Læsetid: 5 min.

Billeder der tager ansvar for verden

Kvindelige instruktører dominerer i den nordiske konkurrence ved Göteborg Film Festival, mens Lukas Moodysson trækker svenskere i de almindelige biografer med 'Mammut'
Konfrontation. Festivalen åbnede med- Dronningen og jeg- af den iranskfødte instruktør Nahid Persson Sarvestani (t.v.). I filmen opsøger instruktøren den tidligere kejserinde af Iran, Farah Diba (t.h.) og konfronterer hende med hendes mands gerninger som regent i Iran.

Konfrontation. Festivalen åbnede med- Dronningen og jeg- af den iranskfødte instruktør Nahid Persson Sarvestani (t.v.). I filmen opsøger instruktøren den tidligere kejserinde af Iran, Farah Diba (t.h.) og konfronterer hende med hendes mands gerninger som regent i Iran.

Fra filmen

30. januar 2009

Man kan godt blive lidt mundlam efter at have hørt Obamas taler ...

Med den konstatering fik Göteborg Film Festivals nye hæderstalsmand Roy Andersson et godt grin med fra salen, inden han gik i gang med sin tale ved åbningen af den 32. udgave af festivalen sidste weekend.

Hans tale kom især til at handle om ansvar. Om film, der tager ansvar for de verdensbilleder, de formidler, og om en filmpolitik, som tager ansvar for fremtidens kulturarv.

Festivalens åbningsfilm handlede i høj grad om at tage ansvar. I dokumentarfilmen Dronningen og jeg opsøger instruktøren Nahid Persson Sarvestani den tidligere dronning af Iran, Farah Diba. Sarvestani er fra Iran, men fik asyl i Sverige efter at have været nødt til at flygte på grund sin politiske aktivitet under og efter revolutionen i 1979. I sin film prøver hun at komme bag facaden på Farah Diba og konfrontere hende med hendes mands handlinger som regerende i Iran.

De to kvinder kommer fra helt forskellige verdener og har vidt forskellige synspunkter, men på rørende vis får de gradvis en større forståelse for hinandens liv og valg, mens de sammen drømmer om et Iran, som de begge vil kunne vende tilbage til.

Dorismanifest

Nahid Persson Sarvestani fik ved åbningen overrakt Mai Zetterling-stipendiet på 200.000 svenske kroner for sine skildringer af kvinders situation i Iran. Kort efter kom tre kvindelige instruktører på scenen, som sammen har lavet kortfilmen Fäst vid dig. Den blev få dage senere belønnet med festivalens publikumspris til bedste kortfilm for sine humørfyldte ni animerede minutter om en mors liv fra undfangelsen af et lille nyt liv, indtil barnet flytter hjemmefra.

Carin Bräck, Cecelia Actis' og Mia Hulterstams film indledes af et Doris-manifest, som dikterer, at film skal være lavet af kvinder og have en kvindelig hovedrolle. Manifestet er formuleret af et netværk af kvindelige filmfolk for at undersøge, om man kan tale om en særlig kvindelig form for filmfortælling, og om filmene kommer til at se anderledes ud af kun at have kvinder bag kameraet.

Fäst vid dig vidner i hvert fald om, at der er blevet frigivet en frugtbar kreativ energi i mødet mellem filmens skabere.

En vanskelig velsignelse

Årets nordiske konkurrenceprogram giver som noget ret unikt rig lejlighed til at se film af kvindelige instruktører med kvinder i centrum. Fem ud af de otte konkurrerende film er af kvinder.

Den eneste danske film er af Heidi Maria Faisst, som efter den stærke novellefilm Liv i søndags havde premiere på sin første spillefilm, Velsignelsen. Filmen går gribende helt tæt på den nybagte mor Katrine (Lærke Win-ther), som har svært ved at forholde sig til sit lille barn og rollen som mor.

Bedre bliver det ikke, når skeletterne vælter ud af skabet, da hun beder sin mor (Solbjørg Højfeldt) om hjælp. Filmens intime portræt tager fat i et tabubelagt emne og lægger op til at turde snakke højt om det frem for at slå det hen, som noget man bare skal komme sig over.

