kunst også altid en forsoning sted.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu