Læsetid: 6 min.

En amerikaner kom til Berlin til filmpremiere

Tom Cruise blev modtaget med både buh-råb og begejstring, da han tirsdag aften deltog i europapremieren på filmen 'Valkyrie', hvor han spiller rollen som tysk modstandshelt. Information var med
Tom Cruise som adelsmanden Claus von Stauffenberg, der forsøgte at dræbe Hitler i 1944 og blev henrettet for det. Her i en scene med sin kone, Nina, der spilles af Carice van Houten.

Tom Cruise som adelsmanden Claus von Stauffenberg, der forsøgte at dræbe Hitler i 1944 og blev henrettet for det. Her i en scene med sin kone, Nina, der spilles af Carice van Houten.

Frank Common

22. januar 2009

BERLIN - Der kom enkelte buh-råb fra kødranden langs den røde løber, som den amerikanske filmstjerne Tom Cruise frygtløst skridtede af tirsdag aften i Berlin. Han tog dem med stort smil og skarpe pressefolder og gav i en time interview og autografer til de temmelig mange fans, der også var mødt op.

Frygtløsheden var, hvad man kunne forvente. For halvandet år siden modtog Tom Cruise den tyske mediepris Bambi for sit "mod".

Årsagen til prisen og til den røde løber var rollen som officer Claus Schenk Graf von Stauffenberg i den 90 millioner dollar dyre Hollywood-produktion Valkyrie, der denne aften havde europapremiere i Berlin.

Buh-råbene var også, hvad man kunne forvente. Sjældent har en film været genstand for så megen hån og debat, inden den første rulle overhovedet var i kassen. For var verdens mest berømte scientolog værdig til at spille rollen som tysk national helt, - manden, der forsøgte at dræbe Hitler den 20. juli 1944 og den efterfølgende nat betalte med sit liv for det mislykkede attentat? Ønskede han ikke blot at tage Stauffenberg til indtægt for sin personlige overbevisning?

Scientology anerkendes ikke som religion i Tyskland, men bliver betragtet som en slags finanssekt, som efterretningstjenesten overvåger. Den nærer mistanke om, at organisationen modarbejder de frie og demokratiske principper, som det tyske samfund bygger på.

Alle de kendte var mødt op i den gigantiske biograf Berlinale Palast ved Marlene Dietrich Platz. Det fine selskab og en storstilet gallapremiere var langt fra givet på forhånd, så Tom Cruise sagde til publikum inden filmen, at han var "meget taknemmelig for at være her, det er skønt at være tilbage i Berlin".

Man forstår arrangørens stolthed, da han også kunne byde velkommen til familien Stauffenberg blandt tilskuerne. Berthold von Stauffenberg, Claus von Stauffenbergs søn, var lige fyldt 10, da hans far blev henrettet.

Cruises egnethed

Da filmoptagelserne stod på i sommeren 2007, sagde han i et interview, at han fandt det "usympatisk, at en erklæret scientolog spiller min far", og at han frygtede, "at der kun kommer forfærdelig kitsch ud af det." Men familien har åbenbart besindet sig .

Debatten om Tom Cruises egnethed til rollen har ikke været mindre animeret, siden Valkyrie havde sin egentlige premiere i New York i december, hvor de fleste tyske aviser anmeldte den.

Frankfurter Rundschau kaldte den en "i detaljerne meget præcist bearbejdet film, der bekender sig til uvirkeligheden. For attentatet var på en gang drøm og virkelighed." Avisen roser Tom Cruise og siger, at han spiller eftertænksom, "og hvor lidt man end måtte forbinde denne egenskab med hans virkelige person, så er han her som skuespiller meget overbevisende."

Süddeutsche Zeitung mener, at Cruise leverer en "grundsolid præstation", og når man tænker på, hvor galt det kunne være gået, "må man næsten allerede tale om en triumf."

Mens Der Tagesspiegel siger, at man kan sige én ting med sikkerhed om dette biografeventyr: "Tom Cruises image som skuespiller er efter Valkyrie endegyldigt ruineret. (...). På lærredet virker den forstenet agerende hovedperson nærmest grotesk."

Striden om Bendlerblok

Et andet heftigt omstridt punkt har været Cruise og filmselskabets ønske om at optage scener i Bendlerblok. Bygningen har tjent det tyske militær siden 1914. Her havde Stauffenberg sit kontor frajuni 1944 som stabschef lige under generaloberst Friedrich Fromm, der ledede den reservehær, der skulle sættes ind, hvis nogle forsøgte at kuppe Hitler, eller hvis nogen myrdede ham. Hitler kaldte selv operationen 'Valkyrie' efter de oldnordiske mytologiske kvindevæsener, der hersker over livet efter døden, og som komponisten Richard Wagner var særlig glad for.

"Man kan ikke forstå nationalsocialismen, hvis ikke man kender Wagner," forklarer Hitler Stauffenberg i filmen, da officeren kommer for at få Føreren til at underskrive den nu til eget formål ændrede 'Operation Valkyrie'.

Stauffenberg og de få indviede officerer og generaler agtede nemlig at bruge operationen til at overtage magten i Tyskland, når de havde taget livet af Hitler.

Det var til Bendlerblok, Stauffenberg tog fra Hitlers bunker i Østpreussen, Wolfsschanze, hvor attentatet havde fundet sted i en barak.

Det var fra Bendlerblok, han forsøgte at få operationen sat i gang i den tro, at Hitler var død ved attentatet. Og det var i Bendlerbloks gård, han blev skudt om natten sammen med sine tre nærmeste medsammensvorne.

Bendlerblok huser i dag Mindesmærket for den Tyske Modstand. I Stauffenbergs kontor, der stadig har de gamle udskårne egetræsdøre, parketgulv og stuk i loftet, kan man læse plancher om attentatet. I det tilstødende lokale havde vendekåben generaloberst Fromm sit kontor. På Fromms kontor fik Ludwig Beck lov at skyde sig, inden hans kammerater blev ført ned i gården. Selvmordet lykkedes ikke, og en sergent blev bedt om at give ham nådeskuddet. Der hænger en mindeplade på det sted, hvor han døde. Beck fratrådte allerede sin stilling som den øverste general i august 1938 på grund af uenighed med Hitlers krigsplaner. Han var en af nøglepersonerne bag attentatet.

Her ville instruktøren Bryan Singer filme modstandsfolkenes henrettelse, hvad lederen af Bendlerblok, historikeren Johannes Tuchel ikke bifaldt. Da Information besøgte mindesmærket inden premieren, fortalte Tuchel, der havde set filmen på forhånd, hvorfor: "Dette er et sted, hvor mennesker blev skudt i virkeligheden. Det skal ikke bruges som kulisse i en film. Det er min personlige mening, og den vil jeg også have, næste gang der kommer et stort internationalt filmhold," sagde Tuchel. I den sidste ende valgte myndighederne at give filmholdet lov til at henrette Tom Cruise alias Stauffenberg i Bendlerblok. Johannes Tuchel er meget diplomatisk i forhold til de historiske unøjagtigheder og ren fiktion, som filmen også bliver kritiseret for.

Ville genindføre retsstat

"Det er ikke er et historisk dokument, men en spillefilm, hvor man altid har en vis kunstnerisk frihed," siger han og vælger så alligevel at bidrage til det billede af den komplekse person Stauffenberg, som mange kritikere savner i filmen.

"Fra 1942 ytrede Stauffenberg sig imod jødeforfølgelserne og for, at kz-lejrene måtte stoppes. Det er ikke tydeligt i filmen. Hans udvikling er det mest interessante ved ham, og den får vi heller ikke meget at vide om. Han var aldrig overbevist nazist eller medlem af NSDAP, men han var karrieresoldat og delte i begyndelsen de nationalsocialistiske mål. Han udviklede sig til en kritiker af Hitler," siger Tuchel. Han gør en del ud af hele tiden at betegne operationen som et forsøg på en omvæltning og ikke blot et attentat.

"Stauffenberg ville ikke lave et militærkup. Han ville indføre civil politik, genoprette retsstaten, genindføre de grundlæggende rettigheder og have de nationalsocialistiske forbrydelser stoppet. Han ville tilbage til en tysk nationalstat. Ikke til et demokrati, som vi kender det i dag. Den tids adelige var jo meget præget af kejsertidens standssamfund, men det var bestemt en civil politik og ikke et diktatur, de ønskede."

Hvad der for alvor drev netop disse prøjsiske adelige junkere til at sætte sig op imod Hitler, når den tyske værnemagt trods alt talte i alt ni millioner mand, giver filmen ingen forklaring på.

Og så alligevel, som da generalmajor Henning von Treschow, der begik selvmord med en håndgranat på østfronten dagen efter det fejlslagne attentat, siger:

"Vi må handle nu, før vi taber krigen, ellers vil dette for altid være Hitlers Tyskland. Vi må vise, at vi ikke alle er som han."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jens Thorning

prøjsiske adelige junkere ..?

Claus von Stauffenberg og hans familie hørte hjemme i Schwaben eller delstaten Badem-Württemberg og har forbindelse tilbage i tiden til Hohenstaufferne i middeladeren (ikkke at forveksle med Hohenzollerne, kejser Wilhelm'erne, der snarere forbindes med prøjsiske adelige junkere).