Læsetid: 2 min.

Digte fra en outsider

Kultur
22. januar 2009

Her er et nyt digt af Viggo Madsen, det hedder "Collage":

"jeg skulle lave en collage/ved at klippe et stykke ud af et stort billede/og klistre det på et andet sted/hvor det blev mere spændende/jeg syntes egentlig kun det passede der/hvor det var klippet ud/og var tilbøjelig til at klistre det ind igen/så det dækkede det skæmmende hul/men det måtte jeg ikke/så var det ikke en collage, påstod de/jeg skulle finde på noget andet/til sidst opgav jeg/psykologen sagde/at jeg tænkte for meget over tingene,/at jeg ikke gjorde det nemt/for mig selv."

Et skævt blik

Jeg forestiller mig, at jeget gengiver en drøm, det kunne forklare særlogikken i visse linjer, eller man kan sige, at hvis digtet er en drøm, slipper man for at forklare, hvem det er, der har sat jeget til at lave en collage (l. linje), hvem der bestemmer, hvad der er "mere spændende" og ud fra hvilke kriterier (4. linje), og hvem der afgør, hvad en collage er og hvordan (9. og 10. linje), for sådan er det bare i drømme.

Digtet er også en vittighed om en kunstnerisk proces, måske en lidt plat vittighed oven i købet, men pointen er til at forstå. Linjerne med psykologen er vel noget stereotype - og så er den potte ude. Eller ude er den i det mindste for mit vedkommende.

Og det er det, der er så ærgerligt ved Viggo Madsens nye digtsamling Virkeligheden kommer til byen, at den nok har de helt særlige Viggo Madsen-træk: at sige tingene såre enkelt, at kaste et skævt blik på vante forestillinger, at få os til at le og selvfølgelig at skrive med en uartig pen, men at den også er meget hurtigt overstået.

De stolte stodderstatements som f.eks: "Jeg er ikke syg, det er bare min indkøbsvogn der trækker skævt." (Denne verdens digte, 2001) er denne gang nedtonede, men det er klart, at Viggo Madsen som altid skriver fra en outsiderposition.

Opvågning

Rent mentalt befinder digtene sig et sted på kanten mellem drøm og virkelighed. Flere af digtene prøver ligesom det ovenfor citerede at overføre en drøms mærkværdighed til en vågen tilstand, andre befinder sig lige på opvågningstidspunktet. Ordene 'at drømme om noget', bruges også i betydningen at ønske sig noget: "at se på dig/er så nemt som at ønske/enhver kan gøre det".

"Smertens karbonpapir: stanniol mellem tænderne" begynder med ordene "i en drøm" og omhandler et besøg hos en sigøjnersmuk, kvindelig tandlæge (og så alligevel ikke tandlæge), som jeget kommer sejlende til. Der er ikke noget uhyggeligt ved drømmen, selv om den minder om en tur med en færgemand til dødsriget. I det hele taget er digtenes jeg bemærkelsesværdig rolig ved tanken om døden. Dog slutter en strofe sørgmodigt uafsluttet: "når/jeg ikke længere - ".

En hemmelig skat

Bibliotekaren fra Vollsmose, nu fuldtidsdigter, har været en hemmelig skat i dansk poesi i mange år, og hvis der skulle findes nogle læsere, for hvem han stadig er det, så vil jeg ikke anbefale dem at begynde med Virkeligheden kommer til byen. Den er umiskendeligt Madsen, men ikke Madsen nok.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her