To timer før interviewet med Steven Soderbergh, får jeg et opkald fra hans PR-medarbejder. Hollywood-instruktøren har ikke rigtig fået tid til at tænke dybere over min anmodning - nemlig at udpege sine fem filmiske favoritskildringer af markante historiske figurer. Meningen var ellers, at dette skulle være en slags oplæg til at tale om hans nye projekt, Che!, en vildt ambitiøs filmbiografi i to dele om Che Guevara, hvis første del blev vist i Cannes, hvor hovedrolleindehaver Benicio del Toro løb af med prisen som bedste skuespiller for sin inkarnation af den cubanske revolutionshelt.
Ikke at man ellers med rimelighed kan anklage Soderbergh for at være doven. Siden han færdiggjorde Che!, har han allerede instrueret yderligere to film, whistleblower-komedien The Informant med Matt Damon i hovedrollen og et lavbudget call girl-drama, The Girlfriend Experience. Den 45-årige instruktør har i sin karriere overkommet det utrolige - svimlende 20 film (eller 21, hvis man tæller Che! som to film), siden han skød sin karriere i gang i 1989 med den Guldpalme-vindende Sex, løgne, og videobånd. Og han er allerede godt i gang med sit næste projekt - en 3-D-musical om Kleopatra.
Men nu er det altså op til mig at foreslå fem glanspræstationer, vi kan diskutere. ("Tro ikke, at jeg har tænkt mig at gøre dit job for dig," klukker han med et gavtyvesmil). Med brun fløjlsjakke, kantede sorte briller og en T-shirt med ordet Dope på, ligner Soderbergh en trendy akademiker, og hans kendskab til film er da også encyklopædisk i omfang.
De er kun er én film på min liste, som Soderbergh ikke har set, nemlig Anthony Hopkins i Oliver Stones Nixon (1995) - de andre kender han udmærket og har memoreret i skræmmende detaljeringsgrad. I vores samtale bliver det en gennemgående pointe, hvor altafgørende vigtigt det er at menneskeliggøre de historiske skikkelser. I tilfældet Che! "ville jeg ikke bare se ham hænge ud med de store kanoner," siger Soderbergh, der satte sig for at vise mennesket bag det berømte ikon.
"Jeg ville vise, hvordan han fungerede i sammenhænge med helt almindelige folk."
I Soderberghs epos, der dækker forspillet til den cubanske revolution i del et (Argentineren) og Ches år i Bolivia (Partisanen), portrætterer Del Toro, som tidligere samarbejdede med Soderbergh i det Oscar-vindende narkodrama Traffic (2000), Che Guevara som en kynisk strateg snarere end som den idealist, han er blevet dyrket som på dele af venstrefløjen. Selv om Soderbergh ikke vil gå med på, at Del Toro spiller mere fremragende end nogensinde som Che - "Tja, han har jo mange film foran sig endnu" - forekommer hans præstation iden grad at være i den grad gearet til at kunne modstå tidens tand.
Soderbergh om ...
- Cate Blanchett som Elizabeth I i 'Elizabeth' og 'Elizabeth: The Golden Age' (Shekhar Kapur, 1998, 2007): "Jeg er forudindtaget. Selv om jeg allerede kunne lide hende, før jeg arbejdede sammen med hende (om 1940'er-periodedramaet Den gode tysker (2006), red.). Der er noget hypnotisk over hendes udstråling. Hun får sit spil til at virke så ubesværet. Hendes måde at spille Elizabeth på er faktisk ret sjov. Man kommer virkelig til at tro på, at en myndig fremtræden i dette rette forum var altafgørende dengang, at personlig karisma var det, som drev en til at få tingene gjort. Hvis man er Elizabeth og ikke kan være i det rette forum, ikke være smartere end alle andre og ikke holde dem i skak konstant, ja så taber man! Og Cate er troværdig som den, der kan håndtere den personlige magt. Derved kan hun minde om Fidel Castro. Men Elizabeth havde ingen nyhedsrevyer eller pressemeddelelser... Man var nødt til at være der og have myndighed til at overbevise folk. Og det er her, Cate virkelig leverer varen. Jeg kommer i den grad til at tro på hende som en, der kunne forføre alle til at følge sine ideer. En form for kløgt, der ikke kan simuleres".
>- Bruno Ganz som Adolf Hitler i 'Der Untergang' (Oliver Hirschbiegel, 2004): "Hvilke groteske scener! For det første elsker jeg Bruno Ganz, så derfor vidste jeg, at jeg ville være vild med at se ham som Hitler. Hans præstation er absolut en værdig tilføjelse til Hitler-portrætteringernes Pantheon. Dog må jeg erkende, at jeg ikke har set Alec Guinness' Hitler i Hitler: The Last Ten Days, (1973). Vi havde også en fantastisk Hitler med i Full Frontal fra 2002, hvor det var Nicky Katt, der spillede ham. Men efter min mening udretter Ganz en stor bedrift ved at undersøge et interessant spørgsmål: 'Må vi forholde os indfølende til smerten hos alle og enhver? Må vi forholde os til smerten hos selv en Hitler?' Det er et filosofisk spørgsmål. Og jeg tror, at for så vidt angår kunstneriske sammenhænge, at svaret er nødt til at være 'ja'. Jeg synes Ganz gjorde et fabelagtigt arbejde med at påvise, at der findes en mekanisme, selv for en sådan person, der muliggør indlevelse i terror, frygt, smerte, angst ... det var det mest interessante ved den film. Man blev skubbet hen et sted, hvor man måtte sige til sig selv: 'Wow! Kan jeg virkelig føle empati over for de smerter, den fyr gennemlider. Er det muligt?'. Og det er et legitimt spørgsmål, kunstnerisk som filosofisk.
- Denzel Washington som Malcolm X i 'Malcolm X' (Spike Lee, 1992): "Jeg holder meget af Malcolm X. Det er en undervurderet film. Jeg husker, da den kom frem, hvordan jeg følte, at der havde Spike virkelig udrettet noget bemærkelsesværdigt, og det samme havde Denzel. Jeg var skuffet over, at den ikke fik mere opmærksomhed. Og for Spike var Malcolm X en hård tjans. De forsøgte at gøre det, som vi opgav med Che! - at kondensere 20 år af en mands liv. Vi valgte i stedet to specifikke punktnedslag, der ikke er så langt fra hinanden i tid. Men Denzel kom til at spille hele denne række af udviklingsstadier i Malcoms personlighed - og det er svært. Det må have været den mest udfordrende rolle i hans karriere. Og hvis vi kan være enige om, at han leverer varen her, må vi også sige, at det er det bedste, han nogensinde har præsteret. Jeg tror også, han selv følte, at han havde tunet sig perfekt ind på sin figur. Han blev ét med sin rolle. Det mener jeg også er tilfældet med Benicio. Han var bare dén fyr!"
Elizabeth Taylor som Kleopatra i 'Cleopatra' (Joseph L Mankiewicz, 1963): "Patrick Stewart fortæller en historie om, hvordan han er til teaterprøve og fremsiger en monolog. Der er en lang pause og ude fra mørket lyder så denne stemme: 'Modigt spillet!' Så alt, hvad jeg kan tænke på, når jeg ser Elizabeth Taylor i Cleopatra er: 'Hold op, det er modigt, det der!' Hun sprang i med begge ben. Når man tager i betragtning, hvad hun har at sige, hvordan hun er klædt, og hvilken kulisse hun vader rundt i, er den måde, hvorpå hun klarer at holde masken, et fantastisk vidnesbyrd om hendes styrke. Ih, hvor kunne jeg godt tænke mig at genskabe nogle af de afsindige crazy ass-kostumer fra den tid! Men vores version (af Kleopatras historie, red.) bliver snarere som Elvis musical i 3-D. Det bliver total rock'n'roll. I 1966-æstetik. Noget i stil med Viva Las Vegas møder Tommy (rockopera af The Who, red.) . Jeg har i hele min karriere ønsket at lave en musical. At den så bliver i 3-D, gør det kun sjovere og mere udfordrende".
Omar Sharif som Ernesto Che Guevara i 'Che!' (Richard Fleischer, 1969) og Gael García Bernal som samme i Motorcykeldagbøgerne (Walter Salles, 2004): "Det er altså guld værd at se Omar Sharif som Che og Jack Palance, der spiller Fidel som en kombination af Tony Soprano og Groucho Marx. Jeg mener det! Det er virkelig vildt. Men det skræmte mig også lidt. Min latter blev siddende i halsen. Det faldt mig ind, at de skød en masse af de samme scener, vi selv har skudt, og jeg tænkte: 'Hvad nu, hvis vi ser lige så fjollede ud?' Det var en smule foruroligende. Jeg kommer i tanke om et mareridt, jeg havde mens jeg lavede Kafka: Paul Hogan var pludselig dukket op til optagelserne, og nu var det ham, der var castet som Kafka. I det lys spiller Omar såmænd ikke Che så dårligt. Men filmen er bare så skør, og Palance er bare så sindssyg! Til gengæld synes jeg, at Gael var helt fantastisk i Motorcykeldagbøgerne. Den film er en slags forløber for vores, for den handler om begyndelsen på Ches indignation og vrede, og det er netop den vrede, vi beskæftiger os med. Det aspekt af den unge Che, at han endnu er som en ren tavle, har de ramt rigtig godt. Jeg blev virkelig begejstret, da filmen kom, for for os var det en fin intro til næste del af hans liv."
'Che!' har endnu ikke fået dansk premieredato
© The Independent og Information Oversat af Niels Ivar Larsen
