Skuespilleren stråler. Taler og ryster og går ud af sit gode skind. Bliver transparent og ulidelig - og vidunderlig og uopnåelig. Og dog er man som tilskuer ikke berørt.
Hvorfor? Fordi teksten er for dårlig. Rollen er måske fin i sit anslag, men replikkerne og stykkets handling kan ikke løfte rollen op over typefiguren eller forudsigeligheden. Derfor indtræffer irritationen og kedsomheden. Og ærgrelsen.
De seneste uger har budt på tre store københavnerforestillinger, som alle har vakt enorme forventninger og skabt stort billetsalg. Men forestillinger, som altså ikke formåede at dække over en dårlig tekst. Først var der Min familie på Betty Nansen Teatret - en tekst af Tracy Letts, der ikke nåede skuespillerne til skuldrene.
Jovist, Githa Nørby og Jesper Langberg og Karen-Lise Mynster og Tammi Øst spillede, som de gør, når de er bedst. Men de skulle selv skabe deres figurer, fordi tekstens personer var hule.
Gåsehudsvækker
Så var der premiere på Som Hos Dig Står hos Teater Grob på Plex.
Et interessant oplæg om skilsmissefamilien, hvor mors og fars jobs hiver dem fra hinanden, så barnet bliver flået over af bar loyalitet. Teksten af Maj Rørbæk Damgaard var imidlertid fælt konstrueret i sin handlingsopbygning - med replikker, der især gjorde barnet og dets forældrerelationer mærkeligt ikke-realistiske.
Samtidig havde instruktøren Heinrich Christensen skabt en iscenesættelse, der forsøgte at videreudvikle Grobs særlige hyperrealisme, sådan som instruktøren Per Scheel-Krüger har gjort det i soldatertragedien Hjem, kære hjem og senest barnetrafikdrabsfortællingen En Plads i Mit Hjerte.
Men Heinrich Christensens tekst var fyldt med urimeligheder og bastante symbolscener, der har fået hyperrealismen til at smuldre.
Alligevel blev forestillingen en gåsehudsvækker af rang. Hvorfor? Fordi Morten Kirkskov her kastede sig forsvarsløst ud i rollen som en far, der går i stykker. Kirkskovs tro på ægteskabet og hans enfoldige drøm om en lykke, der kan opretholdes af en ny omgang maling i stuen, var gribende. Og hans klassiske sammenbrud bagefter - med det mandlige skilsmissemiks af alkohol&nydame-&jobfyring - spillede Kirkskov med netop dét indadvendte kriseblik, der fastholdt realismen, mens handlingen udviklede sig til ufrivillig absurdisme.
Og når Sarah Boberg ellers fik replikker til det, gik hun også ind i forskerkvindens kyniske intelligenseksistens med ulideligt selvhævdende overbevisning.
Og Lisbeth Wulff rystede igen tilskuersindene, fordi hun som elskerinden faktisk formåede at fremstå som den eneste, der kunne påtage sig et ansvar. Men historien knækkede urealistisk og voldtog hendes figur.
Noget tilsvarende er sket med Guitaristernes Jul på Gasværket. Forestillingen er en to'er efter den berømmede Guitaristerne, hvor Line Knutzon lagde alle ned med sin satiriske tekst.
Men i juleopfølgeren er der ikke mange latterbrøl.
Bløddyr
Selv julefrokostglade tilskuere når at blive ædru, mens nærved-og-næsten-pointerne flyver afsted i Nikolaj Cederholms ellers dynamiske iscenesættelse og Jens Hellemanns fængende musik af en non-historie af overskuelige meta-dimensioner. Men igen.
Hvorfor sidder man alligevel og synes, at man er privilegeret over at være i teatret? Fordi Kirsten Lehfeldt er så edderskøn som overbærende kvindedel af den umage guitarkvartet. Lehfeldts timing er så durkdreven - hun trækker gerne pointerne så langt ud, at alle andre ville tabe dem.
Men Lehfeldt scorer bare endnu mere latter ved at vente. Og så spiller hun eminent forsorgsagtigt over for Mia Lyhne, der tilsyneladende har bygget en mørkhåret blondine op over sin figur.
Hendes forsinkelsesreplikker får en begavet måben, for Lyhne insisterer på en uskyldig antilogik, der er aldeles forfriskende. Men redde forestillingens handling med op af julemandens skorsten kan hun altså ikke. Heller ikke selv om Christian Tafdrup kører glimrende bil, og Carsten Bjørnlund spiller fabelagtigt på guitar i deres klichéroller som bløddyret og nørden.
Stråler på trods
Så hvad kan man sige? At satsninger er nødvendige i teatret.
Men også at visse tekstsatsninger ikke kan bære, uanset hvor meget instruktører og dramaturger antagelig har puslet videre med teksterne. Og når så teaterlederne insisterer på at gennemføre forestillingerne alligevel, ja, så ender det med, at skuespillerne står helt alene på scenen. Og stråler.
