Læsetid: 3 min.

Provokerende kunstpris er blevet kedelig

Mark Leckey vandt i går den kontroversielle Turner-pris for en kunstinstallation, der kombinerer skulptur, film, lyd og performance. Men det var et kedeligt valg, lyder dommen fra internationale kunstkritikere
Homer Simpson, Hollywood-filmen -Titanic- og her katten Felix indgår som elementer i den Mark Leckeys vinderudstilling -Industrial Light & Magic-.

Homer Simpson, Hollywood-filmen -Titanic- og her katten Felix indgår som elementer i den Mark Leckeys vinderudstilling -Industrial Light & Magic-.

Kultur
3. december 2008

Homer Simpson, katten Felix og Hollywood-filmen Titanic er alle elementer i den 44-årige Mark Leckeys vinderudstilling Industrial Light & Magic.

Udstillingen indbragte ham i går en af kunstverdenens mest omdiskuterede priser, Turner-prisen, og en check på 25.000 pund. Det var sangeren Nick Cave, der overrakte Mark Leckey prisen ved et prisuddelingsshow i London.

Turner-prisen går til en kunstner under 50 år, der er født, eller som bor eller arbejder i Storbritannien. Det er samtidskunstnere, der udfordrer den gængse opfattelse af, hvad kunst er, som kommer i betragtning til prisen. Provoen Damien Hirst, der blev verdensberømt for sine hajer i formaldehyd, er blandt de tidligere vindere.

Giver liv til tanker

Dette års vinder Mark Leckey virkede både glad og overvældet, da han på syngende nordengelsk takkede for prisen med ordene:

"Det er godt at gøre noget, der påvirker britisk kunst. Det er en god ting."

Mark Leckey bruger ifølge Tate Britain sin egen biografi som udøvende kunstner bosat i London, men vokset op i det folkelige Nordengland, som en ramme for sin kunst. Leckey undersøger, hvordan kræfter som begær manifesterer sig i hans eget liv og i verden omkring ham.

"Han hylder individets forestillingsevne og vores mulighed for at indoptage, genfinde og give liv til tanker, rum og objekter," lyder forklaringen på Leckeys nominering.

De tre andre nominerede kunstnere var alle kvinder med ikke-engelsk baggrund. De talte den bangladeshisk-fødte Runa Islam, polske Goshka Macuga og irske Cathy Wilkes. Alle arbejder med multimedielle installationer ligesom Mark Leckey, og deres værker trækker på både film, foto, skulptur, maleri og performance.

Værkerne kan ses på en samlet udstilling på Tate Britain i London til og med 18. januar 2009. Mark Leckey er også repræsenteret på udstillingen.

Akademisk og kedeligt

Udover at være udøvende kunstner, er Mark Leckey også underviser i Filmvidenskab på Frankfurt am Main Städelschule. Det kan ses i hans vinderudstilling Industrial Light & Magic, hvor en halv time lang optagelse af et af hans egne oplæg udgør kernen.

Temmelig langt fra tidligere tiders provokerende vindere, kunne man mene. Og det er da også langt fra alle, der er lige begejstrede for årets prismodtager. Kedelig og akademisk, lyder dommen over vinderudstillingen fra førende aviser i både England og udlandet.

"For en pris, der har affødt vrede overskrifter om uredte senge og lamper, der tændes og slukkes, er det mest kontroversielle ved årets prismodtager manglen på kontroverser," skrev The Guardian i går med henvisning til vinderudstillinger som Tracey Emins My Bed fra 1999 og Martin Creeds The Lights Going On and Off fra 2001.

Det sidste værk fik den britiske udenrigsminister til at afskrive Turner-pris-udstillingen som "noget konceptuelt lort".

Det er værker som disse, der tvinger spørgsmålet 'er det kunst?' frem, som man savner blandt de nominerede i år, mener Guardian, der kalder årets bidrag for "tørre, for akademiske og værst af alt, for kedelige".

Laura Cumming fra The Observer er enig:

"Sammenlignet med de vilde 90'ere, hvor alt maste sig på, skreg og sprang i ens øjne og fremtvang en reaktion på den ene eller anden måde, føles dette år blodfattigt, akademisk og stille," skrev hun umiddelbart efter udstillingen åbnede 30. september.

I den tyske avis Die Zeit er reaktionen ikke meget mere begejstret end i den britiske presse. Avisen hæfter sig ved, at temaet for Leckeys kunst ifølge Tate Britains egne kuratorer er "spændingen mellem billede og selvet i dagens verden". "Nørdekunst" kalder avisen den slags værker, der peger mere indad end udad.

"Endnu engang gjorde et teoretiserende, refleksivt, ud over alle grænser selvreferentielt kunstsyn sig gældende," skriver Die Zeit om årets vinder.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

christian schmidt-rasmussen

Artiklen er et rimeligt godt eksempel på at nyhedsjournalistik og kunst ikke rigtig går hånd i hånd. Nyheden i denne artikel er at noget er kedeligt og der er en masse der synes det. Hvad det er der er kedeligt får vi ikke at vide. I overskriften står der at det er Turnerprisen der er blevet kedelig, men så vidt jeg kan læse i artiklen er det kunstneren der menes. Hvad med at skelne, og så i øvrigt redegør grundigt for hvad der er kedeligt før man begynder at råbe op? Og hvad med at redegør for hvad kedeligt egentlig er for noget? Skal man virkelig råbe PIK for ikke at være kedelig?

"Skal man virkelig råbe PIK for ikke at være kedelig?"

Skulle det være en joke? Er der noget mere kedeligt end at råbe PIK?!

Hvem Turner-prisen uddeles til og hvorledes denne kunstners kunst opleves smitter selvfølgelig af på hvordan prisen opleves. Uddeles den således til kunstnere der holder timelange, kendelige foredrag, opfatter folk den som en kedelig kunstpris - det er vel ret naturligt?!

"kedelige foredrag" skulle der have stået ----

Selvfølgelig kan mare argumentere med at præsentere foredrag om kunst som kunst er en ny og overraskende måse at betragte kunstbegrebet på - men kedelig - det undgår den ikke at blive for de fleste mennesker.

Gosh! - Jeg tror min computer har fået en sygdom ;-)

Selvfølgelig kan man argumentere med, at det, at præsentere foredrag om kunst som kunst, er en ny og overraskende måde at betragte kunstbegrebet på - men kedelig - det undgår den ikke at blive for de fleste mennesker.

christian schmidt-rasmussen

det eneste jeg mente med "at råbe pik" var at det e åbenbart er hvad der efterlyses for ikke at være kedelig. artiklen er på ingen måde informativ, men kun en parade af holdninger som er mig lidt ligegyldig da jeg ikke kender baggrunden for dem.