Læsetid: 4 min.

Et dyr, men ingen åbenbaring

Frygt er et af de få markeder, der stadig er i eksplosiv vækst trods finanskrisen
15. januar 2009

Det sker med jævne mellemrum. Vi går hen ad en gade. Det er mørkt og mennesketomt. Vi sætter farten lidt op. Kigger efter lys i vinduerne i beboelsesejendomme, holder øje med parkerede biler, om de nu også er tomme. Og frem for alt: vi lytter. Vi lytter efter skridt, raslen med tøj, en lighter der tændes, et host, et nys, en vejrtrækning.

Vi når i sikkerhed. Inden døre bag lås og slå. Eller op i bussen blandt mennesker. Vi ryster os, lever videre.

Det er et af vilkårene ved at være til. Skrøbeligheden, sårbarheden. Vi kan blive gjort fortræd. Uanset om der er grund til at frygte det. Uanset hvor mange galninge vi er omgivet af eller ikke omgivet af, bliver vi ind imellem konfronteret med den sårbarhed, og vi bliver bange.

Dyret slap løs

Den frygt har mennesker til alle tider i alle typer samfund levet med. Vi finder vores måder at forvalte den på. Vi begiver os ud i fortrængningens kunst med et hårdnakket, det sker bare ikke. Eller vi går til selvforsvar på aftenskole. Eller går med kniv og peberspray. Eller vi går netop ingen steder, men bliver hjemme med to stesolider og et glas vand at skylle dem ned med.

Og så er der de 117 andre veje, hvoraf én blev os givet den 11. september 2001.

Man kan altid finde noget at have sin frygt i. Men med den vanvittige terrorhandling på selveste Manhattan åbnedes en firsporet motorvej med uendelige muligheder for at shoppe rundt i sin frygt. Dyret lever i os, lige så sikkert som hjertet slår. Selvfølgelig, det er med til at holde os i live. Det er en nødvendig egenskab at frygte for sit liv, at sky smerte, lemlæstelse og død. Nu slap dyret altså ud i frihed, hvor det ikke har noget at gøre. Dér har det vokset sig stort og vildt.

Præsident Bush, manden der ikke er nogen stor retoriker, fandt vej med velmente følelsesudbrud til netop det sted i vores indre, hvor dyret slumrede. Den lille pirken til en ikke konkret begrundet frygt blev til decideret begrundet mistanke, som ikke begrænsede sig til en bestemt egn, bydel eller park, men bredte sig ud til at være en allestedsnærværende skygge. Vi havde fået helt vildt meget at have vores frygt i. Og for hvert år mere endnu. Mere krig, mere terror.

Snart kom vi under det offentliges beskyttelse med terrorpakker og antiterrorlov. Vel var der kritik, men det var næppe blevet vedtaget, hvis folkestemningen havde været stik imod. Hyppige meldinger om, at Danmark måtte betragtes som potentielt terrormål, fik trods alt de fleste til at takke ja til enhver mulig forholdsregel.

Fra terror til finanskrise

Terror er efterhånden et mindre brugt ord. Måske blev det afløst af krise. Men dyret går stadig løs. Det lever i vores mentalitet nu, i vores glæde ved at blive overvåget. 300.000 kameraer filmer hver dag vores færden på gader, i butikker, på skoler. 60.000 flere er kommet til det sidste år.

Netto forhandler attrapper, vi hver især kan installere foran vores hoveddør, hvis ikke lås og slå og dørspion kan gøre det. Frygt er et af de få markeder, der er i eksplosiv vækst.

Sådan er det med angst og frygt. Rækker man den en finger, æder den armen. Næste gang er det benet.

Den beskyttelse, vi får for at dulme nerverne med videoovervågning, ser tvivlsom ud. Undersøgelser viser, at videoovervågning så godt som ingen effekt har på voldskriminalitet. Volden bliver ganske vist filmet, men den bliver ikke forhindret af det. Knivdrabet på Søpavillonen i København er et tragisk vidnesbyrd herom. Mordet er optaget på video, og det vil naturligvis tjene til at afdække forbrydelsen. Men manden er altså død.

Tikken i baghovedet

På selvmordsbombemanden eller -kvinden har kameraovervågning i sagens natur heller ingen indflydelse. Han eller hun har afskrevet sit liv og er immun over for retsforfølgelse.

Til gengæld virker kameraerne præventivt på både biltyve og hærværksmagere. Og det er jo fint. Vi har altså skabt en situation, hvor vi overvåger en hel befolkning for at forhindre en biltyv og to unge lømler med spraydåser i at slå til. Det er ikke lige nogen af dem, vi frygter at møde i den mørke, mennesketomme gade. Det er heller ikke dem, der tikker i baghovedet, når vi står på Nørreport Station i myldretiden og gør os umage for ikke at tænke på, hvad der skete i London.

Og så alligevel. Frygten er et sært dyr. Det tager, hvad det kan få. De 300.000 overvågningskameraer, vi fodrer det med for tiden, bringer os en vis forløsning, simpelthen fordi der er lettelse forbundet med at give efter for sin frygt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu