Interview
Læsetid: 9 min.

Noget så pinligt som solidaritet og næstekærlighed

Interview. Den måde, Nynne og Sys Bjerre er pinlige på, vil jo ikke noget. Det er bare en lille ridse i egoet. At blotte sig, turde være solidarisk og empatisk, det er derimod pinligt, hvor noget større end en selv er på spil, mener skuespilleren Mette Horn og instruktøren Lotte Svendsen, der står bag den premiereaktuelle film 'Max Pinlig'
Kultur
5. december 2008

Det er blevet smart at være pinlig. Signalværdien er i overskud, når man kan rumme de madrester, man har mellem tænderne på den første date. Sys Bjerre synger sukkersødt, at hun har accepteret, at hun er en kegle, og klumme- og filmfiguren Nynne har fået selv den mest stilbevidste, moderne kvinde til at indrømme, at hun kan være åh, så kikset, ind i mellem. Jo, det skal være slut med at proklamere over for kvinderne i ens selvbestaltede bogklub, at alt bare er fantastisk på hjemmefronten, og i selvhjælpsbøger fortæller mødrene ærligt om, at den lykkeligste tid på døgnet er, når børnene er lagt i seng - mens de kæmper for ikke at føle sig som dårlige mødre af den grund.

Maxs mor er også tåkrummende pinlig i den nye film med titlen Max Pinlig fra filminstruktøren Lotte Svendsens hånd. I filmen, der har premiere i dag, går drengen Max - også kendt fra tv-serien Max - vældig meget op i at være så normal og tjekket som mulig. Det spoleres imidlertid konstant af den topengagerede og nørdede mor, der spilles af Mette Horn. Selvfølgelig sker alt i den bedste mening, og selvfølgelig er Maxs mor en pine for hans skrøbelige teenagesind.

Men det er altså ikke Nynne som mor, forfatterne på filmen - Tommy Bredsted, Lotte Svendsen og Mette Horn - har ønsket at lave, nærmest fnyser Horn med sit udprægede komiske talent, da vi sidder på en Vesterbro-cafe med hjemligt interiør.

"Den pinlighed, vi beskriver, er en pinlighed af en anden art, end der hvor Nynne siger, 'jeg er ikke blank for at indrømme, at jeg kan også bare kan være enormt kikset'," japper Mette Horn og gør sig til en meget grim Nynne, hvilket Nynne jo aldrig rigtig er.

"Det er pinligt på en anden måde i Max Pinlig, fordi det handler om værdier og om at blotte sig. Og så noget så pinligt som solidaritet, næstekærlighed og empati. Sådan nogle venstreorienterede værdier, der har været gemt godt af vejen længe."

Der er masser af det i pigebladene, konstaterer Horn. Det med f..., hvor er det pinligt:

"Nu kommer der også popsange; hold kæft, jeg er en kegle og jubii, så har vi også købt den. Men det tør jo ikke handle om noget. Det er egoet, der har fået en lille ridse. Det er bare en forlængelse af egoist-isen Ego, og jeg spiser Magnum, og jeg spiser den bare alene, for de andre kan bare rende mig i røven," sprutter skuespilleren.

Drop klaphatten

Lotte Svendsen forklarer, at holdet bag filmen har skabt Maxs mor som en heltinde.

Børnene i filmen tror, hun er 'max' pinlig. Hun er historikernørdet og akademisk. Men hendes intellektuelle engagement og nærvær er altid stærkere end det med at rydde op og tømme skraldespand. Faktisk er det moren, der ender med at finde løsninger på de konflikter, Max har med klassekammeraterne og den udkårne Ophelia. Og moren er ifølge instruktøren ikke en ironisk figur, men en kvinde med stålsatte, gammeldags værdier.

- Den kreative klasses mor, der har de rigtige venstreorienterede værdier, hvor er hun en dårlig mor?

Mette Horn: "Al selvgodhed stinker. Og med børn i den alder er alt jo forkert. Det er en naturlov. Jeg kan have en rigtig samtale med min 12-årige søn, og så drejer han den bare, så vi bliver uvenner. Og det er så det, vi skal bruge hinanden til nu. Jeg kan være nok så meget til stede i nuet og have tungen lige i munden i forhold til ham, men jeg skal ikke bruges til en skid andet," siger Mette Horn og retter sig selv: "Ikke en skid andet... det er også en stor opgave at stille op til, at han kan få lov til at stå og skrælle mig af."

Og så er der selvfølgelig dobbeltmoralen. Maxs mor, der ikke vil have, at han går i mærketøj, mens hun selv klæder sig lækkert på, når hun skal møde sin forlægger. Eller ikke kan finde ud af at løse en konflikt med veninden, mens hun forsøger at løse Maxs konflikter i forhold til kammeraterne.

Lotte Svendsen: "Jeg har for eksempel utrolig svært ved at sige til mine børn, at de ikke må lyve, når jeg selv benytter mig af løgnen, fordi jeg tror, at den gør det bedste. Det dilemma om, hvorvidt man må stikke en hvid løgn eller ej, tumler Max også med i filmen."

Mette Horn kryber lidt ned i sweaterkraven og siger: "Alderen omkring 10-12 år er et spændende rum, hvor børn går i gang med at stille spørgsmål til deres egen identitet og verden som sådan. Spørgsmål, man selv som voksen jo ikke er blevet færdig med at svare på. Så må man turde være voksen og droppe klaphatten, for børn har ikke brug for at være venner med deres mor i den alder. Så må man sige: 'sådan ser det ud for mig lige p.t.' Det er ikke sikkert, at man har ret. Men senere, når vi er kommet over på den anden side, hvor børn og forældre begynder at ville hinanden igen, så kan man jo godt indrømme, at man har været lige så meget så i tvivl, som de var."

Et gunstigt rum

"Jeg havde verdens sødeste far, jeg har aldrig fået en straf eller skæld ud. Han satte ingen grænser, og i puberteten skabte jeg et røvhul ud af ham. Stod til Parkering Forbudt og sagde, 'far du kan skide mig et stykke," siger Lotte Svendsen, mens hun viser fingeren.

For Lotte Svendsen er filmen også et forsøg på at genskabe en tilstand og et rum, som har betydet meget for hende som barn, og som hun som voksen har konstateret var et gunstigt rum at opholde sig i.

"Det var en konstant fortabelse i en irrationel verden. Jeg er vokset med en forælder, en nørdet gymnasiefar med masser af bøger og masser støv; for lidt penge og bliv hjemme fra skole i dag, så læser vi endnu mere højtlæsning. Jeg har aldrig oplevet, at han har lavet kvalitetstid med mig. Det var fuldstændig udelukket, at vi foretog os noget bare på mine præmisser som at gå ud og købe tøj til mig eller at sørge for, at jeg gik til badminton, hvis det var det, jeg ville. Der blev aldrig formuleret en tilstand af forholdet voksen/barn." Lotte Svendsen mener, at tv-serien Max har haft rigtig gode seertal til trods for, at det ikke er et mainstream middelklassehjem, der skildres, fordi andre kan se, at det er en tilstand, der er behagelig at være i: "For eksempel er der nogle samtaler i serien om det at blive set og ikke blive set, hvor Maxs mor siger, der er forskel på at blive set og blive set på. Det er nogle ret lange samtaler på et niveau, hvor vi tager mors tanker lige så alvorligt som Maxs følelser."

Skilsmisser

Der er masser af brud og skilsmisser i filmen. Ophelias far sidder i fængsel, og har ikke kontakt til sin datter. Maxs mor og far er skilt.

Både Lotte Svendsen og Mette Horn er skilt, nogle gange fremgår det under samtalen. Og Mette Horn insisterede på et bestemt replikskifte i filmen, hvor børnene i Maxs klasse taler om, hvor de skal holde jul, og delebørnenes realvirkelighed omkring den søde juletid udstilles i, "hvis julen falder på en ulige uge, skal jeg være hos min mor" og "vi har stadig ikke fået svar fra overpræsidiet."

"Jeg er selv skilsmissebarn og har altid syntes, at julen var en lang hån, fordi det var en fejring af en institution, der ikke rigtig fandtes mere," siger Mette Horn.

"Og det gjorde ondt. De voksne høvlede rundt og dækkede over det, og alle var bundet af et disneybillede, som ingen kunne leve op til. Jeg sad altid der med øjne som små sprækker, når andre fortalte om, hvad de lavede til jul: 'Nå, så har I været i skoven, og så kommer onkel Frede altid, og så klokken to så bliver det rigtig sjovt, og så leger I pakkeleg. Hm hm..."

Lotte Svendsen: "Det er ikke noget, vi følger op på i filmen; børnenes oplevelse af skilsmisser. Men det er for at skabe en tilstand med, at det, en voksenverden kan tilbyde, er noget meget ustabilt og kaotisk."

- Det lyder ikke særlig ansvarligt?

Mette Horn: "I forhold til en skilsmisse kan man komme til en grænse, hvor man må se sig selv i spejlet og spørge, om man er det menneske, man gerne vil være over for sine børn. Man kan nogle gange ændre sig til et uhyre i et forhold, og selv om man synes, at sådan er man faktisk ikke, så må man sige til sine børn, at sådan er jeg altså, når jeg er sammen med far. Det er jo ikke noget at byde børn, at to ellers søde og begavede mennesker skaber et syrebad, når de er sammen."

Lotte Svendsen læner sig frem i stolen: "Jeg er meget optaget af den alternative familie. Det har også været lidt en pointe i vores fortællinger, at løsningerne har været orienterede mod noget, der blev ordnet i et fællesskab, og det fællesskab ikke nødvendigvis er et fællesskab af far, mor og børn. Noget af det bedste, jeg har med mine egne børn, det er vores alternative familie. Den spontanitet, der er, når hverdagens tummerum bliver brudt. Jeg er søgt lidt tilbage til mine gamle bz-venner, som også er blevet skilt, og vi er vendt tilbage til nogle kollektive værdier, hvor vi laver store madaftener på skift for hinanden."

Men den alternative familie som erstatning køber Mette Horn ikke:

"Men man kan jo ikke løbe fra, at den konstellation, børn dybest set helst vil have, er at være sammen med de to mennesker, der elsker dem allermest i hele verden. Så simpelt er det, det kan du ikke intellektualisere dig ud af eller dække over ved at komme med en sjov bemærkning eller noget romantik."

Lotte Svendsen er ikke enig.

"Jeg er ikke vokset op med den der firkløver-fornemmelse med far mor og to børn. Jeg kan ikke huske tilstanden, at min mor og bror var der. Så min lykkefølelse har altid været, når der blev ringet på døren, og man skulle se, hvem kom ind og skulle være en del af vores aften. Det har jeg givet videre til min to drenge på tre og fem. Når der kommer et grønt bud med blomster til mig, så står de og råber, om han skal spise med."

At filmen handler om, at nogle værdier er bedre end andre - og at man som voksen er nødt til at spørge sig selv om hvilke værdier, man vil give videre til sine børn, selvom tvivlen nager - lægger Horn og Svendsen altså ikke skjul på.

Som Lotte Svendsen siger: "Jeg blev spurgt af MetroXpress, om jeg ikke var træt af det brand, jeg havde i medierne som venstreorienteret feminist. Men det er jeg da stolt af. Det, der til gengæld undrer mig, er, at jeg har haft så mange seere og lavet så mange afsnit af noget som Max-serien uden at lave ét eneste interview. Serien har endda vundet en pris som årets bedste tv-serie for børn og unge i 2007. Ingen ville spørge om noget. Men når Emmas Dilemma (den feministiske satiregruppe, der har været en del af DR2's satireflade om fredagen, og hvor Mette Horn også medvirker, red.) har solgt 3.000 billetter ude på Avenue T på en måneds arbejde, er det blevet dækket i hoved og røv; og hvad med kvinder og hvad med parforhold og alt det der, vi ligesom selv står i. Men at bruge historien om Max, som måske er et endnu større projekt, det vil man ikke. Det med børn, det er bare lidt kedeligt. Eller også er det fordi, der måske i virkeligheden ligger en selvoptagethed også omkring det at få børn; at man er meget optaget af, hvad det her med børn skal sige om mig. Hvordan brander det mig. Og det er jo ikke det, vi fortæller om i Max," siger Lotte Svendsen.

Max Pinlig. Anmeldes på side 14-15

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her