Læsetid: 7 min.

Æslet var skudt!

Massakre. Optegnelser fra Gaza, hvor palæstinensernes traditionelle krykke af 'håb' er afløst af resignation, for 'de kommer jo nok igen'
Ruiner. Zeitoun i udkanten af Gaza blev hårdt ramt af de ugelange israelske bombardementer. -Ingen har overskud til andet end at begynde forfra-, lyder det fra en ung studerende i Gaza.

Ruiner. Zeitoun i udkanten af Gaza blev hårdt ramt af de ugelange israelske bombardementer. -Ingen har overskud til andet end at begynde forfra-, lyder det fra en ung studerende i Gaza.

PATRICK BAZ

24. januar 2009

GAZA BY - Der er sket noget drastisk med Gaza. Det er ikke kun de smaskede bygninger og ligene i køleskuffer.

Der er noget anderledes i folks ansigter. Jeg opdagede det, da jeg betalte for kaffen efter et interview på en café med samaritter fra Al Quds-hospitalets ambulancehold. Tjeneren afviste surt mine dollar: "only israeli," snappede han. I ventetiden, mens en 100 shekelseddel blev vekslet om hjørnet i et supermarked, spurgte jeg ung fyr i baren, hvordan han havde det. Han svarede ikke, men han flyttede heller ikke blikket. Han stirrede på mig, og det han så, var en fidelt smilende udlænding, der lige om et øjeblik var ude af dette helvede efter nogle dages dødsturisme, og som han ikke gad snakke med, endsige smile til.

Da jeg kom her første gang for 30 år siden, var Gaza By en levende by, ganske vist en by under besættelse og uden Vestbreddens mere sekulære lethed, men umiskendeligt arabisk med dens evindeligt smilende welcome-frase. Når man spurgte til forholdene, var svaret altid: "Vi håber".

En halv snes år senere var stemningen mere dyster - det var under den første intifada, som det nydannede Hamas stod i spidsen for. Men jeg kunne stadig drille kyllingegrill-indehavere med, at fjerkræet i Hebron smager bedre, og få et grin retur. Selv i 2005, da det var blevet rigtig hårdt at leve i Gaza efter den israelske tilbagetrækning, gik jeg ad Omar el Mukhtar-strøget en nat i selskab med fornøjede rotter og slog et smil af en betjent på sen patrulje, efter at en lille bombe havde fjernet skridtet og det ene ben på skulpturen af den ukendte Fatah-soldat, hvis militaristiske patos fik Den lille Hornblæser til at ligne kunst.

- Hvad er der sket med Gaza? spurgte jeg Hafez, min unge fikser, der til daglig læser engelsk litteratur på Al Aqsa-universitetet.- Folk plejer at være venlige?

"Det er situationen," svarede Hafez, "ingen har overskud til andet end at begynde forfra."

En massakres anatomi

"Men det overskud har de til gengæld også," forsikrede han.

Det var dog svært at få øje på hos Abu Ahmed, en ældet 45-årig grønthandler i en falmet blåstribet galabiya (en ankellange arabiske skjorte), der stadig syntes at være ramt af et ufatteligt chok, og som vi havde talt med samme formiddag oven på de brokker, der indtil den 4. januar om morgenen havde været hans hus.

Den morgen mistede Abu Ahmed sin kone, fire af sine 10 børn og et barnebarn på kun ni måneder, da israelske tanks åbnede ild. Som medlem af al-Samouni-klanen i Zeitoun i Gaza Bys gartneri-udkant ikke langt fra den tidligere jødiske bosættelse Netzarim var han og hans familie blevet vækket og beordret over i en brors nabohus, hvorfra de blev gennet videre til et to etagers hus tillige med bostedets andre klan-medlemmer, i alt ca. 100 mænd, kvinder og børn.

Tidligt næste morgen skød israelske tanks på dette hus indtil etageadskillelsen styrtede sammen. 29 blev dræbt, og omkring 70 blev såret. Da overlevende kom ud med et hvidt flag, gav soldaterne dem besked på at gå videre til et punkt to kilometer væk.

En af dem, der blev tilbage i et hul i det udbombede hus, var Abu Ahmeds 16-årige søn, Ahmed, en spinkel dreng med indadvendt blik, der overlevede fire dage i ruinerne. Her gav han sin lillesøster Amal (Håb), vand og så to mindre brødre udånde i dagene efter bombningen.

Han sagde på en måde, der fortalte, at han havde lært remsen udenad, at han ikke "så nogen fremtid", men at han og faren og den øvrige familie, der er tilbage, må "genopbygge huset" og "om Gud vil til et liv i fred".

