Læsetid: 6 min.

Et skridt frem, et tilbage

Det er i en krudtsky af lobbyisme og sagsanlæg, at den internationale musikindustri er trådt ind i en ny og mere opfindsom æra. Men det er ved at ske. Og mere eller mindre uantastet af branchens ballade udkommer der stadig brillant, inderlig, opfindsom musik. Den kan ingen stoppe
Beth Gibbons fra det britiske band Portishead under en koncert i 2008. Portishead kom meget passende tilbage med et fabelagtigt egensindigt album. De har været længe savnet.

Beth Gibbons fra det britiske band Portishead under en koncert i 2008. Portishead kom meget passende tilbage med et fabelagtigt egensindigt album. De har været længe savnet.

Estela Silva

Kultur
29. december 2008

2008 går på hæld. Og hvad skal det ikke ende med? Kendte musikere giver deres musik væk. De sidste superstjerner i vores tid er 50 år gamle. Gamle drenge nægter at anerkende udviklingens realiteter. Og det globale og lokale flyder sammen som aldrig før.

Således er historien om dansk musikbranches skærmydsler også på sin vis historien om den internationale musikbranches trængsler. En branche med faldende salgstal er i gang med at afprøve nye metoder, men gør det stadig med slæbende fødder og i en krudtsky af lobbyisme og sagsanlæg.

I år når salget af downloadede sange ellers op over en millard i USA. En milepæl. Men samtidig er salget af fysiske cd'er faldet med ca. 45 pct. siden år 2000. Napster åbnede i 1999, og året efter begyndte bl.a. Metallica at lægge sager. Og her i dag er modstanden mod en ni år gammel, ny verdensorden stadig betragtelig.

2008 har givet os både fremskridt og tilbageskridt i udviklingen mod en anden form for musikalsk kultur og udbud. Sony Ericsson har annonceret PlayNow Plus, og Nokia Comes With Music, der begge tilbyder gratis download af musik, som man dog kun i begrænset omfang får lov at beholde. Og som i første omgang fokuserer på aftaler med de fire multinationale pladeselskaber frem for de uafhængige selskaber. Madonna er åbenbart vigtigere end Radiohead. Det er kommende tilbud, som er tæt op ad danske TDC's Play, som blev en realitet her til lands i år.

MySpace Music

MySpace lancerede også MySpace Music, der også er ankommet med de samme monokulturelle børnesygdomme som TDC's, Nokias og Sony Ericssons tilbud. Sitet tilbyder reklamefinansieret streaming af millioner af sange i fuld længde samt salg af disse sange i form af Digital Rights Management-frie downloads, altså som helt rene mp3-filer. Men ikke alle er med. De fire major labels, Warner, Universal, Sony BMG og EMI er, men ikke centrale uafhængige selskaber som Beggars Group, Tommy Boy og Domino, der har navne som Franz Ferdinand, Radiohead, M.I.A., The White Stripes og Bonnie 'Prince' Billy. Så et skridt frem og et eller måske endda to tilbage for den musikkulturelle diversitet.

Og så må man for andet år i træk holde skarpt øje med hvad Trent Reznor alias Nine Inch Nails foretager sig. I år fordi han udgav albummet The Slip som ganske gratis download, endda i formater bedre end cd'en. Og Reznor nynner alligevel hele vejen til banken, for hans koncerter er udsolgte, og hans hardcore-fans køber alligevel de lækre eksklusive udgaver af hans musik. Det kunne ligne en fremtidig strategi for store navne.

Over- og underklassen

Albumformatet er ved at måtte vige pladsen for enkelt-tracket, mp3-filen, som vigtigste musikformat. Men AC/DC og Beatles kan stadig kun købes som hele albums og ikke på iTunes. For der er stordrift i at få folk til at købe et helt album frem for en enkelt sang. Og i det hele taget vil prisen på musik blive et af de store diskussionsemner i den kommende tid. Skal den være gratis, men til gengæld kun tilgængelig i bindingsperioden, som hos mobilselskaberne? Skal den være i gratis dårlig streaming-kvalitet og til salg i gode kvaliteter? Vil det være kendetegnet ved over- og underklasse i fremtiden, at førstnævnte får god, reklamefri lyd, og de mindrebemidlede må trækkes med skidt, reklamefinansieret ditto? En flæskesteg er ikke bare en flæskesteg, og et Britney Spears-track er heller ikke bare et Britney Spears-track.

Computerspillet er også blevet en spiller. Der er kommet nye måder at købe musik på via spil som Grand Theft Auto IV, mens musikspil som Guitar Hero og det nye Wii Music skaber stadig voksende muligheder for også at sælge musiklicenser. Og førnævnte Trent Reznor har også været hurtig til at se potentialet i iPhone og dens såkaldte og hyperpopulære apps (over en milliard solgte på et år!), altså ekstraprogrammer. Således udkommer en særlig Nine Inch Nails-version med over et dusin sange til det Guitar Hero-lignende Tap Tap Revenge.

