Læsetid 4 min.

De voksne har fået nissernes rolle

Indtil 2003 var Jesus fraværende i fjernsynets julekalendere, men så vendte han tilbage, og siden har blandt andet de nordiske guder og danske sagnhelte fulgt i hans filmfodspor
DR begyndte med julekalendere for børn kombineret med indsamling til børn i u-landene i 1962. Øverst med duret ses Ingrid og Lillebror (1971), Bamses Julerejse (1996), Vinterbyøster (1973), Magnus Tagmus (1967 & 1971) og endelig Poul og Nulles antijui i hullet (1980).

DR begyndte med julekalendere for børn kombineret med indsamling til børn i u-landene i 1962. Øverst med duret ses Ingrid og Lillebror (1971), Bamses Julerejse (1996), Vinterbyøster (1973), Magnus Tagmus (1967 & 1971) og endelig Poul og Nulles antijui i hullet (1980).

16. december 2008

Julekalendere i tv er blevet en tradition. Den første julekalender i tv var dukkekalenderen Julehistorier fra hele verden, som blev sendt på DR i 1962. Siden er julekalendere løbet over skærmen 24 dage i december som nedtælling til juleaften, hvor Jesu fødsel fejres. Men fødselsdagsbarnet har ikke været et tema i julekalenderne:

"Alt det med Jesus har været helt fraværende indtil Jesus og Josefine kom i 2003. Der tog det en mere religiøs drejning", siger Regitze Heiberg, der er stud.mag. i medievidenskab fra Københavns Universitet. Hun er det bedste bud på en tv-julekalender ekspert, idet hun har skrevet bacheloropgave om emnet, hvor hun analyserede julekalenderen Absalons Hemmelighed, blandt andet det mytologiske stof og synet på barnet i tv-serien.

De første tv-kalendere på DR havde ikke meget med jul at gøre. Indtil 1965 havde man fokus på de børn, som salget af julekalenderen støttede. Der blev bragt klip af de fattige og sultende børn midt i udsendelserne. Det droppede man dog ret hurtigt:

"DR kunne godt se det groteske i at blande de nødlidende børn i Afrika med julesne og flæskesteg og godter. Børn har ikke abstraktionsniveau til at forstå sammenkoblingen, så derfor valgte DR at køre spots med U-landskalenderen op til fjernsynsudsendelsen i stedet."

I de første år var udsendelserne primært rettet mod før-skolebarnet og hovedsageligt dukkekalendere.

Først i 1979 med Jul i Gammelby optrådte børn med i tv-kalenderen. Ifølge Regitze Heiberg har det mytologiske altid været et væsentligt aspekt af julekalenderen, men det har været nisserne, der har domineret. At fokus er landet på dem, mener Regitze Heiberg, skyldes, at de er sammenlignelige med børn:

"De er barnlige figurer, der er små og fantasifulde. Meget tit er der autoriteter, der kan irettesætte dem, ligesom børnenes forældre kan. Jeg tror, børn kan relatere sig til nisserne. Og så har de jo meget med jul og julehygge at gøre."

Det religiøse tema blev først slået an i 2003 med Jesus og Josefine, mener Regitze Heiberg, som mener, at en af årsagerne kan være, at tidsånden skiftede og blev præget af en mere åndelig søgen.

Det okkulte såvel som det religiøse fik en mere fremtrædende plads i vores samfund. Også tv begyndte at beskæftige sig med det okkulte i programmer som Åndernes Magt, Klarsyn og Oraklerne. Julekalenderne var ikke længere for de små:

"Man gik væk fra nisserne og begyndte at målrette kalenderne mod større børn. I 80'erne og 90'erne var julekalenderne rettet mod familien. Siden begyndte man at målrette dem mod de lidt større børn."

Da DR's monopol blev brudt (1988, red.), kunne TV2 også lave julekalendere, hvoraf den første var i 1990 med Trolderik og Nisserne. Med kalenderen Alle Tiders Jul i 1994 tog TV2 magten over julen på tv. DR valgte med enkelte undtagelser at genudsende tidligere juleproduktioner i det meste af 1990'erne.

Derfor fik TV2 overvældende succes med julekalenderen om den unge nisse Pyrus, der kommer i lære på Rigsarkivet. Den henvendte sig til en bred målgruppe og i løbet af 24 afsnit fik hele familien Danmark lov til at hoppe rundt i historien med Pyrus.

Selv om julekalenderne stadig er for hele familien, har målgruppen i de senere år primært været teenagerne, altså de større børn.

De er en mellemgruppe, som er blevet et segment for sig selv både i medie- og merchandisesammenhænge. De moderne tv-kalendere har henvendt sig til de unge med både underholdning og oplysning om Danmarks kultur, tradition og historie. Men der er også sket et andet skift, mener Regitze Heiberg:

"De sidste par år har julekalenderne været meget voksne. Børnene har haft verdens vægt på deres skuldre. Josefine skal redde hele verden, fordi Djævelen har overtaget magten. Jesus er død, og kristendommen findes ikke, så hun skal frelse verden."

Et andet eksempel er Absalons Hemmelighed, hvor hovedpersonen Cecilie skal redde sin dødssyge lillesøster. Forældrene har travlt og er stressede, men Cecilie tager ansvar for sin lillesøster og hendes liv, forklarer Regitze Heiberg og tilføjer:

" Og i Jul i Valhal skal børnene undgå ragnarok. Så det er små voksne, vi har med at gøre nu. De er ikke længere børn."

Voksne børn

Børn har overtaget de voksnes rolle og har et voksent ansvar, forklarer hun. I de gamle julekalendere var de voksne autoriteter, som børnene skulle adlyde. I Vinterbyøster vil forældrene have, at børnene skal følge i deres fodspor, og selv om de hellere vil noget andet, så gør de det alligevel.

"Hvis man ser på de nye kalendere, er de unge ligeglade med, hvad deres forældre siger. Josefine skrider, når det passer hende. Hun rejser tilbage i tiden og får ændret det hele. Hun er en rigtig teenager, som er ligeglad."

Som ekspert har Regitze Heiberg selvfølgelig set det første afsnit af årets TV 2-juleføljeton Mikkel og Guldkortet. For hende ser det ud som om Mikkel tager arven op efter Josefine:

"I Mikkel og Guldkortet virker det også som om, børnene er ret ligeglade med deres forældre. De tænker bare på at få julegaver. De voksne er sådan nogle fjollede figurer, som kører deres eget ræs. Det er faktisk et meget negativt syn på de voksne. Børnene har ansvaret for familiens lykke."

De voksne har altså fået nissernes rolle i 2008. Små fjollede Gammelnok'er og nokkefår, der skøjter rundt i juletravlheden, mens børnene overtager verden. Sådan var det sandelig ikke, da far var barn ('... dengang fik man en appelsin med en sukkerknald til jul'). Regitze Heiberg har selv et bud på hvorfor:

"Det har meget at gøre med, at alle børn i dag er ønskebørn. Det er nogen, man får, og så elsker man dem og vil gøre alt for dem - meget mere end man ville i 70'erne."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu