Læsetid: 2 min.

Spøgelser

Jo flere motorveje vi bygger med afkørsler og tilkørsler, jo flere spøgelser inviteres med på turen
Kultur
22. december 2008

Jeg lukkede op for DRs musikprogram på P2 en formiddag forleden, da de var midt i Saint-Saëns Danse macabre, hvor man rigtig hører skeletterne rasle i en dødedans.

Ud på eftermiddagen var det tid til mere musik, hvor den så stod på en længere symfonisk sats. Mens jeg prøvede at identificere den, blev den brat afbrudt af nogle hyletoner og en stemme:

"Vi bringer en trafikmelding. En spøgelsesbilist er set på motorvej den og den i nordgående retning -"

Efter en nærmere præcisering af stedet tog musikken atter fat. Jeg glemte at høre afmeldingen af værket for det indre syn af bilisten som en bleg olding med senilitetens stive blik og knoglehænderne i et koldt greb om rattet og en blød hat over kraniet, på vej til at ekspedere en modkører over i sin tanketomme verden af fravær. Trafikuheld bryder med samme pludselighed livets normale rytme med et hyl.

Var det samme eftermiddag, der fulgte endnu en dans, den, som de åbenbart er blevet vilde med derude i studiet? Christian Dannings Rokoko-menuet, gravet frem af arkivet som et sirligt minispøgelse.

Motorveje

Jo flere motorveje, vi bygger med afkørsler og tilkørsler, jo flere spøgelser inviteres med på turen. Ordet fulgte snart fænomenet.

Den Danske Ordbog daterer det til 1978 og definerer det entydigt som betegnelse for en bilist, der uforsætligt kører den forkerte vej på en motorvej. De spøgelser, der tumler rundt i trafikken inde i byen, er bare almindelige idioter.

Flyvende hollændere

Ordbogen anfører to andre orddannelser af samme uvirkelighed; 'spøgelsesby' og 'spøgelsesskib'. Høje Taastrup må ifølge et aviscitat døje med at levere eksempel på det første, mens folketroen står for det andet fænomen, skibe, der varsler død og forlis. De trives godt i poesien, hvor de sejler som flyvende hollændere, f.eks. i Johannes V. Jensens Columbus-digt:

Der staar han lænket den flyvende Skipper

paa Spøgelsesskibet og fører de Døde

under den hvide Maane.

Erik Knudsen fulgte op med sine Strofer om det umulige at råbe de andre, medmennesker, institutioner, samfundet op i en katastrofetid, "mens spøgelsesskibe sejler forbi" med deres døve skippere og blinde styrmænd - som f.eks. nu kunne lignes ved politikere og planlæggere, der plastrer resterende naturarealer til med flere og bredere motorveje, brolagt med dårlige undskyldninger.

Makaber færdselsdans

Ordbogen medtager ikke fænomenet spøgelsesheste. De findes måske også kun hos Karen Blixen i fortællingen med dette navn.

De er nu noget så underfundigt som en mængde kostbare juveler, som en ung herregårdsfrøken glemte i stalden, da hun flygtede med den smukke berider, og som barnet Nonny hemmeligt har brugt som legetøj sammen med en døvstum dreng.

I dag er det andre hestekræfter, der er sluppet løs i dødelige eksperimenter på kostbare veje til lands med invitation til makabre færdselsdanse.

Jeg lukker for P2 og lægger selv en cd på afspillerens skuffe, der stille glider i og intonerer Beethovens Geister-Trio.

Hele molevitten. Tre satser. Hurtigt, langsomt og så fuld fart frem ad ret vej. Presto.

Det er meget virkeligt.

KU

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her