Måske havde han sagt den samme remse til det japanske tv-hold, der filmede nogle meter længere henne i ruinbunkerne, måske havde de reportere, der tog notater og optog cleansound i kondolence-teltet, hvor der stod portrætter af de dræbte mænd - rejst af Islamisk Jihad til de 'ærede sørgende' - også hørt remsen. Men det gjorde hverken den eller den 16-åriges fremtid mindre sørgelig.

Abu Ahmed havde på sin plasticstol under et udspændt tæppe heller ingen tro på noget så luftigt som 'fremtiden'.

"De kommer igen," sagde han. Som de er kommet igen og igen i hele Abu Ahmeds levetid. Når alt kommer til alt, har israelske larvefødder jævnligt været en del af Gazas tilstand lige siden Suez-krigen i 1956, da kampvogne første gang kvaste appelsintræer, urtehaver og dagligliv.

Det hvide had

Denne gang havde fremrykningen været usædvanlig brutal, 'værre end i 1967, som om israelerne var følelsesløse af et hvidt had, der ikke var set før, som om de nød at skyde på alt, hvad der bevægede sig, som om de var fordrevne fra bosættelsen Gush Katif i det sydvestlige Gaza, der blev tvangsevakueret i 2005 i forbindelse med den militære tilbagetrækning - hvad nogle af dem faktisk var ifølge israelsk presse.

Israels version, som altid skal med i 'balanceringens objektive øjemed', er, at hæren er oppe imod fanatiske islamister, der søger Israels udslettelse, som bombarderer israelske civile med raketter, hvad de gør, og som minerer huse og landeveje, bruger civile som skjold og er alle vegne, men ikke kan ses nogen steder, da de til forveksling ligner alle de andre civile mænd, kvinder og børn.

Er Zeitoun-området kendt som tilholdssted for Hamas og Islamisk Jihad, der jo faktisk havde opstillet kondolence-teltet med musikanlæg og suppekøkken til de naboer og medfølende, der kom til og fra dagen igennem? Er al-Samouni-klanen i virkeligheden fanatiske islamister, der gemte et våbenlager under gulvet i den nu udbombede moské?

Ikke ifølge Abu Ahmed: "Vi er ikke politiske, vi er gartnere," sagde han. "Der har ikke været modstand her, hverken før eller under krigen." Det er hans udsagn, og det er ikke til at vide, om han taler sandt.

Måske vil det blive opklaret af den undersøgelse, det israelske militær har bebudet af både denne og andre massakrer.

Men det er ikke sandsynligt, ej heller er det sandsynligt, at FN's Højkommissær for Menneskerettigheder, Navi Pillays krav om en "troværdig, uafhængig og transparent undersøgelse af mulige krænkelser af international lov" bliver gennemført. Pillay, en sydafrikansk eksdommer ved FN-domstolen i Haag, havde tilføjet, at Zeitoun-'begivenheden' syntes at have "alle elementer af en begået krigsforbrydelse".

Men hvis en undersøgelse ender med mere end en rapport i en af FN's mange arkivskuffer, vil det forbløffe folk i Gaza.

Israel er ikke Serbien eller Sudan eller Somalia eller for den sags skyld Hamas.

Det grønne lys

Abdul Eisha på 22 og Haitham Zerei på 21 var blandt de frivillige samaritter fra Al Quds-hospitalet, som efter fire dage fik tilladelse til at bjærge massakrens ofre i koordination med den israelske hær via Røde Kors.

"Hæren havde givet grønt lys for et redningshold på 10 mand med tre ambulancer," fortalte Abdul Eisha, "men da vi kom derud, blev vi stoppet to kilometer fra det sted, de overlevende havde nået, efter at de selv var gået to kilometer. Vi måtte fortsætte til fods med bårer og grej, men kun gå i tanksporene i stedet for oppe på vejen, hvilket gjorde det mere trættende med de (obligatoriske) 27 kilo skudsikre veste. Man kan bære færre sårede i kortere tid under de betingelser. Da vi nåede frem til ruinerne, lå tre lig ude på gaden, alle skudt i overkroppen. Nogle overlevende havde fået betændelse i deres sår i de fire dage. Da vi ikke kunne bære dem alle, fik vi fat i en æselkærre. De sårede blev sat oven på de tre lig, og vores delingsfører trak kærren."

- Hvor var æslet?

"Æslet var skudt. Et andet æsel løb væk, da vi forsøgte at indfange det. Han måtte selv trække kærren."

Endnu to dage senere nåede samaritterne frem til endnu et hus i Zeitoun, 'hvor alt var kaos'.

"Vi fandt 18 dræbte, heraf seks kvinder og syv børn. De fleste var skudt i overkroppen, men et lig var skudt i benene. En mand på ca. 30 år, havvde fået sine hænder bundet med plastic-håndjern som dem, de bruger på Vestbredden, så han ikke havde mulighed for at stoppe blødningerne. På en 14-årig, der var skudt i hjertet, havde moren forsøgt at sy såret sammen, men selvfølgelig døde han. Et såret barn havde fået hånden revet af, en anden var skudt i hovedet. Da vi kom ud til huset, var de fire timers Røde Kors-koordinerede tid næsten gået. De israelske soldater skød to tank-granater ud i åbent terræn og råbte til os om at komme væk. Tre fire minutter efter, da tiden var udløbet, skød de mod huset. De var vel ikke mere end fem-seks meter væk, fortæller den unge samarit om oplevelserne."

'Chok og rædsel'

Og sådan er rækken af hårrejsende beskrivelser uendelig over kaffen i caféen over for Al Quds-hospitalet, hvor en udbombet administrationsbygning med børnehave, cafeteria og teater i nederste etage står sodsveden tilbage.

Denne krig vil ikke blive husket for sine militære og eventuelle politiske resultater, men som massakrernes krig, hvor Israel helt bevidst satte sig for at genskabe tidligere tiders effektive afskrækkelseseffekt i araberes kollektive bevidsthed - den effekt, en jordansk kameramand en gang beskrev som det perfekte efterretningsapparat, der kontrollerede alt: "Israelerne kender størrelsen på dit undertøj."

Man taler om 'Dahiya-doktrinen', opkaldt efter bombardementet af den shia-muslimske Dahiya-forstad i Sydbeirut i 2006, hvor Hizbollahs tilholdssteder blev jævnet med jorden ved luftangreb, der bevidst skulle have 'chok og rædsel'-virkning på befolkningen og sætte landet tilbage økonomisk med 'uforholdsmæssig gengældelse'. Denne doktrin blev taget i brug i Gaza og ville ifølge den israelske kommandant over styrkerne i syd, generalmajor Yoav Galant, "sende Gaza årtier ind i fortiden".

Det er i hvert fald rigtigt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bente Simonsen

Ja, de kommer igen, så snart verdenssamfundet har glemt - og det tager ikke lang tid.

Hvem husker, at israelerne slagtede mindst 100 palestinænsere og gud ved, hvor mange der blev såret, bare i januar måned 2008.

Nej vel, det er glemt.

Birgitte Skot Nielsen

Fin artikel, Lasse. Tak for det. Min sympati er hos de stakkels civile i Gaza. Men krigen kommer uden tvivl igen.

Mandag blev iflg. CBS et iransk skib med Gaza som destination opbragt i Det Roede Hav. Det var fyldt med kasser mrk. 'Farligt indhold' og vaaben og long-range missiles. Det lover ikke godt.

Den Arabiske Ligas handlingslammelse er heller ikke opmuntrende med hensyn til Gazas fremtid og udviklingen i hele regionen. Se International Herald Tribunes artikel 22. januar 'Gaza crisis keeps Arabs from solving other issues.'

Artiklen kan downloades her:
iht.com/articles/2009/01/22/mideast/arabs.php

Til nyancering af billedet af situationen i Gaza kan jeg tillige anbefale at se Daniel-Henry Levy's opinions i Le Point. Han var 'embedded' med israelske tropper i Gaza under offensiven. 1) Les douteux "amis" du peuple palestinien og 2) Liberer les palestiniens du Hamas.

De to kan downloades her:

1) lepoint.fr/actualites-monde/les-douteux-amis-du-peuple-palestinien-par-bernard-henry-levy/924/0/307337

2) lepoint.fr/actualites-croniques/null/989/0/305272

Jeg vil opfordre Information til at printe disse, ligesom det er sket i flere udenlandske aviser. For den alsidige rapporterings skyld.

Hvis der i det hele taget kan tales om et positivt resultat af denne krigsforbrydelse mod palæstinenserne i Gaza,
så er det at Israel her har smidt masken og for alvor vist verdenssamfundet hvad zionismen i Israel i virkeligheden står for, både etisk og m.h.t. respekt for international lovgivning og menneskerettigheder.

Forhåbentlig vil denne blodige og hensynsløse tragedie være et vendepunkt i palæstinensernes 60 år gamle kamp for retten til at bestemme over og at bo i deres eget land.

Israel kommer nok sålænge igen indtil Palæstinenserne har valgt en regering der føjer sig Israel og ikke det Palæstinensiske folks demokratiske vilje...

Torben Petersen

Det er ikke godt at skyde et æsel. Dels kan man ikke lave mad ud af dem, og så havde de en stor rolle i Bibelen.

Begynder man på den slags, så er man vist ikke rigtigt velforvarret.

Lene Andersen

Burde en begavet mand som Lasse Ellegaard ikke undre sig over, at ud af 1300 døde, er kun 45 Hamas? Og mon ikke man ville få et noget andet billede af, hvad der reelt foregår i Gaza, hvis man også talte med de folk, der ikke længere har deres knæskaller?