København-Dubai-New York-Los Angeles-og retur med eskorte. Danmark har fået sig en karruseltur af de helt store. Vi har fået os en svindler af internationalt format, og det er jo i grunden ganske sjældent, vi deler hus med så eksotiske emner inden for arten. Vi må som oftest nøjes med leverpostejs-excentrikere.
Stein Bagger kommer ganske vist ligesom DR's familien Sommer fra Frederiksværk med sin stålvalse og meget dejlige beliggenhed. Mere hverdag er der ikke i den historie. Der er til gengæld så meget andet.
Psykologiske profiler i lommeformat er blevet sprøjtet ud. Velestimerede psykologer og psykologer, der forsøger at blive det, har tilsyneladende siddet klar ved telefonerne, hvis tilfældet ville- og det ville tilfældet gerne. Ja, goddag Jørn Beckmann det er fra Danmarks Radio-det er fra Berlingske Tidende-.eller goddag Renate Sommerstadt, det er fra BT. Dagbladet Informations journalist psykoanalyserede uden psykologhjælp. Han citerede en af de forrådte, der beskrev Bagger som "klinisk renset for empat". Og så er meget sagt, eftersom det netop er definitionen på en psykopat. Fagfolkene siger det samme: Bagger er psykopat eller har psykopatiske træk.
Peter Aalbæk var ude i en håndevending og foreslå, at Ulrich Thomsen spiller Stein Bagger. Og så er han rigtig glad for den slutning, Bagger har givet os. Den er dansk.
Spejlet er vendt
Jeg spekulerer over, hvem der mon skal spille alle os enfoldige, og over hvordan man bundter os sammen til én rolle. Svært men nødvendigt, for det er jo os, der spiller hovedrollen. Det er os, der er det mest interessante led i den historie. Stein Bagger har kun haft succes som det, man nu kalder psykopat, fordi han var elsket, beundret og prisbelønnet i rollen. Nu har han vendt spejlet og viser os en anden side, ikke bare af ham men også af os.
Det er ikke små, blåøjede skolepiger, Bagger har ført bag lyset. Det er store, tunge drenge. Sådan nogle, der jonglerer med milliarder. Råder og regerer over hundredvis af ansatte. Sidder til bords med Ping og Pong og V.I.P. og V.A.P. Og som i både andres og eget billede ikke kan føres bag noget lys.
Så vi vipper Bagger af psykologbriksen og beder de tunge drenge og piger om at lægge sig pænt og kigge indad.
Det første, der falder i øjnene, er, hvor svag viljen til at være realistisk i grunden er. Mennesker vil virkelig gerne have deres guder i fred. Ifølge den it-kyndige journalist Dorte Toft, der blogger på Berlingske, har det været ret indlysende at skrive kritisk om IT Factory og Stein Bagger. Hvad hun har gjort gennem flere år. Hvorfor det? Jo, forklarer hun nu, hvor de fleste gider lytte, hvis man kender lidt til softwarevirksomheder, så er både omsætning og overskud hos IT Factory helt ude af trit, om end i positiv retning, med hvad andre kan præstere i den branche. Altså helt ude af proportion. Deres overskud før skat i 2007 svarer til, at hver af de 139 ansatte skulle have arbejdet 1.2 millioner kr. hjem til deres arbejdsgiver. Et overskud der tre år i træk er blevet fordoblet. Hos næstbedste i branchen ligger overskuddet på 400.000 kr. pr. ansat. Der er også en anden lille detalje. IT Factory har en lille bitte bestyrelse, tre mand høj hvoraf den ene var Bagger selv. Men som én af de to andre udtalte, så bygger dansk forretning på tillid. Det overnaturlige regnskab var noget, man kunne være stolt af. Og revisionsfirmaet KPMG har ikke haft én påtegning.
For mangfoldigheden
Den overnaturlige succes er en del af - succesen. Den overnaturlige succes taler kun sagte til vores fornuft og latente nysgerrighed. Vi vil simpelt hen så gerne have, at det findes. Vi tager gerne skridtet ind i enfoldigheden og gør os ringere, end vi er - for mangfoldighedens skyld. Nogen ville sige: for det guddommelige. Vi ser det i sportens verden, og i kunstens. Lad dem dope sig med EPO, sprut, kokain og lykkepiller, hvis bare vi kan få vores wunderkind.
Der ville være andre spor at følge fra psykobriksen. Nogen ville være vrede. Vreden ville være rettet mod dem, man har lyttet til. Og vreden ville afsløre noget, der påstås at være nedbrudt, nemlig vores autoritetstro, hvilket den næppe nogensinde bliver. Det er bare nogle andre autoriteter, der får os til at logre lykkeligt, eller rette ind med halen mellem benene. Vi vælger dem selv i modsætning til tidligere, da far udpegede autoriteterne for os. Princippet er enkelt: hvis to til tre af dem, der selv har synlig succes, og ofte også magt, siger noget pænt eller ligefrem beundrende om nogen, så har vi dokumentationen i orden. Og sådan har hver branche sine autoritære kædereaktioner. Nogle gange er det relativt harmløst, andre gange koster det en milliard.
Der er ofte en del nydelse forbundet med at se retfærdigheden ske fyldest. At se skurkene fanget, dømt og straffet. Snart vil fryden sænke sig over os. Og det skal den have lov til. En befolknings retsfølelse er en farlig størrelse at krænke. Men derudover vil jeg give min egen barm et eftersyn. Det er ikke længere siden end forleden, at jeg sad og omtalte en forfatter i rosende vendinger. Jeg har faktisk kun læst en enkelt novelle af vedkommende
bogdebat@mation.dk