Og musikken? Tjah, der var ingen dominerende stilistisk trend på den internationale scene i året, der snart er gået sin vej. Men der kom - som altid - fremragende plader. Portishead kom meget passende tilbage med et fabelagtigt egensindigt album. De har været længe savnet. Ligeledes britiske The Chap brillerede med deres tredje album Mega Breakfast, hvor de udvidede deres grænsesøgende råderum yderligere uden at miste popappeal eller deres særlige ironisk inderlige diskussion af rockens autenticitet og muligheder for leg på højt kunstnerisk niveau.

Overflødighedshornet

På den anden side af dammen, i overflødighedshornet New York, flyttede TV On The Radio grænserne for hvad rockmusik kan med deres tredje album, og Deerhunter ramte en forførende sødmefuld psykedelisk åre med perlen Microcastle. Gang Gang Dance excellerede endnu engang i deres helt egen futuristiske ursuppe på Saint Dymphna. Og Vampire Weekend dyrkede deres egen liflige såkaldte 'Upper West Side Soweto', mens Hercules and Love Affair gav old skool-discoen nyt liv.

Og en ny art alternativ rock sprøjtede ud af USA - fra San Francisco-trioen The Hospitals og fra Los Angeles- duoen No Age. Saliggørende blodig, spyttende og flænsende rock fra garager, hvor der ikke kun lugtede af bidsk innovativ benzin, men også af noise, free folk og dub-inspirationer.

Så er de her anderledes joviale og tilgængelige: Fleet Foxes og Bon Iver, der gav os hver deres inderlige amerikanske folk. Mens svenske Wildbirds & Peacedrums med deres gribende - og om sig gribende - andet album The Snake viste, hvordan folk/jazz kan række ind i alskens sfærer, ikke mindst den, der tilhører den kødelige poesi. Mens landsmændene i Tape skabte ny post-kammermusik og avantgardepop på det brillante Luminarium.

Tilbage til 80'erne

80'erne vendte tilbage i hiphop med brugen af nostalgisk klingende, gamle analoge bas- og trommesynthesizere på strålende plader fra Common, Kanye West, Q-Tip og ikke mindst The Cool Kids, der på Bake Sale rapper Álike I'm bringing '88 back", sampler elguitarer i bedste Run-D.M.C.-stil og mobber Beastie Boys. Black Milk og Lil' Wayne leverede i øvrigt også strålende plader. Og Erykah Badu genopfandt sin besjælede, begavede og engagerede soul.

Og så viste der sig faktisk også en spirende bevægelse i 2008: Et globalt alternativt jetset er for alvor begyndt at røre på sig. Blandt medlemmerne finder man sangere/rappere/sangskrivere som amerikanske Santogold, Yo! Majesty, srilankansk-engelske M.I.A. og Esau Mwamwaya fra Malawi samt producere/dj's som amerikanske Diplo, svensk/franske Radioclit og amerikanske DJ/rupture. Stærke, fortrinsvis kvindelige performere med alternativ kropslighed, etnicitet, påklædning og kosmopolitiske producere, der finder nye sammenhænge mellem bas og anden booty-rystende lyd på alskens kontinenter. Og de samarbejder på kryds og tværs. Hvilket kan høres på forrygende samarbejder, mix- og dubalbums såsom DJ/ruptures Uproot og Diplo + Santogolds Top Ranking.

Og elektronisk kort: Amerikanske Flying Lotus leverede et smukt stykke collagekunst med Los Angeles. Og fra Storbritannien fik vi fornemme udvidelser af grime og dubstep med The Bugs London Zoo og Dusk + Blackdowns Margins Music. Og derovre begyndte en ny genre - døbt noget så uopfindsomt som funky - minsandten også at udvikle sig. Funkys eksperimenterende dansevæsen er vokset ud af den knap så anerkendte genre funky house og bliver p.t. fortolket af yderst interessante grime- og dubstep-producere. Det ser vi nærmere på i 09.

Og imens er de sidste megastjerner blevet gamle. Michael Jackson, Madonna og Prince fyldte alle 50 i 08. De sidste megastjerner er aldrende - ja, Michael Jackson er ved decideret dårligt helbred - og deres astronomiske salgstal hører en svunden tid til.

Men legenderne lever videre på YouTube, hvor 'Thriller' lige om lidt runder de 30 millioner visninger. Og det er her, at det sner: I USA er YouTube allerede blevet det foretrukne sociale netværk for musikbrugere, der altså her viderefører traditionen grundlagt af MTV ved at foretrække levende billeder som akkompagnement til musikken. Det kommer givetvis til at præge 2009 yderligere. Og ender det år så godt? Hvem ved. Musikken holder i hvert fald aldrig op. Og det er godt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her