Læsetid: 2 min.

Film i tv

Kultur
2. januar 2009

Hals store kærlighed

Kønne piger er usynlige, siger en person i den biografaktuelle Philip Roth-filmatisering Elegi, fordi mænd aldrig når ind til mennesket bag det dejlige ydre. Farelly-brødrene (kendt for Vild med Mary) fortæller om det samme i denne stedvis morsomme farce-fabel om en ung dumrian (Jack Black), der kun bedømmer pigerefter udseendet. Han hypnotiseres så til kun at kunne se pigernes sjæl og forelsker sig af mere lødige grunde i en elskelig tyksak, der spilles indtagende af Gwyneth Paltrow. Filmen er sympatisk vendt mod mediernes syntetiske skønhedsidealer, og den er skægt tænkt, men lidt for mange snakkesalige scener mellem en ucharmerende Jack Black og hans kumpan trækker fra.

TV2 Zulu, søndag kl. 20.00-22.20

A Prairie Home Companion

Robert Altman døde i 2006, men inden da nåede han at udsende to fine små film om kunstnerkollektiver, The Company (2003) om ballet og A Prairie Home Companion (2006) om lokale radiostjerner. Begge forgyldt af Altmans vidende ironi og bundne varme. Især sidstnævnte er en indtagende historie om et populært radio-shows sidste krampetrækninger inden et ufølsomt Texas-firma overtager det. Vi følger med i kulissen, mens navne som Meryl Streep, Lily Tomlin, Tommy Lee Jones, Kevin Kline og Virginia Madsen udfolder sig. Bedst er dog Garrison Keillor som sig selv - den standhaftige konferencier.

DR 2, mandag kl. 20.30-22.10

Så hvid som sne

Den svenske instruktør Jan Troell, der for nylig har præsenteret sin stort anlagte Maria Larssons evige øjeblik, beskriver også i denne film tilbage fra 2001 en stærk kvinde, der formår at hæve sig over sin prosaiske hverdag. Troell fortæller, igen i sin særlige tyste og lyrisk fragmenterede stil, om den skånske bondepige Elsa Anderson der i starten af 1900-tallet uddanner sig til pilot og siden mest lever for suset hen over jorden, den højtflyvende ensomhed, hvor ingen kan nå hende. Der er mange smukke, beåndede deltaljer i Troells lidt løst sammenføjede film, især i barndomsafnittet. Sammenlignet hermed er senere kærlighedsaffærer nærmest antiklimakser. Amanda Ooms spiller Elsa, måske lidt for følsomt, og filmens bedste præstation ydes af Björn Granath som hendes far.

Sverige 1, mandag kl. 13.00- 15.40

Gandhi

Richard Attenboroughs drama fra 1982 følger den indiske folkeleder fra karrierestarten som sagfører i Sydafrika, hvor han forsvarer farvedes rettigheder, indtil han vender hjem til Indien for at føre sin stædige kampagne for selvbestemmelse. Han bliver selve personifikationen af mod og konsekvens i Indiens opgør med den engelske kolonimagt, et samlingspunkt i den splittede stat. - Ben Kingsley overbeviser om Gandhis uudslukkelige åndelige kraft, hvilket redder en film, der nok er effektfuldt dramatiseret, men ellers maler med en rigeligt bred super-produktionspensel.

TV2 Film, fredag kl. 17.55-21.00

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her