Læsetid: 12 min.

Den afghanske dødedans

Der er brutaliteten til forskel mellem os og russerne. Vore hære har blidere hænder. Men både den sovjetiske okkupationshær og vi, Afghanistans påståede hjælpere, blevet tvunget med i den afghanske dødedans
Isolation. Danskerne i Helmand er meget mere isolerede, end de selv ved af. Og som en smitsom sygdom ender isolationen også med at omfatte dem, der arbejder tæt sammen med dem, selv de mest magtfulde.

Isolation. Danskerne i Helmand er meget mere isolerede, end de selv ved af. Og som en smitsom sygdom ender isolationen også med at omfatte dem, der arbejder tæt sammen med dem, selv de mest magtfulde.

Carsten Jensen

24. januar 2009

Jeg er inviteret til middag hos Mullah Daoud.

Fra vagttårnet midt i Camp Price har jeg fået udpeget de fem checkpoints, der i nogle hundrede meters afstand slår en beskyttende cirkel rundt om lejren. "Mullah Daoud passer på os," siger Christina, en af de kun 18 kvinder blandt lejrens 300 soldater.

Jeg kan ikke skjule min forbløffelse. Jeg har passeret gennem et af mullahens checkpoints. Oven på en nødtørftig mur af sandsække står en afghaner i en løsthængende grøn armyjakke, kun bevæbnet med en Kalashnikov. Jeg er begyndt at få en ide om den enorme ildkraft, der gemmer sig i Camp Price. Hvorfor i alverden lader kæmpen sig forsvare af en dværg i pjalter?

Mullah Daoud passer på os? Jeg forstår ingenting.

Det er lejrens kommandant, Thorsten Lossin, der forklarer mig sammenhængen. Da amerikanerne rykkede ind i Afghanistan i slutningen af 2001, lejede de jorden af Daoud, som var en af de lokale jordbesiddere. Tidligere havde der ligget en russisk lejr. Nu blev der bygget en amerikansk. Daoud fik 20.000 dollars om måneden for ulejligheden. Da briterne overtog lejren, følte de, at arrangementet var urimeligt og holdt op med at betale. Der gik ikke ret lang tid, så regnede mortergranaterne ned over Camp Price. Da briterne genoptog betalingen, hørte morterregnen op.

Mullah Daoud er en af Afghanistans mange krigsherrer. Han var for ung til at kæmpe mod russerne, da de besatte landet og udstykkede hans families vidtstrakte jordbesiddelser til egnens fattige daglejere. Heller ikke Taleban lod den magtfulde familie i fred, så Mullah Daoud allierede sig med de amerikanske invasionsstyrker. Han indrømmer åbent, at han dyrker opium, men siger til sit forsvar, at han holdt en pause sidste år, fordi han fik skældud af sin far, der er familiens overhoved og som ortodokst troende er af den overbevisning, at der i islam er nedlagt et forbud mod opium.

Han har 60 mand under våben, og da NATO er i Helmand for at styrke den afghanske regerings autoritet, ikke for at undergrave den, er det strengt taget et problem at samarbejde med en privat milits, men den imødekommende Daoud har gjort det lettere for koalitionen. Han har omdannet sin milits til et sikkerhedsfirma under navnet Afghan Security og er nu ikke længere krigsherre, men direktør i en privatkapitalistisk virksomhed, en civil contractor, der kan samarbejdes med. Elegant har Mullah Daoud taget springet fra en kultur ind i en anden og er blevet acceptabel i sine vestlige samarbejdspartneres øjne.

"Vi må være realistiske," siger Thorsten Lossin. "Nu behøver vi ikke forsvare lejren. Så kan vi koncentrere os om andre ting. Vi har brug for arbejdsro. Før måtte soldaterne springe ud af sengen hver anden nat, fordi alarmen gik."

"Det kan da godt være, at det er en løsning," siger næstkommanderende i Camp Price, Bjarne Højgaard Jensen resigneret, "men det er jo ikke en løsning, der passer til vestlig kultur, hvor staten har monopol på magten."

Daoud har også en bror, Hajia Kaduz. Han var indtil for nylig en endnu mægtigere krigsherre end sin bror med 300 mand under våben. Nu står han svækket. Syd for Camp Price kontrollerede han et område, der rakte næsten hele vejen ned til provinshovedstaden Laskar Gah. Et efter et har Hajia Kaduz mistet sine 18 checkpoints til Taleban. Det er derfor, luften hele tiden knalder af artilleriild i de dage, jeg opholder mig i Camp Price. 500 soldater fra den afghanske hær forsøger med støtte fra danske og canadiske tropper at vinde det tabte land tilbage. Når slaget er overstået, skal kontrollen med de tilbageerobrede checkpoints overgives til det afghanske politi.

Den usikre mullah

Det er også artilleriild, der ledsager vores samtale, da jeg sammen med Thorsten Lossin og en britisk officer aflægger Mullah Daoud besøg i hans tilholdssted uden for lejren. Det er ikke hans hjem, men et sted, han bruger, når han skal inspicere sine folk eller konferere med sine arbejdsgivere inde i lejren, mere en jordhule med lerstampet gulv og klinede vægge end et hus, men der er tæpper på gulvet og en brændeovn, som et medlem af militsen fodrer med kviste.

Mullah Daoud selv er en overraskelse. En delikat og væver mand, næppe mere end halvanden meter høj, der med lette skridt danser mig i møde på nøgne fødder. Han smiler indsmigrende med sin lille mund i det tætvoksende skæg under en sort silketurban og rokker velvilligt med hovedet.

Det er ikke kun hans fremtræden, der kommer bag på mig. Det er også hans ord.

Daoud starter med at kommentere slaget, der nu på tredjedagen er i gang kun to kilometer borte. Han er utilfreds med koalitions-troppernes manglende lokalkendskab og siger, at hvis blot ledelsen af slaget blev overladt til ham, kunne han afslutte det hele på en dag. Han kritiserer også planen om at overlade de tilbageerobrede checkpoints til politiet. Politistyrkerne er alt for svage og vil hurtigt blive løbet over ende af Taleban.

Daoud siger det ikke. Men det er tydeligt, hvad han mener. Han vil kunne gøre det bedre.

Mullah Daoud har fremhævet sine egne fortjenester. Det var den forventelige del af hans tale. Så kommer den uventede.

Krigsherren spørger, hvor meget en flybillet til Danmark koster, inklusive visum. Thorsten Lossin og jeg ser på hinanden. Planlægger han at holde ferie i vores land?

"Jeg vil gerne anmode om asyl i Danmark," siger Mullah Daoud.

Thorsten Lossin ser forbløffet på ham. Er det krigsherren, der passer på Camp Price, og som kan tænde og slukke for morterregnen, som det passer ham - og nu anmoder han om asyl?

"Taleban står stærkt overalt," siger Mullah Daoud. "De kan angribe, hvor de vil. I byerne og i landdistrikterne. Jeg arbejder for jer, " han ser over på den danske lejrkommandant. " - men det er farligt. Jeg vil væk herfra."

"Jeg har hjulpet jer med at arrestere mange talebanere. Jeg har kæmpet imod Taleban. Jeg er blevet såret to gange. Men I bliver her ikke for evigt. Når I er væk, slår de mig ihjel."

Thorsten Lossin forsøger at overbevise krigsherren om, at NATO-styrkerne ikke forlader området, før den sidste talebaner er nedkæmpet. Men Mullah Daoud virker ikke, som om han er overbevist. Han lyder i stedet som en mand, der har satset på den forkerte.

Vi er nået til desserten, som Thorsten Lossin har medbragt fra lejrkøkkenet. Der er chokoladekage og vaniljeis, og et øjeblik breder tavsheden sig, mens vore afghanske værter fylder deres tallerkner til randen. Mullah Daoud piller med en delikat bevægelse et stykke kage ud af skægget.

"Jeg er analfabet," siger han. "Og mine børn bliver det også. Jeg tør ikke sende dem i skole. Hvis nogen finder ud af, at jeg er deres far, bliver de kidnappet eller dræbt. Nu går de hjemme og lærer ingenting."

Den magtfulde og dog så magtesløse krigsherre ser frem for sig med et tungt blik, da han opsummerer situationen. "Mit liv er i fare."

Mullah Daoud er ikke den eneste af danskernes afghanske allierede, der i disse dage opfører sig anderledes end forventet.

Den ensomme borgmester

Det er lørdag, og det fem dage lange slag i Spin Masjek, hvor en styrke fra den afghanske hær sammen med danske og canadiske soldater har forsøgt at tilbageerobre Hadij Kaduz' tabte checkpoints, er overstået. Der er blevet indsat alt, hvad en moderne højteknologisk hær kan indsætte af ildkraft: artilleri, tanks, helikoptere, kampfly, satellitstyrede missiler, og nu gøres der status. Taleban bed sig fast og gjorde uventet hård modstand. De havde mineret terrænet, og fremrykningen blev mindre end ventet. Efter fem dage var det kun lykkedes for den afghanske hær at trænge skuffende fem-seks kilometer frem. Slaget er derpå blevet afblæst og erklæret for halvvejs vundet.

I Gereskh afholdes det ugentlige stormøde mellem den militære ledelse i Camp Price og de afghanske myndigheder. Hverken politimesteren eller distriktsguvernøren er mødt op. Til stede er Gereskhs borgmester, Said Dur Ali Shar, en statelig, ældre mand med hvidt skæg og en turban i gråt og sort mønster. Han er kronvidnet til den succeshistorie, som Gereskh efter danskernes mening har udviklet sig til inden for det sidste år, og igen og igen har jeg fået at vide, at Said Dur Ali Shar skulle og måtte jeg møde. Borgmesteren er ikke folkevalgt, men har siden sin indsættelse umiddelbart efter Talebans fald for syv år siden vist sig som en klog og frem for alt retlinet administrator af den vanskelige rolle som borgmester for en by, der ligger midt i en krigszone. Hans position har haft sin pris. Hans søn blev kidnappet af Taleban, og kun en stor pengesum skaffede ham tilbage i live.

Næppe er mødet gået i gang, før borgmesteren retter en sønderlemmende kritik mod det netop overståede slag. Tidspunktet var dårligt valgt, siger han. Det er midt om vinteren, og indbyggerne i krigszonen måtte flygte fra deres hjem medbringende syge børn. Mange talebanere blev dræbt, men også civile blev ofre, og Taleban slap bort. Indbyggerne er oprørte. De har ingen tillid til NATO-styrkerne. Spin Masjek blev ikke befriet for Taleban. De er allerede tilbage, og de politistyrker, der skal bemande de erobrede checkpoints, vil blot fortsætte med at udplyndre folk. Fanger de en talebaner, kan han altid købe sig fri.

Da Said Dur Ali Shar har talt, indfinder der sig en rystet tavshed. Mødet slutter i en trykket stemning.

Jeg går op til Said Dur Ali Shar, og det er, som om han blot venter på en anledning til at fortsætte sin talestrøm. "De fleste regeringsansatte nyder godt af korruptionen. Jeg står alene, helt alene," siger han oprørt. Det er en retlinet mand, der omsider får luft. Så vælter ordene igen frem. "Det afghanske folk er magtesløst. Det har ingen magt til at lave om på tingene. Det afpresses af regeringen, det afpresses af Taleban. Og når de stemmer til valgene, bliver deres stemmer misbrugt. Jeg er skuffet. Jeg er bare så skuffet."

Said Dur Ali Shar slår opgivende ud med armene, og hans i forvejen mørke ansigt bliver endnu mørkere.

Den overraskede dansker

Anne-Christine Riebnitzsky, Udenrigsministeriets udviklingskonsulent i Gereskh, er kommet hen til os. Det er hende, der igen og igen har henvist til borgmester Said Dur Ali Shar, når hun ville bevise for mig, at Gereskh på rekordtid havde udviklet sig til et forbillede for andre byer i Helmand-provinsen. Jeg har lært hende at kende som et oprigtigt engageret og begejstret menneske med en stor varme for de mennesker, hun arbejder sammen med. Nu stirrer hun bestyrtet på sine tidligere allierede. "Jeg forstår det ikke," siger hun med røde kinder. "Jeg ser ændringer til det bedre overalt. Der sker hele tiden fremskridt. Nu siger du pludselig, at du ikke ser det samme som mig. Der er noget galt."

Said Dur Ali Shah vender sig mod hende og stirrer hende ind i ansigtet. Jeg kan se, hvor usædvanlig hans mangel på beherskelse er, også for ham selv, og han vil sikkert senere fortryde den. Men lige nu magter han ikke at holde igen. Der er noget, der skal siges, uanset konsekvenserne.

"Du!" udbryder han med stor voldsomhed i stemmen. "Ja, du har magt, du er beskyttet, du har ingen problemer. Men de lokale har store problemer. De bliver dræbt, de bliver bestjålet. En ganske almindelig butiksejer bliver tvunget bort fra sin butik. Hvor tror du, han går hen? Han slutter sig til Taleban. Jeg kan give dig mange flere eksempler. Åh, der er så mange ting, jeg ikke har fortalt."

Danskerne i Helmand Provinsen er meget mere isolerede, end de selv ved af. Og som en smitsom sygdom ender isolationen også med at omfatte dem, der arbejder tæt sammen med dem, selv de mest magtfulde. Mullah Daoud og Gereskhs borgmester er eksempler. Der er et mønster i det, og somme tider bliver mønstret synligt.

Det bliver synligt, når Anne-Cathrine Riebnitszky opdager, at en del af de kvinder, der tilslutter sig hendes kvindegrupper, har fået deres uddannelse under den sovjetiske besættelse. Det bliver synligt, når den afghanske general Mohyaddin Gouri fortæller mig, at han startede sin løbebane på militærakademiet i Moskva. Det bliver endnu mere synligt, da generalen udvikler sine visioner for fremtidens Helmand. Ifølge ham skal den tilbagestående provins satse på bomuldsdyrkning og tekstilindustri. Senere erfarer jeg, at dette ikke så meget er en vision som et tilbageblik. Under den sovjetiske besættelse var der bomuldsmarker og tekstilindustri i Helmand. Embedsmændene i Gereskh er svære at tale fra idéen om statsejede fabrikker, og når de skal diskutere byplanlægning, henviser de altid til en såkaldt masterplan udarbejdet af sovjetiske planlæggere.

Den afghanske dødedans

Når man graver gennem de arkæologiske lag af krig og kaos for at finde en fast grund at stå på, ender man i Afghanistan ofte med arven fra den sovjetiske besættelse. De afghanere, der ligger på linje med koalitionen i tankegang, værdier og visioner, er næsten alle sammen kollaboratører fra den sovjetiske besættelse. Der er meget, der skiller den selvdøde sovjetkommunisme fra det vestlige demokrati, men konfronteret med en fjende som Taleban er der mere, der forener os. Vi forfølger grundlæggende samme strategi, at forvandle de byer, vi kontrollerer, til udstillingsvinduer for det moderne fremskridt, alt imens vi ignorerer landdistrikterne, hvor modstanden vokser og tvinger os ind i isolationen i befæstede lejre, gemt i pansrede biler og bag beskyttelsesdragter, der ikke står tilbage for middelalderens ridderrustninger.

