Læsetid: 4 min.

Tragikomiske franske teatertræk

Hen over hovedet på teatrenes direktører har den franske kulturminister insisteret på at gøre den økonomisk skrantende avantgardescene i MC93 til et forstadsanneks til Molières hæderkronede Comédie-Française
4. december 2008

Det kom som en overraskelse for den samlede franske teaterverden, da kulturminister Christine Albanel i starten af oktober offentliggjorde et projekt om at skaffe Comédie-Française endnu en sal til sit hæderkronede repertoire. Overraskelsen bestod ikke i behovet - teatret har i lang tid rådet over hele tre scener rundt om i Paris, der trækker fulde huse, med den smukke Richelieu-sal ved Palais- Royal og en fast stab på 400 som centrum. At det kunne være en god idé, at decentralisere det klassiske repertoire til en forstad, var måske heller ikke overraskende.

Men Albanels præsentation fandt sted på rådhuset i Bobigny, i det berygtede 93- område, nu mere verdenskendt for afbrændte biler og ghettoisering end for kulturliv. Og det teater, ministeren havde udset sig i diskussion med kommunen, var Bobignys kulturhus Maison de la culture 93. I folkemunde og teaterelskeres jargon aldrig kaldet andet end 'MC93' eller blot 'Bobigny'.

Overraskelsen bestod i, at projektet i pressematerialet allerede så ud til at være ganske godt beskrevet. Der skulle være tale om "en Comédie-Francaise nummer to i Bobigny", hvor den gamle klassiske teatertrup "skal intervenere i byen, i børnehaver, skoler og gymnasier".

"Bobigny vil gøre det muligt for la Comédie-Française at lade kunstnere og publikum mødes takket være ideelle omgivelser: En restaurant, som skal udvikles, en boghandel og en foyer." Der bliver også tale om at skabe "en ny sal, hvor publikum kan overvære prøver".

Mens minister Christine Albanel smilede om kap med direktøren for Comédie-Française, Muriel Mayette, var der én, der ikke helt kunne finde en grimasse, der kunne passe. Det var direktøren for MC93, Patrick Sommier. For ganske vist var han til stede til pressekonferencen, men han havde ikke på nogen måde været involveret i de forhandlinger, kommunen havde indledt med kulturministeret. Patrick Somnier holdt trods alt gode miner til slet spil.

"Naturligvis vil vi forsøge på at arbejde sammen med Muriel Mayette," udtalte han, "men hvis jeg føler, at dialog ikke er mulig, stopper forhandlingerne øjeblikkelig."

Og allerede på det tidspunkt ulmede det i kulisserne, ikke på rådhuset, men på MC93. Her var vrede skuespillere og instruktører som Ariane Mnouchkine og Didier Bezane mødt op i protest.

'De store gamle'

MC93 blev grundlagt i 60'erne med André Malraux' ekspansive kulturpolitik, dengang man troede, forstæderne var fremtiden. Den nuværende teaterbygning så dagens lys i 1980 og var op gennem den lange og kulturmæssigt euforiske socialistiske regeringstid et fyrtårn i fransk teaterliv. Med Réné Gonzalez, - senere direktør for Bastilleoperaen - tiltræden i 1985, skabtes et kreativt centrum, med midler til omfattende teatermæssig nytænkning, Iscenesættere som Matthias Langhoff og fra udlandet Bob Wilson, Vittorio Gassman eller Anatoli Vassiliev og Peter Sellars blev trukket til Bobigny. Ariel Goldenberg tog over i 1989 og fulgte linjen op, men tilføjede både verdensmusik og dans til repertoiret - Philippe Découflé, Wiliam Forsythe og Mikhail Barysnikov.

Patrick Sommier, kunstnerisk leder under de to første, tog over i 2000, og har udover at fortsætte forbindelsen til de nu store 'gamle' som Sellars, indført teater fra hele verden, Balkan, Marokko og Kina. Men på betydeligt mindre budgetter end dengang den umådeligt populære kulturminister Jacques Lang troppede op til samtlige forestillinger i et fashionabelt Bobigny.

Så mens ministeren spillede for galleriet, lod skuespillerne sig ikke narre. Som noget højst overraskende desolidariserede den ellers fasttømrede og lettere konservative Comédie-Francaise-trup sig fra deres direktør Muriel Mayotte, der ellers har tilført truppen nyt blod og visioner, siden hun trådte til i 2006. Allerede tre dage efter Albanels overraskende planer, stod truppen sammen om at nægte at gå ind i en krig mellem teatre.

"Vi tager ikke til Bobigny uden at teaterdirektørerne selv er nået til enighed."

Og dette på trods af truppens ønske om at finde en stor fleksibel sal, der vil gøre det muligt at spille samtidsteatrets krævende dramaturgier.

Ren provokation

I løbet af oktober sluttede en række af de betydeligste teaterfolk op om protesten med en underskriftssamling .

Men den vredeste er nok Patrick Sommier, der nu i næsten 10 år har set sit teater gå ned af bakke på grund af pengemangel. Han nægter ikke at forhandle, "det er han vel tvunget til, hvis han ikke bare vil lukke og slukke" som Ariane Mnouchkine formulerer det. Men efter et møde med La Comédie-Française fortalte han, at han havde spurgt Muriel Mayette, om hvad planerne for det fremtidige teater så skulle være.

"Jeg vil gøre, som I har gjort det, svarede Mayette, både med truppen, Europa og repertoiret."

Og var Sommier ikke sur, så blev han det.

"Kan nogen forklare mig, hvorfor Muriel Mayette kan få penge til at gøre det, som vi gør, når man nu i årevis har nægtet os selv det?"

"I en kontekst af budgetmæssig kvælningsdød, ligner installationen af Comédie-Française i MC93 nu den rene provokation."

Og vi er langt fra at være noget frem til enden på denne franske komedie. Den 13. november sluttede Muriel Mayette sig til sine skuespillere og skrinlagde fra sin side planerne. Det var ellers hende, der i sin tid fik ideen, da hun kunne se at La Comédie manglede rum og MC93 manglede penge.

Problemet er så åbenbart, at det passer så aldeles udmærket til den franske stats slunkne kasser. Ganske som hos Molière vil det derfor ingen ende tage, at situationen overraskende vender. Efter at Mayette havde ladet tæppet gå ned for planerne trak Minister Albanel det op igen. "Planerne er stadig dybt interessante" erklærede hun den 17. november på en pressekonference, denne gang på sikker grund i sit eget ministerium. Nu er det ikke længere den franske komedie mod kulturhuset i forstaden, men ministeren mod den samlede franske teaterverden. "Kløften bliver bare større og større," skriver Libération, "men med hvilket formål?"

Måske bare at ... the show must go on ...

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu