Læsetid: 4 min.

Blues for planeten i os alle

Antony kan knuse en skummetmælkskartons hjerte. Men det nøjes han ikke med på hans og The Johnsons tredje album, der føjer yderligere alen til en stor sanger. Og som denne gang sørger mere på planetens vegne end egne
Antony Hegarty, da han i 2005 yderst chokeret blev hædret med en Brit Award og 20.000 pund for albummet -I am a bird now-.

Antony Hegarty, da han i 2005 yderst chokeret blev hædret med en Brit Award og 20.000 pund for albummet -I am a bird now-.

19. januar 2009

Jeg ved ikke, om jeg har lyst til at blive i den her gåsehud for længe. Men lige nu er den en varm omfavnelse, som jeg ikke kan komme fri af. Jeg er selvfølgelig også på arbejde og skal anmelde. Men nogle gange kan arbejde åbenbart også være en stærkt emotionel udfordring.

Stemmen, som åbner mit arbejdsobjekt, albummet The Crying Light, og som forlader den lidt mere end et minut inden den slutter, vil blive længe i lytteren.

Trivialiteter som tid kan ikke begrænse den. Og ej heller strygerne og klaveret, bassen og guitaren, der tværtimod synes at give yderligere fylde til en sanger, der kan ikke bare finde, men også knuse en skummetmælkskartons hjerte med et par sungne ord. Når Antony Hegarty oplader sin røst er det gribende på en måde, som jeg mangler ord for.

Indædt kunstnerisk

Men den sætning er vel også en måde at formulere det på. Antony og hans backingband The Johnsons tredje album hedder meget passende The Crying Light. Det har taget en fire års tid at følge op på gennembrudsalbummet I Am A Bird Now, og i mellemtiden har Antony været rundt i musikverdenen som gæst hos Hercules & Love Affair, Björk, Current 93, CocoRosie, Bryan Ferry, Lou Reed, Laurie Anderson m.fl.

The Crying Light er en indædt kunstnerisk udfoldelse. Allieret med de tre brillante arrangører Nico Muhly, Maxim Moston og Doug Wieselman spredes vingerne over en smuk variation af arrangementer. Her er dårende romantisk stryger-bouillabaisse, åndeløs enkelhed, tøvende meddigtning, blæsere, der bølger i styrke som vinden i løven, kirkelige kor, strygere, der bryder gennem skydækket for blot at blive overmandet igen, instrumenter der knirker og klager.

Her er en fantastisk blues mellem Antony og en elektrisk guitar. Her er dissonante modsigelser, let avantgardistiske diskussioner, men primært en opdateret, originalt formuleret og genuin romantisk meddigtning. Og uanset i hvilken form iscenesættelsen foregår, så er der hele vejen gennem The Crying Light en fornemmelse af intimitet. Musikerne er tilstede (om de så er indspillet i flere tempi eller ej), og det er Antony også i dén grad i en produktion, som er varm, transparent, klart defineret og uden et ønske om at gøre opmærksom på sig selv - selv når Antonys stemme ligger i smukke fordoblinger eller han for en stund befinder sig i et større klangrum.

Antonys tekster er denne gang vendt anderledes udad. Det handler ikke om personlige problemer, men om planeten, naturen og klimaforandringerne.

I'm gonna miss the sun/I miss the animals/I'm gonna miss you all/I need another place/Will there be peace/I need another world/This one's nearly gone.

Queerkunstnere

Og så kommer det selvfølgelig alligevel til at blive personligt, fordi det er sørgesange. Og hvor universelle deres mål så end måtte være, så er der selvfølgelig en afsenders blod iblandet. "Now I cry for daylight/Daylight and the sun".

The Crying Light er en blues for planeten, som vi er en del af, og det er en blues for planeten i os alle.

Den over 1,90 høje, britisk-irske transseksuelle Antony Hegarty kom til New York City i 1990, tiltrukket af byens undergrund af kunst- og homo-natteliv. Som han blev en vigtig del af. Men da han sang sig igennem til den mere fintfølende del af mainstream i 2005 med albummet I Am A Bird Now rakte han også ud over den queer/homo-kultur, der var så evident repræsenteret på gennembrudsalbummet.

Fra coveret med den transseksuelle Candy Darling på sit dødsleje til gæstesangere som Boy George, Rufus Wainwright og den japansk fødte hermafrodit Dr. Julia Yasuda.

Men han transcenderede også egne musikalske rammer og præsenterede et bredere publikum for kammermusikken i letantændelig form; partituret som skueplads for de følelser, som vi er så mange, der er suckers for. Og det kommer yderligere til sin ret på det helt sublimt arrangerede The Crying Light.

Minimalistisk variant

Den ene af medarrangørerne, Nico Muhly, kan også på egen hånd gelejde nye lyttere ind i partiturernes fauna, endda af den minimalistiske variant.

Hans andet album Mothertongue er et fremragende, lifligt møde med en ny, udadrettet kompositionsmusik med et klart mål af crossover-potentiale. Muhly er bl.a. inspireret af kirkemusik fra det 16. og 17. århundrede, lige som man kan høre både hillbilly- og electronica-inspirationer og tydelig farve fra Steve Reich og Muhlys læremester Philip Glass.

Og det lyder måske tørt for nogen, men det er det ikke. For der er en legesyg, dramatisk og poppet nerve på spil i de lange, flerdelte kompositioner. Hermed anbefalet.

Ikke-kønnet person

Men tilbage til Antony and The Johnsons og deres tåretrækkende queer-territorium, hvor jazz, blues, varieté, kammermusik, kirkemusik (formentlig fra Nico Muhlys hånd) flyder sammen. Hvor det sorte bliver hvidt. Og vice versa.

Hvor forsangeren undslår sig kategorisering, ja, er blevet en svært kategoriserbar kategori i sig selv. Hvem skulle ellers synge sørgesangene for vores - stadig - myldrende og farverige planet, der er ved at gråne eller gå i sort eller vende det hvide ud ad øjne og dejse om?

Hvem anden end sangeren, der stadig kan paradere planetens mest ekstravagante vibrato? Antony and The Johnsons føjer alen til deres værk med The Crying Light, og Antony udvider sin sangpragt. Bl.a. i de fornemme studie-fordoblinger og i form af en delvist råbt kærlighedserklæring - der ikke har en mand som afsender, men et væsen mellem kønnene.

Antony Hegarty kan sammenlignes med både Nina Simone og Otis Redding. Ikke-kønnet. Et menneske. Og det var vel det, vi kom her for?

Antony and The Johnsons: The Crying Light (Rough Trade/A:larm). Udkommer mandag.

Nico Muhly: Mothertongue (Brassland/Specialimport) brassland.org

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu