Og bagved bruser havet

Det tager kun 12 minutter at krydse Vadehavet fra Esbjerg til Fanø. Men når færgerne Fenja og Menja lægger til kaj ved Fanøs nordligste spids, er det som at ankomme til et andet århundrede. Her i Nordby bor folk i de samme lavloftede, stråtækte huse, som deres forfædre boede i for 200 år siden - og de går ad de samme krogede, brostenstoppede gader, der med maritime navne som Lodsvej, Batterivej og Langelinie sender tankerne tilbage til Fanøs storhedstid i 1800-tallet, da øens redere rådede over Danmarks næststørste handelsflåde.

Dengang var Fanø på landkortet og alles læber. Siden har det været så som så med opmærksomheden om den smalle sandrevle i Vadehavet. Men nu synes en ny guldalder at have indfundet sig på øen. I dag er Fanø ikke bare en af danskernes foretrukne ferieøer, den er samtidig trækplaster for en hel koloni af skabende kunstnere, der i stigende grad søger mod øen for at profitere af stilheden og den friske luft. De fleste har bosat sig 13 kilometer syd for Nordby i den gamle skipperby Sønderho, hvor godt 30 - af byens 340 faste beboere i dag - er enten komponister, skuespillere, billedkunstnere eller forfattere.

I et lille stråtækt hus midt i labyrinten af stier, der udgør infrastrukturen i Sønderho, bor forfatterparret Martin Glaz Serup (f. 1978) og Lone Hørslev (f. 1974). De kom til Fanø for godt halvandet år siden, via et ophold i forhenværende kulturminister Julius Bomholts legatbolig - huset, som i daglig tale blot kaldes "digterfælden", fordi det over årene har inspireret mange forfattere til et permanent ophold på øen. For Lone Hørslev og Martin Glaz Serup klappede fælden samme dag, de satte deres ben på øen.

"Jeg synes, det er mere enkelt at bo på Fanø end på Frederiksberg, hvor vi boede før. Man skal ikke hele tiden forholde sig til så mange ting. Nede i Brugsen er der én slags karrysild og én slags parmesanost, og den enkelthed kan jeg godt lide. Når man flytter til Fanø, vælger man skriften og familien og ikke alt muligt andet," siger Lone Hørslev.

Hun sidder i den lavloftede stue på Søndertoft, som parret har lejet for foreløbig fem år. Tvillingerne på fire og et halvt år er sendt i børnehave, så her er stille. Helt stille.

"Når der en sjælden gang kører en bil forbi, råber børnene: 'Se, der kom en bil!'. Det siger noget om den arbejdsro, her er - og det er en gave som forfatter, for det betyder, at man kan synke helt ned i fordybelsen," siger hun.

Klaustrofobiske rum

Lone Hørslev er ikke i tvivl om, at stemningen på øen har haft indflydelse på hendes skrift.

"Men det er lidt svært at redegøre for hvordan. Jeg skriver altid på en indre puls, som er afhængig af, at jeg befinder mig på steder, hvor den kan få noget plads. Før jeg flyttede til Fanø, oplevede jeg, at min skrift var begyndt at blive klaustrofobisk. Den handlede meget om indespærring og lukkede rum, og jeg blev mere og mere bevidst om, at jeg gerne ville åbne rummet igen. Og der findes ikke større rum end på Fanø. Her kan man virkelig ånde og være til og brede sig. For eksempel går jeg tit ud på Hønen (sydspidsen af øen, red.) og kigger ud over Vadehavet, og hele den følelse af frihed og vidde tror jeg, at jeg har taget med i min måde at skrive på."

Hendes seneste roman, Naturlige fjender, kunne da heller ikke være skrevet andre steder end lige netop på Fanø. Romanen er nemlig et forsøg på at få væggene til at tale i det hus, som familien flyttede ind i for knap halvandet år siden, da den tidligere ejer døde.

"Jeg forestillede mig, hvad det var for et liv, han havde levet her, og hvilket liv man kunne bygge op efter ham. Sådan har jeg ikke tidligere tænkt om de steder, jeg har boet. Det føltes bare rigtigt her."

Internationalt miljø

Selv om Fanø med sine blot 3.200 borgere er Danmarks næstmindste kommune, er det ikke et kedeligt sted at bo, mener Lone Hørslev. For miljøet er internationalt, og folk er ikke bange for at komme hinanden ved.

"Da vi flyttede hertil, havde vi kun lige nået at stille vores tasker, inden det bankede på døren, og vi blev spurgt, om vi ikke ville med til fest samme aften. Der viste sig at være proppet med mennesker, og der blev både talt engelsk, fransk og dansk. Vi troede, at vi ved at flytte til Fanø var rejst langt væk fra alting, men pludselig så vi, at vi stod midt i orkanens øje med en masse mennesker, der havde gang i alle mulige spændende ting," siger hun.

Til den nyerhvervede vennekreds på øen hører blandt andre billedkunstneren Marie-Louise Exner, hendes søster Gertrud Exner, som er skuespiller og dukkemager samt hendes mand, avantgardekomponisten Hans Peter Stubbe Teglbjærg. Dertil kommer flere andre forfattere, der ligesom Lone Hørslev og Martin Glaz Serup har fundet ro og inspiration i Sønderho.

En af de senest tilkomne er digteren Lars Skinnebach, som er flyttet ind i et nærliggende hus sammen med sin kone og to børn. Indtil for nylig boede familien i Bergen i Norge, men med et arbejdsliv i Danmark (Lars Skinnebach underviser på Forfatterskolen i København) blev det til sidst en uholdbar ordning.

"Vi var afhængige af at have bil og af at flyve frem og tilbage hele tiden, og i længden kan ingen tillade sig at have en sådan klimafjendtlig livsstil," siger Lars Skinnebach.

Der er to årsager til, at valget lige netop faldt på Fanø, fortæller han.

"Dels en privat og dels en litterær. Men de to flyder i virkeligheden sammen. I mange år har vi været bedste venner med Jeppe Brixvold og hans familie, som vi nu nærmest er naboer til. Når vi ses privat, diskuterer vi jo også litteratur og kunst. Vi læser hinandens tekster og går ture sammen, hvor vi kan udveksle synspunkter. Og så spiller vi også musik sammen. Vi bor jo så langt ude på landet, at vi kan larme hele natten," siger Lars Skinnebach.

Fri for udenomsaktiviteter

Jeppe Brixvold er den nytilkomne forfatter, som har boet på Fanø i længst tid - foreløbig fem år er det blevet til. Også han blev fanget ind af Bomholdts digterfælde.

"Oprindeligt var det planen, at vi ville vende tilbage til København, når legatopholdet var slut," begynder han.

"Men jeg oplevede, at der var meget bedre ro til at læse og arbejde her på Fanø end i København. Det er svært at opretholde den samme kontinuitet i sit arbejde, når man bor i en storby. Der er hele tiden så mange udenomsaktiviteter."

Også Jeppe Brixvold har mærket fanø-kulturens afsmittende virkning på sit forfatterskab.

"Tidligere har jeg måske haft en tilbøjelighed til at forstå mig selv inden for et specifikt litterært miljø - eller til at spejle mig i samtidige forfatteres værker. Men siden jeg flyttede til Fanø, har jeg ikke haft den samme tilbøjelighed. For eksempel ligner min seneste roman, Forbrydelse og fremgang, ikke noget, jeg har set andre steder. Den er løsrevet fra sin egen litterære samtid, og det opfatter jeg som en styrke."

Selve den geografiske afstand til København betyder også en mental distance til de litterære miljøer i hovedstaden, mener Jeppe Brixvold: "I mange århundreder har Vadehavsområdet forstået sig selv som en kulturel entitet, der strakte sig fra Holland og hele vejen op langs den europæiske vestkyst. Områdets søfartskultur har også altid eksisteret på tværs af landegrænser, og det åbner for en form for internationalisme. Jeg oplever det sådan, at det litterære miljø i København stadigvæk har et meget stærkt nationalt præg. Folk er groft sagt mest interesserede i at placere sig på den samtidige danske scene, og det skaber en litteratur, som ikke har nogen særlig litteraturhistorisk bevidsthed, og som måske heller ikke altid har den store interesse i et bredere, internationalt perspektiv."

At han og familien har valgt at blive boende på Fanø, skyldes dog først og fremmest øens egne kvaliteter.

"Den vigtigste grund til at bo på Fanø har ikke noget med København at gøre. Det er, fordi jeg kan lide dens natur, geografi og kultur. Her har været malere i over 150 år, og folkemusikken på Fanø er en af de eneste ubrudte traditioner i Danmark," siger Jeppe Brixvold, der er dybt fascineret af den særlige sønderhoning-folkedans, som danses i tre-fjerdedelstakt, mens musikken spiller i to-fjerdedelstakt, hvilket giver dansen et synkoperet udtryk.

De traditionsrige trin er samtidig obligatorisk pensum, hvis man vil gøre sig forhåbninger om at blive integreret i lokalsamfundet, fortæller Lone Hørslev.

"Til festerne, der holdes nede i forsamlingshuset, spilles der altid folkemusik, mens man danser sønderhoning. Det er en dans, man helst skal kunne - det er i hvert fald sjovest, hvis man kan," siger hun.

Men kulturudvekslingen mellem nytilflyttere og lokalbefolkning er ikke ensrettet. For den nye forfatterkoloni har allerede sat sit præg på Fanøs kulturliv. På vej tilbage mod færgelejet i Nordby passerer Informations udsendte Galleri Enggaard i Hovedgaden, hvor en seddel i vinduet annoncerer en lyrikoplæsning med Martin Glaz Serup og 'havnepoeten fra Esbjerg' Erik Trigger Olesen.

På verdenskortet

Arrangementet er en del af en succesfuld serie lyrikaftener, som går under navnet Ga'lyrik, og blandt andet har resulteret i stiftelsen af Fanøs første og hidtil eneste lyrik-forening. Og det er ikke det eneste spor, de kreative tilflyttere har sat sig. Bag skranken i Fanø Boghandel kan Kaj Vitus, således rapportere om en generel litterær opblomstring på øen. For få år siden var det utænkeligt at finde 'smalle' forfatterskole-forfattere på hylderne. Men i dag har Lone Hørslevs roman, Naturlige Fjender, solgt i flere end 50 eksemplarer, og bogen frister en fremtrædende placering i butiksvinduet ud mod gaden i den lille boghandel, hvor også Jeppe Brixvolds seneste roman er at finde på hylderne. For på Fanø er man stolte af sine lokale helte - også selv om de er importeret udefra.

"Folk siger: 'Hvor er det flot med din bog, og hvor er det godt, at det går så godt med den'. De synes, det er spændende. Men mest af alt tror jeg, de er stolte over, at Fanø bliver sat på verdenskortet."