Læsetid: 4 min.

Cigaretdanserinde møder monsterkvinde

Når jeg blev nødt til at standse op, er det ikke fordi hun er voldsomt stor - det er hun ikke - men hun kræver virkelig god benplads, når hun er fuld - og det er hun praktisk taget altid
17. januar 2009

Jeg havde været på apoteket og tænkte et øjeblik over, om jeg skulle gå tilbage i den retning, jeg var kommet fra, og lige slå et smut indenfor hos Søren på Marinestuen, hvor jeg ikke har været i et halvt år, eller om jeg skulle varpe op på Torvet og snuppe en fransk hotdog i pølsevognen og slutte af med en kop kaffe og en cognac på Teatercafeen, inden jeg gik hjem. Jeg bestemte mig for det sidste. I den lille smøge fra Langgade og ind på selve torvet blev jeg nødt til at standse op et øjeblik, fordi en kvinde fyldte hele fortovet. Hun prøvede at få ild på en cigaret, mens hun samtidig kæmpede for overhovedet at holde sig på benene. Jeg har set hende mange gange, jeg ved også, hvad hun hedder. Når jeg blev nødt til at standse op, er det ikke fordi hun er voldsomt stor - det er hun ikke - men hun kræver virkelig god benplads, når hun er fuld - og det er hun praktisk taget altid. Hun danser, det er hun nødt til, ellers falder hun omkuld. Hun skal bruge fem-seks kvadratmeter til sin dans, og hun holder ikke op, før hun har fået ild på cigaretten. Man kan lige så godt indstille sig på det: man må vente. Man møder hende kun fuld og rygende, pauserne - og med dem dansen - opstår når hun skal have ild på en ny smøg. Mit eget cigaretforbrug, der ikke er helt lille, er ingenting i sammenligning. Sådan havde jeg det for resten også med netop afdøde Inger Christensen. De par gange, jeg mødte hende, følte jeg mig som en konfirmand, der kun lige akkurat var i færd med at grundlægge en rigtig snavs vane.

Kender hinanden

Kvinden fik omsider ild på sin cigaret og ringlede videre. Hun skulle også op på Torvet. Da jeg mente, det måtte være nogenlunde farefrit, gik jeg forbi hende. Jeg nikkede kort til hende, ligesom hun nikkede kort til mig. Vi taler aldrig sammen, men hun ved også godt, hvem jeg er. Hun må have set mig mange gange, men hun husker mig sikkert især som den flinke fyr, der samlede hendes cigaretter og hendes pung op fra gulvet inde på Teatercafeen. Først plasticetuiet med de hjemmerullede cigaretter, dernæst pungen drattede simpelthen ud af hendes hånd, og hun var definitivt for fuld til selv at samle dem op. Jeg stod og var på vej ud, jeg kunne da godt lige gøre hende den tjeneste. Det var en dag, hvor alle folk havde været gode mod hende, havde hun siddet og fortalt servitricen. Hun græd allerede af rørelse, før hun tabte cigaretterne og pungen, nu græd hun endnu mere og så længe og taknemmeligt på mig.

Enegang

Den sidste tid, de sidste måneder tror jeg faktisk, det er, går hun rundt i byen alene. Tidligere var hun altid sammen med en mand, en mørkhåret fyr med et moderat alkoholforbrug, en mand med et evigt smil klistret fast til underansigtet. Jeg ved ikke, om de er gift, eller om de måske er bror og søster. Jeg har aldrig hørt manden sige noget helst, men hun sagde nu heller ikke ret meget, da hun var sammen med ham. Pæne folk i byen rystede på hovedet, når de så dem. Medfølende eller irriteret. Gad vide om manden er død, tænkte jeg. Jeg har altid følt sympati for kvinden, ved i grunden ikke hvorfor. Når hun ser på folk, stirrer hun. Altid lidt længere end de fleste synes er naturligt. Eller tilbørligt. Og så har jeg altid moret mig lidt over hendes påfaldende ydre lighed med en af mine gode mandlige kolleger. Det skulle han bare vide. At han har en kvindelig dobbeltgænger her i byen. Men ligheden er på den anden side ikke fuldstændig. Hun er ikke så pæn i tøjet, som han er. Og hun har heller ikke en elegant modebrille til at sætte på næsen, når hun skal være intellektuel.

Monstermor

Henne hos pølsepusheren, der inden for genren junkfood er femstjernet, mindst endda, stod der en yngre kvinde med to børn. Hver eneste kvadratmillimeter af den yngre kvinde struttede af penge, af baldestram ærgerrighed og bjergsomhed. De to børn, en dreng og en pige, skændtes og skubbede til hinanden så den ene, pigen, tabte sin pølse og selvretfærdigt skrigende straks forlangte at få en ny. Da hun havde fået den, havde drengen spist sin pølse og forlangte også at få en ny. Det syntes monstermor ikke, han skulle have, men så skreg han bare endnu højere. Så fik han én. Derefter åd drengen og pigen om kap, sådan så det i alt fald ud. Deres mor købte også en pølse til. Pølsemanden, der er venligheden selv, sagde, at ja, man bliver sulten i kulden. Hun svarede overhovedet ikke, hun gloede bare olmt på ham. Han skulle åbenbart ikke blande sig i hendes fordøjelse.

En svingom?

Det gjorde det ikke bedre, at cigaretdanserinden nu havde fået sig ringlet hen til pølsevognen, hun var åbenbart også blevet sulten. Inden hun nåede at sige, hvad hun ville have, flåede den yngre kvinde sit afkom til sig. De skulle beskyttes og værnes mod cigaretdanserindens spritdunst, forstod man. Jeg greb mig selv i at stirre på den lille familie. Afkommet stod til gengæld og gloede på mig med dorske øjne, godt gemt bag de mødrene frakkeærmer. Det var ikke nogen, jeg havde set før. Hvad helvede er det for nogen mennesker? tænkte jeg. Hvis man nu var helten i denne historie, ville man lige på stedet have taget en svingom med cigaretdanserinden tværs over torvet. Men da hun tabte sin pølse og ikke engang ænsede det, men straks gav sig til at fumle efter sine cigaretter, gik jeg min vej.

Jeg skulle nok alligevel være gået den anden vej, tænkte jeg. Ned til Søren på Marinestuen.

Serie

Seneste artikler

  • I skældsordenes rækker

    12. september 2014
    Jeg ser det for mig: ved lov forbydes det at udtrykke sig om andre mennesker, og i det hele taget, anonymt på nettet. Skriv hvad du vil, fascistiske møgsvin, men du har bare at lægge navn til
  • Morgenstemning i Nykøbing F

    5. september 2014
    Overgangen fra nat til dag i en mindre provinsby er lydlig. Lige pludselig, i løbet af få minutter, får byen lyd. Biler og fodgængere. Man kan høre skridt, selvom man skulle tro, det var løgn. Man kan høre stemmer. Derefter er der larm hele dagen
  • Gårdens dyr

    15. august 2014
    Når et får bræger, så bræger alle de andre også. Og de bliver ved og ved. Det lyder ikke så meget som politikere, det lyder mere som en vælgerbefolkning, der endnu en gang skælder ud på de politikere, de selv bliver ved med at stemme på
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Her i Roskilde havde vi i mange år Tolderen. Rygtet siger at han boede i vores hus, og blev sat på gaden efter i månedsvis at have skidt i brugte aviser og stablet dem op i hjørnerne. Han kunne ses i bymidten i al slags vejr i korte bukser og sandaler. Nu er han væk og jeg snuser lidt ud i luften her på morgenkvisten. Måske er der bare en smule tilbage. En svag duft af formuldning i hjørnet af det gamle trægulv. Jeg savner Tolderen. Der er så mange ledige pladser på tosselisten og negerlisten i midtbyen. Åh, og et nyt Projekt Røde Port forsøger at plastre en efterligning af Odense Banegårdscenter ned over byen.
Borgmesteren har fået den ide, at Roskilde ligner Greve og Hundige alt for lidt.
Jaja - jeg savner dengang en tosse var en tosse og Tolderen gik venligt og smilende rundt i sit fordums celebrity liv som X-faktor i bymidten.