Læsetid: 10 min.

Fjender finder sammen - og sød musik opstår

Israelere og palæstinensere skal mødes og lære hinanden at kende som mennesker for at nedbryde ideen om den farlige fremmede. Det mener de to venner Henrik og Saer, der er henholdsvis jøde og palæstinenser
Venskab på trods. Henrik Goldschmidt og Saer El-Jaeshi, der har hhv. jødisk og palæstinensisk baggrund, spiller sammen i The Middle East Peace Orchestra. De er rygende uenige om staten Israel, men enige om, at vold ikke løser noget. Derimod skal folk mødes og lære hinanden at kende gennem f.eks. musik. Så bliver det sværere at bygge fjendebilleder op, siger de.

Venskab på trods. Henrik Goldschmidt og Saer El-Jaeshi, der har hhv. jødisk og palæstinensisk baggrund, spiller sammen i The Middle East Peace Orchestra. De er rygende uenige om staten Israel, men enige om, at vold ikke løser noget. Derimod skal folk mødes og lære hinanden at kende gennem f.eks. musik. Så bliver det sværere at bygge fjendebilleder op, siger de.

17. januar 2009

De hørte til på hver deres side. Henrik Goldschmidt, solo-oboist i det Kongelige Kapel, og Saer El-Jaeshi, der er cand.mag. Goldschmidt har jødisk baggrund, El-Jaeshi har palæstinensisk, og det lå ikke i kortene, at de skulle spille sammen. Men Goldschmidt dannede i 2003 The Middle East Peace Orchestra, for at folk på tværs af folkeslag og religion skulle samles om musik. Det initiativ kom Saer El-Jaeshi for øre, og for godt fire år siden kom Saer, der er perkussionist, ind i orkesteret.

"Henrik spurgte mig: 'Vil du spille sammen med jøder?' og jeg spurgte tilbage: 'vil du spille samme men en palæstinenser?'" siger Saer El-Jaeshi.

Det ville de. Og gør det stadig med glæde, selvom konflikten fylder meget og fører til ophidsede samtaler. Det ser de dog begge som både sundt og nødvendigt - som en indgang til at forstå andre mennesker. Og samtidig en læreproces for to, der som 2. generations flygtninge deler skæbne på trods af modsætningsforhold. Derfor er det også essentielt at have musikken som et naturligt udgangspunkt.

"Så har vi noget at være sammen om, som ikke er konflikten, men noget vi begge er enige om at ville. Vi har en opgave sammen, som danner et fællesskab," siger Henrik Goldschmidt.

Og for Saer El-Jaeshi er konflikten heller ikke noget, der står i vejen for, at jøder og palæstinensere mødes.

"Konflikten handler for mig om besættelse og undertrykkelse og ikke om religion, selvom røster som f.eks. Søren Espersen gerne vil have, at det er et had til jøder, der er den palæstinensiske drivkraft," siger Saer.

Henrik - der selv har rejst i de palæstinensiske områder - er heller ikke i tvivl om den undertrykkelse, der foregår her, og hvad det vil føre med sig af yderligere vold. Den indsigt har gjort, at han til tider har følt sig fremmedgjort fra sit bagland, hvor mange mener, at det han står for og gør med orkesteret nærmer sig forræderi:

"Jeg skal gentagne forsvare, hvorfor jeg overhovedet mødes med 'fjenden', og hvorfor jeg også tillader mig at irettesætte Israels adfærd," siger Henrik.

Vi græder sammen

Han mener dog, at man kun kan se konflikten som dybt ulykkelig for alle parter. Og han kan som jøde ikke lade være at føle sig ansvarlig.

"I den aktuelle situation græder vi sammen. Det, vi ser nu, går imod alt, hvad jeg står for. At gå voldens vej fører aldrig til varige løsninger," siger Henrik, der mener, at løsningen er en langsom proces i forhold til et kompliceret problem. At kalde det, der foregår nu, for en krig, er ude af proportioner:

"Det bliver gjort til en krig mod terror. Men intet land kan forsvare at kaste fosforbomber ned i hovedet på civile med det argument, at man vil udrydde terrorisme. I Gaza har man ingen hær, ingen flåde, intet luftvåben - det er ikke en krig," siger Henrik.

Det værdigrundlag, som Henrik ser som det rigtige for Israel, kan han ikke få øje på i den måde, Israel agerer på. Den altafgørende forståelse er væk, og det kan ifølge Henrik virke paradoksalt:

"Se på den jødiske historie, som er fyldt med undertrykkelse og udryddelse. Vi burde være det første folk i verden til at sige, 'Vi bør stå for noget bedre'. Derfor kan jeg ikke forstå verden, når jeg ser børn, kvinder og skoler angrebet," siger Henrik, og Saer supplerer: "Det der sker i Gaza lige nu er et folkedrab. Man bruger fosforbomber mod et folk, der ikke en gang har adgang til rent vand. Min hjerne kan ikke rumme det. Det kan ikke retfærdiggøres!"

Henrik siger: "Jeg deler Saers sorg over det, der sker, på samme måde som han deler min sorg, hvis der springes en selvmordsbombe i Jerusalem. Den groteske overreaktion og vold fører kun ulykke med sig."

Derfor må musikere og kunstnere, ngo'er osv. ifølge Saer slå sig sammen og arbejde for fred. Henrik bakker op og appellerer til, at man stopper de evindelige diskussioner om 'hønen og ægget' i forhold til konflikten. Diskussioner som har været en fastbestanddel i hans liv.

"Frem og tilbage til '48, og hvem gjorde hvad, osv. osv. Jeg kan ikke holde det ud - det fører kun til aggression. Jeg ved godt, at det er helt naivt - tangerende det barnlige - at sige stop, nu synger vi nogle sange sammen i stedet for. Men det er altså det, der skal til," siger Henrik. For selvom Israel ifølge Henrik har plads i hans hjerte, er der alligevel sket noget med ham efter at have set de palæstinensiske forhold. For ham handler det om at give de palæstinensiske børn en fremtid, der fjerner lysten til at spænde et selvmordsbælte om livet. Alligevel går man den modsatte vej og skaber endnu mere "ild i sjælen". Og vi kommer ifølge Goldschmidt til at drukne i blod, hvis der ikke er nogen af de 'naive', der træder frem med åbne hænder og viser tillid.

"Det kan godt lade sig gøre at blive venner, det viser vi jo i lille målestok. Det handler ikke om jøder og muslimer, men om overdreven magtanvendelse. Og det er mit land, der gør det. Gaza er ikke en trussel for Israel. Se på tabstallene. Dér har du facitlisten," siger Henrik.

Den zionistiske ide

Men hvor Saer og Henrik er enige om den nuværende situations ulykkelige konsekvenser, er uenigheden tilsvarende til at tage og føle på, når snakken går på staten Israel. Saer mener, at man må skelne mellem jødedommen som religion - med "et fantastisk moralkodeks og spirituel side, som man kun kan have respekt for" - og så en herrefolksideologi: et zionistisk projekt, hvor palæstinensere enten skal ydmyges eller kontrolleres - et projekt ved navn Israel.

"Israel repræsenterer ikke jødedommen. Og det er meget farligt ikke at kunne skelne mellem zionisme og jødedom. Det er som ikke at kunne skelne mellem islam og islamisme," siger Saer.

"Dér er vi virkelig uenige," siger Henrik: "Der skal da klart være et land for det jødiske folk, lige så vel som der skal være et for det palæstinensiske."

Saer svarer: "Forskellen er, at palæstinenserne boede i Palæstina. Og at man med en herrefolksideologi..." Henrik afbryder: "Nej, det kan jeg ikke høre på, det der!"

"Må jeg fortsætte?" spørger Saer, og Henrik siger: "Der er jo ikke noget herrefolk..."

"Jo, jo," siger Saer: "Guds udvalgte folk, der skulle tilbage til Israel. Lovet af Gud."

Henrik rejser sig op og går rundt i rummet, mens Saer rykker frem i sædet.

"Herrefolksteorien har intet med det at gøre. Det er Nietzsche ... man kan ikke se det som en plan om etnisk udrensning, hvis du ser på, hvordan Israel blev til i 1948. Det er jo historisk forkert," siger Henrik.

"Det er ikke min udlægning," siger Saer, "men de israelske intellektuelle, som f.eks. Ilan Papes, som via dybdegående historiske undersøgelser og adgang til de israelske arkiver beskriver den zionisering, der er sket i Israel og i forholdet til Palæstina. Men du vil ikke skelne mellem zionisme og jødedom."

"Jeg vil gerne skelne. Men der skal være et land for israelere og et land for palæstinensere," siger Henrik.

Det mener Saer ikke: "Der skal være én stat. Man bliver nødt til at være imod besættelsen og den zionistiske ide, som Israel bygger på; et land til et folk. Jødedommen er jo ikke etnicitet, det er tro. Der er som at sige, at Jesus er født i Betlehem, ergo skal alle kristne bo i Betlehem. At sige, at der skal være et jødisk land, er som at sige, at der skal være et islamistisk land. Det er jo racisme."

"Så er det nok!" udbryder Henrik.

"Hvorfor?" spørger Saer. "At være jøde er mere end et religiøst tilhørsforhold," svarer Henrik, "og ikke engang Arafat har brugt sådan et argument. Du anerkender altså ikke, at der findes et jødisk folk?"

"Jeg anerkender det jødiske folk. Det gør jeg," siger Saer og fortsætter: "Men ikke en stat. Jødedommen er selvfølgelig en del af Mellemøsten, men lige netop det; en del af. Staten skal være for alle! At tale om en jødisk stat er anti-sekulært og anti-demokratisk."

Henrik siger: "Det er uacceptabelt at kalde Israel for en racistisk stat. Ifølge israelsk lov har arabiske israelere samme rettigheder som jødiske israelere, bortset fra at de er fritaget for militærtjeneste."

"Det er racistisk, når du hævder, at et folk skal have en stat i henhold til det religiøse," siger Saer, "det er fundamentalistisk og det samme, som rabiate muslimer hævder. Der skal være ét land for dem, der bor i Israel og Palæstina nu. En stat, der er sekulær og demokratisk og med lige rettigheder for alle. Apartheid-politikken skal stoppe."

"Den jødiske stat skal altså nedlægges - og jøderne smides i havet?!" spørger Henrik.

"Nej, men ideen om, at alle jøder skal have lov til at bo i Israel er absurd," siger Saer.

"Den særstatus, som ligger i den israelske selvforståelse - at man er et specielt folk med specielle rettigheder - må høre op. Hvad har russiske jøder med Israel at gøre?"

Henrik svarer: "Det jødiske folk har en tusindårig historie. Vi har et sprog, en kultur, masser af traditioner og en tro. At der findes et jødisk folk, er indiskutabelt."

Saer siger: "Ideen om et jødisk folk er udsprunget af den jødiske lidelseshistorie. Den jødiske identitet er en historisk konstruktion. At man ud fra den selvforståelse pludselig får ideen om et land, er også en konstruktion."

Venskabets kraft

Henrik og Saer ser lidt på hinanden før Henrik bryder stilheden: "Det er jo sådan set det her, vi skal. Venskaber, hvor vi - selvom vi sidder og diskuterer vildt og blodigt nu - stadig er venner. Vi er uenige, men enige om, at volden ikke løser noget, og at palæstinenserne skal have respekt og levevilkår på lige fod med israelere."

Det, man ifølge Henrik må huske, er, at jøder og muslimer har levet dør om dør i årtusinder. Og at venskaber på tværs af meninger er og bør være en realitet. De to folk skal samles igen. Som det ser ud nu, lever man i forskellige verdner, selvom afstanden mellem Jerusalem og Ramallah kun er ca. 30 kilometer.

"Det fastholder fjendebilledet, og gør det nemmere at hade, når man reelt ikke kender noget til den anden part. Den kontakt, der var tidligere, er væk, og det gør hele tiden situationen værre. Fordi stereotyper gør det uendeligt meget lettere at slå folk ihjel," siger Henrik.

Saer mener også, at det er venskabet, der gør det muligt at have den type diskussion, som de netop har haft. Og venskaber skal også opstå i Israel og Palæstina:

"Vi kan jo let sidde her og holde i hånden, men vilkårene er fundamentalt anderledes dernede. Det kan godt starte her, men det afgørende er udvikling dernede."

Derfor er det også afgørende for både Saer og Henrik, at de fysiske forhindringer skal væk. Kontrolposterne må væk, og man skal kunne krydse grænsen. Før sker der ifølge de to ikke noget.

"Når vi spiller, oplever vi jo de øjeblikke, hvor folk bare er sammen. Og det er det, vi som kunstnere kan arbejde hen imod. At samle folk. Vi kan ikke skabe fred, men vi kan i vores mikrokosmos gøre vores til at trække i den rigtige retning. Og så må vi tro på, at det spreder sig," siger Henrik og suppleres af Saer:

"Konflikten er ikke uløselig. Men det kræver pres fra Europa og USA på Israel til at fjerne muren og fjerne bosættelserne, så en løsning kan komme tættere på."

Henrik siger: "Det er jo diskussioner, som den, vi lige har haft, der nuancerer mit syn på tingene. Det giver mig et indblik, som jeg ikke havde før. Måske kan samværet skabe den tillid, der gør, at jeg en dag tror på, at vi kan leve sammen side om side i én stat."

Saer svarer: "Man får raffineret sit syn gennem samvær. Og det er også vigtigt i forhold til den palæstinensiske modstandskamp, som ikke må udvikle sig til et hævntogt. Det skal være et rummeligt projekt, hvor også det israelske folk kan fatte sympati og forståelse for den palæstinensiske sag."

"Jeg har hørt på så meget snak fra politikerne i mit liv," siger Henrik, "men når vi mødes uden ord og har musikken, så sker der noget. Så er vi i bevægelse. Det virker utrolig stærkt og skaber håb. Vi får folk bragt i samme stue, som ellers ikke ville røre hinanden med en ildtang."

Interviewet er slut, og Saer og Henrik rejser sig.

"Du blev godt nok sur," siger Saer til Henrik. "Du rejste dig op og var på vej til at gå..."

"Nej, nej. Jeg skulle bare lige strække ryggen," siger Henrik og tilbyder Saer et lift hjem.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Vibeke Andersen

Jeg bliver så glad, her midt i al sorgen over folkedrabet i Gaza, over at folk som Henrik Goldschmidt og Saer El-Jaeshi kan have den debat og al den menneskelige respekt for hinanden, de har.
Der ER måske lidt håb for fremtiden!