Læsetid: 5 min.

Festligt flow og skæve flader

DR's nye koncerthus på Amager er uanset politisk hurlumhej og underbudgettering et eminent eksempel på arkitektonisk fantasi og økonomisering med virkemidlerne
Koncertsalens centrale scene er som en dalsænkning. Væggene bølger orange og akustisk omkring orkestret og det terrasserede publikum. Over musikerne i DR-s nye store koncertsal hænger en lydhimmel til op- og nedhejsning. Salen hænger i sig selv spændt ud mellem brandtrappernes betontårne og rager udadtil op i profil bag det blå facadenet.

Koncertsalens centrale scene er som en dalsænkning. Væggene bølger orange og akustisk omkring orkestret og det terrasserede publikum. Over musikerne i DR-s nye store koncertsal hænger en lydhimmel til op- og nedhejsning. Salen hænger i sig selv spændt ud mellem brandtrappernes betontårne og rager udadtil op i profil bag det blå facadenet.

Niels Erik Lund

Kultur
6. januar 2009

Den bygningskulinariske menu ved Danmarks Radios bunkebryllup i Ørestaden har hidtil stået på suppedas og fisk.

De mange kokke har fået hug, de konstruktive fejltagelser stået i kø, økonomien revet tæppet væk under flere overordnede og dertil været undskyldning for grove populistiske programbesparelser.

Men nu kommer der steg og kage på bordet.

Det nye musikhus sætter andre standarder for, hvordan rum og bevægelse i en bygning kan udformes og flettes sammen, så sanserne får et løft allerede inden første trut i æteren.

Arkitekten Jean Nouvel har givet hele arrangementet et løft langt over lokale eksempler på gedigen bygningskunst. Hans tilgang til opgaven er sådan, at kultiveret skandinavisk arkitektur (således også i DR-byen) bliver sat til vægs af ligefremhed og udfordrende kompleksitet.

Økonomisering

Er kompleksiteten så forklaringen på koncerthusets budgetoverskridelser? Næ! For fra første færd, ja allerede da dommerne i arkitektkonkurrencen valgte projektet, med levende billeder på facaden og en stor frithængende koncertsal indeni, har involverede fagfolk vidst, at dette her kunne blive dejligt, men dyrt.

Det betyder ikke, at læren fra nu af så er, at det kun kan lade sig gøre at bygge arkitektur, som koster. For de ganske almindelige eller billigere dele af musikhuset er også stimulerende i økonomiseringen med materielle virkemidler.

Men mange knubbede ord og drastiske halshugninger kunne formentlig være undgået, hvis budgetter og bevillinger lige ud havde taget højde for opgavens størrelse, og stået ved, at et koncerthus af dén kvalitet er en politisk satsning - take it or leave it - med en stor og tre mindre sale (eller musikstudier som det hedder, da det nu drejer sig om en medievirksomhed og ikke et nyt Odd Fellow Palæ).

Koncerter i et blåt telt

DR-Byen i Ørestaden er organiseret som fire store kasser med hver sin arkitekt, i et kryds mellem den udendørs Ørestads-kanal og en bred indendørs ovenlyskorridor - en himmelvendt forbindelsesgang mellem administrative kontorlandskaber, åbne balkoner, sendeflader, arkiver og så et nyhedsstudie midt i det hele.

Det nye koncerthus udgør den sidst tilkomne fjerdedel af helheden, der umiddelbart også fremstår som et vidt og bredt kassevolumen, men med en anderledes overflade. For mellem de høje søjler, som rundt om de tre andre DR-kasser nærmest står til pynt, er der i Jean Nouvels tilfælde udspændt tætmasket blåt net, som kan belyses med levende billeder og mønstre.

Inde bag ved nettets blålige tåge stikker den store koncertsal op som et bæltedyr i silhouet eller en skævt hvælvet stak tagplader. Tværs gennem det blå ses om dagen også de grove gribekonstruktioner, der holder på husets lodrette glasfacader.

Og nettet er så tyndt, at det ikke generer udsynet fra kontorerne, men åbenbart tæt nok til at fange billedshowet ved aftentide. Det har os uden for huse endnu til gode at vurdere.

Overflader

Jean Nouvel har altid haft et godt øje for dagslys og foranderlige facader.

Hans Arabiske Institut - L'institut du monde arabe - i Paris vakte tilbage i 1980'erne opsigt og diskussion om de blanke irisblænder, der åbnede og lukkede sig for sollyset mod vinduerne. Ved aftenstide skal den lyseblå Københavner-klods fremstå som et sprællende fatamorgana.

Det havde selvfølgelig været morsommere, hvis skærmene var flydende krystaller eller noget andet hightech elektronisk og mere bygningsintegreret i fysisk forstand.

Men hvis det tynde blå net med gammeldags lysbilleder på har vist sig som den økonomisk realisable løsning, er der også noget afvæbnende ved duften af teltholder og dyrskueplads netop her. For Ørestaden trænger til forlystelse. For eksempel blå koncerter set helt ude fra Amager Fælled, men spillet inde i den orangefarvede sal.

Nettet er med andre ord ikke den eneste overraskende overflade i Jean Nouvels design af DR's nye musikhus. Der er også blanke metalgulve og kulørte vægfelter med lys i.

Men først og fremmest har de fire musikstudier eller koncertsale fået hvert deres udtryk gennem den akustiske indklædning af bygningens grove konstruktioner.

Piano og lego

Den ene sal er holdt i lysende hvidt og blankt sort, som et forstørret koncertflygel. Den anden i lakrødt, med variable felter som store Toblerone-stribede legoklodser til regulering af akustikken. Det tredje studie har vægfelter af forskydelige krydsfinérplader, og en hydraulisk forskydelig prøvescene i samme mål som Store sals.

Store sal er ikke violinbrun som den gamle på Rosenørns Allé, men drejet over mod gult-orange og med stolesæder i rødt. Om det så alt sammen holder de akustiske løfter, vil fremgå af kommende års koncerter i alle genrer.

Jazz, rock, klassisk og symfoni kræver vidt forskellig efterklang. Og trods målinger og modelprøver kan ingen vide sig sikre i dén branche. Spørg Århus! - og såmænd i Operaen på Holmen, som nu skal alvorligt efterreguleres.

Men de bredt bølgende vægge omkring den terrasserede dalsænkning i DR's nye store sal bør give hørlig bonus.

Og over scenen hænger en lydregulerende himmel af vægt som en panserkrydser, der med lys og installationer kan hejses op og ned fra koncert til koncert. Så nu mangler kun dirigentens myndige pind i centrum. Eller at nogen tæller one-two-three-four.

10 dage fra nu

Uden om salenes orkestre og tilhørere ligger teknikrum, nodearkiver, instrumentlagre og servicearealer.

Logistikken virker klar og tydelig, men kun afvikling i virkeligheden kan dokumentere sikkerheden og det gnidningsfri møde mellem interne mediefunktioner og udefra kommende forventninger.

Tegnestuen Ateliers Jean Nouvel har klaret komplicerede opgaver før denne her. På tegnestuens værkliste står både en filharmonibygning i Paris, et rådhus i Montpellier og en stribe letbanestationer i Perugia i Italien.

Nu bliver det den københavnske metro, der leder over til indvielsen af det til den tid forhåbentlig blinkende og lysende koncerthus.

Om 10 dage skal håndværkerne være endeligt ude af publikumsarealerne, så foyeren kan opleves som et myldrende, fantastisk og luftigt rum mellem trapper, voluminer og koncertsalens svævende underside - på vej op i det orange festrum, eller i det sorte, røde og lysebrune i etagen nedenunder.

I aften og på fredag er det de DR-ansattes tur som prøvekaniner i lydmaskinen. Men ugen efter, den 17. januar, er det alvor for fuld musik.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ralph Sylvestersen

Pingernes optræden her på åbningsaftenen overgår selv den mest dekadente gullaschbarons udskejelser - flot relief til den herskende krise.