Læsetid: 5 min.

Smil, din lille trafikpsykopat!

Vi danskere lider alle af road rage - trafikvrede - også fodgængere og cyklister. For et gennemreguleret kontrolfreaks-samfund genererer ikke overskud i trafikken, men skaber små psykopater, der hævder sig selv og deres ret til at fylde - og være vrede
Italienske tilstande. Sydpå har bilister for vane at holde tilbage for både hinanden og cyklister og fodgængere.

Italienske tilstande. Sydpå har bilister for vane at holde tilbage for både hinanden og cyklister og fodgængere.

Ulrik Jantzen

5. december 2008

Det hænder, at jeg bliver sindssyg af al den trafik. Tvinger min store, fede Volvo 940 Turbo udenom håbløse køer og indenom sløve padder. Krydser fortove, slår smut over cykelstier og besætter en halv kilometer busbane bare for at komme fremad. Forza, forza!

Jeg har sågar været skarp forfulgt af en flok ophidsede fædre på Frederiksberg, der iført rullekrave og designerbrille ville forhindre mig i at køre i den gale retning på deres pæne, ensrettede villavej. Så er det man tænker: Hvem er mest tosset? Ham, der bevidst sniger sig mod ensretningen på en tom vej, eller ham, der sparker buler i en bil, fordi det bare provokerer ham så meget, at føreren ser stort på restriktionerne?

Jo, færdselslivet gør noget særligt ved os.

Lige nu sidder en 29-årig mand varetægtsfængslet, fordi han efter en omgang gensidig chikane på Vestmotorvejen ved Ringsted endte med at sænke farten så drastisk i overhalingsbanen (for at genere sin bagvedliggende kumpan), at en tredje bilist, der kom bagfra, ikke nåede at bremse. En ung, gravid kvinde blev dræbt i den midterste bil. Den 29-årige er sigtet for uagtsomt manddrab, selv om det under normale omstændigheder er den bagfrakommende, der skal udvise agtpågivenhed - og dermed oftest får skylden.

Men intet er længere normalt, efter at det amerikanske begreb road rage for alvor er kommet til Danmark. 'Vejvrede' kalder man det nu herhjemme.

Det Kriminalpræventive Råd har i en undersøgelse slået fast, at der er flere, der oplever vejvrede end folk, der mener, at de selv har startet det. Med andre ord, vi hører hornet fra andres køretøj, men ser ikke den udstrakte langemand i eget vindspejl.

Nu foretrækker jeg personligt at række tunge (man skal jo have begge hænder på rattet), men jeg overvejer at indføre det overbærende smil. For selv en auto-anarkist må give op, når han erkender at vi alle er ramt af road rage. Også de bløde, cyklisterne og fodgængerne. Vejvrede er en smitsom virus, der savner en modgift.

Retten til at have ret

Inde i de smalle stræder får man onde øjne og fuckfingre af fodgængere, hvis man vover at presse sig frem på den vej, der nu engang er asfalteret for bilisternes skyld. I lyskryds bliver man mødt med snotklatter på sideruden og dunk i taget, hvis man vover at følge den grønne pil og dreje til højre, når man ikke lige havde forudset, at cyklisten havde tænkt at spurte lige over for rødt.

Jeg er også dagligt både fodgænger og cyklist. Og har også prøvet at hade den, jeg var før. Og kaldt en bilist for 'idiot', fordi han krydsede fodgænger-feltet, mens der var grønt for mig. Ligesom en fodgænger kaldte mig en 'psykopat', fordi jeg cyklede på hans fodgænger-striber. Ligesom en cyklist kaldte en fodgænger for 'spasser', fordi han stod midt på cykelstien. Vreden går i ring for vejen tilhører os alle, men mest én selv. Som i resten af samfundet er det 'mig, mig, mig'. Jeg har også altid tænkt netop den tanke, når jeg har stukket en gammel blød-hats-bilist det lange lys, indtil min kone en dag slog bremsen i og sagde: Hvorfor egentlig have så travlt?

Og vi snakkede om at vokse op ude på landet, hvor det ikke bare er tilladt, men normalt at smile under kørsel, og hvor man som det mest naturlige hilser på alle dem, man møder (ved lille løft med pegefinger!).

Og vi blev enige om, at det kan godt være, at færdselspolitiet er langt ude, når de uddeler bøder for at køre ti kilometer for hurtigt på en øde motortrafikvej en søndag morgen, men de har jo ret.

Og det kan også godt være, at parkeringsvagter er nogle nazi-agtige sataner, når de uddeler afgifter for at holde 10 centimeter for tæt på et hjørne, men de har jo ret.

Og det kan godt være, at vores gennemregulerede kontrolfreaks-samfund har mere kort lunte end lang snor, og bilen (og cyklen og fodgængerfeltet) derfor efterhånden er det eneste sted, hvor vi kan udvise denne sære blanding af magt og anarki, man kalder vejvrede, men vi har jo ret.

Ret til at opføre os som idioter.

Vi har ret til at ikke at holde tilbage for alle dem, der prøver at passere. Vi har ret til ikke at lukke andre ind i myldretids-geledderne. Vi føler simpelthen en lovmæssig ret til at tonse rundt i en firehjulet rustning (og på tohjulede havelåger) og være usympatiske og hensynsløse og aggressive og sindssyge i gerningsøjeblikket. Ligesom ham den 29-årige, der mente at have ret til at køre langsomt helt indtil, det lugtede af død på Vestmotorvejen ved Ringsted.

Måske en dom i dén sag kan ændre noget. Få hul på vreden. Kalde på overskuddet. Lægge en dæmper på både den, der drøner op i nakken på andre, og den, der tror, han har retten til at spærre for andre. For vredens vej har to kørebaner. En til dem, der provokerer, og en til dem, der lader sig provokere.

Ligesom dengang, jeg forsøgte at smutte ned ad en ensrettet villavej på Frederiksberg og de velmenende fædre gik bersærkergang. Min forbrydelse var, at jeg ikke havde retten på min side, men jeg må stadig sige: 'So what?' Jeg gjorde det med et smil, og havde jeg været vaskeægte road rage-psykopat, så havde jeg sgu kørt den flok politisk korrekte læderblazere i sænk.

Sagt på en anden måde. Lad os trille de italienske tilstande her op til det kolde nord. Lad os forsøge med lidt laissez faire-tilstande. Lidt venligt kaos, lidt omgængelighed. Sydlandsk temperament er slet ikke så tosset endda. På vores sommerferie på Mallorca var det umuligt at komme hurtigt frem på ego-hjul, for alle de spanske bilister havde simpelthen for vane at holde tilbage for både hinanden og cyklister og fodgængere.

Man tror, det er løgn. De tog frivilligt hensyn. Og smilede undervejs.

Det er det, jeg mener. Smil, din lille trafikpsykopat. Det smitter.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu