Europa hverken ler eller tilgiver

For omkring ti år siden udgav jeg en essaysamling om årene efter kommunismens fald, Café Europa, og i et af disse essays skrev jeg om mit besøg i badeværelset hos Nicolae Ceausescus datter, Zoe, og om toiletter i Rumænien generelt.

Selv i de mest fornemme restauranter var det altid en risikabel beslutning at opsøge toilettet:

"Knapt har man lukket døren bag sig, før man næsten kvæles af den skarpe urinstank, alt imens man desperat forsøger at finde en tør plet på det oversvømmede gulv. Overflødigt at sige, at der ikke er noget sæde på toilettet, for ved ankomsten til den fornemme restaurant har man for længst indset, at noget sådant ikke kan forventes. Efter at have forrettet sit ærinde er man nødt til at trække i et beskidt stykke reb for at skylle ud. Sæbe er ingen steder i syne, og toiletpapir synes helt ukendt - ikke et eneste offentligt toilet i Bukarest stiller det til rådighed," skrev jeg dengang.

Hvordan skal vi forstå denne totale mangel på normale standarder for hygiejne, spurgte jeg, idet jeg var ret overbevist om, at fattigdom måtte være det eneste svar.

Da mit essay i sin tid blev offentliggjort i det italienske dagblad La Stampa, skrev den rumænske ambassadør i Italien omgående et vredt læserbrev til avisen. Heri angreb han mig for at være en ondsindet person, der var ude på at såre hans fædrelands stolthed. Hvorfor, funderede ambassadøren, havde jeg dog ikke valgt at skrive om Rumæniens smukke landskaber i stedet? Og for øvrigt ser Rumæniens toiletter overhovedet ikke ud, som jeg beskrev dem, pointerede han.

Tyrkisk toilet

Det, som minder mig om denne gamle episode, er hele den opstandelse, som en udstilling i Justus Lipsius-bygningen i Bruxelles, sæde for EU's ministerråd, har afstedkommet i de seneste dage. Toiletter er åbenbart stadig et ømtåleligt emne, i det mindste for visse postkommunistiske lande.

I sig selv var oplægget interessant nok, ja, sågar morsomt: Da Tjekkiet overtog formandskabet for EU, ønskede tjekkerne at markere begivenheden med en kunstudstilling. Derfor bestilte den tjekkiske regering skulpturer fra kunstnere i de 27 EU-lande, idet man bad dem hver især om at forholde sig til udbredte klichéer og fordomme om det pågældende land. Vi har alle fordomme om hinanden, så hvorfor ikke vise dem frem nu, da vi alle bor i EU, var tanken. Den kunstneriske ledelse af projektet blev overdraget til den tjekkiske kunstner David Cerny.

Resultatet blev naturligvis stærkt kontroversielt. Rumænien blev præsenteret som en Dracula-forlystelsespark, Spanien som en betonblok, mens Holland var tæt på at synke i havet - kun muslimske minareter ragede endnu op, og Sverige var Ikea-æske ...

I ingen af disse lande kom det dog til offentlige reaktioner. Men Bulgarien påkaldte sig stor opmærksomhed: For det mest problematiske indslag i den 16 meter høje skulptur, der har form af et kort og har fået titlen Entropa, var begået af en ung kvindelig bulgarsk kunstner, Elena Djelebova. Og det forestillede ... et toilet. Og ikke et hvilket som helst - dvs. engelsk - toilet, men et 'tyrkisk' ét af slagsen, dvs. grundlæggende et hul i jorden, hvorpå man skal sidde på hug. Hvorfor sådan en skulptur - og toilet? Alle undrede sig.

Officiel klage

Den tjekkiske vicepremierminister og tidligere dissident Alexandr Vondra sagde, en smule forvirret, men fattet, som alle politikere bør være, at han støtter ytringsfriheden.

"Det er et stykke kunst - intet andet ... Er Europa ikke stærk nok til at se på dette, vil det være en tragedie."

Undersøgende journalister fra diverse bulgarske aviser gav sig i kast med at udgrave fakta om den helt ukendte Djelebova, men de fandt bogstaveligt talt intet. Og Bulgariens Permanente Repræsentation ved EU-institutionerne udsendte straks en erklæring. Som det bulgarske nyhedsbureau Novinite rapporterede:

"Djelebovas værk, som skildrer Bulgarien som et toilet, har fremkaldt forargede reaktioner i Bulgarien. Landets Permanente Repræsentation ved EU-institutionerne har prompte udsendt en officiel klage mod det indslag, der vises i Det Europæiske Råds bygning i Bruxelles. Den bulgarske kulturministerium fastslår desuden, at det ikke har været involveret i udstillingen og ikke har udvalgt Djelebova til at deltage i den."

Ydermere er dette blevet en vigtig international affære, skal man tro onlineavisen Standart:

"På mødet med Tjekkiets ambassadør i Sofia, Martin Klepetko, udtrykte Bulgarien sin holdning til spørgsmålet og anmodede om at få indslaget fjernet fra udstillingen ... Betina Joteva, talsmand for Bulgariens Permanente Repræsentation i Bruxelles har allerede indgivet en formel klage over kunstværket. I forgårs sagde hun over for kolleger fra EU's medlemsstater, at dette 'latterlige kunstværk krænker bulgarernes nationale stolthed og er udtryk for en virkelig dårlig smag', idet hun insisterede på, at det øjeblikkeligt blev fjernet fra udstillingen."

Frihedens handling

Denne holdning og disse erklæringer fra officiel side, der end ikke forsøger at lægge skjul på at være censuropfordringer, synes at implicere, at dersom bulgarske kulturbureaukrater skulle have udvalgt en kunstner til at repræsentere deres land, så ville pågældende helt sikkert ikke have skildret det som et toilet.

Ved at udstede en sådan officiel indsigelse, 20 år efter kommunismens fald i Bulgarien, har disse bureaukrater fra Kulturministeriet i Sofia - som i sin tid den rumænske ambassadør i La Stampa - demonstreret, at det endnu ikke er gået op for dem, at kunst er en frihedens handling og ikke et propagandaredskab. Og det gælder, uanset hvor smagløst eller ubehageligt et bestemt kunstværk så end måtte være. Hvis en sådan officiel klage fra et demokratisk land eller en sådan ydmygelse, som tilkendegives af statslige institutioner, har nogen betydning, så er det at minde bulgarerne og resten af verden om, at det politiske system nok kan ændre sig fra den ene dag til den anden, men gamle tænkemåder lever videre og har det godt, selv efter to årtier.

Bedraget

Men dette er ikke enden på historien, for den følgende dag kom det til endnu en skandale. Kunstneren David Cerny, som har monteret samlingen af skulpturer, indrømmede nu, at det er ham selv og to af hans to venner, der har produceret hele det 500.000 dollar dyre kunstværk foruden kataloget over udstillingen, og at de altså frit har opfundet de 27 kunstnere og deres biografier. Mens dette fik nogle til at fundere over, om Entropa overhovedet kunne kaldes for kunst, erklærede Cerny, at han havde ønsket at teste, om Europa var i stand til at le af sig selv, ligesom han undskyldte over for enhver, som måtte føle sig krænket af hans skulpturer.

Hvad angår den bulgarske skulptur, sagde David Cerny i et interview:

"Intet andet land i Europa har den slags toiletter."

Men deri tager han nu fejl, eller også har han aldrig besøgt Trieste. Jeg havde f.eks. selv fornøjelsen af at sidde på hug på et sådant toilet i en café i Trieste for ganske nylig, ja, faktisk er 'tyrkiske toiletter' ganske udbredte i denne del af Italien.

Ikke så mærkeligt, at Alexandr Vondra var flov. Det hele forekom at være en smule for meget, selv for de frisindede tjekker. Han vidste hverken værre eller bedre end at forsvare sig ved at hævde, at han ikke havde haft nogen anelse om, at hele projektet var baseret på en løgn, og at Cerny havde brudt deres aftale.

Indtil videre er der ikke kommet nogen forklaring på, hvad der er sket med pengene, eller om den unge Cerny også har indkasseret honorarerne til de øvrige 26 kunstnere.

Ud over at skabe en verdensomspændende reklamekampagne for kunstværket selv er denne løgn, dette bedrag af politikere - uanset at det muligvis er utilsigtet - så afgjort det mest interessante ved hele projektet. Det minder os om, at politikere som regel er folk, der tjener til livets ophold ved at lyve over for deres egne borgere. Ikke blot slap David Cerny af sted med en munter happening til stor mediemoro, han beviste også, at Europa, øst og vest, hverken griner eller tilgiver.

Slavenka Drakulic er kroatisk forfatterOversat af Niels Ivar Larsen