Der er brutaliteten til forskel mellem os og russerne. Vore hære har blidere hænder. Men begge er vi, både den sovjetiske okkupationshær og vi, Afghanistans påståede hjælpere, blevet tvunget med i den afghanske dødedans. Hvis der er en afghansk forbandelse, er det denne: For at afslutte dødedansen må man deltage i den, og så bidrager man kun til dens fortsættelse.

Det var Niccolò Macchiavelli, der engang sagde, at man kan starte en krig, når man vil, men man kan ikke slutte den, når det passer en. Det er en sandhed, Danmark lærer nu, hvor den afghanske trediveårskrig er ved at blive til en fyrreårskrig. Døden har taget os i sit greb, og den holder fast.

Intetsteds føler jeg isolationen fra det Afghanistan, jeg i 14 dage har dage har færdedes i, så stærkt, som da jeg på den sidste dag, før jeg er tilbage i sikkerheden i Camp Bastion, kører i konvoj de 30 kilometer fra Camp Armadillo til Camp Bastion tværs gennem den uvejsomme ørken for at undgå de farlige veje. Seks timer tager turen, og det er ikke kun på grund af terrænets uvejsomhed. Selv her i det store øde, hvor vi ikke følger noget på forhånd fastlagt spor, må vi hele tiden standse for at sende ingeniørsoldaterne ud at sweepe efter miner.

Soldaterne fragtes i store fuldpansrede 14 tons tunge såkaldte personelcontainere på ladet af de svære MAN SX-lastbiler, der selv vejer 22 ton. Inden i containeren er der magelige flysæder. På skærme i ryggen på det foranstående sæde glider landskabet udenfor forbi. Der er ingen vinduer i containeren, kun to små glughuller forude. Adskillelsen fra omverdenen er absolut. Sådan ville mennesker færdes på månen. Sådan ville mennesker færdes på havets bund. Sådan færdes vi i Afghanistan.

Jeg sidder i førerhuset på en af lastbilerne, og det er kun derfor, jeg ser det syn, der skal forfølge mig i de kommende dage. På en klippe flere hundrede meter borte dukker en enlig skikkelse op. Han står ubevægelig i silhuet mod vinterhimlens dybe blå. Kun de løse klæder flagrer i ørkenvinden. Så hæver han den ene arm. Han vinker ikke. Han hæver den blot. Så bøjer han sig ned og samler en sten op, som han kaster efter os. Vi er så langt borte, at hans handling ikke giver nogen mening. Alligevel gentager han den. Så vender han tilbage fra positionen fra før og står igen ubevægeligt med armen rakt op som en skildvagt.

I tankerne bliver han ved med at hjemsøge mig, og først dage senere går det op for mig, hvad han foretager sig med den hævede arm midt i ørkenens ensomhed.

Han forbander os.

Dette er den sidste af Carstens Jensens reportager fra Adghanistan

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Inger Sundsvald

Den sidste rest af tro på at det nytter, er for mit vedkommende væk. Er det ikke bedre for den almindelige befolkning med Taleban?

Med udsagn som disse:
”"De fleste regeringsansatte nyder godt af korruptionen. Jeg står alene, helt alene," siger han oprørt. Det er en retlinet mand, der omsider får luft. Så vælter ordene igen frem. "Det afghanske folk er magtesløst. Det har ingen magt til at lave om på tingene. Det afpresses af regeringen, det afpresses af Taleban. Og når de stemmer til valgene, bliver deres stemmer misbrugt. Jeg er skuffet. Jeg er bare så skuffet."”

”"Du!" udbryder han med stor voldsomhed i stemmen. "Ja, du har magt, du er beskyttet, du har ingen problemer. Men de lokale har store problemer. De bliver dræbt, de bliver bestjålet. En ganske almindelig butiksejer bliver tvunget bort fra sin butik. Hvor tror du, han går hen? Han slutter sig til Taleban.”

Rystende artikel. Tak til Carsten Jensen, og ikke mindst til Information for at bringe artiklerne.

Inger Sundsvald

For ikke at tale om de danske unge mennesker som mister livet i dette morads. Nu er der forlydender om at de skal have mere sikre kampvogne. Jeg husker ellers for ikke så længe siden, at ministeren sagde, at det ville sende et forkert ’signal’.

Inger Sundsvald

Jeg er virkelig forbavset over, at der ikke er en eneste, der har følt trang til at kommentere artiklen.

Ikke dem fra de meget krigeriske fortalere for nytten af at vi i DK er med i Afghanistan for at ’forhindre angreb på Danmark’, eller hvad de ellers kan finde på af fantasifulde begrundelser for at ’vore danske Jenser’ skal sætte livet på spil.

Heller ikke fra dem som måske har tænkt, at det kunne nytte at udbrede ’demokrati og fremgang for kvinder og børn’. Måske er det for deprimerende?

Jeg håber dog at artiklen alligevel er blevet læst. Der er ikke nogen faste konklusioner, men absolut stof til eftertanke.

Inger Sundsvald

Er der overhovedet nogen som har læst artiklen? Jeg spørger af ren nysgerrighed, ikke for at afæske en mening for eller imod, men for at finde ud af om Information har smidt pengene ud af vinduet, ved at betale CJ for artiklerne.

Bo Klindt Poulsen

Hej Inger

Jeg har læst alle tre Carsten Jensen-artikler fra Afghanistan, og jeg må sige, at de berørte mig dybt. De formidler en meget kompleks problemstilling, og jeg har det sådan, at når jeg ikke har kommenteret dem, så handler det mest om, at jeg simpelthen ikke ved hvad jeg skal sige.

Den afghanske dødedans - det er måske nok den mest præcise og samtidig den mest fortvivlende beskrivelse af situationen i Afghanistan.

Som du skriver: absolut stof til eftertanke. Og mere til.

Inger Sundsvald

Hej Bo

Det er virkelig ikke let at kommentere artiklerne, og det er heller ikke nødvendigt, de siger det hele selv. Men jeg er da lettet over, at der i hvert fald er én mere der har læst med, så Information måske kan satse en anden gang med væsentlige beretninger ;-)

Bjarne F. Nielsen

Så er der tre, der har læst artikel!

Også jeg nærer beundring for Carsten Jensen,
der i flere år har bragt mange artikler og har
været i TV-studier om krigenes meningsløshed.

Det er ganske anderledes beskrivelser af
Afghanistan, end dem Rasmus Tandtholdt bringer,
og som sker på det danske militærs præmisser.
BBC bringer af og til reportager, som er i bedre samklang med Carsten Jensen.

Det vestlige engagement i Afghanistan indledtes i oktober 2002 efter tragedien den 11. september 2001. Seks er gået, og jeg er ikke afklaret.

Afganske hjerter synes godt på vej til at være tabte i takt med voksende civile tab og den hårde klemme mellem militær og den infame talibanbevægelse. Ved siden af sædvanlig afpresning og korruption.

Terror, retten mod Vesten fra afghansk jord, må hindres, men planlægning synes blot flyttet til Pakistan og andre steder.

Ja, det er en meget kompleks problemstilling.
Uden nemme løsninger og Obama vil jo nok sende
flere tropper til Afghanistan.

Inger Sundsvald

”Obama vil jo nok sende flere tropper til Afghanistan”

Det er det næste skrækscenarium. Har Obama mon ikke mulighed for at få oplysninger fra folk som ikke er rygklappere? Med hans valg af topfolk er der da noget der tyder på, at han gerne vil høre ’modstanderes’ opfattelse. Han kan naturligvis ikke lave om på det hele fra dag ét, men der er da tegn i sol og måne om at der sker en forandring?

mariann offersen

Det er jo ikke en af de artikler der får polemikerne til at fare i blækhuset.

Hvad søren skal man sige?

Det er jo en forfærdelig situation. Tænk hvis nogen kunne fortælle os mere præcist, hvad der får taleban bevægelen til at vokse i den grad.

Bortset fra det shokende indhold er det nok det mest velskrevne, der har stået i avisen de seneste uger.

Inger Sundsvald

Mariann Offersen

Det er rigtig godt at der er en velskrivende forfatter/journalist, som kan udlægge ’teksten’ på en anden måde end dem som er sovset ind i politik og krigsretorik. CJ er en anerkendt skribent, som er respekteret i vide kredse, og bliver citeret flittigt i alle medier.

Hvad angår Talebanbevægelsen, så er det nok ikke anderledes end for ’magtens mænd’ i resten af verden: Dem som har pengene, har magten. I Afghanistan er der krigsherrer, som bliver støttet af guderne må vide hvem - og i dunkle sagers tjeneste - og som i generationer har tjent deres penge og dermed magt ved at udnytte ’de elendige’. Herunder hører produktion af f.eks. opium og anden narkotika. De skal nok vide at agere, så de bliver ved med at have magten.

Som i resten af den fattige verden, og for den sags skyld i den rige verden, er det de ’besiddende’ som er blevet rige ved hjælp af ’håndens arbejde’, udført af de ubesiddende.

Hvis jeg skal forsøge at sætte mig i f.eks. en fattig afghansk mors sted, så tror jeg at jeg hellere ville underkaste mig et eller andet religiøst dogme for at beskytte mine børn, end at blive drevet fra hus og hjem på grund af kampe mellem Taleban og ’befrierne’.

Jeg ser frem til at CJ i nærmeste fremtid får lejlighed til at udtale sig i f.eks. Deadline.

Carsten Jensen:

"Der er brutaliteten til forskel mellem os og russerne. Vore hære har blidere hænder. Men begge er vi, både den sovjetiske okkupationshær og vi, Afghanistans påståede hjælpere, blevet tvunget med i den afghanske dødedans."

Det er en påstand man hører igen oo igen, men er det sandheden, eller er det blot udtryk for den propaganda som er en del af enhever krig? Sandheden er som bekendt krigens første offer.

Personligt har jeg ualmindelig svært ved at tro på alle de journalister der bliver ved med at beskrive NATO som en engleblid besættelsesmagt.

Inger Sundsvald

Per Thomsen

Det er naturligvis propaganda, som selv den mest retlinede bukker under for i én eller anden grad. Det skal dog ikke forhindre mig i at hilse et velment forsøg på at trænge ind under spinet velkommen.

Bjarne F. Nielsen

Inger Sundsvald.

Ja, et godt spørgsmål. Den 43. havde en udviklet evne til at vælge rygklappere i inderkredsen, som alle fortalte præsidenten, hvad han gerne ville høre.
Og yderlige retledt af en højere magt, blev der truffet en enestående lang række af inkompetente beslutninger.

Som Operation Freedom og den juridiske status "illegal kombattant", der førte førte lukt til skændsler som Guantanamo, Bagram Airbase og Abu Ghraib. Skændsler, der også i dag har sænket Vestens omdømme i Den muslimske Verden til et nyt lavpunkt.

En mulighed for at bringe mere medmenne-skelighed til en del af Mellemøsten efter tyranens fald, blev bittert spildt. Den danske regering gled med og uden senere at gribe til genovervejelse, da det stod klart, at vi bidrog på et falsk grundlag og til uopnåelige mål. I dag, blot den pinligt feje tavshed om Irakindsatsen.

43, der vil skrive en bog, vil nok blive godskrevet den håndfaste reaktion efter 11. september med angrebet på terrornetværket og talibanerne i Afghanistan. Reaktionen havde massiv folkelig støtte og har fortsat.

Terrorbekæmpelse i Afghanistan og jagt på en meget omtalt saudier har også topprioritet for Barack Obama. Her kommer næppe et skifte.

Siden angrebet i 2002 er det gået skidt med bekæmpelse af talibanere, som desværre har genvundet udbredelsen. Seneste skøn er i 70 % procent af landet og inklusive Helmand-provinsen. Bevægelsen har et nederdrægtigt totalitær menne-skesyn med massiv misbrug af Koranen, der gør selv tidehvervsfætrenes vankundige fortolkning af NT til skamme. Selv basal skolegang for piger forbydes og vansirende sygeangreb og drab på skolevejen forekommer.

Carsten Jensen stiller spørgsmålet, om terror-bekæmpelse nytter i et land med en kultur og en magtstruktur, vi ganske enkelt ikke forstår? Vi vil det gode, men skaber måske det onde? Som jeg har forstået Carsten Jensen. Han ser muligvis en
gentagelse af Vietnamkrigen, hvor civile til sidste blot ønskede fred for krigens grusomheder, uanset tab af de til sidst og desværre forsumpede frihedsrettigheder.

Per Thomsen.

Ja, det er et forskønnet maleri, som mange danske medier bringer. De maler stort set blot videre på Per Stig Møllers, og Carsten Jensen har skrabet i de fine strøg og har sået tvivl. Artiklerne kalder på mesterlig vis på læsernes eftertænksomhed.

Igen en udemærket reportage. Carsten har her valgt at tage de sortsynede briller på og fokusere på problemområderne, som så afgjort er der.

Er glasset halvt tomt eller halvt fuldt? Jeg ved det ikke, men det er klart at vi står i en fase, hvor det kan være begge dele.

Machiavelli siger, at det er bedre at være frygtet end at være elsket. Russerne prøvede det første. NATO prøver at kramme Taleban ihjel, selvom den taktik meget sjældent har vist sig effektiv i oprørsbekæmpelse. Jeg hælder nok mest til den russiske model.

Obama sender 30.000 mand, og har lovet at gribe ind overfor stammeområderne i Pakistan. Det sidste er en klar forudsætning for en meningsfuld militær løsning i Afghanistan.

Jeg tror dog stadig, at det vil kræve fuld vestlig besættelse af stammeområderne, samt et større bidrag af tropper.

Bjarne F. Nielsen

Kim Vibe

Jeg er, som sagt, uafklaret. Gået på klingen, så har faktisk tabt troen på at afghanske hjerter kan vindes i fornødent omfang til at bekæmpe Taliban.

Der skal gigantiske summer til at udbygge skole- og sundhedsvæsen og infrastruktur, og viljen er ganske enkelt ikke til stede. Det er kun brøkdele af de nødvendige midler, som når frem. Også i følge marionetten Kharzai, reelt uden betydende ind-flydelse. Som Malaki i Irak.

Flere tropper. Kontrol med Irak krævede i følge den amerikanske hærledelse 5-600.000 "støvler" på jorden i 2003, og behovet i Afghanistan er ikke mindre. 30.000 ekstra vil næppe betyde noget afgørende.

Pakistans regering kan muligvis bringes til at gøre et helhjertet forsøg på at kvæle den oprørske virksomhed i de vestlige stammeområder, hvorfra Taliban henter støtte. Men frygten for national opstand er fortsat reel. Bedre bliver det ikke af, at hær og sikkerhedsapparatet synes infiltreret af
regeringsfjendtlige.

Et præstestyre i et atombevæbnet Pakistan skræm-mer regering, hær og den uddannede del af befolkningen. Og Vesten. Risiko for et præstestyre vil begrænse Obamas muligheder.

Bjarne,

Der er ingen tvivl om, at en halv million mand havde været nummer et både i Irak og Afghanistan. I forhold til landområdernes størrelse svarer det til, hvad vi anvendte i Bosnien og Kosovo, men vi har bare ikke soldaterne.

Derfor går det også langt langsommere, da der er tale om en gradvis proces, hvor nogle områder bliver sikret, derefter overdraget til de afghanske sikkerhedsstyrker, hvorefter NATO kan tage fat på nye områder.

Hvad angår udviklingshjælpen, så er problemet reelt, at det nærmest er umuligt at bruge de afsatte midler. Der er masser af penge, men ikke ret meget at genopbygge og ikke ret mange med ekspertice til at udføre arbejdet lokalt.

Med hensyn til Pakistan har du helt, men det laver ikke om på, at Taleban ikke kan nedkæmpes i Afghanistan, før der er styr på stammeområderne i Pakistan, så Obama står i et svært dilemma.

Jeg har kun skimmet artiklerne, - beretninger om nød og elendighed har aldrig rigtigt været min kop te. Men kan de medvirke til at der bliver skabt en stemning for at lade afghanerne leve i fred, så har de da et formål.

For mig at se, har hverken Rusland eller Vesten været dernede af kærlighed til afghanerne, - det er udelukkende et spørgsmål om geopolitisk strategi og Afghanistans placering på et sted tæt på Europa, Rusland, Mellemøsten, Pakistan og Indien.

Afghanistan er, - ligesom mange mellemøstlige lande - i egne øjne ikke så meget en nation, som etstammefællesskab. Derfor er det ligegyldigt om det er Rusland eller Nato der prøver at trække et nationalstatssystem ned over dem, for selve ideen er grundlæggende i konflikt med deres kultur (hvilket også er en stor del af årsagen til de problemer man oplevede i Irak efter Saddam).

Hvis Vesten - eller andre - vil noget i Afghanistan, så må man først sætte sig ind i deres magtkultur og prøve at finde en måde at arbejde sammen med et folk der nok ikke vil acceptere at være underlagt en regeringform af vores type lige med det samme.

Da de var besat af russerne, kunne vi jo godt anerkende en subnationel magtenhed som Taleban (Løkke-Rasmussens gamle bonkammerater), så hvorfor ikke nu?

Kærlig til afghanerne har ikke noget med sagen at gøre. Det handler om at fjerne Talebans muligheder for at sætte sig på landet igen, og om at skabe en lydstat.

Inger Sundsvald

Sven Karlsen:
”beretninger om nød og elendighed har aldrig rigtigt været min kop te”

Heller ikke min. Men her er der noget ud over det sædvanlige, som ikke får én til at bryde sammen i væmmelse over følelsesporno. Selv Kim Vibe er mere nuanceret end jeg tidligere har set ham.

Min faste overbevisning er herefter, at revolution ikke er hensigtsmæssig i Afghanistan. Evolution er den eneste vej, og den kan afghanerne kun selv producere.

30.000 flere soldater fra USA, vil kun fortsætte dødedansen.

Det er ikke unuanceret. Forsvarsministeren har adskillige gange fremhævet, at vi er i Afghanistan for vores egen skyld.

Demokrati er ikke målet. Det er midlet, hvormed Talebans indflydelse skal svækkes.

Kim V.,
hvis man gerne vil svække Talebans indflydelse, skulle man måske undersøge hvorfra mange af pengene til de mangfoldige sunnimuslimske koranskoler kommer fra?

'Follow the money' er et godt amerikansk-klingende 'bonmot'.

Gør man det, når man frem til det Saudiske kongediktatur med dets, sammen med USA, centrale position i 'petrodollars'-økonomien.

Lad os heller ikke glemme, at det var det pakistanske ISI, parallelorganisationen til USAs CIA, og i samarbejde med denne og ligeledes med Saudierne, der understøttede opbygningen af Bin Ladens Al Qaida-netværk i 80'erne.

Jeg har vist tidligere henvist til den amerikanske tegneseriefigur POGOs replik fra Vietnamkrigstiden i en udveksling med dig:

"I have seen the enemy, and he is - us."

:-)

Inger Sundsvald

Kim Vibe:
”Forsvarsministeren har adskillige gange fremhævet, at vi er i Afghanistan for vores egen skyld.”

Har Forsvarsministeriet mon spurgt den afghanske mor og far, som kun ønsker at leve i fred med deres børn, om, hvad de synes om denne danske indgriben i deres liv/hverdag?

Det er jo en vittighed at kalde det for et ’forsvarsministerium’. Fogh har jo udvist kreativitet på mange områder, også m.h.t. at omdøbe de forskellige ministerier. Mon ikke tiden er inde til at benævne ministeriet ’Krigsministeriet’?

Personligt håber jeg, at Obama med tiden ser det udsigtsløse i at føre krig i et stammesamfund som Afghanistan. Så må vi evt. give asyl til nogle af dem, som lige nu er beskyttet af USA og Danmark – på trods af deres åbenlyse indblanding i korruption.

Danmark var engang kendt for sin ekspertise m.h.t. humanitær hjælp. Den tid er for længst forbi. Hvad synes du om dét, hvis du nu skulle være lidt nuanceret?

Inger,

Det har jeg det fint med. Humanitær hjælp og udviklingsbistand lyder jo på overfladen rigtigt rart og godt, men i realiteten har det i de sidste halvtreds år holdt hånden under adskillige klamme diktatorer i den tredje verden.

Samtidigt er den udviklingsmæssige effekt udeblevet totalt. De fleste afrikanske lande er fattigere idag, end da de i sin løsrev sig fra kolonimagterne.

Skal vi endelig tale bistand, er der langt mere udvikling i nationbuildingprojekter som Irak og Afghanistan. Der med ikke sagt, at nogen af dem ender fantastisk. Den slags ting er altid et eksperiment.

I Bosnien lavede FN og EU den største nødhjælpsoperation nogensinde. Jeg havde selv fornøjelsen i at deltage. Den forlængede formentligt krigen i halvandet år ved at fodre de krigsførende hære, og ved at holde liv i en række enklaver, der ellers ville være faldet hurtigt.

Altting har en plus og en minus side i den virkelige verden, så måske skulle du selv overveje, hvor nuancerede dine egne feelgood synspunkter er.

Mark,

At dagens ven er morgendagens fjende og omvendt er ikke nogen nyhed. Sådan har det altid været.

Inger Sundsvald

Kim Vibe

Kan du slet ikke se, at vi er med til at forlænge krigen (dødedansen) ved at fodre og holde liv i en række enklaver, der ellers ville falde hurtigere, hvis f.eks. korruptionen ikke havde så glimrende vilkår?

Mine synspunkter har ikke ret meget at gøre med ’feelgood’, men derimod med en magtesløshed ved at høre om hvor udsigtsløst det hele forekommer.

Angrebet på Pakistan, som her trues med, vil jo så også igen-igen tydeligt vise hvordan USA behandler sine allierede såsnart de ikke længere er vigtige for USA's mål. Det måtte jo allerede Saddam Hussein erfare, efter at blive hyldet af Reagan og Rumsfeld for hans kamp mod Iran.

Danmark truer nok samme skæbne når Grønland sælger sine oliefelter til US selskaber...

Kim, du skriver:

”Det handler om ….. at skabe en lydstat. ”

”Forsvarsministeren har adskillige gange fremhævet, at vi er i Afghanistan for vores egen skyld.”

”Demokrati er ikke målet. Det er midlet ….”

Jeg spørger:

Hvad er Danmarks interesse i at ’skabe en (amerikansk, må det vel være?) lydstat’,
som vel, efter din mening, må være det egentlige mål,
eftersom ’demokrati ikke er målet men et middel’?

Yderligere:

Bliver en sådan ’lydstat’ ikke nødvendigvis ’morgendagens fjende’?

Er det egentlige mål at fortsætte ’dødedansen’ så ’dagens ven kan blive morgendagens fjende og omvendt’ ad infinitum?

Hvad er Danmarks interesse i at deltage i en sådan uendelig ’dødedans’?

Kim, der findes et liv hinsides militarismens ’dødedans’.

Med venlig hilsen

Inger,

Det er sandt nok, men i modsætning til i Bosnien er vores mål ikke at stoppe krigen i Afghanistan, men at vinde den.

Mark,

Som jeg har gjort rede for adskillige gange er Danmarks interesse i den sag af rent sikkerhedspolitisk karakter. Vi kysser Don Corleones ring og stiller op, når han forventer det. Til gengæld får vi en beskyttelse, vi ikke ville være i stand til at betale for selv.

Den store dans, supermagternes og de kommendes, handler om at positionere sig til et kommende supermagtsopgør. I bedste fald på en måde så opgøret kan undgås, og man alligevel selv vinder. Det er et skakspil, hvor stater er felter og alt andet er brikker. Og det koster bønder at spille skak.

Den dans er, som du selv antyder, evig. Den slutter først, når en af de førende magter når fuldstændigt hegemoni.

Inger Sundsvald

Ja, ja, jeg vidste jo godt på forhånd, at det ikke nyttede at appellere til dig, Kim Vibe. Jeg gjorde bare et forsøg.

Denne debat er også en dødedans. Kim Vibe vil have, at jeg skal nuancere min opfattelse. Så vidt jeg forstår, så skal jeg sige noget i retning af, at hvor der handles, der spildes (kvinder, børn og hele familier og også danske soldater) og at det kan være nødvendigt at bruge skrappe midler for at opnå, hvad man vil have.

Behøver jeg at minde om tortur i de forskellige fængsler og lejre? Behøver jeg at sige, at de helt basale menneskerettigheder ikke er hverken til diskussion eller nuancering for mig?

En lydstat - hvad er det? Og hvad skal Danmark, præsens, bruge en sådan til, og er det prisen værd?

Inger

Lydstat: Se mit ovenstående svar til Mark.

Når stater er fejlslagne, skal der mere til end et par melsække kastet ud af et nødhjælpsfly, hvis befolkningen skal nå et tåleligt levenivau.

Uanset hvad vi stiller op med Afghanistan, Somalia, Zimbabwe etc. etc. Så har det en pris.

Gør vi intet, dør tusinder af underernæring og diverse følgesygdomme.

Giver vi dem nødhjælp, understøtter vi det siddende styre og trækker pinen ud.

Intervenerer vi, bliver der krig, men samtidigt satser vi også langt hårdere på at skabe en langsigtet og blivende løsning til gavn for befolkningen.

Skal vi se det fra et rent humanistisk synspunkt, mener jeg i al beskedenhed, at de to første løsninger er langt mere kyniske end den sidste, som man vel nærmest kan betegne som lallende idealistisk.

Så bare at sidde hjemme i dagligstuen og råbe: " humanitær hjælp er godt" og "krig er ondt," er temmelig unuanceret.

Der er en række valg, og de har alle både gode og dårlige sider.

Tjae – Kim,

Hvis dine ’bramfri og realistiske’ forestillinger om ”det internationale samfund”, som det jo er blevet journalistisk ’in’ på en eufemistisk og tilslørende (for ikke at skrive propagandistisk) måde i tide og utide at hæfte på de mere eller mindre regionale og transnationale interessemodsætninger og kampe, der udspiller sig på jordkuglens overflade, er fremherskende i NATO-militære kredse, så gør du, for mig at se, bare ”rede for”, at Danmarks sikkerhedspolitiske interesser er endt i en ’værre redelighed’. :-)

For at gå ind på din mafia-metafor om sikkerhedspolitikken, så skal du nok gøre dig mere klart, at den såkaldte ’beskyttelse’ er ’den beskyttedes’ ’beskyttelse’ mod ’beskytteren’:

”Hvis du ikke giver mig, hvad jeg kræver, så slår jeg dig ihjel”.

Altså ’beskyttelse’ er en eufemistisk betegnelse (som det førnævnte ’internationale samfund’) for, hvad der reelt er en afpresning under trussel om vold.

At du kun kan se ’det internationale samfund’ som et mafiosisk skakspil (’krigsspil’?) og derfor slutter at ’dødedansen’ kun kan sluttes, hvis der installeres et ”fuldstændigt hegemoni”, altså en slags mafiosisk verdensdiktatur, vil jeg mene skyldes, at du tilsyneladende alene kan tænke i militære begreber.

Et levn fra ’Den Kolde Krig’?
- Men den er jo afsluttet.

Den økonomiske globalisering og ’teknosfærens’ økologiske krise har ændret og er i fuld gang med at ændre denne dikotomiske struktur.
Den ene ’supermagt’ er brudt sammen og den anden er på vej ned i en (forhåbentlig) regenerationsproces, som kun lige er begyndt. For både teknologien, samfunds-forståelsen og – institutionerne skal transformeres før regenerationen kan indtræde. Så der er lang vej igen.

Det såkaldte ’Internationale samfund’, opsplittet som det er i forskellige nationale, regionale og transnationale politiske og økonomiske magtcentre er ved at blive multipolært.
Det medfører at gamle begreber og forståelsesformer opløses og omformes til nye, så nye transnationale institutioner kan opbygges, så de forskellige omfattende økonomiske, politiske og kulturelle interesse-modsætninger kan formidles på en formaliseret og juridisk fastlagt måde, så de ikke hele tiden ender i militære ’voldsorgier’.

De forskellige nationale og regionale militær-apparater må indskrænkes og eventuelt transformeres til et egentligt planetariseret politi hinsides regionale særinteressers kontrol.

Et reelt planetarisk samfund forudsætter ’planetariserede’ bevidstheder.

’Af jorden er du kommet, til jorden skal du blive’ (lettere omformet :-) ).

Javist – en vældig udfordring og opgave, hvis menneskeheden skal slippe ud af den ’globaliserede dødedans’. Og det vil jo nok komme til at tage et par generationer eller tre.

Så jo før vi kommer i gang des bedre. :-)

Vi må jo være realistiske, så vi ikke mister overblikkets perspektivering og målsætning. :-)

Det var bare det, jeg ville sige - hejsa. :-)

Moahahaha. Prøv at rydde nogle af træerne væk, så kan du måske se skoven.

Penge er penge og magt er magt, og det er nationalstaterne, der har begge dele.

Når befolkninger føler sig truede, er al snak om interdependens hamrende ligegyldig.

Det er en sød drøm, men blot en drøm.

Efter at have læst artiklerne og de mange kommentarer er der specielt én ting jeg hæfter mig ved:

På tværs af mange forskelligrettede synspunkter er der (tilsyneladende) ingen der har noget som helst i klemme, eller anden kendskab til sagen ud over hvad der kan hentes ud af medierne.

Jeg er selv meget i tvivl om hvad jeg skal mene, idet jeg har bevæget mig fra at være stor modstander af Danmarks tilstedeværelse i Afgahnistan, til at tro på at under angsten over at blive ladt stikken efter en bortdragende hær, MÅ der hos befolkningen være et ønske om at kunne leve i et samfund hvor det ikke er en gruppe religiøse fanatikere der dikterer kvindesyn, kultur, skolegang og alt andet hvad angår sociale relationer.

Og mit holdningsskifte skyldes det simple faktum at jeg har en søn der skal udsendes.

Ja - han har selv valgt det, og ja han kender risikoen.

Men jeg tror ikke at ret mange pårørende har valgt det, så for øjeblikket er jeg også en af "de druknende". - druknende i bekymring over noget jeg ikke har indflydelse på.

Derfor har jeg læst alle de kilder jeg kan komme i nærheden af, fra militærets rapporter til de mest deprimerende artikler. Og jeg kan ikke tillade mig den luksus at sidde bag et skrivebord og gøre mine holdninger til endegyldige absolutter.

Jeg er stadig tvivlende, men for at undgå at gå til bunds er jeg nødt til at klamre mig til de facts der tyder på en eller anden form for fremgang.

Til sidst, Inger Sundsvald: Hæren er heldigvis blevet bedre til at drage pårørende ind på et tidligt tidspunkt, hvilket har betydet at jeg har lært mange af min søns kolleger at kende.

Og nej, hverken han eller dem jeg har mødt, er nogle krigsliderlige skydegale idioter.

Det er "ganske almindelige" unge mænd og kvinder, som udgør et repræsentativt udsnit af befolkningen, hvad angår uddannelse og social status.

Og jeg tror ikke du behøver at bevæge dig ret langt ned af gaden, for at finde et ungt menneske som i kådhed udtrykker begejstring for et potent køretøj.

Når det drejer sig om at hjælpe udviklingslandene, så er der garanteret mange lokale forhold der komplicerer tingene, ingen tvivl om det.

Men der er ét forhold hos de vestlige lande, som gør at man aldrig vil kunne tillade sig at sammenligne bistand med militær intervention: der bliver aldrig brugt resourcer (penge, udstyr og personnel) i "militærklasse", når man prøver med bistand.

Og det er vel naturligt nok, - det er jo sværere at mobilisere menneskers fjendskab end deres medlidenhed, og det er ikke ligeså macho at hjælpe mennesker, som at slå dem ihjel.

Og bare for at jeg ikke skal beskyldes for at pudse glorien, så gælder samme principper for mig (eller rettere:for mine følelser), - jeg har organiseret en hel del aktioner imod "fælles fjender" i sin tid, men aldrig en hjælpeaktion for en gruppe. .... på det lidt filosofiske plan: hvorfor er det nemt for os at opfatte en gruppe som fjender og et individ som nødstedt, men sjældent omvendt?

Keld B,

Jeg tror roligt, jeg kan sige, at du nok hører til de, der har mest i klemme.

Jeg har selv været i Helmand og kommer med garanti derned igen, men det er noget helt andet at være der selv, hvor man har en vis kontrol med begivenhederne, end at sidde derhjemme og vente uden viden og vished, og uden muligheden for selv at komme derud og afmystificere tingene.

Jeg ville nødigt være i din situation. Det eneste beroligende, jeg kan sige, er, at krig virker væsentligt voldsommere og mere intens set gennem nyhedsmedierne, end den gør i virkeligheden.

Soldaterne har en hverdag, og på ni ud af ti dage er den hverdag rolig.

Selvom uheldet kan ramme alle, er der også meget stor forskel på risikoen alt efter hvilken funktion soldaten har, og hvor i området han gør tjeneste.

Jeg ønsker dig og din søn held og lykke de næste seks måneder.

Inger Sundsvald

Keld B
Jeg vil gerne have mig frabedt at blive tillagt udtryk som: "krigsliderlige skydegale idioter". Det har jeg aldrig sagt eller ment, da jeg ikke ved noget om dét.

Henning Ristinge

Inden du sådan helt falder i svime Inger, så bør du notere dig at Carsten Jensen faktisk, i sine artikler drager den modsatte konklusion af den du drager.

Carsten fortæller andet steds at han under opholdet gik fra at være kritiker til at være tilhænger af vores og andre vestlige styrkers tilstedeværelse i Afghanistan.

Jeg ser lige som ham problemerne, og i sidste ende vil der givet også skullebåde forhandles og laves kompromisser, men jeg tror stad han også på det punkt har fat i den rigtige ende. Det her er ikke noget der kan løses ved at vi bare sender drengene hjem igen - tværtimod har vi sagt a må vi også sige b - og der både kan og skal findes en løsning som sikre at taliban-styret ikke genoprettes, samtidig med at der skal skabes et stabilt Afghansk styre.

Det er også vigtigt at vi ikke går og tror at det er os, eller forden sags skyld russerne der har skabt alle problemer dernede. Der er tale om en borgerkrig som har raset endog længe før russene gik ind og skulle alle vestlige styrker forlade området imorgen, vil det kun betyde at borgerkrigen eskalerer og med endnu mere død og elendighed til følge.

Jeg tor at der er mere begavelde i den nye administration i USA - men jeg tor også at de (Obama) har ret i at tilstedeværelsen skal styrkes, ikke svækkes

Inger Sundsvald

Henning Ristinge

Så opfatter vi godt nok forskelligt, Ristinge. Jeg opfatter det sådan, at uanset hvad vi gør, så er det udsigtsløst – deraf ’dødedansen’. CJ kan da godt se fordele og ulemper med alt muligt, men konklusionen er:

”Hvis der er en afghansk forbandelse, er det denne: For at afslutte dødedansen må man deltage i den, og så bidrager man kun til dens fortsættelse.”

Og for virkelig at gøre noget, så er det mursten der skal tilføres, og ikke våben.
Se http://www.information.dk/181003

Kære Keld B,
det er naturligvis din egen sag, men at ændre holdning til danmarks militære tilstedeværelse i Afghanistan pga. at din søn skal derned, virker for mig lidt mærkeligt.

Da min egen datter i sin tid søgte ind på officersuddannelsen, blev jeg hverken halvt eller helt positiv overfor militær af den grund - for det første kan jeg da sagtens elske hende, selvom hun mener noget andet end mig, og for det andet ville hun nok undre sig lidt, for det ville være imod alt hvad jeg har prøvet at lære hende.

... og så lige en generel bemærkning: det er ikke "drenge" men "mænd og kvinder" eller "soldater" der er dernede - voksne mennesker, hvoraf ingen, - mig bekendt - er tvunget derned.

Det er altså i høj grad deres egen sag de kæmper for, - men ikke min.

Henning Ristinge

Det er nok muligt at jeg har misforstået CJ Inger, men det var det jeg læste i en overskrift, nu vil jeg bestræbe mig på at få læst alle hans artikler.

Men det er i alle tilfælde min personlige opfattelse

Der synes at være to slags mennesker der husere her på debatten og hvergang emnet om Afghanistan er oppe.

- den ene slags mener, som Vibe, at det handler om at 'smadre taliban' hvad det efter min mening ingenlunde bør handle om, for så var det a-våben og folkeuddrydelser der skulle til.

- den anden gruppe mener at vi er der for at indføre demokrati og vinde og dermed frelse den Afghanske nation fra dens hang til høvdinge og indbyrdes stridigheder.

Det er muligt at det sidste er CJ's opfattelse af vores engagement, det kunne synes sådan. Det er givet en opfattelse deles af kredse i den danske regering - i positiv forstande (derhen forstået at de tror det er muligt - hvad det ikke er)

Det er også et synspunkt der luftes jævnligt af modstandere af vors tilstedeværelse. De argumenterer hen i retning af at det ikke er lykkedes - eller kan lykkedes - hvorfor vi øjeblikkelig skal tage hjem igen.

