Forfatteren Martin A. Hansen (ham med Løgneren) erklærede engang, at "der flyder en strøm af øl gennem Danmarkshistorien", og det står da også til troende, at øl har været en vigtig del af dansk dagligliv og kultur siden bronzealderen - mindst.
Egtved-pigen, der døde for 3.300 år siden, havde således øl med sig i graven i en birkeskål - øl, der var krydret med tyttebær, honning og porse.
Sidste år forsøgte restaurantbrygger Claus Søgaard at genskabe denne drik, og det kom der angiveligt verdens dyreste bryg ud af, Egtved-pigens bryg, der koster den nette sum af 2.021 kr. for en 75 cls flaske (heroverfor kan det indvendes, at Husbryggeriet Jacobsens Vintage er dyrere - den koster 2.008 kr. flasken, men rummer kun den halve mængde).
Nu vil mange jo nok mene, at sligt lir er både optrækkeri, hype og snobisme. "Hvorfor skriver du ikke om almindelige øl for almindelige mennesker, du elitære smagsdommer?" - hvor ofte må jeg ikke høre på den slags?
'Ukomliceret'
Velan da, lad os afprøve nogle prisbillige punktnedslag. Lad os gå i Netto, lad os gå i Aldi, men lad os begynde med at gå over grænsen.
Den kendes i folkemunde som den blå cola, og den hjemføres gerne i grænsehandelspaller til stykpriser så lave som 2,25. Fornemt lyder det jo, og Royal Export er da også danskernes foretrukne 'luksusøl'.
Som det hedder i produktpræsentationen, er det en "ukompliceret" øl med "en letløbende karakter". Det klinger som en tilståelse. For nok er den strågule, metallisk smagende guldpilsner da akkurat drikkelig, men karakterløs er den ved Gud også. At kalde det en drik for konger er slet og ret falsk varebetegnelse, men den skal nok være god at bælle i garager, i skure, i AGF's fanbus eller til fester på provinsgymnasier. Kan man forlange mere af prisen? Det kan man nok ikke.
Royal Export er da også marginalt bedre end discountpilsnere som Odin, Slots og Pokal, hvis glædesløse anonymitet unddrager sig bedømmelse, medmindre man da vil udsætte sig for en vinterdepression.
Et Pia-bryg
Lad os søge hen på nationalisternes bænk og lukke op for noget stolthed - Danish Pride, det skal åbenbart siges på engelsk for at virke fint.
Fy føj, det er godt nok en klam titel på en øl, og min mistanke om, at aftappet galde fra Pia Kjærsgaard og Mogens Camre kan indgå som ingredienser i kompositionen, viser sig til min rædsel at være ikke ganske ubeføjet: Den vammelsøde aroma svinger mellem æggemad og majs, øllen virker overkarboneret og fyldt med gas, som var den eftergæret på årtiers hengemt forurettelse og gammelt nag.
Mundfølelsen er pinligt tynd. Skummet blusser først vildt op, men svinder så ind til det helt ordinære. Men fremfor alt virker alkoholen meget dominerende og rigtig dårligt integreret i helhedsindtrykket.
Det giver et sprittet og døvende præg. Tro mig, det er ikke en øl, nationen kan være stolt af, nej, det er det virkelig ikke.
Bjørnen
Vil man absolut gå til grunde i sprittede discountguldøl er Bjørnebryg - Harboes og Netto flagskib i genren - faktisk et bedre bud. Den minder ganske meget om Danish Pride, men elementerne forekommer at være i noget bedre balance, og maltene træder tydeligere frem. En bismag af brændt plastik og sirup trækker dog ned, og pas på med prygle Bjørnebryg i røret, for allerede efter de første fire fem dåser, får man selv en ordentlig bjørn på, og tømmermændene er storslemme. Del dem hellere med din hund.
Royal Unibrew: Royal Export, 64 x 33 cl, 5,6 pct., 149,00 kr. på Fleggaard. dk
Bryggeriet Vestfyen: Danish Pride, 33 cl, 8 pct., kr. 4,50 i Aldi
Harboe: Bjørnebryg, 33 cl, 7,7 pct. 4,00 kr. i Netto
