Selv blandt Real Madrids øverste er der en lille livline. For en uge siden var los blancos bagud 1-3 på hjemmebanen Santiago Bernabéu, mens hylekor ned mod de apatiske fodboldhelte og slagord i retning af præsident Ramón Calderón føg gennem den kolde, spanske aftenhimmel.
Men i anden halvleg kæmpede madrilenerne sig tilbage, og langsomt åd de sig ind i matchen. Kort før lukketid meldte lystavlen 3-3. Under Fabio Capello havde de sikkert sat sejrsmålet ind på nanosekundet før sidste dommerfløjt. Men ikke i denne sæson. Sevillas Frédéric Kanouté blev hovedstadens banemand, da han hamrede kuglen ind bag Iker Casillas og gjorde det til 3-4.
I Reals selvforståelse handler alting om sejrsvilje og ydmyghed. Det er dyder, som kaptajnen Raúl González inkarnerer. Af samme grund virkede Bernd Schusters melankolske udsagn på det efterfølgende pressemøde som en våd klud i ansigtet: Det var helt umuligt at slå FC Barcelona på Camp Nou, konstaterede han tørt.
Man kan tillade sig meget. Også et dobbelt nederlag til legendariske Juventus i Champions League og en ydmygende indsats mod forstadsklubben Getafe eller en slatten 1-0-sejr over underpræsterende Recreativo Huelva. Men man undsiger ikke offentligt Reals styrke forud for El Clásico. Nu havde sportsdirektør, Predrag Mijatovic, fået nok. I øvrigt var det også blevet mere og mere tydeligt, hvem der var den egentlige træner i Real Madrid. Nemlig Raúl.
Tirsdag eftermiddag, for fire dage siden, indkaldte Mijatovic til pressekonference. Alle vidste, hvad der var i vente. Schuster ville få fyresedlen. Logikken i de kredse er ikke til at tage fejl af.
Medierne, lige fra de Madrid-venlige As og Marca over de påstået neutrale El Pais til konkurrenterne fra Cataloniens Sport, havde selv været der for få uger siden, da bosserne i kongeklubben havde dunket Schuster på skuldrene og forvisset enhver om fortsat opbakning til projektet. Vanen tro havde man også dengang – da man røg ud af Copa del Rey til et tredjedivionshold og to gange var blevet taget med bukserne nede af Alessandro Del Piero – skubbet Raúl frem i projektørlyset, hvor han for 117’ende gang gentog de madrilenske mytologier: »Vi bøjer os aldrig. Det hér er Real Madrid, og vi vil kæmpe for trøjen«.
Sådan er logikken. Når alle spotter det frie fald, og det modsatte signal om fryd og gammen udbasuneres, så ved man, at der arbejdes i kulissen for at finde en ny frelser.
En kamp ad gangen
Parat var han i hvert fald, Juande Ramos, da han i tirsdags blev præsenteret som Reals nye cheftræner, og de ledsagende lovord var redigeret så snedigt, så man undgik Ramos’ katastrofalt ringe sæsonstart for eksklubben Tottenham Hotspur. Ramos blev fyret fra London-klubben 25. oktober. Til gengæld dvælede man længe ved den 54-åriges dobbelte
UEFA Cup-triumf med Sevilla og den minimalistiske filosofi om at ’koncentrere sig om én kamp ad gangen’. I mellemtiden var Schuster smuttet, havde sendt en sms til spillerne med held og lykke og luntet videre til hospitalet for at besøge sin mest betroede mand på grønsværen, malieren Mahamadou Diarra.
Mellem linjerne var dommen over Schuster klar. Man kan ikke tillade en nikkedukke, der resignerer for et godt ord, og som med sarkastiske udsagn på kanten af tristesse i stigende grad forpurrer det djærve humør i det gedemarked, der omgiver stjerneklubben. Alligevel var udtalelsen, »vi kan ikke vinde på Camp Nou«, selvfølgelig smadderirriterende for madridistas – og dog skåret som et tykt enten-eller: Enten bakker I mig op med hud og hår, eller også fyrer I mig. What’s it gonna be?
Madrilenerne kan stadig betage i serafiske glimt. I onsdags vandt de 3-0 i Champions League-kampen mod Zenit Skt. Petersburg. Deres remontadas – comebacks – er af en anden verden, og hvis ikke Arjen Robben var skadet hele tiden, ville han kandidere til Messi- eller Cristiano Ronaldo-kaliber.
Real ejer også den sandsynligvis mest lovende, centrale forsvarsspiller på kloden, især fordi han er af den moderne slags, som både kan søge op ad banen og dække af i siderne i backernes fravær: Pepe. Problemet er, at han også er skadet for tiden. Og listen er lang. Ikke en dag uden en ny krop, der går i stykker. Ruud van Nistelrooy er ude resten af sæsonen, Diarra ligeså, og på trods af en imponerende evne til restitution har ’svingdør’ været den mest træffende metafor for hollandske Wesley Sneijder.
Sandheden om Madrids system er, at de ikke har noget. Schusters kongstanke var at bringe kæderne tættere sammen og rykke forsvaret mindst 15 meter højere op på banen. Så længe, Iker Casillas parerede som en helgen, Cannavaro havde tjek på offside-linjen, og den defensive midtbane var stramt organiseret, bar projektet frugt. I sidste sæson var Real det hold, der lukkede færrest mål ind.
Klassikeren
De seneste måneder er billedet vendt. Hovedstadsholdet har en horribel målscore – inden kampen i aften på Camp Nou hedder den 33-24 – og ved flere lejligheder har defensiven lignet en samling Ghandier, der på forhånd har meldt sig ud af kampens hede, mens man har set med bedende øjne til energibomberne Higuain og Raúl i den anden ende. Den vaklende defensiv er dog ikke en del af Reals retorik.
Der er nemlig stadig prestige i at underforstå, at forsvarsspillere blot er forwards, der ikke er gode nok, og der er langt mere medietække i at bebude Andrei Arshavins, Cristiano Ronaldos eller Hernán Crespos snarlige ankomst. Real Madrid har kun to defensiver, der kan leve op til standarden: Pepe og Ramos. Resten er mere eller mindre omvandrende katastrofer. Og sådan kunne man blive ved.
Casillas stod sit livs ringeste kamp mod Getafe, Guti spiller mere og mere i slowmotion, og alt for ofte har koordinationen mellem aggressive fullbacks og den forreste tremandsrotation været ikkeeksisterende eller for nem at læse. Læg dertil tragedierne i marketingsafdelingen: Mijatovic fik lige præcis ikke Cristiano Ronaldo. Året før fik de ikke Kaka. Og miseren i sommers endte i stedet med et absurd ’adios’ til Robinho og et panisk indkøb af Rafael van der Vaart.
Problemet med den spanske model er, at medmindre træneren vader i succes, er afstanden mellem taktisk og sportslig ledelse alt for stor. Man kunne med fordel låne noget fra England, hvor manageren samtidig er en slags sportsdirektør, og hvor man i stedet har en scout a la Frank Arnesen i Chelsea. Når krisen kradser i Spanien, bliver det tydeligt, hvor den egentlige magt er placeret. Nemlig hos sportsdirektøren. Trænere og præsidenter er marionetdukker, som kan fyres eller indkøbes som frelsende kølerfigurer.
Heldigvis lever El Clásico sit eget liv. Det lyder som en kliché, men i netop de kampe kan alt ske. Se bare forrige sæson, hvor Real var dømt ude af titelræset og gik fra Camp Nou med et revancherende 3-3-resultat. Eller Barca, som året før igen tog fusen på værterne og sikrede cifrene 0-3.
I store dele af sæsonen er begge mandskaber oppe imod hold, der forskanser sig i forsvaret og sætter alt ind på dødbolde og kontraer. Uagtet verserende kriser, spritnye trænere, dumme sportsdirektører og en Raúl, der ifølge mange både er problemet og løsningen, bør krigerne og deres følgesvende verden over glæde sig til aftenens frirum. Det spanske arvefjendeopgør er nemlig garanti for 90 minutters offensiv over hele banen. Og som en god ven og Barca-supporter siger til mig hvert halve år: El Clásico er nu engang El Clásico.
refleks@information.dk
