Læsetid: 5 min.

Skridtets poet

Lyrikeren og prosaisten F.P. Jac er død, 53 år gammel
Lyrikeren og prosaisten F.P. Jac er død, 53 år gammel
27. december 2008

Blot en måned efter, at han modtog Det Danske Akademis Store Pris, er digteren F.P. Jac død, kun 53 år gammel. Dermed må der siges farvel til en af de allermest originale og egensindige sprogfornyere, moderne dansk litteratur har set, en ordmager af de helt store, opfinderen af hidtil usete gloser og betydningsforbindelser, kompromisløs, hvor det gjaldt om dette ene: at hitte på.

Selv yndede Jac - Flemming Palle Jacobsen, som han oprindelig var døbt - at betegne sig som en 'skridtets poet', hvormed han sigtede til sin intense interesse for sex, men også til en personlig poetik, ifølge hvilken verset i bogstaveligste forstand skal vandre af sted for så at vende, og ofte vende tilbage via ledelinjer med omkvædsfunktion. At digte var for ham at bevæge sig skridende og overskridende frem - ud i det nye, hidtil uprøvede - men herigennem også nå tilbage, til en uspolerethed af en slags, som han formmæssigt manifesterer ved den enkle gentagelse og stofmæssigt indkredser ved at holde sig til det basale, såsom forår, elskov, akvavit og rullepølsemadder.

Kragskovhedelejren

Jac fik sin debut som 21-årig med et lille hvidt hæfte, Spontane kalenderblade (1976). Legenden om bogen fortæller, at de første udkast blev til, mens han afsonede en straf i Kragskovhedelejren, efter at et bekendtskab med civilforsvaret på Almegård Kaserne, Bornholm, var faldet slettest tænkeligt ud. Han skulle ikke være CF'er, og heller ikke ingeniør eller kontormand. Han skulle være poet, og det blev han hundrede procent.

Et samspil mellem særlige faktorer gjorde hans entré på 80'ernes scene spektakulær og ikonisk. Ligesom vennen Michael Strunge kom han lige fra Hvidovres arbejderklasse og ind på parnasset, fyldt med fandenivoldsk humør og med masser af appetit på, hvad der bød sig af chancer for sådan nogle 'Glimmer Twins', der måske nok begge gik med en kæmpestor angst et eller andet sted, men dulmede den med diverse midler og frem for alt en tid lang forstod at vende den produktivt udad.

Set i et større litteraturhistorisk perspektiv placerer Jac sig i forlængelse af, hvad man kan kalde den ekspansive, deskriptive, jeg-orienterede linje inden for moderne poesi - den, der begynder med Walt Whitman og her i landet videreføres af bl.a. Johannes V. Jensen, Jens August Schade, Jørgen Gustava Brandt og Klaus Rifbjerg. Centralt i hans tekster står ofte, som i Whitmans Song of Myself, et på én gang sansende og syngende subjekt, af og til generaliseret, forstørret til et generationsomspændende vi. Derudover præges hans stil af tangentielle volter plus udbrud af viltre pudseløjerligheder; han er snarere centrifugal end centrumssøgende, helst så eruptiv som forholdene tillader. Al betydning skal gerne spredes mere end samles, og om de dyre stabile symboler bliver der aldrig tale.

Den her beskrevne teknik blev sådan set lagt fast allerede med hans gennembrudsbog Misfat (1980), men dens særsprog tog med årene til, og metoden slog da også tit med en sørgelig forudsigelighed over i det decideret våsede og kritikløst udvandende, som i de rent ud ligegyldige og overflødige bøger om iagttageren Numse-Kaj. Man kunne nok sige, at jo tættere der blev mellem genstandene i forfatterens eget liv, jo længere blev der mellem snapsene i hans bøger.

Dog, billedet er ikke entydigt. Jac nåede således at skifte genrespor og vise sig som en herligt uimponeret og mildt selvironisk memoireskriver med Fortælleren blev senere sig selv (1998) og Jeg er selv med i billederne (2008), og selv ovre i den mere fjottede ende af hans digtning er det nemt at finde sproglige perler. For de dukker nemlig hele tiden op, hans vidunderlige one-liner-fund, og det er et spørgsmål, om de overhovedet ville være kommet til uden alt det andet, uden den (tilsyneladende) tomgang, der lader dem tone lysende frem.

Jacs poesi kan studeres i udvalget Usvækkede digte, der dækker perioden fra 1976 til 2000, lejlighedsdigteren møder man i Årsvækster. Udenomsdigte 1977-1994 (1995), og hans mangeårige samarbejde med kollegerne Klaus Høeck og Asger Schnack står dokumenteret i form af Bandet Nul Samler Værket (1993), ligesom Duoen (med kun Jac og Schnack) har fået rejst sig et minde med Duoen samler halvfemserne fra 2000.

Et af de flotte optrin, der melder sig ved budskabet om hans død, er Jacs performance engang tilbage i 1980, da der blev holdt lyrikoplæsning i Brumlebys forsamlingshus, eller Kostalden som den hedder. En rigeligt beskænket tilhører havde gentagne gange afbrudt de medvirkende poeter med højrøstede bøvede tilråb, men Jac, der helt rigtigt havde gættet, at der inde bag den øllede fredsforstyrrer gemte sig en mislykket digter, pacificerede ham totalt ved, da han gik på scenen, at stampe i gulvet og sige: "Hør så her, bessefar, nu skal jeg læse et digt, der er ti gange bedre end dem, du nogen sinde kommer til at skrive." Det lukkede munden på fyren.

Om F.P. Jacs eget forhold til alkohol ved de fleste, at det var inkluderende og tolerant. Han holdt ikke sit gamle heroiske løfte om at drikke sig ihjel, inden han fyldte tredive, men han stod ved sit forsæt om ikke at skåne sig selv. Dette var, poetisk kvalitet eller ej, indimellem en ynk at se på, om end det i et andet og mere eksistentielt regnestykke godt kan kaldes for en slags konsekvens, grandios som så mange af hans digte.

På dansk ved F.P.Jac

I sin takketale hos Akademiet her for en måned siden sammenlignede Jac - ikke uden selvfølelse - sin produktion med selveste Dan Turèlls og bedyrede, at det var hans agt at overgå denne i antal udgivelser. Sådan skulle det ikke gå. Men de står der, alle hans mange bøger, og minder om en elsker af det danske sprog, der imidlertid samtidig var en slags budbringer et andet sted fra, fra en verden, hvor kærligheden blomster og det altid er solskin, og hvor alting kan siges smukt på et sprog, vi alle burde forstå. Måske det var dette sprog, han oversatte fra, da han foran i en af sine digtsamlinger skrev: På dansk ved F.P. Jac.

En livslang inspiration blev for Jac 'The Kinks' og ikke mindst gruppens forsanger Ray Davies. Det var ham, der sang A well respected man, transformeret til dansk via Peter Belli som "helt igennem respektabel". Heri hedder det om den flinke borgermand, at han "gør, hvad han gør, og gør det pænt og nobelt".

Hvad Jac selv gjorde, gjorde han ikke just pænt eller nobelt, men altid med umiskendelig stil.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

I togets blå nuance sidder jeg tavs
mærket og plettet af stedernes snavs
Stationernes vukken, hjemve, skam
den mand i vinduet - er jeg virkelig ham?
Vingeskudte træer, gråvejrsfugle, vind;
frihed, ægte frihed, fang mig ind
Ja, her sidder vi, rejsende, på første trin,
du med din næse - jeg med min

Falder du nu, sig mig, falder du?
Falder du, rejsende, falder du?
Hør livet kalder, stadigvæk ungt
Falder du nu, så falder du tungt

- Michael Falck & F.P. Jac

Per-Olof Johanssson

.. tænk jeg kan ikke se de decideret våsede og kritikløst udvandende, det ligegyldige eller overflødige i "Numse-Kaj som besøgsven".
..... måske er det som Numse-Kaj lader en vis anmelder sige: "..men jeg anmelder jo mest mit eget hovmod hver gang."
.....måske kan både en anmelder og en nekrologskriver være inhabil, når en digtbog, han selv indgår i, skal bedømmes?