Læsetid 3 min.

'En dybt interessant sag'

En eventuel retssag mellem Thomas Skade-Rasmussen på dene ene side og Gyldendal samt Das Beckwerk på den anden kan falde ud til begge parters fordel, mener litteraten Poul Behrendt, der påpeger, at begge vil udnytte sagen til at påkalde sig opmærksomhed
28. januar 2009

"Det er en meget spændende sag. Den er både rets- og litteraturhistorisk dybt interessant," siger litteraten Poul Behrendt, da Information præsenterer ham for de skrivelser, advokatfirmaet Thomas Harlang har sendt til Gyldendal og manden, der tidligere kaldte sig Claus Beck-Nielsen.

Henvendelsen fra advokatkontoret sker på vegne af performancekunstneren Thomas Skade-Rasmussen, der er dybt forurettet over, hvordan han bliver portrætteret i romanen Suverænen. Den slags sager har Poul Behrendt beskæftiget sig indgående med i bogen Dobbeltkontrakten fra 2006, hvor han undersøger forholdet mellem fiktion og virkelighed i en række nyere danske romaner.

Men det er svært at sige, hvordan en domstol vil vurdere problemstillingen, mener forskeren. Meget tyder på, at Thomas Skade-Rasmussen ikke vil kunne få medhold. Men lige så meget tyder på, at han vil kunne få medhold, anslår han

Pro 0g kontra

Imod projektet taler ifølge Poul Behrendt, at det aldrig før i dansk retshistorie er lykkedes for den part, der føler sig krænket, at vinde en sag, hvor den kunstneriske ytringsfrihed er involveret. Og af den nyeste lærebog inden for feltet fremgår det, at en privatperson ikke kan gøre andet end at finde sig i det, hvis hans/hendes navn bliver nævnt i kunstnerisk sammenhæng. Desuden peger Poul Behrendt på, at der på bagerste side i suverænen står: "Enhver brug af navne, der ligner, minder om eller faktisk er helt identiske med virkelige navne på virkelige personer betyder ikke nødvendigvis, at det er de samme. Kun navnene."

"Det er jo en ret vidunderlig regel, der bliver indført for at sikre, at navnet Thomas Skade-Rasmussen ikke bliver identificeret med Thomas Skade-Rasmussen," siger Poul Behrendt, men fortsætter så:

"For projektet taler til gengæld, at Claus Beck-Nielsen ikke nøjes med at nævne Thomas Skade-Rasmussens navn. Han nævner hans adresse, navnene på hans børn, hans indkomstforhold og så videre. Det vil sige, at her er der en specifikation omkring individet Thomas Skade-Rasmussen, som går langt ud over navnet. Og som går langt ud over, hvad vi har set hidtil i form af identificeringer af virkelige personer i fiktive værker."

Fortilfælde

Men det ømmeste punkt for Gyldendal og Claus Beck-Nielsen er ifølge Poul Behrendt billederne af Thomas Skade-Rasmussen. Det er nemlig svært at finde nogen teori om foto, hvor man ikke forstår billedet som en utvetydig reference til et virkeligt eksisterende individ, konstaterer han. "Og der er helt klart fortilfælde for domfældelser, når portrætter bruges i kommercielt øjemed uden den portrætteredes samtykke. Så kan man diskutere, om Claus Beck-Nielsen kan blive dømt for det. Men det er meget sandsynligt, at Gyldendal kan blive dømt," siger Poul Behrendt.

Og brugen af billedet kan muligvis også virke tilbage på, hvordan man vælger at forstå de tekstuelle referencer til Thomas Skade-Rasmussens person, mener litteraten:

"Så må man vurdere, hvor langt ind i bogen billedet på omslaget strækker sig. Man kan muligvis ikke ud fra navns nævnelse slutte sig til, at der er sammenfald mellem den fiktive og den virkelige person, men hvis den virkelige personens billede endda er uden på bogen, kan det smitte af på, hvordan man vurderer brugen af navnet."

Opmærksomhed

Skulle retssagen i sidste ende falde ud til Thomas Skade-Rasmussens fordel, vil det være en aldeles banebrydende dom, understreger Poul Behrendt·

"Igennem hele det 20. århundred har den kunstneriske ytringsfrihed nydt fremme i højere og højere grad. Tænk bare på et af de nyeste eksempler herhjemme, nemlig filmen AFR om Anders Fogh Rasmussen. Der er efterhånden ingen ende på, hvor tæt kunsten kan gå på en virkelig person. Men det er helt klart en mulighed, hvis der falder en dom i en eventuel sag til fordel for Thomas Skade-Rasmussen, at den tendens bliver bremset."

Noget helt andet er så, at Thomas Skade-Rasmussen tydeligvis bruger sagen til at skabe opmærksomhed omkring sig selv, samtidig med at han rent faktisk virker som om, han føler sig gået for nær, påpeger Poul Behrendt.

Og Claus Beck-Nielsen vil sikkert også forsøge at vende sagen til sin fordel rent mediemæssigt. Men noget koordineret mediestunt tror litteraten dog ikke, der er tale om: "Det er trods alt ikke så sjovt for Claus Beck-Nielsen, hvis han rent faktisk bliver dømt. Og det vil også være et fuldstændigt brud på den fiktion, han har bygget op omkring sig selv, hvis han bliver nødt til at møde op for retten under navnet Claus Beck-Nielsen, som han har forladt for mange år siden og har nægtet at reagere på siden."

Læs også Bagsideleder

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Rachel  Henderson
Rachel Henderson

Den er altså ikke interessant nok til et dobbeltsidet opslag og en leder. Nu må Inf.'s redaktion da til at styre sig. Har I ikke andet og bedre at skrive om?

Brugerbillede for Michael Gudnæs
Michael Gudnæs

Jeg tror man skal være en integreret del af den mikroverden hvor navne som Claus Beck-Nielsen og Thomas Skade-Rasmussen er kendte og har en betydning i forhold til dansk kulturliv for at finde historie interessant. For mig er der tale om klam og opblæst selv-iscenesættelse fra to i udganspunktet ligegyldige båtnakker, som jeg ikke har nogen lyst til at vide mere om.