Læsetid: 3 min.

Tysklands Jens Jørgen Thorsen

Jonathan Meese er en kæmpestjerne i Tyskland, men hans værker er det rene eurotrash med et symbolsk stænk af noget vildt 80-er-freakshow.

Jonathan Meese er en kæmpestjerne i Tyskland, men hans værker er det rene eurotrash med et symbolsk stænk af noget vildt 80-er-freakshow.

Jan Bauer

12. december 2008

Der er ingen, der er så let at elske, som en tosset kunstner. Tag blot Lars von Trier, han var sikkert helt normal, men dengang han fyldte medierne med fobier og gakket jordforbindelse, skulle man være ultraliberalist for ikke at synes, at han var genial.

Historien om Jonathan Meese er den samme, bortset fra at han bor hos sin mor, viser sin mor billederne først og altid har hende med i byen.

Måske er det, fordi vi kun kan respektere folk, som vi tror, vores kvinder eller mænd aldrig ville falde for, eller også er det Beatles' naturlov fra "The fool on the hill", der gælder: Hvis man skriger længe nok fra samme position, får man opmærksomhed. Siger man "nazi penis, nazi penis, nazi penis" længe nok, kommer man til sidst ud over det hele med penge fame penge fame penge fame.

Jonathan Meese er i hvert fald en kæmpestjerne i Tyskland. Han er rockstarkunstner, og selv manden på gaden kender ham. Han er det tyske svar på Jens Jørgen Thorsen, men hvor det aldrig gik op for Thorsen, at han var en joke, fangede Meese sin egen bullshit allerede i slut-90'erne og har siden levet det helt ud. Det utilsigtede er blevet tilsigtet, og ligesom Immendorff, der fordoblede berømmelsen og priserne, da han blev taget i at sniffe kokain med 10 ludere, stiger Meeses popularitet, hver gang han løfter den højre arm. Han er så stor nu i Tyskland, at selv når en kritiker hader ham, kan det slås ned med, at de elsker at hade ham og altså i virkeligheden elsker ham, men er nødt til at kaste sten efter ham, og hvad har vi så!? Vi har en lille sød Jesus Kristus-martyr, og så kan hypen igen dobles op.

Klicheer

Bo Bjerggaards udstilling er klassisk for Meese. Han har stillet sig foran en række lærreder få timer inden ferniseringen, sagt "wraaaaaa", slasket noget maling på, givet fuckfingeren, heilet, råbt mor og sluttet af med at tegne swastika og nogle tissemænder. Efter de godt 30 malerier har han lavet 100 kollager, skulpturerne må man formode, han har haft med hjemmefra.

Værket DR. LOLLYLOLLYLOLLY de Keksslip sagt zum süssen Partie-Parlament der Diktatur der Kunst: Kunst ist kein Geld, also Kunst ist kein Menschengeld, also Kunst = Geld, llutsch es weg, ihr Demütigen indeholder allerede i titlen flere klicheer end et nyere Bjørn Nørgaard. Men kunne man blive glad for det? Opløftet? Føler man sig lille i forhold til den 'vilde' Meese, der tør noget, vi andre ikke tør? Får vi en flig af den frie og tossede antiborgerlige virkelighed?

Nej, Trier har med Idioterne for længst pointeret, at i Danmark virker typer som Meese ikke. Her er vi alle idioter, alle fjoller rundt i de af velfærdsstaten nedbrudte hierarkier og leger kunstnere. Men det kan tænkes, at Meese i lande som Tyskland med et tæt lag af ubarmhjertigt borgerligt borgerskab kan lege dillerdans og få de indtørrede slipsedyr til at føle sig som børn.

Men udstiller han ikke hele kunstverdenen med sin bullshit-momskarrusel, der giver 25 procent i afkast om året til alle involverede?

Jo, og Stein Bagger udstiller råddenskaben i erhvervslivet, men det gør ham jo heller ikke til en helt.

Men når nu værkerne er det rene eurotrash med et symbolsk stænk af noget vildt 80'er-freakshow, hvorfor så så meget succes blandt kunstkendere? Birkemose lavede Meese for 20 år siden. Og Arnulf Reiner laver et Meese, som Meese ikke selv kan lave. Er kunstverdenen virkelig mere naiv end resten af verden?

Det sørgelige svar er ja. Hvis kunstverdenen består af sociale relationer og værker, er størrelsesforholdet 95 til fem. Og fordi Meese er blevet så berømt, betyder det måske kun én procent, at værkerne er dårlige, de er blevet til små relikvier i stedet. Ligesom hvis du så et par gamle sko og fik at vide, at det var Chaplins, eller at fyren i den grønne T-shirt ved vinduet er milliardær. Kan du mærke suset?

Jonathan Meese: BABYPROPAGANDADDY'S Metabolismys (FISHYALARM IN ANTARKTIKA ON BOHRINSEL ('MOOMIN'). Galleri Bo Bjerggaard, Flæsketorvet 85A, København V. Til den 24. januar

Serie

Seneste artikler

  • Stressstreger

    23. september 2010
    Det bedste ved udstillingen er heldigvis Daniel Milans streg. En helt tynd sort krimskrams tilsat brede tykke sorte strøg. Det ser enerverende ud, fordi han kun tegner bevægelsen og skyggerne, og når man koncentrerer sig, får man øje på, at det er døde mennesker eller bizarre motiver med døde dyr og opstemte mennesker, han har tegnet...
  • Billige grin

    19. august 2010
    Moderne kunst for arabere er ligesom mavedans for danskere. Det er muligt, at vi alle har maver, men ve de egyptere, der skal tage imod den første danske mavedanserdelegation på kulturel udvekslingsrejse
  • Utopien nærmer sig

    19. august 2010
    Som en del af et projekt, der skal bringe utopien tilbage på kunstscenen, har kunstneren Goodiepal længe ført krig mod Det Jyske Musikkonservatorium, der fyrede ham i 2008. Krigen har ført ham verden rundt med en forelæsning om computerkunst, men dog ikke tættere på forsonende ord fra konservatoriet
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu