Læsetid: 5 min.

'Hvad betyder min religion for min journalistik?'

Dansk Mellemøstdækning har hidtil været domineret af jødisk klingende navne. Men nu er en ny generation af talentfulde mellemøst-reportere med muslimsk baggrund på vej, og de skal kæmpe for at forsvare deres journalistiske faglighed
Med andre øjne. Jeg skal være mere opmærksom på, hvad jeg siger, end hvis jeg hed Mette Andersen, siger TV 2-s Simi Jan - her på arbejde i Pakistan.

Med andre øjne. Jeg skal være mere opmærksom på, hvad jeg siger, end hvis jeg hed Mette Andersen, siger TV 2-s Simi Jan - her på arbejde i Pakistan.

TV 2

16. januar 2009

"Abdel Aziz Mahmoud, Jerusalem" Sådan skal TV-Avisens indslag om Israel-Palæstina konflikten afsluttet, hvis den dansk palæstinensiske journalist Abdel Aziz Mahmoud får sin store drøm opfyldt og bliver Danmarks Radios mellemøstkorrespondent.

"Når man har palæstinensisk baggrund og har fået at lov at vokse op i Danmark, så føler man sig privilegeret. Det er derfor, at det er mit mål at fortælle nogle historier fra Mellemøsten, som ellers aldrig bliver fortalt," forklarer Abdel Aziz Mahmoud, som i dag arbejder som nyhedsvært på DR Update og kan skrive flydende arabisk, har stor kulturel indsigt og mangeårig interesse for tv-kanalen Al-Jazeera på CV'et, når han en dag skal ansøge om jobbet som mellemøstkorrespondent.

Hvor den danske mellemøstdækning hidtil har været domineret af jødisk klingende navne som Herbert Pundik, Hanne Foighel og Martin Krasnik, står en ny generation af ambitiøse unge journalister med muslimsk baggrund og tripper for at sætte deres præg på den danske udenrigsjournalistik.

På DR2 er Erkan Özden med tyrkiske rødder blevet vært på DR2 udland, dansk/pakistanske Simi Jan har bosat sig i Islamabad for at dække Sydøstasien for TV2, og Nagieb Khaja, som er søn af en afghansk gæstearbejder har lavet flere dokumentarfilm fra sine forældres hjemland.

Erkan Özden mener, at han har haft store fordele af sin muslimske baggrund og sit mellemøstlige udseende, når han har været sendt på reportagetur til Gaza og Vestbredden.

"Jeg har oplevet, at folk har sagt 'hvis du ikke var muslim, så ville vi slet ikke tale med dig'. De professionelle kilder er ligeglade, men det betyder noget for, hvordan man kan møde de almindelige mennesker," siger han.

I følge Charlotte Wien, som forsker i journalistisk objektivitet på Center for Journalistik på Syddansk Universitet, har de danske medier for længst set fidusen.

"Vi har haft flere studerende med anden etnisk baggrund i de sidste år og de nærmest svømmer i jobtilbud, når de bliver færdige. Redaktionerne har helt klart opdaget, at den type journalister kan noget særligt."

En anden empati

Jakob Egholm Feldt, som er adjunkt ved Center for Mellemøststudier ved Syddansk Universitet, hilser den nye generation af journalister med muslimsk baggrund velkommen.

"At få flere korrespondenter med muslimsk baggrund, som oven i købet måske kan tale arabisk, vil kunne skabe større variation i skildringerne fra Mellemøsten. I dag har vi omkring fem korrespondenter, som kan hebraisk, men stort set ingen som kan arabisk, og araberne udgør altså over en kvart milliard mennesker," siger han og påpeger, at mange af de danske Mellemøst-korrespondenter ubevidst er præget af deres personlige identifikation med Israel.

"Det betyder ikke, at de nødvendigvis er pro-israelske. Jeg opfatter for eksempel ikke Martin Krasniks reportager fra Mellemøsten sådan, men det er klart, at hans journalistik bærer præg af, at han har større indføling med israelerne og et større personligt netværk blandt dem. Meget af den vestlige journalistik er et forsøg på at forstå israelerne. Hvorfor gør de, som de gør, når de nu ligner os? Den tilgang har man i langt mindre grad til araberne, og det ville flere vestlige journalister med muslimsk baggrund måske rette op på," siger han. Charlotte Wien mener, at journalisterne med muslimsk baggrund skal markedsføre sig på deres professionalisme frem for deres kulturelle og religiøse tilhørsforhold.

"De jødiske journalister er jo blevet taget seriøst som objektive reportere, fordi de var knusende dygtige, og det er vigtigt, at den nye generation er professionel. Ellers kan man pludselig ende i en diskussion, hvor korrespondenter skal kvoteres på baggrund af deres religion," siger hun.

Den betragtning er TV2's Sydøstasienkorrespondent Simi Jan helt enig i. Hun har pakistanske forældre, men undgår helst at tale om sin religion.

"Jeg er jo ikke blevet journalist for at være den nye store muslimske mellemøstkorrespondent. Og hvad skulle min religion også betyde for min journalistik? Når jeg er journalist, stiller jeg kritiske spørgsmål til alle, lige meget hvilken religion de har," siger Simi Jan, som har oplevet, at hendes baggrund har spændt ben, når hun har interviewet muslimer.

"Det er ikke altid, at det falder i god jord, når jeg spørger en pakistaner om, hvorfor man ikke må tegne Muhammed. De synes jo, at en muslimsk kvinde burde vide sådan noget i forvejen."

Jakob Egholm Feldt mener imidlertid, at Danmarks Radio og TV2 kan imødese en strøm af protester, hvis de ansætter en Mellemøst-korrespondent med muslimsk baggrund.

Kæmpe for neutralitet

"En dansk muslim vil være langt mere sårbar overfor anklager om at være biased end en dansk jødisk korrespondent. Muslimerne er stadig indvandrere, hvorimod vi opfatter jøder som danskere og dermed også nogle, der kan være objektive og udtale sig på vegne af den generelle fornuft. Den status skal en muslimsk reporter kæmpe for at få," siger Jakob Egholm Felt. Netop derfor er Abdel Aziz Mahmoud meget optaget af at undgå at give sin mening til kende i spørgsmålet om Israels fremfærd i Gaza.

"Min familie var ude og demonstrere i lørdags, og de spurgte ikke engang om jeg ville med. Det ved de godt, at jeg ikke vil, fordi jeg er journalist," siger Abdel Azziz Mahmoud, som også systematisk afviser at være medlem af pro-palæstinensiske grupper på Facebook eller at omtale sin brors støtteplade til fordel for ofrene i Gaza.

For Simi Jan er det altafgørende, at hendes rødder ikke skinner igennem, fordi hun dækker sine forældres hjemland.

"Jeg er meget opmærksom på at være neutral i mit sprog, for der skal ikke være nogen, der stiller spørgsmålstegn til min troværdighed - eller siger, at det sagde Simi Jan kun, fordi hun har pakistanske rødder. På det punkt ved jeg, at det ville blive langt mere bemærket, end hvis jeg hed Mette Andersen."

Erkan Özden har også spekuleret på, hvad hans etniske tilhørsforhold kan komme til at betyde for hans karrieremuligheder på længere sigt.

"Selvfølgelig er det en særlig post at være DR's faste korrespondent, men jeg vælger at være naiv og tro på, at det er muligt. Helt ærligt, jeg har hverken nogen jødiske eller palæstinensiske venner. Jeg har overhovedet ingen aktier i den konflikt. Jeg synes bare, den er vildt spændende journalistisk set."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Grete Bjorholm-petersen

I "Debatten" den 15.1.09 på tv fremgår fremgår det med al ønskelig tydelighed, ar Martin Krasnik repræsenterer og forsvarer staten Israels fremfærd over for palæstinenserne i Gaza.
I andre sammenhænge ses dette ikke så tydeligt, hvorfor Charlotte Wien forledes til at tage ham seriøst som obejktiv reporter. At han er dygtig som journalist ligesom Herbert Pundik skal ikke betvivles - men fælles for dem begge er, at de blandt andet bruger deres 'dygtighed' i statens Israels tjeneste under foregivelse af at være objektive og saglige, hvilket for mange er svært at gennemskue, fordi man ikke er bevidst om den taktik, de anvender.

Inger Sundsvald

Martin Krasnik er i min optik, efter at have hørt ham i Debatten, helt på linie med DFs mest krigeriske medlem Søren Espersen. Skuffet? Mon ikke!

Jamen, Krasniks bog om muslimer burde da have forberedt folk på hans ensidighed og manglende forståelse for betydningen af folks tro og kultur. Jeg sætter bestemt pris på Krasnik, men som ekspert i amerikanske forhold, ikke mellemøstlige.

"For Simi Jan er det altafgørende, at hendes rødder ikke skinner igennem, fordi hun dækker sine forældres hjemland."

Og det er en opgave hun i sandhed må sige at klare til UG med kryds og slange. TV2 har bestemt ikke noget at klage over.

Simi Jans indslag fra Pakistan er lige så linjetro og afstemt med VKOs verdensbillede, som den propaganda, der produceres af hendes mere forhærdede og garvede kollegaer som eksempelvis professionelle løgnhalse som Steffen Jensen og Ulla Terkelsen for nu at nævne to af de styggeste…

At påstå at journalistik ikke er påvirket af journalistens opvækst, kultur, religion osv er simpelt hen utilgiveligt ubegavet.

Ingen, heller ikke muslimske journalister, kan være objektive, neutrale.

Brillerne man ser med vil altid være farvede,- det gør for så vidt ikke noget, blot vi ved det,- det gør vi stort set aldrig.

Derfor manipuleres vi efter reporterens forgodtbefindende! Efter dennes egne holdninger!

Det ses flere gange dagligt!

AAge Øhle:

"Derfor manipuleres vi efter reporterens forgodtbefindende! Efter dennes egne holdninger!"

Det ville sandsynligvis være tilfældet, hvis det forholdt sig sådan, at reporterne ikke var tvunget til at levere den vare, som arbejdsgiverne ønsker og betaler for.

Reporteren producerer og formidler naturligvis de reportager, vinklinger og holdninger som chefredaktionen ønsker. I modsat fald bliver reproteren nemlig meget hutigt til en arbejdsløs reporter.

Reportere og journalister er igesom alle andre lønmodtagere afhænig af, at der findes en arbejdsgiver, der er interesseret i at købe deres arbejdskraft.

Det er jo netop grunden til at Simi Jan, Steffen Jensen og Ulla Terkelsen levere præcis den samme standardiserede neoliberalistiske, småborgerlige og etnocentriske nyhedsformidling, uanset hvilken holdning, religion eller hvilket verdensbillede de så ellers måtte have som privatpersoner...

Den objektive journalist skal være 1) ikke troende, 2)uden materielle ambitioner, 3)upåvirket af famile, 4)uden karrieremål,5)uden filosofisk ballast,6) generelt uvidende o s v.

Alt sammen sagt i spøg, men seriøst talt, så er alle på en eller anden måde påvirket af et eller andet, så den 100% objektive journalist ( eller hvad som helst andet) eksisterer ikke. Løsningen på det "problem" er, at man hver især prøver at være så objektiv og så redelig som muligt, og at der er forskellige personer, som dækker samme stof -ellers er vi "brugere" af nyhedsformidlingen på spanden.

Grete Bjorholm-petersen

Det er næsten triviel sandhed, at enhver journalist er påvirket af sin baggrund og sit ansættelsesforhold, når vedkommende rapporterer - men jeg mener, at det er yderst betænkeligt, når Charlotte Wien, som forsker i journalistisk objektivitet, anser Martin Krasniks for en objektiv reporter. Hun burde da - af alle - vide bedre. Forhåbentlig underviser hun sine studerende i at bedømme, på hvilken måde en tekst kan manipulere med sin læser.
Hvad der ikke gør sagen bedre, er, at journalisters baggrundsviden i en sag ofte er så ringe, at de a) slet ikke er i stand til at bedømme de kilder, som de lægger til grund for deres artikel, og derfor selv manipuleres eller b) f. eks. i et interview må nøjes med at være mikrofonholdere i stedet for at stille kritiske spørgsmål, hvilket vel er en af journalistens fornemste opgaver.

Robert Kroll:

"Løsningen på det "problem" er, at man hver især prøver at være så objektiv og så redelig som muligt, og at der er forskellige personer, som dækker samme stof -ellers er vi "brugere" af nyhedsformidlingen på spanden."

Helt uenig. Løsningen er naturligvis at pressen åbent vedkender sig sine holdninger og subjektivitet i stedet for at forsøge at foregøgle en ikke-eksisterende objektivitet.

I ”gamle dage” havde ethvert parti med respekt for sig selv sin egen landsdækkende avis, og på den måde havde læserne reelle valgmuligheder for at få en heterogen og differentieret nyhedsformidling.

I dag hører vi kun en ”sandhed”. I dag har det borgerlige Danmark monopoliseret medier og nyhedsformidlingen, og det er den sandelig ikke blevet mere objektiv eller redelig af…

Hans Jørgen Lassen

Viggo,

du vil med andre ord afvise, at det er en objektiv kendsgerning, at f.eks.

- Israel har bygget en mur på erobret område, som ifølge folkeretten og Israels egen højesteret er ulovlig? Muren står der stadig.

- at Israel har opført bosættelser og fortsat er i gang med det på Vestbredden, altså besat område, en kolonisering, som er i strid med folkeretten.

Det er, efter din mening, ren og skær venstreorienteret fordrejning af kendsgerningerne?

Hans Jørgen Lassen

Viggo,

på Vestbredden udvider de bosættelserne. Det lader sig vanskeligt forstå som andet end et zionistisk koloniseringsprojekt, og muren er en del af det.

Præmisser:

a) israelere koloniserer i stigende omfang Vestbredden (hvilket er ulovligt)

b) dette sker ud fra den zionistiske ideologi

Ergo, konklusion:

c) de har gang i et zionistisk koloniseringsprojekt.

Er det det land der er dem givet af gud, det land der er dem givet af FN, eller det de selv har raget til sig der er deres eget?

Hans Jørgen Lassen

Ja, de har jo fået landet af Vorherre, eller hvad de nu kalder ham, og så er der naturligvis ikke noget at komme efter, som Anders Fogh er helt enig i. (At det næppe holder i fogedretten, er så en anden sag - men som bekendt er lov og ret jo ikke israelernes stærke side, altså i forhold til folk af anden tro eller afstamning).

Ganske vist er jøderne så nødt til at mishandle deres drengebørn, for at Guden ikke i sin frygtelige vrede skal tage landet fra dem igen og overlade det til de omskårne muslimer, men det er jo en beskeden pris at betale.

Gad vide, om USA, som jo også har nær kontakt med Vorherre, ja, jo er hans udøvende magt her på Jorden (Paven er kun til pynt), vil indstille strømmen af våben til Israel, hvis ikke samtlige israelske mænd kan fremvise lemlæstede lem?

Njah, Israel som fremskudt bastion for det amerikanske hegemoni i den region er nok lige så væsentlig.

Heinrich R. Jørgensen

Hans Jørgen Lassen:
"de har jo fået landet af Vorherre, eller hvad de nu kalder ham"

De smider om sig med omskrivninger, såsom Vorherre, Herren, Faderen, Den Almægtige osv., da de har forbud mod at udtale deres guds navn. Iflg. jødisk tradition og religiøs tolkning, har dette forbud været gældende siden Moses.

Iflg. jødisk tradition, er ens navn en del af ens person, og faktisk uadskilllelige størrelser. Samme tradition findes også i vestlig tradition (f.eks. i talemåder som at bringe skam til nogens navn, vanære nogens navn o.lign.).

Kristne har intet forbud mod at nævne jødernes guds navn, men har adopteret den jødiske tradition. Af samme grund drilles særligt jøder af muslimer, for at tilbede den navnløse gud. Og helt ærligt, har muslimerne en pointe.

Det er i øvrigt præcis samme teologiske logik (og samme begivenhed) der er årsagen til muslimernes billedforbud. Ligesom enhver god jøde kender navnet på deres gud, kunne de aldrig drømme om at sige det højt. Det ville være en grov krænkelse af et tabu, og for en ortodoks jøde sikkert en utilgivelig handling.

ja - man husker den super morsomme stenings-scene i Life of Brian hvor Jehovas navn er anledning til en del forvirring. Men det var jo dengang at den slags var sjovt. Har ikke fået tjekket op på om der var mordtrusler fra jødiske organisationer i den sammanhæng.

Søren Kristensen

Debatten var også en øjenåbner for mig. At Martin Krasnik så utilsløret og ukritisk køber alt hvad Israel foretager sig var en overraskelse, og at Søren Espersen ikke kan forstå bare lidt af palæstinensernes frustrationer, viste for mig, hvor godt det er at journalister fra "den anden side" nu også får ytringsfrihed i medierne. Længe leve den!

Heinrich R. Jørgensen

Martin Krasniks og Søren Espersens udgydelser kan næsten give enhver velafbalanceret demokrat tørre drømme om Berufsverbot.

Det er grotesk, at begavede mennesker opfører sig som dumstædige pattebørn, og velholdende insisterer på, uden skygge af tvivl, på at det er "de gode mod de onde".

Jeg synes ofte det er en lidt tåkrummende oplevelse at opleve 10 årige børn lege varianter af dette tema, og påstod samme børn, at denne fantasifulde skelnen også bestod i virkeligheden, var der automatisk lagt op til en mindre socialpædagogisk indsats mod vildfarelsen.

Så hvad skal man gøre ved voksne og begavede der tror på religiøse fantasier og Hollywooduniverser?