Jeg personligt er af den opfattelse at vi er der fordi det var nødvendigt at fjerne Taliban fra magten, da deres engagement med bin Laden folkene og deres forbindelse til en stærk - og i sit indhold fastict lignende bevægelse i pakistan gør dem til en alvorlig trussel mod verdensfreden og stabiiteten i regionen. det er ret enkelt, de skulle fjernes, og der skal findes en løsning som bestyder at de ikke igen kan få magten i Afghanistan.

En sådan løsninger bestemt mulig og voil givet b,ive tilvejebragt. det betyder ikke at der vil blive skabt et demokratisk fantasislot som det CJ ser i julelys glimt i visse militærfolks øjne. Det betyder derimod at der sikres et stabilt styre af Afgansk slags. Et der tage hensyn til landets tusindårige stammehistorie og hang til korrupte og enevældige styreformer i en eller anden balanceagt. Men at dette gøres på en sådan måde at taleban bevægelsen, som ikke kan elimineres da den er forankret i folkesjælen, vil være bare en del af et konglomerat af bevægelser hvor alle erkender at ingen er stærke nok til at opnå absolut magt.

Det tror jeg er det højeste man kan opnå - demokrati kommer nok engang til Afghanistan også under en eller anden form - men det er ikke noget man kan indføre med bomber og kapvogne og det var aldrig derfor man gik ind i Afghanistan.

Vi er jo i princippet enige, Ristinge, men det kræver jo også, at vi "smadrer" Talebans modstandskraft, hvilket ikke gøres uden en kraftig indgriben imod deres kerneland i stammeområderne i Pakistan.

Det har den ny amerikanske præsident lovet kommer til at ske, og det ser jeg frem til, da vi ellers kunne føre en uendelig krig.

Henning Ristinge

Vibe
Jeg har også en vis følelse af optimisme hvad angår Obama, hans overvejelser og beslutninger synes i det mindste at være styret af en intellektuel baseret logik - i modsætning til hans forgænger.

Men jeg er ganske enig med Carsten Jensen deri at dette ikke er et problem der kan løses militært. At der derimod er tale om en ustabilitet og overdreven hang til religiøs ekstremisme som dybest set er affødt af fattigdom og afmagt.

Kun hvis man - OGSÅ - sætter massivt ind her, vil det være muligt at dæmme op for taleban-fascismen's grobund.

En invasion i de fjerne bjergegne af Pakistan vil være det eventyrpolitik af den farligste slags, jeg håber så sandelig ikke at man ender op i noget i den retning. Gør man det bør vi nok holde vores jenser langt væk.

Inger
Jeg kan igen se at Carsten idag på forsiden citeres for netop det synspunkt at han endte som kritisk TILHÆNGER af invasionen og vores tilstedeværelse - så jeg havde alligevel ret i min vurdering.

Det er også den konklusion jeg er ende op i for flere års siden, jeg har en vis forståelse for kompleksiteten og problemerne i området.

Invasionen var nødvendig, der burde være grebet ind mange år tidligere. Det beklagelige var bare at tilfældet blev at det var under Bush og Romsflets idiotiske ledelse og besynderlige udgave af neo-konservativ ønsketænkning at man endelig gik igang.

Det der var behov for var en realistik og velkalkuleret strategi - en der nøje afvejede den militære indsats muligheder og begrænsninger op mod og sammenholdt med en plan der sigtede mod at støtte Afghanerne i at (gen)opbygge politiske institutioner af en type som de kan leve og fungere med.

Istedet kastede man sig blindt ud i en militær straffeaktion der sigtede på hurtig afslutning med minimum af tropper på jorden og en ønsketænkning med at demokrati nok sådan ville komme af sig selv - sådan uden at vi behøvede gøre noget for landets økonomi og struktur.

Folk i de danske regeringskontorer og i Downing street har siden gået rundt med lyserøde drømme om at forsøge sig med at krænge vores moral og vores demokratiopfattelser ned over hovedet på dem med djævlens vold og magt.

Der der er behov for er en dybere forståelse for hvad det rent faktisk er for en modstander vi har her. Hvad taleban er? Hvorfor den har et stort greb i en stor del af det Afghanske folk? Og hvorfor det er så let at bruge stammesamfundende i de fjernere bjergegne i Pakistan som base? Det er analyser der kæver empati og gode rådgivere med dybtgående viden om disse samfund.

Disse områder og deres særegne kultur skal forstås på dens egne betingelser - der er ingenlunde tale om et problem der kan løses af militær vej. Der er tale om langt mere nuancerede forhold som alene derfor også indeholder mange muligheder for ikke-militære indgreb.

Ristinge,

Det er klart, at den langsigtede løsning ikke er militær, men uden en løsning på Taleban problemet i Pakistan, kan vi føre krig i evigheder.

Inger Sundsvald

Henning Ristinge

Jeg ved ikke lige hvilken forside du henviser til. Egentlig er det underordnet hvad CJ personligt mener. Han har skrevet en række glimrende artikler, hvor man kan udlede både det ene og det andet synspunkt. Når man læser en tekst, er det ikke altid man er lige objektiv; ofte læser man noget, og får bekræftet de holdningerne man i forvejen havde. For mig er der sket det, at jeg er blevet yderligere bestyrket i min opfattelse af, at denne krig er helt og aldeles idiotisk og forfejlet.

Men når jeg læser hvad du skriver, så kan jeg ikke se andet, end at vi stort set er enige; nemlig i at problemet ikke kan løses militært, og at fordelingen af ressourcer brugt hhv. på at "smadre Talebans modstandskraft” og indsatsen imod ”fattigdom og afmagt”, er helt og aldeles skæv. Om Obama kan udvirke en lidt anden fordeling af ressourcerne, er jo noget vi kan håbe på. Særlig optimistisk er jeg dog ikke i denne sag.

Henning Ristinge

Inger
Jeg er helt enig i at den krig var grebet forbandet dårligt an fra starten. Men det er vigtigt at holde fast i at der var tale om at man greb ind i en borgerkrig der havde kørt i næsten 30 år, altså længe før selv Sovjet gik ind, og at grunden til at man gik ind var at man anså det for nødvendigt at fjerne bin Laden - et syndpunkt jeg mener var rimeligt - det beklagelige er at man ikke gjorde arbejdet ordentligt fra starten - dvs afbalancerede den civilile med den militære indsats, samt at man ikke sette tilstrækkeligt med militære ressourcer ind fra starten. Men virkeligheden var at høgene i Bush administrationen i virkeligheden var mere interesseret i at finde undskyldninger for at gribe ind militært i Irak - grundet på olieinteresser - Afghanistan var bare den undskyldning de skulle bruge

Men jeg tror ikke vi nu kan lade Afghanerne i stikken, man burde istedet presse på for at få en ordentlig politisk løsning og tilstrækkelige ressourcer til at sikre et stabilt styre - og det kan tage tid

Inger Sundsvald

Henning Ristinge

Jamen det kræver jo at våbenproducenterne og deres lobbyister trækker sig, og at USA i stedet finder andre måder at bruge deres mange milliarder på.

Som sagt er jeg ikke særlig optimistisk, for ganske vist har Obama imponeret her i sin første tid, men der er store interesser på spil for ’dødens købmænd’ – og selvfølgelig også olieinteresser.

Desuden er jeg ikke sikker på, hvad der tjener den almindelige afghaner bedst. Et påtvunget demokrati i vores forstand, eller f.eks. en naturlig evolution, godt hjulpet på vej af f.eks. tv og internet?

Hvis så mange som muligt får adgang til at se hvordan mennesker i andre lande lever, så er der en mulighed for at de ikke vil finde sig i Talebans eller andres hærgen. Selv i Iran er det tydelige tegn på at f.eks. kvinder ikke lader sig formumme bag slør og i uvidenhed.

”Det kan tage tid”. Ja, mon ikke!