Læsetid: 3 min.

Danskhedens svære grænse

Grundigt og nyttigt første bind af en samlet Sønderjyllands-historie
Genforeningen 1920. Kong Christian X krydser den gamle Kongeågrænse ved Frederikshøj, og markerer derved at Sønderjylland atter er dansk. Selv om begrebet genforening faktisk er noget snak, skriver Georg Metz.

Genforeningen 1920. Kong Christian X krydser den gamle Kongeågrænse ved Frederikshøj, og markerer derved at Sønderjylland atter er dansk. Selv om begrebet genforening faktisk er noget snak, skriver Georg Metz.

22. januar 2009

De fleste i min generation af skolesøgende var mildt sagt bekymrede ved tanken om at trække Sønderjyllandskortet ved det grønne bord. Augustenborgernes dynastiske rolle i spillet om hertugdømmerne? Værsgo og spis!

Uanset årelange studier af denne uafviselige side af danmarkshistorien, stiller man nødigt op og gør sig klog på de indviklede arve- og familieforhold, der blandt uendeligt meget andet, gør historien om Slesvig-Holsten særlig interessant, men også til en gyser. Grundlaget for denne komplicerthed ligger i det store og frugtbare områdes privilegerede status, dets kultur og rigdom, samt dets enestående strategiske betydning anbragt mellem to stærkt trafikerede europæiske farvande og mellem nord- og sydgående dynamiske handelsveje.

Aldrig blev dette bekrigede territorium - i dag den tyske delstat Schleswig-Holstein - en entydig del af det egentlige danske rige. Grænselandet udviklede allerede fra tidlig tid en særlig politisk struktur, hvor den danske konges betroede mænd fik til opgave at mingelere sig gennem de kroniske konflikter med udgangspunkt sydover.

Drab udløste borgerkrig

De tyske fyrster i det nuværende Nordtyskland og den tyske kejser var immer hen parate til at forlange lensed af både den danske suveræn og hans substitutter, en slags tyske principater blandt så mange andre. Heri lå selvsagt en anden og ganske farligere konfliktmulighed, idet hertugerne, eller hvad de skiftende vicekonger i Slesvig-Holsten kaldte sig, kunne opbygge magtbaser støttet af de mægtige tyske magtstrukturer med henblik på egne ambitioner i kernedanmark. Et berømt eksempel er Knud Lavard (lord eller brødgiver), der set med den danske konges øjne gik for vidt i sin loyalitet mod tyskerne og derfor måtte lade livet ved et kongeligt arrangeret attentat i Haraldsted i 1131. Dette drab udløste ikke blot en hellig kilde, det var påstanden, men nok så håndgribeligt en borgerkrig, hvor danskernes kong Niels få år efter mødte sin skæbne i selve Slesvig by. De egenrådige og velstående borgere dér accepterede ikke den slags dansk indblanding i deres affærer og huggede under musikledsagelse den besøgende dansker ned. Tidligere det år var sønnen prins Magnus blevet dræbt i slaget ved Fotevig i Skåne. Det var tak for sidst for Lavard. Det hele udsprang af de slesvigske realiteter.

Med andre ord har landet syd for Kongeåen jævnligt grebet dramatisk ind i vort lands historie, uden i egentlig statsretslig - og national forstand for den sags skyld - at være kongruent med Danmark. Begrebet genforening (1920) er således også noget snak.

Fire kyndige historikere, Orla Madsen, Bjørn Poulsen, Carsten Porskrog Rasmussen og Lars. N. Henningsen har sat sig sammen og skrevet sig tæt og grundigt gennem forudsætningerne - de tidligste tider frem til 1815 - for forståelsen af de senere højst skæbnesvangre perioder, hvor hertugdømmerne for alvor kom på bordet som konfliktstof, der til tider truede selve kerne-Danmarks eksistens.

Sønderjyllandspolitik

Det kan ikke nytte noget at bebrejde forfatterne stoffets vanskelige tilgængelighed. De skriver alle godt og læseværdigt og ikke vanskeligt tilgængeligt; det er stoffet der er svært, man skal holde tungen lige i munden. Intet under at den danske statsadministration først og sidst, fra tidernes morgen til 1920 har været fuldtidsbeskæftiget med området. Ikke at omhuen altid var rettidig, og slet ikke at omhuen altid var kvalitativ. Den danske sønderjyllandspolitik er brolagt med brølere og er ofte svigtet af manglende realitetssans. Til sidst gik det som bekendt grueligt galt. Vel at mærke set fra et dansk synspunkt. Det tabte land vendte trods alle romantiske forestillinger ansigtet sydpå.

Den side af sagen har læseren som antydet til gode til næste bind, der kommer engang til efteråret. Her vender vi tilbage til det med Genforening, som kanonen så ukritisk relancerer.

Bogen giver foruden lyst til fordybelse i dette emne, om hvilket det er sagt - og den dag i dag siges - mængder af nationalt vås, fornyet inspiration til rejser i grænselandet. Det er engang bemærket at det mest interessante i Danmark ligger syd for grænsen, hvilket ikke er helt løgn. Alene Slien med Slesvig og Hedeby og landet ud mod Kieler Bucht for ikke at tale om marsklandet i vest med Husum, Friedrichstadt og Tönning. Der er en særlig stemning i dette gamle konfliktområde, landet der hverken er rigtigt til den ene eller anden side, men er noget for sig selv.

Bogen er smukt udstyret med et rigt og relevant illustrationsmateriale med omfattende og nødvendige slægtstavler, fyldige litteraturhenvisninger, register og det hele.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu