En gang imellem sker det, at Michael Palin bliver genkendt på de mest usandsynlige steder.
"Vi optog på en meget afsidesliggende ø i Beringsstrædet mellem Rusland og Amerika. Den ligger lige på den internationale datolinje, og bevæger man sig 10 kilometer til øen ved siden af, begynder dagen, som man lige har haft. Det er virkelig mærkeligt," siger han.
"Nå, men det var der, at vi besluttede os for at begynde vores rejse rundt om jorden langs datolinjen. Der bor 70-80 inuitter på øen. De er blevet tilbudt boliger i Alaska, men har valgt at blive boende her. Det er en ret besynderlig verden. Vi optog hele dagen, og da vi var færdige, kom de med en sælskindsbåd, som skulle sejle os til Alaskas kyst. Lige inden vi steg om bord, kom en gruppe af inuitterne tøffende ned mod os, en gruppe af de ældste. Jeg troede, at der skulle foregå en næsegnidningsceremoni eller noget i den stil. En af dem kiggede så på mig og sagde, 'er du ikke ham fra Monty Python og de skøre riddere?' De havde set filmen aftenen forinden. Med satellit kan alle se alt overalt. Og de her inuitter havde set De skøre riddere."
Den efterhånden 65-årige, britiske komiker og skuespiller smiler ved tanken.
Ansigtet har fået flere rynker, men ellers ligner han sig selv, som man kender ham fra det grænsesprængende, anarkistiske komedieshow Monty Python's Flying Circus (1969-74), Python-filmene og ikke mindst de mange, populære rejseprogrammer, han har lavet for BBC siden slutningen af 1980'erne.
Rejseprogrammerne har sikret ham et eftermæle, der er andet og mere end det stedsegrønne samarbejde med Cambridge- og Oxford-kammeraterne John Cleese, Eric Idle, Terry Jones, Terry Gilliam og Graham Chapman. Udover Cleese, der plejer en forholdsvis succesfuld skuespilkarriere i England og USA, er Palin den fra gruppen, som har klaret sig bedst i tiden efter Python.
Stolt af Python
Michael Palin er til filmfestival i Torino, Italien, og aftenen forinden har han introduceret en visning af Monty Python's The Meaning of Life (1983) for et begejstret, italiensk publikum. Bagefter blev han overfaldet af ivrige autografjægere, der ville have ham til at signere alt fra bøger og billeder til notesbøger og t-shirts.
Men det har han bestemt ikke noget imod, forklarer Palin, da jeg dagen efter kommer i audiens i Circolo dei Lettori, et herskabeligt udseende litteraturhus midt i Torino
"Sålænge de ikke beder mig om at lave min silly walk, så er det ok. Hvis ingen kom hen til én, ville man blive bekymret," siger Michael Palin.
"Rigtige fans kender serien og replikkerne bedre, end vi gør. For 30 år siden, da vi optog Life of Brian (1979) i Afrika, var der nogen, som udgav et fanblad: 60 ting du ikke vidste om Python. Vi lavede en quiz, og ingen af os fik mere end 25 rigtige. Vi havde ingen anelse om, hvad mere end halvdelen af tingene var."
"Jeg kan godt lide - og det kan vi alle - at folk stadig sætter pris på Python, og at der er en hel ny generation, som vokser op med Python. Det er ikke kun en gruppe gamle mennesker, jeg taler til, når jeg som i aftes introducerer Meaning of Life. Der er også nye mennesker, som ser dem, og det fascinerer mig. Det betyder, at der om 20 år måske vil blive afholdt en Monty Python-kongres, og vi vil alle være døde, og folk vil tale om os, som var vi døde. Det er der ikke noget galt i. Det er fantastisk, og jeg er meget stolt af meget af det, vi lavede i Python," siger han og erkender, at selv Python havde sin begrænsning.
"På samme tid vil jeg sige, at jeg tror, at vi slap ud af Python på omtrent det rigtige tidspunkt. Vi var begyndt at blive trætte og gentage os selv, og det var en svaghed."
Man må lide en smule
I dag er det rejseprogrammerne, som fylder mest i Michael Palins liv. Han kan godt lide at rejse til fjerne destinationer.
"Der ligger en stor fornøjelse i at rejse til lande, hvor ingen kender én, Pakistan f.eks. Dér har ingen den mindste anelse om, hvem man er, og så kan jeg kigge på dem. Og det er det, jeg godt kan lide som rejsende. Jeg bryder mig ikke om, at de kigger på mig."
Samtidig foretrækker Palin virkeligheden, og rejseprogrammerne er mere personlige for ham end de film, han stadig indimellem får tilbudt roller i.
"Jeg har lavet film, som jeg er meget glad for: Fisken de kaldte Wanda (1988), Time Bandits (1981), Brazil (1985), A Private Function (1984) og alle Python-filmene... men det er store projekter, som involverer mange mennesker, og man må indgå visse kompromisser med sin tid, energi og indsats. Rejseprogrammerne er noget helt andet. Vi er kun et lille hold, vi bestemmer selv, vi arbejder fra tidlig morgen til sen aften, ingen tid spildes ved at vente på, at solen kommer frem, eller på at kulissen bliver belyst. Det er bare i gang med arbejdet, og jeg nyder at arbejde på den måde."
Indimellem er det dog ikke lige behageligt, fortæller Palin. Men det kommer der kun godt tv ud af.
"Jeg elsker bekvemmeligheder, og vi rejser ikke altid på den hårde måde. Vi filmer bare ikke de firestjernede hoteller. Men ofte får man det bedste materiale de mest ukomfortable steder," siger han, og forklarer.
"Da vi var i Nepal, førte maoisterne vores producer og mig ud i junglen. Det var meget ubehageligt, men der kom fantastiske optagelser ud af det. Man skal huske på, at man indimellem må lide en smule, og det har jeg intet imod."
Svære film om Europa
Andre gange bliver rejserne og de efterfølgende programmer besværliggjort af mere udramatiske årsager, fortæller Michael Palin.
"Vi rejste rundt i Østeuropa, og det var meget anderledes end de andre programmer," siger han og uddyber.
"Himalaya, Sahara og pol til pol bliver ret eskapistisk, fordi man ser folk rejse til steder, hvor man formentlig ikke selv får mulighed for at komme. Destinationerne er eksotiske med vidunderlige landskaber, og lokalbefolkningen bærer farvestrålende kostumer, og de minder slet ikke om os."
"Hvorimod det nye Europa, Østeuropa, er folk meget tæt på os. De er vores naboer, og de minder meget om os kulturelt set. De har samme politiske tankegang, og vi har historien til fælles. Det er meget sværere at opsummere Europa end Himalaya, hvor folk har været buddhister i mange, mange år."
"Europa er sværere at formidle, fordi vi rejste rundt i 20 lande, hvilket er alt for mange. Hvert eneste land har sin egen historie og et ønske om at være anderledes end de andre, være noget specielt. Det var umuligt at formidle det i løbet af den tid, vi havde."
Palin vil ikke afsløre, hvor han nu skal rejse hen, og det meste af kloden er da også udforsket af ham og hans filmhold, men han fortæller, at han lige er blevet færdig med en slags jubilæumsudsendelse i anledning af, at det er 20 år siden, at BBC sendte den første, Jorden rundt i 80 dage.
"I stedet for at lave et slags erindringsprogram til BBC, syntes jeg, at vi skulle lave en ny rejse," siger han.
"Vi udvalgte således et enkelt af afsnittene i Jorden rundt i 80 dage, hvor jeg rejste med en dow fra Dubai til Mumbai. Det tog os syv dage med en gruppe fiskere, og denne gang drog vi ud for at se, om vi kunne finde dem igen. Det handler vores dokumentarfilm om, og den bliver sendt her i julen."
En bedre verden
Siden Michael Palin begyndte at rejse verden rundt er mange andre rejseførere kommet til på tv.
- Hvordan har du det egentlig med konkurrenterne - ser du deres udsendelser?
"En hvilken som helst rejse, der bringer én til et interessant sted og fortæller en god historie, er glimrende. Det er kun godt, at forskellige mennesker foretager forskellige rejser. Stephen Fry rejser på én måde, Paul Merton på en anden. De ser alle på verden fra forskellige vinkler. Det vigtigste er, at de rejser ud i verden med et godt filmhold og får nogle gode billeder med hjem."
"Selv foretrækker jeg at se en programrække af Bruce Parry med titlen Tribe. Han har for nylig været i Amazonas, og han når ind til kernen, når han bor sammen med disse stammer i en måned. Det er måske kort tid, men han formår at kommunikere med folk, man ellers ikke ville møde, og han iagttager dem og spejler deres måde at leve på. Det er meget godt, fordi vi bør huske, at der findes mennesker som er forskellige fra os. Jo bedre vi kender dem, jo bedre bliver verden."
Palin har altid fulgt sin passion, hvilket er en af grundene til, at han f.eks. aldrig har lavet en Hollywood-film, i modsætning til f.eks. John Cleese.
"Det er meget få ting, jeg har lavet for pengenes skyld. Jeg går ud fra, at jeg kunne have tjent en formue på at lave en Hollywood-film. Men de Hollywood-manuskripter, jeg er blevet tilbudt, har ikke været særligt gode. Filmene ville være blevet mindre gode, end hvis jeg var blevet i London for at arbejde med de mennesker, som jeg har arbejdet sammen med der. De fleste af mine valg har været rimeligt kloge, fordi jeg ved, hvad jeg kan og ikke kan. Jeg ville sikkert være rædselsslagen for at arbejde i Hollywood, i hvert fald ville jeg kede mig. Men jeg har haft held med at lave nogle ting, som også genererer nogle indtægter."
Klask!
Som mangeårig fan kan jeg ikke lade være med at spørge lidt mere til Monty Python. Michael Palin forklarer, at han og de øvrige i gruppen har en manager, som tager sig af alle spørgsmål, der har at gøre med den mærkevare, som Monty Python er blevet. Blandt andet har gruppen oprettet en kanal på YouTube, hvor de til en vis udstræing kan styre, hvilke klip fra tv-serien og filmene, der bliver vist.
Kanalen er meget populær, afslører et hurtigt besøg på YouTube. Selv ser Palin kun sjældent de gamle ting.
"Hvis jeg kommer til en begivenhed som den her, kan jeg finde på at se en lille smule af en film," siger han.
"Jeg elsker at se folks reaktioner på vores film. Det er anderledes med tv, fordi man ikke ser på folk, mens de ser tv. Med filmene kan man se på publikum og høre dem more sig, og hvad de morer sig over. Det er meget tilfredsstillende."
Det er ved at være slut på audiensen, og til sidst fortæller Palin, hvilken af de mange hundrede Python-sketcher han selv holder mest af.
"Min favorit er fiskeklaskedansen, som er en meget fjollet sketch, jeg lavede med John Cleese. Den er ikke spor verbal eller særlig begavet på nogen måde. Der er bare noget ved den, som på en eller anden måde opsummerer Python. Jeg ved ikke præcis, hvad det er. Måske det faktum, at vi bærer tropehjelme og britisk kolonitøj. Måske fordi den har med fisk at gøre. Og måske fordi den er meget fjollet."
"Jeg slår John med fiskene, og det gør ham meget vred. Han kan ikke lide, at folk slår ham med fisk. John slår så mig med en fisk, men han slår ikke bare. Han gør det på en næsten militær facon. Han holder den op, som var det en riffel, sigter og, klask!, så rammer den mig. Den får mig altid til at grine."
