Læsetid: 1 min.

Bresjnev og Honecker kysser snart igen

East Side Gallery i Berlin er verdens længste friluftgalleri, men er efterhånden temmelig hærget. I anledning af 20-året for Murens fald til efteråret, restaureres kunstværkerne
-Min Gud, hjælp mig med at overleve denne dødelige kærlighed,- står der under det forvitrede kunstværk af Honecker og Bresjnev. Nu skal det genskabes.

-Min Gud, hjælp mig med at overleve denne dødelige kærlighed,- står der under det forvitrede kunstværk af Honecker og Bresjnev. Nu skal det genskabes.

Henriette Harris

Kultur
26. januar 2009

BERLIN - Mühlenstrasse befinder sig i bydelen Friedrichshain og forbinder Ostbahnhof med Oberbaumbrücke, en af de tidligere otte grænseovergange mellem Øst- og Vestberlin. Da DDR endnu eksisterede, var gaden del af 'protokolstrækningen'. Det kaldte man den rute, de statsbesøgende kørte ad, når de skulle fra lufthavnen i Schönefeld til Østberlins centrum.

De fornemme besøgende kunne på deres færd betragte et gråt og glat stykke af Muren, der blev rejst fra den 13. august 1961.

Den faldt først den 9. november 1989 og i foråret 1990 gik en international male- og sprayaktion i gang på det 1.316 meter lange stykke mur i Mühlenstrasse. 118 kunstnere fra 21 lande malede i alt 105 billeder på den murside, man tidligere blev skudt for overhovedet at forsøge at nærme sig. Den 28. september 1990 åbnede East Side Gallery, der er det længste friluftsgalleri i verden.

Den euforiske åbning af Muren er temaet hos de fleste af kunstnerne. Trabanten, der bryder gennem Muren, og dødskysset mellem Bresnjev og Erich Honecker er blandt de berømteste af billederne.

"Min Gud, hjælp mig med at overleve denne dødelige kærlighed," står der på russisk under to af Den Kolde Krigs mest berømte statsoverhoveder.

I fordums pragt

East Side Gallery har været fredet siden 1992. Men vind og vejr, 'murspætter' og selvbestaltede bidragsydere har gjort deres til, at kunstværkerne nu er fuldkommen forvitrede. Berlinere og turister fra hele verden har følt trang til at give deres besyv med, og graffiti, digte, autografer, obskøniteter og tegninger (alt lige fra herreunderbukser til fredstegn) hærger i dag de oprindelige billeder. I 2000 blev 40 af billederne tættest på Ostbahnhof saneret, men de er igen stærkt medtagede. Nu får hele galleriet en overhaling.

I løbet af 2009 vil de 105 kunstnere fra hele verden komme til Berlin og genskabe de billeder, de malede for 20 år siden. Planen er, at East Side Gallery skal stå i fordums pragt, når Murens fald kan fejre sit jubilæum til efteråret.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Karina Bjerregaard

På bloggen
http://www.mandala.dk/view-post-comments.php4?blogID=3023&postID=7959 kan du følge med i Lotte Haubart Nielsen og mine forberedelser - med MASSER af billeder! - til vores kommende tur til Berlin i starten af september 09 for atter at restaurere vores maleri på Berlinmuren/East-Side-Gallery "Himlen over Berlin/Heaven no. 7/7".