Bryllupsbusdrama

Samme insisteren på at skildre nuancerne i en menneskelig krise præger norske Eva Isakssons filmatisering af Karin Fossums roman De gales hus om den unge kvinde Aina, som efter at have kastet sig gennem en butiksrude bliver indlagt på en afdeling med andre selvmordskandidater med behov for behandling.

I den lysere ende af skalaen byder konkurrenceprogrammet også på islandske Valdis Oskarsdottirs første spillefilm, Country Wedding, hvor det meste går galt på familiefronten, mens to busser med brud og gom bevæger sig fra Reykjavik mod en lille landsbykirke, der viser sig svær at finde mellem alle fjorde og fjelde.

Oskarsdottir er især kendt som klipper af blandt andet Festen og Evigt solskin i et pletfrit sind og fortalte ved filmens visning lørdag aften, hvordan arbejdet med Festen gav hende lyst til at lave en film, hvor skuespillerne fik plads til at improvisere historien frem.

Til gengæld gjorde fraværet af et færdigt manuskript, at hun ikke kunne få støtte fra det islandske filmcenter, og næste gang vil hun gerne have dem med på vognen, så hun kan have råd til mere end syv indspilningsdage til at lave en hel spillefilm.

I den nordiske konkurrence kan man også finde de svenske film I skuggan av värman af Beata Gårdeler og Guidance af Johan Jonason samt to finske film, Forbidden Fruit af Dome Karukoski med et religiøst ungdomsoprør a la To verdener og den næsten tavse Tarkovskij-tankevækker The Visitor af Jukka-PekkaValkeapää.

Hvem, der vinder den nordiske konkurrence, afslører juryen i morgen aften. Blandt festivalens populære danske titler i løbet af ugen har man kunnet finde Flugten og Flammen & Citronen, som begge har haft instruktørerne på plads til at svare på spørgsmål fra fyldte sale.

Moodyssons Mammut

Samme dag, som Göteborg Film Festival åbnede, var der i de almindelige biografer premiere på Lukas Moodyssons længe ventede, engelsksprogede film Mammut. Mammut er udtaget til hovedkonkurrencen i Berlin og er ifølge Moodysson grundlæggende en film om, hvordan vi mennesker behøver, længes efter og savner noget.

Historiens omdrejningspunkt er det fremgangsrige par Leo (Gael García Bernal) og Ellen (Michelle Williams), som bor med deres datter og deres filippinske barnepige Gloria i en trendy lejlighed i New York. Alt virker perfekt i deres smukke lejlighed - bortset fra, at ingen rigtigt kan finde ud af at være der sammen.

Leo skal på forretningsrejse til Thailand, hvor han får en luksuslivskrise. Ellen arbejder om natten på skadestuen og tilbringer dagene med desperat at forsøge at slappe af og slippe tankerne. Datteren drømmer sig væk i planetariet og vil helst være sammen med Gloria, som til gengæld længes efter de to børn, som hun har forladt på Filippinerne for at tjene penge til deres fremtid.

Mainstream-vrede

Med en fortælling, der hele tiden bevæger sig mellem USA, Filippinerne og Thailand, får Moodysson tegnet et omfattende portræt af en verden, hvor mennesker på meget forskellig vis føler sig fanget i deres liv og længes efter at være andre steder end der, hvor de er.

Samtidig får civilisationskritikeren Moodysson i detaljen kommenteret verdens tilstand.

Han er stadig vred, men serverer nu sine tanker i en mainstream-version med stjerneskuespillere frem for i den - efter Fucking Åmål og Tillsammans - meget hårdtslående form, som har stødt det brede publikum væk.

Som prikken over i'et kunne man i weekenden også fange Danny Boyles Slumdog Millionaire, som vanvittigt underholdende og formidabelt filmet af Anthony Dod Mantle får langet ud efter de store sociale forskelle og fattigdomskriminaliteten i Mumbai.

Der var noget at tygge på efter en weekend i det svenske med film, der gerne vil lægge op til både handling og behandling fra det private til det storpolitiske perspektiv.

Velsignelsen har dansk premiere 1. februar, Slumdog Millionaire 6. marts og Mammut 27. marts

www.filmfestival.org og www.dorisfilm.se

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu